Der er penge på vej til forsvaret i de kommende år. Mange penge endda. Baggrunden er tragisk, men der skulle åbenbart en krig i Europa til, før politikerne og resten af Danmark for alvor fik øjnene op for, at tryghed og demokrati er ikke gratis, og det velfærdssamfund, som vi er så glade for og stolte af, er afhængig af vores evne til at forsvare os.

Nu handler det om at få genopbygget forsvaret efter en lang årrække ned nedskæringer. Der bliver allerede peget på store investeringer i materiel og udstyr, og det giver god mening, for der er mangel på alle hylder på den front. Jeg vil dog fortsat stå fast på, at man først og fremmest bør investere i de mennesker, der skal bruge og vedligeholde materiellet.

I de sidste mange år har I kunnet mærke besparelserne på forsvarsområdet i form af en massiv mangel på kollegaer og alt for mange opgaver, for lidt uddannelse, manglende udstyr og manglende fremtidsperspektiver i jeres karriere. Den virkelighed får særligt vores yngre kollegaer til at søge en karriere andre steder end i forsvaret, og den udvikling mener jeg, man bør vende nu, hvor der er vilje til at modernisere og opruste forsvaret.

Derfor vil jeg i den kommende tid understrege overfor politikere, medier og andre, der vil høre på det, at man er nødt til at prioritere fastholdelse og medarbejdernes arbejdsvilkår, hvis man vil have et forsvar, der er stærkt nok til at imødegå nutiden og fremtidens trusler.

Fastholdelse bør være et tungtvejende punkt på dagsordenen, når pengene skal fordeles. Politikerne bliver nødt til at se på, hvad Forsvaret tilbyder deres medarbejdere. Man bør starte med at se på kontraktformerne og overveje, om man skal genindføre en form for uddannelsesordning rettet mod en karriere udenfor forsvaret. Med en sådan ordning vil vores yngre kollegaer kunne koncentrere sig om at være gode soldater, mens de er i tjeneste, vel vidende, at der bliver taget hånd om deres fremtid, hvis de vælger at bruge 5, 10 eller 15 år i forsvaret. Det er noget, I efterspørger, hver gang vi taler om fastholdelse, og i min optik er det en meget lavthængende frugt, som vil gøre en stor forskel for fastholdelsen og dermed også for forsvarets opgaveløsning.

Det skal selvfølgelig også tilføjes, at løn har stor betydning for fastholdelse. Jeg kommer aldrig til at sige det modsatte, men det er samtidig vigtigt for mig at understrege, at et forsvarsforlig ikke er en lønforhandling. I forsvarsforliget kan der sættes penge af til flere medarbejdere, til øget øvelsesaktivitet eller til nye kontraktformer, men der kan ikke forhandles en højere løn hjem for den enkelte. Det hører hjemme i overenskomst-regi.

Værnepligten er også et område, man med fordel kunne skrue op for. Det er der allerede flere politikere, der ønsker, og det bakker jeg op om. Jeg tror, at flere værnepligtige og en længere værnepligtsuddannelse vil komme hele samfundet til gode, ligesom det forhåbentligt ville give forsvaret et bredere og bedre grundlag for rekruttering. Det kræver selvfølgelig, at vi er nok kollegaer til at uddanne dem, at det nødvendige udstyr er til rådighed, og ikke mindst, at de har et sted at være.

Hvis man vil genopbygge forsvaret, er man nødt til at starte med medarbejderne, for uden dem er der ikke et forsvar – kun en masse dyrt isenkram. Det budskab håber jeg, man vil lytte til.