Politisk ja til at sende fregat til Det Røde Hav

De danske politikere har besluttet at sende en dansk fregat afsted for at indgå i den amerikansk ledede koalition mod uprovokerede angreb på den civile skibstrafik i Det Røde Hav. De forventer at sende fregatten afsted inden for et par uger, og i øjeblikket klargøres skibet til den krævende opgave.

Danmark har fem fregatter, og det bliver en af IVER HUITFELDT-klassen, der sendes afsted med cirka 175 mand m/k om bord. Udover den faste besætning vil der også være en del specialister, stabsfolk, særlige teknikere etc.

En tur fra Danmark til Det Røde Hav tager en god snes dage, og som nævnt bliver skibet en del af en koalition bestående af flere internationale flådefartøjer udover de amerikanske. Der har gennem længere tid været en række angreb fra Houthierne en shiitisk oprørsgruppe i Yemen mod civile skibe i det trafikerede område. Det har et par gange fået også det store danske rederi Mærsk til at holde deres containerskibe tilbage, og i stedet sejle den store omvej syd om Afrika, for at undgå angreb.

-Det har afgørende betydning for både dansk og international skibstrafik og for udviklingen i regionen, at man kan sejle sikkert i området. Danmark bidrager allerede til den maritime sikkerhed i området, og regeringen ønsker at øge bidraget med indsættelse af en dansk fregat, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen om beslutningen.

Danmark har i forvejen sendt nogle stabsofficerer til at indgå i koalitionens stabsarbejde.

USA har etableret Operation Prosperity Guardian (OPG), der skal sikre retten til fri sejlads i området. OPG er etableret under den eksisterende amerikansk-ledede multinationale maritime koalition, Combined Maritime Forces (CMF). 

Foto: Steffen Fog, FSV

Andre nyheder

Søg