Peter står på nippet til at sige farvel til Forsvaret efter en årrække, og det sker udelukkende fordi, han ikke kan få økonomi, familieforhold og arbejdsliv til at passe sammen
Til april udløber Peters nuværende K-35 kontrakt, men han har allerede fået tilbudt en langtidskontrakt og kan dermed se frem til at fortsætte karrieren i Forsvaret. Hvis han altså skriver under.
Og der er et meget stort hvis.
– Jeg elsker mit arbejde. Jeg er meget, meget glad for at være ansat i Forsvaret, og jeg har en masse fantastiske minder gennem de 12 år, har jeg indtil nu har haft i Forsvaret. Men jeg må også erkende, at jeg ikke kan leve af mit arbejde. Enderne hænger simpelthen ikke sammen mere, konstaterer Peter, 35 år og sergent i Søværnet.
Han sidder i en oversergentstilling og bliver udnævnt oversergent her ved årsskiftet. Stillingen her har han haft de seneste to år, og der er tale om en ’landstilling’, hvor hans primære funktion er sagsbehandler i en operativ sektion. Et arbejde han som sagt er meget glad for, men også et arbejde hvor lønnen er rimelig fast og med et begrænset antal tillæg.
– Alle ved, at vores grundløn ved at arbejde i Forsvaret ikke er særlig høj. Det er tillæggene, der gør, at man kan overleve. Jeg synes, at det er helt forkert, at vi skal være så afhængig af tillæg, og at man som udgangspunkt ikke har en løn, man kan leve af uden at få diverse tillæg, påpeger Peter.
– Det er jo helt vanvittigt, tilføjer han hurtigt.
Peter startede i Søværnet som værnepligtig. Han var egentlig på grund af en knæskade blevet kasseret til session, men et par år senere da knæet var fint igen, søgte han om en ny session, og denne gang blev han godkendt uden problemer. Der var dog to års ventetid, men endelig kom han ind, og efter endt værnepligt fik han tilbudt en kontrakt.
– Det skulle være Søværnet, og det blev det. Jeg startede som messegast og gik så den slagne vej over konstabel til marinespecialist og kom så på sergentskole. I mange år sejlede jeg i Nordatlanten, og der tjente jeg rigtig godt. Vi sejlede altid, fortæller han.
Altid på søen
Men da han så startede familie og fik to børn, kunne det ikke rigtig forenes med et liv, der altid var på søen.
I begyndelsen sejlede man ellers fast tørn med et par måneder ude og et par måneder hjemme.
– Jeg kendte min kalender for et år ad gangen og kunne planlægge derefter, supplerer Peter.
Men så begyndte opgaverne at tårne sig op, og sejladserne blev hyppigere. Søværnet fik flere og flere opgaver samtidig med, at mange kolleger pludselig sagde fra og stoppede. De faste sejladser blev kombineret med ’udlån’ til andre enheder, og planlægning blev mere og mere uoverskuelig og hyppigt ændret.
– Mange kammerater stoppede. Af dem jeg f.eks. gik på sergentskole med er kun en eller to tilbage i Søværnet, lyder det videre.
Og han føjer hurtigt til;
– Og af min oprindelige besætning er der vist kun fire-fem tilbage.
Lønnen er et issue
Han er ikke i tvivl om årsagen til at mange stopper, eller måske rettere årsagerne;
– Opgaver hele tiden, og så lønnen. Vi kan ikke komme uden om, at lønnen er et meget stort issue. Og for mig er det den, der afgør det i sidste ende, fastslår han.
Peter er ikke bleg for at vise sin lønseddel frem. Efter 12 år i Søværnet, med et Q for alle de små og store uddannelser, det militært har krævet under vejs og fine udtalelser, funktion som oversergent -og dermed også med opgaver og ansvar som mellemleder, har han stadig ’kun’ en grundløn på knap 24.000 kroner, der dog suppleres med det faste militærtillæg, alle militært ansatte får på cirka 1.360 kroner og et tillæg på samme beløb, der er et stillingsbestemt tillæg som oversergent. Alt i alt når han således op på cirka 26.700 kroner inden skat og afgifter.
Når de faste nødvendige udgifter er skrællet væk, så er der bare ikke meget tilbage. Slet ikke, når man som Peter ikke længere er i et fast forhold, men stadig har to små børn, der skal tilgodeses, og som han har fast hver anden weekend.
– Den stigende inflation har ikke gjort det bedre. Nu kan det slet ikke hænge sammen. Jeg har klaret mig igennem de senere år ved at tage så meget aften -og weekend arbejde, det kan lade sig gøre. Det giver lidt ekstra tillæg, og det er tillæggene, jeg overlever ved, forklarer Peter.
Alt merarbejde skal afspadseres. Det må ikke udbetales. Det giver Peter fri som regel på hverdage, men det er en fritid, det er svært at bruge til noget.
– For der er jo ikke rigtig råd til hverken ferie eller særlige aktiviteter, og fridagene er meget svære at planlægge. Jeg har faktisk overvejet at kunne bruge fridagene til et ’civilt deltidsjob’, men da de falder meget forskelligt og ofte med kort varsel, er det ikke rigtigt en mulighed, fortsætter han.
Svært farvel
I øjeblikket er Peter ved at færdiggøre en CU-betalt uddannelse som coach. Han har allerede fået et par gode arbejdstilbud, bl.a. et som ufaglært medarbejder i en maritim sammenhæng. Med en løn på 10.000 kroner mere om måneden, end den han har nu. Som ufaglært.
– Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er lønnen afgørende. Jeg ved det også fra mange kolleger. Der skal simpelthen mere i lønningsposen, ellers mister Forsvaret endnu flere medarbejdere, og det er vigtige erfaringer, der dermed går tabt, advarer Peter.
Selv har han nogle måneder endnu til at overveje. Men beslutningen er næsten taget.
– Det vil være meget svært at sige farvel til Søværnet. Jeg vil allerhelst blive. Men som det ser ud nu, er det altså for surt med så stram en økonomi. Jeg vil jo også gerne kunne tage på ferie med børnene eller give dem nogle sjove oplevelser. Det er der bare ikke til, som situationen er nu, slutter Peter.
Læs også: https://cs.dk/sergent-christian-loennen-er-ikke-attraktiv/
Peter er ikke oversergentens rigtige navn. Men CS er bekendt med Peters rigtige navn og ansættelsesforhold. På grund af artiklens meget personlige indhold er Peter anonymiseret.
