Henrik mistede kontrollen, da tjenesten satte sine spor – CS stod klar

14. januar 2026 | Julie Walton

Henrik har været i Forsvaret siden 1991 – men i 2023 rammer PTSD-symptomerne så hårdt, at han mister kontrollen. Han rækker ud til CS og bliver grebet af CS’ socialrådgiver. Her fortæller Henrik om vendepunktet – og om det sikkerhedsnet, der blev spændt ud under ham.

Lyt til podcasten her - og få hele henriks historie (apple podcasts)

Udfordringen: Henrik, der har været i Forsvaret siden 1991, lever med PTSD og når i 2023 et punkt, hvor han i affekt er tæt på at opgive – langt væk hjemmefra på en ferie i Spanien.
Udviklingen: Henrik rækker ud efter hjælp, og det bliver starten på et over to år langt forløb med CS og Veterancentret.
Udfaldet: Henrik er i dag tilkendt førtidspension og afventer de sidste formalia – og har fået ro til at øve sig i et nyt liv, hvor han bare er Henrik.

CS møder Henrik i en baggård på Frederiksberg.

Henrik er 54 år og har været i Forsvaret siden 1991 – både til søs og i militærpolitiet. I dag lever han med PTSD. Meget af sin tid bruger han i et kælderrum på Frederiksberg, der er blevet til et lille cykelværksted.

I kælderen hænger værktøj på væggen. Italienske racerstel. Kasser med bremsedele, gear og små skruer – sirligt sorteret. Der er radio i baggrunden. Kaffe. Et billede af Henriks far på sin racercykel. Og minder fra Søværnet.

Og der er en grund til, at vi mødes netop her: Henrik har PTSD. Og cyklerne gør noget helt særligt for ham.

De bedste år fik en pris: Oplevelser, der har sat sig i kroppen

– Mine bedste år har jeg haft i Søværnet. Det vil jeg ikke bytte for noget som helst. Selvom jeg sidder her nu, siger Henrik.

– Det er hernede bruger jeg det meste af min dag, afhængigt af hvordan jeg har det.

Når han skiller italienske racercykler ad og bygger dem op igen, falder tankerne til ro. Tankerne er ikke i Irak. Ikke i Jugoslavien. De er lige her.

Henrik fortæller, hvordan han på sin første udsendelse i starten af 90’erne til får en oplevelse, der sætter sig i kroppen. Da han kommer hjem, sidder han alene med et hoved fyldt af indtryk.

– Jeg kunne sagtens tale med andre mennesker om oplevelsen, men ikke med nogen, der forstod, hvad det her egentlig handlede om. Men så fandt jeg nogen, som jeg følte forstod mig. Jeg kunne være en del af et fællesskab, som anerkendte mig. Men det var et dårligt miljø, hvor alkohol var omdrejningspunktet, siger han.

Henrik lægger oplevelsen bag sig og går videre med tjenesten. Men prisen er høj. Søvnproblemer, lydfølsomhed og aggressivitet bliver en del af hverdagen, og alkohol bliver en måde at lukke af på.

– Det var en slags selvmedicinering, som fungerede godt. Og som jeg var god til at skjule.

Vendepunktet i Spanien

I 2023 har Henrik netop fået sit drømmejob som maskinbefalingsmand på et af Søværnets skolefartøjer. Han er på ferie i Spanien, da symptomerne rammer ham voldsomt. Lydene fra poolen i ferielejligheden – barnegråd, råb og larm – bliver for meget.

– Jeg prøvede at lukke det ude. Men på et tidspunkt eksploderede det bare inde i mit hoved. Så jeg går ud på altanen og kigger ned på de her mennesker – og råber, nu må I kraftedeme holde jeres kæft. Og så svinger jeg mit ben ud over altangelænderet og siger, ellers så hopper jeg fandme ned heroppefra. Så gider jeg ikke at være her længere.

Midt i situationen ringer hans telefon. Det er hans storebror.

– Hvad så, lillebror, er alt vel? Lige der går det op for mig, at der er andre, der faktisk har fået øje på, hvor skidt jeg har det. Jeg svarer ham, det går jo ikke helt så godt.

Storebroren foreslår Veterancentret. Samtidig reagerer Henrik i affekt og får skrevet en opsigelse. Og så gør han noget mere: Han skriver en mail til CS.

Kort efter ringer et nummer, Henrik ikke kender.

– Så siger hun, det er Henriette Moors fra CS. Og så knækker filmen. Jeg bryder fuldstændig sammen.

Og ligesom han tydeligt husker sin storebrors ord, husker han også meget klart, hvad Henriette siger i telefonen:

– Hun siger til mig: Hvad fanden er det, der foregår her? Det glemmer jeg aldrig nogensinde. Og så siger hun: Nu laver vi to en aftale om, at du holder dig i live, indtil du kommer hjem. Og så overtager vi herfra. Det var, som om der blev spændt et net ud under mig. Nu havde jeg min fagforening bag mig, og jeg havde også min storebror.

Henriks forløb

CS’ socialrådgiver Henriette Moors har fungeret som tovholder og har været en fast støtte, som Henrik kunne række ud til, når det har været svært.

Forløbet:

Kontakt til CS og Veterancentret, visitation, behandling og kommunal opfølgning
Et praktikforsøg, der måtte stoppes igen, fordi det forværrede Henriks tilstand
Indstillet til og tilkendt førtidspension

Bare Henrik - og cyklerne

I dag er Henrik tilkendt førtidspension og afventer de sidste formalia. Han har været igennem et behandlingskrævende forløb og er fortsat i behandling.

– Jeg skal øve mig i at leve et andet liv, end jeg har levet hidtil. Hvor jeg måske har levet et slags dobbeltliv – Henrik i tjeneste og Henrik med fri. Og nu er jeg bare Henrik.

Han har tæt kontakt med sin far og sin storebror og holder fast i cyklerne og træningen som faste holdepunkter i hverdagen.

– De cykelprojekter, jeg laver her i kælderen, giver mig rigtig meget i forhold til at komme ned i gear og slippe fra den stress, jeg har været så plaget af i mange år. Cyklerne er fast inventar i mit liv nu.