Forsvaret er kollapset og bør genopbygges fra bunden, skriver journalist Peter Ernstved Rasmussen i sin nye bog. Formandskabet i CS er ikke helt enige. CS’ formand Jesper Korsgaard Hansen og næstformand Ronni Pedersen tog en ærlig snak om fem nedslag fra debatbogen ”Forsvarsløs – Når den største trussel kommer indefra”.
- Derfor er det vigtigt: Medlemmernes hverdag og fremtid er i fokus i bogen ”Forsvarsløs – Når den største trussel kommer indefra”.
- Det sker der nu: Der er afsat milliarder til at opbygge Forsvaret, men det er en langsom proces og samtidig oplever man stadig besparelser. Det skaber frustrationer.
- Det betyder det for dig: CS arbejder på at gøre Forsvaret til en mere attraktiv arbejdsplads, f.eks. med HR-strategi, bemandingssystem, uddannelsesordning, fokus på løn og meget mere.
– Vi har brug for et helt nyt forsvar, der skal bygges op fra bunden. Bare at hælde penge ned i det eksisterende vil være en dyr fejltagelse, skriver Peter Ernstved Rasmussen i bogen, der tegner et billede af et kollapset dansk forsvar.
Jesper Korsgaard Hansen og Ronni Pedersen tager en snak om Forsvaret, som det er beskrevet i bogen.
Vil du hellere høre formanden og næstformandens snak? Lyt til podcasten:
1. Genopretning af fundamentet eller genopbygning fra bunden
– Der er brug for at få repareret fundamentet. Så kan det godt være, at de 38 milliarder, der er sat af, ikke er nok. Men fundamentet er der, også selvom det er skrøbeligt. Det skal man bygge videre på. Jeg ville ikke starte forfra, siger formand i CS, Jesper Korsgaard Hansen.
– Det er jeg enig i. Jeg er sikker på, at meget af det, der er i Forsvaret i dag, fungerer. Jeg tror godt, at man kan bygge videre på det, siger næstformand i CS, Ronni Pedersen.
2. Tordenskjolds soldater vs. et svigtende system
– Forsvaret løser sine opgaver. Så jeg er ikke sikker på, at systemet er kollapset. Måske den øverste del er, efter min vurdering. Politikerne har ikke tillid til ledelsen. Og måske man også har fået en struktur og en organisering af Forsvaret, som ikke er god nok. Man skal have bragt politikerne og Forsvarets ledelse tættere sammen, og måske kigge på organiseringen, siger Jesper Korsgaard Hansen.
– Man har løbet risici. Det har været Tordenskjolds soldater. Skibene, der har sejlet, har manglet folk, men det har man været bevidst om. Og det har været en proces over mange år, hvor man har skullet indkassere fredsdividenden, tilføjer Ronni Pedersen.
– Og det er derfor, at vi har den situation, som vi har, hvor der ikke er noget, der virker. Vi mangler robusthed i Forsvaret, så vi kan løse opgaven, siger formanden.
3. Besparelser trods milliarder til Forsvaret
– Det er en kæmpe frustration. Vi har skåret på Forsvaret i 10-15 år. Alle tænker, det bliver bedre en dag. Og nu kommer dagen, hvor de siger, at der kommer flere penge. Der er lys for enden af tunnelen. Og alligevel, skal vi spare resten af året – og næste år. Det betyder meget for vores medlemmer, at de står i den situation lige nu, forklarer næstformanden.
– Jeg har sagt mange gange, at der skal flere penge til Forsvaret. Man kan spare og spare, på et eller andet tidspunkt, skal vi bruge mange penge. Det er her, vi er nu, fortæller formanden.
– Ja, og udfordringen med det er, at vores medlemmer går jo den ekstra kilometer eller mere for at løse opgaven. Så på en eller anden måde, er vi selv med til at løse opgaverne for mindre end det, der skal til. Fordi vi er pligtopfyldende, tilføjer næstformanden.
4. Drænende donationer
– Donationerne til Ukraine påvirker medlemmernes hverdag. Tag f.eks. de nye artilleripjecer. Dagen efter de kommer, bliver de doneret til Ukraine. Det er fornuftigt, men det betyder, at man tager noget fra dem, der går ude på kasernerne. Man skal være bevidst om, at nu er der nogen i Oksbøl, der mangler artilleripjecerne. Så er det svært at fastholde folk, hvis tingene ikke er der. Og igen, det er ikke fordi, vi ikke skal gøre det, men det er en del af det, der trækker tænder ud lige pt, siger Jesper Korsgaard Hansen.
5. Fastholdelse: Løn, aftaler og HR
– Vi skal gøre det, vi gør. Kigge på løn, HR-strategi, hele bemandingsystemet og lave aftaler. Vi har lavet en aftale på lærlinge, og er i gang med uddannelsesordningen. Men det er afgørende, at man kan konkurrere på lønnen med vores offentlige kollegaer – og det kan vi ikke. Medlemmerne har den opfattelse, at de får for lidt i løn. Og det mener vi også. Jeg tror ikke, at man kan komme i hus med fastholdelsen, hvis ikke man gør noget ved lønnen, siger Jesper Korsgaard Hansen, og Ronni Pedersen tilføjer:
– Derudover kommer der også HR-pakken med initiativer, måske vil hjælpe. Det er ikke en mirakelkur, men en god start.
– Derudover tror jeg, at det er vigtigt, at Forsvaret får flere penge, så de ansatte kan komme i gang med at øve sig. Det er derfor, man er ansat i Forsvaret. Man vil gerne øve og være klar, siger formanden.
– Ja. Og Jesper og jeg skal italesætte det, de steder vi kommer: Hvor stor betydning det har. Det er jo en af de ting, som CS kan gøre. Altså være talerør for vores medlemmer, siger næstformanden.
Formanden og næstformanden fortæller meget mere i podcasten.
CS forklarer
- HR-pakken er en række initiativer fra den første delaftale under forsvarsforliget 2024-2033. Her blev der afsat 965 mio. kroner til at skabe bl.a. synlige karriereveje, styrket kompetenceudvikling og fleksibilitet til medarbejdere, der lige er blevet forældre. I alt er der 40 initiativer.
- Derudover er der i de to delforlig også aftalt at lave en ny kontraktform med ret til civil uddannelse for konstabel- og sergentgruppen, samt et nyt bemandingssystem.
Vil du vide mere?
Du kan også læse anmeldelsen af bogen “Forsvarsløs – Når den største trussel kommer indefra”, som er skrevet af CS-medlem Ole K. Poulsen: CS-medlem: ”Bogen er alt det, som soldater ‘sladrer’ om”
Eller du kan lytte til en længere version af artiklen nedenfor.