Nye kampstøvler på vej til soldaterne

Er der noget, der tit og ofte bliver drøftet blandt soldater, så er det materiel -eller mangel på samme. Og er der noget, der i særdeleshed får kommentarer med på vejen, så er det kampstøvler.

Gennem årtierne har kampstøvler nemlig været et godt samtaleemne, for er det dem, der er årsager til vabler og svamp, eller er det forkert brug af fodtøjet? Eller er de bare alletiders -og man kan sove med dem på om nødvendigt uden problemer?

Uanset hvordan man har det med de nuværende modeller, så er der nu nye på vej. Forsvarsministeriets Materiel -og Indkøbsstyrelse, FMI, har nemlig lavet aftaler med ikke færre end fem forskellige producenter, der skal levere fem forskellige typer støvler, nemlig kampstøvle svær, let, ørken, jungle og cold weather. De forventes at komme ud til forsvarets forsyningscentre næste år.

Der bliver tale om producenter fra USA (AKU), England (Altberg), Tyskland (Haix og Stump & Baier) og Spanien (Iturri). FMI har gjort sig megen umage med at stille specifikke og velovervejede krav til hver enkelt type kampstøvle, efter de behov det danske forsvar har for hver enkelt kampstøvles kvaliteter og anvendelse.

Med forskellige indlæg

Der er således taget højde for en række situationer, den enkelte soldat kan komme ud for, og støvlerne skal derfor både være fleksible og lette, men samtidig stabile, men der er også tænkt en række andre detaljer ind i de nye støvler. F.eks. ved man af god erfaring at fødder ikke er ens. Nogle har høj vrist mens andre er mere flade, nogle har lange tæer og andre korte, brede fødder eller smalle osv.

Derfor er der i de nye støvler mulighed for at soldaten kan anvende op til tre forskellige slags indlæg (indersål), som gør pasformen forskellig, og dermed giver gode muligheder for at finde netop den kampstøvle, der passer bedst.

En af dem, der har været med i hele udbudsprocessen og gennemføre test af støvlerne, er projektlederen Chefsergent Gert Larsen, FMI.

-Det er jo ikke bare at pege, og sige den eller dem vil vi have. Der er mange bestemmelser og regler, der skal overholdes. Men vi har grundlæggende haft nogle ideer, og samlet brugernes ønsker og krav, for at kunne få de bedste støvler til de behov, der må være, men også til den pris, vi har mulighed for at betale, forklarer han.

Der har været fokus på at få den bedst mulige støvle, også selvom den måtte være dyr. Skal der sættes procent på, har vægten været omkring 70 % til kvalitet og funktionalitet, og så de sidste 30 % til prisen.

-Så vi har faktisk stillet en hel del krav, da vi sendte vores ønsker i udbud, nikker Gert Larsen.

-Vi udbad os også referencer fra udbyderne, så vi kunne få oplysninger om, hvorvidt de havde erfaring med opgaver af denne type, tilføjer han.

Testet af soldater

Han lægger heller ikke skjul på, at man har gjort sig stor ulejlighed med denne gang at lytte til soldaterne, og høre deres mening. Kort sagt gjort processen så transparent som muligt.

Så hele processen har varet et par år med bl.a. test af støvler, prækvalificering efter formåen og referencer, indhentning og gennemgang af tilbud, før man endelig kunne nedsætte et ’ekspertpanel’, bestående af folk fra Forsvarskommandoen, SOKOM, Danske Artilleri Regiment og Hjemmeværnet samt FCI, der skulle kigge nærmere på om de hovedkrav, der blev stillet til støvlerne, også blev indfriet.

Herefter blev støvler udleveret til udvalgte testgrupper, der skulle prøve støvlerne over en periode. F.eks. blev den lette og svære kampstøvle afprøvet i Hæren og Hjemmeværnet. En delingsstørrelse (30 personer) testede de enkelte kampstøvler.

-Testgrupperne sammenlignede ikke støvlerne. De skulle svare præcis tilbage på dén type kampstøvle, de havde fået udleveret, lyder det videre fra Gert Larsen.

Tilbudsgiverne var også med i processen, og kunne til testens opstart bl.a. fortælle om, hvordan deres støvle fungerede bedst. Testen forløb over cirka tre måneder, og så blev der svaret på et spørgeskema, hvor hovedbudskabet var; ’fik vi det, vi har bedt om’.

Også de mere specialiserede støvler, ørken, jungle og cold weather blev testet. Her var det primært folk fra specialstyrkerne (SOKOM) og Arktisk Kommando, der deltog.

Den rigtige pleje af støvlerne er også vigtig, så derfor har FMI bedt tilbudsgiverne om at lave en lille vejledning, en slags ’pixibog’ om den rette pleje, for at få det optimale ud af støvlerne.

Klar til foråret

Så det var efter grundige tests, undersøgelser og et ønske om kvalitet og fleksibilitet, at valget endeligt faldt på de syv forskellige støvler med fem forskellige leverandører. Når der er syv forskellige par støvler, skyldes det at kampstøvlerne, svær og let, har to ligestillede vindere. Dette giver soldaten mulighed for et reelt valg, da modellerne er forskellige.

Netop fleksibiliteten ses også i, at der som tidligere nævnt findes forskellige indlæg til støvlerne, så der skulle virkelig være gode muligheder for tilpasning af pasform, til de individuelle behov.

Vores mål er, at vi har skaffet så gode støvler, at folk slet ikke vil købe deres egne. Og at støvlerne virkelig fungerer, som de skal. Jeg tror virkelig på, at vi har fået købt nogle rigtig gode støvler, og jeg glæder mig selv til at de kommer på hylderne, slutter Gert Larsen.

Kampstøvlerne vil som nævnt være tilgængelige næste år, og allerede til marts skulle man kunne få de første på forsyningscentrene.  Det betyder ikke nødvendigvis, at de nye kampstøvler bliver udleveret på det tidspunkt, idet de eksisterende beholdninger skal opbruges først.

Andre nyheder

Nyheder

Ferie

Snyd ikke dig selv for ferie og penge inden nytår. Disse fem ting skal du være opmærksom på ellers risikerer du at miste fridage og penge.

Læs mere »
Nyheder

Hvor bliver pengene af?

Regeringen er sammen med Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige blevet enige om et forsvarsforlig for

Læs mere »
Søg