14. januar åbner Den Statslige Kompetencefond for ansøgninger til kompetenceudvikling. Der er åbent for ansøgninger i syv dage. Læs, hvad CS-medlem Niels Mølleskov fik penge til, og få gode råd til at søge.
Derfor er det vigtigt: Du har mulighed for at videreuddanne dig og styrke dine kompetencer.
Det sker der nu: Den Statslige Kompetencefond åbner for ansøgninger fra 14. januar kl. 10.00 indtil d. 20. januar kl. 17.00.
Det betyder det for dig: Du kan få op til 30.000 kr. i uddannelsesstøtte, hvis du er omfattet af en CO10-overenskomst. Det er CS-medlemmer.
De næste syv dage er der åbent for ansøgninger til kompetenceudvikling hos Den Statslige Kompetencefond. Tidligere var det efter først-til-mølle-princippet, men nu behandles alle ansøgninger i tilfældig rækkefølge efter ansøgningsfristen.
Niels Mølleskov er en af de CS-medlemmer, der tidligere har fået penge fra fonden.
– Jeg fik dækket alle kursusgebyrer og -bøger til en fleksibel diplomuddannelse i ledelse og kommunikation. Og så lavede jeg en aftale med regimentet om, at de gav mig fri til forberedelse og dækkede transportudgifterne, fortæller Niels Mølleskov, der er afdelingsformand og chefsergent ved 2. Kapacitetsafdeling, Danske Artilleriregiment.
Niels Mølleskov kommer med en opfordring.
– Søg endelig! Det er en rigtig god mulighed for at videreuddanne sig. Jeg bruger min uddannelse i ledelse og kommunikation dagligt. Jeg havde naturligvis ikke taget uddannelsen, hvis jeg ikke havde fået midlerne, da det er mange penge at betale selv, siger Niels Mølleskov, og tilføjer:
– Man skal selvfølgelig først have et ’ja’ fra sin chef. Jeg tog et møde med min chef og så lavede vi en udviklingskontrakt, hvor der stod, hvorfor det var en god idé, at jeg tog uddannelsen. Og så blev den vedlagt til ansøgningen.
Niels Mølleskov giver 5 gode råd
- Forbered dig til en samtale med din chef
Hvilken forskel gør det, du får uddannelsen, og hvad koster den? - Aftal et møde med din chef
Få en godkendelse og en udviklingskontrakt på plads. - Undersøg, om du kan få hjælp til ansøgningen
Der er meget, der skal udfyldes og vedlægges. Derfor tilbyder administrationselementet i Niels Mølleskovs regiment at hjælpe med at lave ansøgningen, for at gøre det nemmere at søge. Undersøg, hvordan det er der, hvor du arbejder. - Husk, meld tilbage til fonden efter uddannelsen
Fonden sender en skrivelse, hvor du skal fortælle dem, hvad dit udbytte har været. Det er vigtigt at sende tilbagemeldingen. - Bare kom i gang!
Det er en god mulighed for at udvikle sine kompetencer.
Hvem kan søge?
Alle, der er omfattet af en CO10-overenskomst kan søge om op til 30.000 kr. gennem CO10-puljen, Den Statslige Kompetencefond. Som CS’er er man omfattet af en CO10-overenskomst.
Man kan søge om støtte fra fonden, når medarbejder og leder har indgået aftale om en konkret kompetenceudviklingsaktivitet.
Man kan få støtte til en række kompetenceudviklingsaktiviteter.
- Akademimodul(er)
- Diplommodul(er)
- Mastermodul(er)
- AMU-kurser (ej lovpligtige)
- Fagspecifikke kurser
- Realkompetencevurdering (RKV-/IKV-forløb)
- Efteruddannelseskurser på uddannelsesinstitutioner, som også gennemfører akademiuddannelser, diplom- og masteruddannelser.
- Moduler, som udbydes som enkeltfag på tompladsordning på bachelor- og kandidatuddannelser
- Førleder- og lederuddannelse
- Karriereafklaringskurser
- Studieforberedende kurser
Man kan også søge om støtte til individuelle, supplerende aktiviteter og kurser, som har fokus på digitalisering og IT. Du kan læse mere om, hvad man kan søge til – og hvad man ikke kan på fondens hjemmeside.