Efter 28 års udviklingsrejse i Forsvaret: Giv den gas med kompetenceudvikling

onsdag 17.februar 2021 | Nyheder | Jonas Agersnap, Kompetencesekretariatet |

– Man skal bare give den gas med kompetenceudvikling. Både for sin egen skyld, men også for det personel, man har ledelsesansvar for, siger chefsergent og sikkerhedsofficer ved Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Henrik Bank Nielsen, efter at have gennemført endnu et uddannelsesforløb med støtte fra Den Statslige Kompetencefond.

Det er langt fra første gang, han har været afsted på kursus. For ifølge Henrik Bank Nielsen, så er Forsvaret en helt perfekt arbejdsplads at udvikle sig på.

– Jeg synes virkelig, at Forsvaret har været på en meget positiv rejse, fortæller Henrik Bank Nielsen, der indtil videre kan se tilbage på 28 års karriere i Forsvaret.

– Mange af vores chefer har det sådan, at jo flere ting vi kan putte i kufferterne på vores medarbejdere, dets bedre bliver de allround, fortæller Henrik Bank Nielsen om den udviklingskultur, han ser, der er blevet opbygget i Forsvaret.

Den Statslige Kompetencefond gør det muligt

– Hvis jeg for eksempel ville tage et kursus, der ikke var fagligt relevant for mit arbejde, men måske var en del af min personlige udvikling, så er jeg overbevist om, at jeg kunne lave en aftale med min chef omkring det – og det er da fantastisk, fortæller Henrik Bank Nielsen.

Forsvarets udviklingskultur hænger ifølge Henrik Bank Nielsen også sammen med, at man som ansat i Forsvaret har adgang til penge fra Den Statslige Kompetencefond.

LÆS OGSÅ: Få op til 50.000 kr. til kurser og efteruddannelse

– Det er en helt klar medvirkende faktor for, at vi får lov til at komme på nogle kurser. Det er der ingen tvivl om, siger han og tilføjer:

– Og så er det ret nemt at gå til. Men det skal det også være, for hvis sådan en ansøgningsproces bliver for tung, så gider man ikke. Jeg har i hvert fald oplevet det som meget smidigt.

Bedre forståelse for kollegaers opgaver

Med uddannelsen som sikringsleder har Henrik Bank Nielsen gennemført en række moduler indenfor blandt andet risikostyring og risikoledelse, sikring og adgangskontrol, brandsikkerhed og sikringsledelse.

Den civile uddannelse har lært ham mere end det, han direkte skal anvende i sit arbejde som sikkerhedsofficer. Han nævner blandt andet, at han har lært om byggereglementer, der ikke er en del af sikkerhedsofficerens ansvarsområder.

– Men det giver mig en forståelse for dem, der har noget med det at gøre i min del af butikken. ”Nå ja, det er derfor, at vi skal have branddør der, fordi der er folk, der skal overnatte i det lokale. Altså, det er jo ikke raketvidenskab, men man får ligesom forståelse for, at det er derfor, det her skal laves på den her måde”, fortæller Henrik Bank Nielsen.

28 års udviklingsrejse i forsvarsbutikken

Den første februar 1993 startede Henrik Bank Nielsen ved Søværnets Militærpolitiskole, og siden da har han arbejdet i Forsvaret. Og det er langt fra en stilstående karriere.

Siden opstarten ved Søværnets Militærpoliti har han været vagtholdsleder, udsendt tre år ved en NATO-base, herefter blev han sagsbehandler og i dag er chefsergent og sikkerhedsofficer ved FMI.

– Det er også det, der er fantastisk ved at arbejde i forsvarsbutikken. Du kan lave alt muligt. Jeg kan vælge at arbejde med økonomi, jeg kan arbejde med HR eller jeg kan blive skydeleder og stå ude på en skydebane hele dagen. Vi har simpelthen sådan en stor opgavepallette, siger Henrik Bank Nielsen.

Klar til næste efteruddannelse

Før uddannelsen som Eksamineret sikringsleder har Henrik Bank Nielsen gennemført en certificeringen indenfor informationssikkerhed som ’certified information security system professional’.

Begge efteruddannelser er gennemført med støtte fra de statslige overenskomstparters nuværende og tidligere Kompetencefond. Og ifølge Henrik Bank Nielsen er det ikke sidste gang han søger om penge til en efteruddannelse:

– Jeg kunne godt tænke mig at dygtiggøre mig omkring kommunikation, personaleudvikling og HR. Det er områder jeg gerne vil arbejde indenfor, hvis jeg skal skifte retning, fortæller den 49 årige Henrik Bank Nielsen.

LÆS OGSÅ: Vil du udvide dine kompetencer? Her er alt, du skal vide om den statslige kompetencefond

Sådan ansøger du Den Statslige Kompetencefond:

  1. Find pris, start- og slutdatoer samt et link til den aktivitet, du gerne vil have støtte til
  2. Lav en aftale med din leder, der i sidste ende skal godkende din ansøgning
  3. Opret en bruger, udfyld og indsend din ansøgning på DenStatsligeKompetencefond.dk

Del denne artikel:

FacebookEmailTwitter

Tilbage til oversigt