Leder: Hvem passer på os, Statsminister?

Der skal mere i lønposen til sygeplejersker, sosu’er, pædagoger og fængselsbetjente. Sådan lyder det fra statsministeren og regeringen forud for trepartsforhandlingerne om de tre milliarder, der er afsat til lønforbedringer på det offentlige område frem mod 2030.

Jeg under sådan set alle fire faggrupper et lønløft, og jeg anerkender de udfordringer, som fagene har. Men det er jo ikke troværdigt, når Statsministeren udråber netop disse grupper til at have nogle helt særlige forhold, som gør, at de skal tilgodeses med flere penge. Vi er mange, der har præcis den samme virkelighed.  Det splitter de offentligt ansatte i en tid, hvor samfundets udfordringer kræver et stærkt sammenhold.

Regeringen vil give lønløft til de fag, hvor det er sværest at rekruttere og fastholde, lyder det. I den forbindelse synes jeg, det er fuldstændig utilstedeligt, at politikerne ikke engang nævner Forsvaret. Fastholdelse er det allerstørste problem i Forsvaret i disse år, og fastholdelse og rekruttering er fuldstændig afgørende for, om vi kan have et forsvar af Danmark. Forvaret er underbemandet til et punkt, hvor man ikke kan løse opgaverne uden at presse medarbejderne ud over, hvad arbejdslovgivningen tillader. Får man ikke løst det problem, kan det være fuldstændig lige meget, hvad politikerne ellers vælger at købe af materiel og udstyr til Forsvaret, for der vil ikke være nogen tilbage til at bruge og vedligeholde det.

Løn ER fastholdende. Det gælder for soldater såvel som for sygeplejersker, pædagoger, fængselsbetjente og sosu’er. Derfor bliver jeg pikeret, når regeringen vil give mere i løn for at fastholde enkelte grupper, mens andre, hvis problemer er lige så store, ikke får samme opmærksomhed.

Det er ren populisme og spin, og det er direkte respektløst overfor os, der hver eneste dag knokler for at beskytte vores samfund – underbemandede, underfinansierede og under vanskelige vilkår.

Når Mette Frederiksen forklarer valget af de udvalgte faggrupper med, at de er ”vitale for, om et velfærdssamfund fungerer eller ej”, får hun mellem linjerne sagt, at andre – blandt andet Forsvaret – ikke er helt så vigtige. Det gør mig vred, for et velfungerende forsvar er ikke bare vitalt for et velfærdssamfund. Det er selve grundlaget for, at det overhovedet kan eksistere. Det er som om, at man på Christiansborg endnu ikke har fattet alvoren i, hvad bemandingsproblemerne i Forsvaret betyder – og det til trods for, at der er krig i Europa – blot et døgns kørsel fra København.

Et andet argument for at tilgodese netop de fire faggrupper, er, at de arbejder, mens vi andre sover. Men det er de ikke alene om! Som soldater og medarbejdere i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen kender vi alt til skæve arbejdstider, nattevagter, weekendarbejde og alt derimellem. Vi er vant til at skulle forlade familien ved middagsbordet, fordi telefonen ringer med en akut opgave, der skal løses. Og vi arbejder i øvrigt mere end fuld tid allerede. Ofte uden mulighed for afspadsering på grund af travlhed. Her kan man virkelig tale om at have ”hånden på kogepladen”.

Statsministerens og regeringens argumenter for, hvem der skal have mere i løn, er både usaglige og useriøse. Det eneste argument, jeg ikke kan skyde ned, i den her skandale er, at det måske giver en skrantende regering flere stemmer ved næste valg. Endnu engang kan jeg bare konstatere, at der ikke er stemmer i soldaternes ve og vel, og at det endnu engang ender i tomme ord, når politikerne roser jeres arbejde og engagement og taler om at løse bemandingsproblemerne i Forsvaret.

“Vi skal passe bedre på dem, der passer på os, lyder det fra statsministeren. Vorherre til hest, siger jeg bare – det er vi en hel del offentligt ansatte, der gør hver eneste dag året rundt, indsat både i Danmark og internationalt – men hvem passer på os, når vi passer på Danmark?

Andre nyheder

Nyheder

Hjemmeværnet fylder 75 år

Kun få uger efter at frihedsbudskabet fra BBC i London lød i danske radioer i foråret 1945, mødtes en række modstandsfolk for at etablere en

Læs mere »