Danmark kan meget vel skulle sende en fregat til Asien som del af et fælles modsvar til Kinas voksende magt, vurderer to forskere. Men hvorfor er Kina og Asien relevant for dansk forsvars- og sikkerhedspolitik, og hvilken mission venter, såfremt vi takker ja?
Rivaliseringen mellem verdens to største magter, USA og Kina, træder i stigende grad i karakter i disse år. USA har gjort det klart over for sine allierede i Europa, at det er inddæmningen af Kinas voksende magt og indflydelse i ”Indo-Pacific”, eller Asien om man vil, der bliver Washingtons hovedfokus fremover.
I den forbindelse er det sandsynligt, at selv et lille land som Danmark vil få en rolle at spille i giganternes magtkamp, og at en maritim deployering til Asien ikke nødvendigvis ligger så langt ude i fremtiden.
Foto: Wikipedia Commons.
USA ønsker allierede med til Asien
Camilla Tenna Nørup Sørensen er lektor ved Forsvarsakademiet og har forsket i kinesiske forhold og asiatisk sikkerhedspolitik i en årrække. Hun er desuden medforfatter til en omfattende baggrundsrapport om danske interesser i Indo-Pacific, der vil ligge til grund for dele af Danmarks næste forsvarsforlig.
Hun peger på, at flere ting er i spil, når statsminister Mette Frederiksen (S) og forsvarsminister Morten Bødskov (S) i samme åndedrag nævner Indo-Pacific og et muligt dansk bidrag:
Foto: Forsvarsakademiet.
– Inden Ukrainekrigen brød ud i februar, kunne jeg sagtens havde set for mig Danmark sejle af sted til Asien, også allerede i år.
– Det skyldes, at vi ser et ønske fra amerikanerne om at kunne frigøre sig fra at være permanent til stede i Europa og rykke deres strategiske fokus og militære tyngde mere mod Asien. Det betyder, at europæerne skal tage sig mere af europæisk sikkerhed. Trods voldsomheden af krigen i Ukraine er det ikke i Europa, USA har deres langsigtede interesse.
– Det sagt, så har amerikanerne vist, at de har en interesse i at få operationerne i Asien til at have en mere international karakter, fordi de gerne vil væk fra, at det er ”USA mod Kina”, men i højere grad handler om at forsvare internationale regler og normer så som fri besejling, og det kan USA’s allierede i Europa hjælpe med ved at sejle med til Asien.
Giver god mening for Danmark
Som eksempel nævner Camilla Tenna Nørup Sørensen kinesiske fiskekuttere, der i nogle tilfælde med hjælp fra Kinas kystvagt og krigsskibe tvinger andre landes fiskere bort fra særligt rige fangstområder.
– Det giver god mening for lande som Danmark, der som bekendt er et lille land, men en stor søfartsnation, at deltage i missioner, der skal understrege havretten og retten til fri besejling, siger hun.
Derudover er der naturligvis også forholdet til Danmarks nærmeste allierede, USA:
– Der er vel også den samme interesse, som vi har haft i de andre amerikanske operationer, vi har deltaget i siden Den Kolde Krig, nemlig alliancepleje. Vi skal sikre, at USA bliver ved med at se sig forpligtet til at forsvare Europa og Danmark, selvom de flytter fokus til Kina.
Nul nationale sikkerhedspolitiske interesser
Jens Wenzel Kristoffersen er orlogskaptajn og militæranalytiker ved Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, og han har også spekuleret over politikernes udmeldinger:
– I en ren national, sikkerhedspolitisk optik har Danmark nul interesser i Indo-Pacific. Det ligger allerhelvedes langt væk, så bare den logistiske del vil være et mareridt af format.
Han er derimod enig i Camilla Tenna Nørups Sørensens pointe om at opretholde internationale regler om fri besejling:
– Vi har de maritime interesser, der simpelthen består af evnen til frit at kunne besejle verdenshavene, og hvis dette trues, så vil Danmark, med magt om nødvendigt, sætte ind over for det. Vi har noget historik med dette ”med magt om nødvendigt”, for vi har gjort det i Guineabugten og ikke mindst i Adenbugten, så vi tager det ret alvorligt.
Jens Wenzel Kristoffersen ser dog også en anden mulig dansk motivation for at drage mod Østen:
– Vi har selvfølgelig handelspolitiske og industripolitiske interesser i Asien, og for eksempel kan jeg godt se for mig, at man sender en af fregatterne af sted til Sydkorea eller Indonesien som et reklamestunt for dansk skibsdesign. Det har vi eksempelvis gjort i Kenya.
Der kan altså være flere formål ved at sende en af de nyeste fregatter ud, mener Jens Wenzel Kristoffersen, og det vil efter hans vurdering være tale om en fregat af enten Iver Huitfeldt-klassen eller Absalon-klassen:
– Fregatterne er de eneste, der kan klare en deployering til Indo-Pacific sådan udholdenhedsmæssigt, og det vil formentlig også ske. Hvis missionen drejer sig om retten til fri besejling, kommer vi dog ikke til at lave en selvstændig mission, som vi gjorde i Guineabugten, så det bliver et samarbejde eller koalition.
Hård magt eller blød signalgivning?
Han ser umiddelbart en række mulige koalitioner for sig, én hvor USA sejler forrest, og én hvor et europæisk land som Frankrig eller England eller endda EU har førertrøjen på:
– Det giver god mening for Danmark, at vi som lilleputland er åbne over for at sejle med vores strategiske partnere i Europa og ikke kun tænker i det amerikanske spor. Donald Trump eller en lignende figur kan jo komme til magten i USA i 2024, og så vil Danmark være meget mere afhængige af vores europæiske naboer til at beskytte os.
– Den amerikanske option er mere hard power, altså traditionel deployering og opretholdelsen af fri besejling, hvorimod en koalition ledet af et europæisk land eller EU er mere over i det bløde spektrum. For eksempel tror jeg ikke, at en fransk-ledet deployering vil gøre alt for ondt på Kina.
Risiko for kinesiske straffeaktioner
Camilla Tenna Nørup Sørensen er enig:
– Man skal ikke være blind for, at det har en betydning, hvordan vi tager af sted til Asien: Er det hardcore med amerikanerne, sejlende igennem Taiwanstrædet, eller er det en europæisk operation, hvor opgaven i højere grad handler om at styrke båndene til Kinas nabolande og hjælpe dem med at opbygge deres kapaciteter frem for at stække Kina?
– Det er ikke fordi, jeg fraråder, at Danmark sejler med amerikanske skibe i Asien. Det kan der være god interesselogik i at gøre. Men man skal bare vide, at det indebærer nogle mulige risici, som er større for os i forhold til handel, fordi vi er et lille land: Kineserne er meget selektive i deres økonomiske og politiske straffeaktioner, og hvor Kina ikke ville straffe en handelspartner som Tyskland, fordi det i sidste ende vil gøre ondt på kineserne selv, vil en straffeaktion mod Danmark alene gøre rigtig ondt på os.
