Disse regler gælder for dig, der skal deltage i den forstærkede test- og vaccinationsindsats

9. december 2021 | Jane Munk

Beredskabsstyrelsen er anmodet om at assistere ved test- og vaccinationscentre i forbindelse med de stigende smittetal. Da Beredskabsstyrelsen ikke kan stille mandskab nok, er det besluttet at der skal stilles med personel fra hele Forsvaret til at løfte opgaven.

– Når samfundskritiske situationer opstår, står Forsvaret naturligvis klar til at hjælpe. Det er en naturlig del af Forsvarets opgaver. Det betyder, at man som soldat i en midlertidig periode godt kan være poder eller vaccinatør, siger CS formand Jesper Korsgaard Hansen.

– I CS bakker vi selvfølgelig op om at løse denne samfundskritiske opgave, men vi må samtidig huske på, at der ikke er ubegrænsede ressourcer i Forsvaret. Mange steder kniber det i forvejen med at få enderne til at mødes, og en opgave som denne kan gøre det endnu sværere, understreger han.

CS har stort fokus på, at gældende love og regler følges i forbindelse med opgaverne. Det betyder konkret, at tjenesterejser skal planlægges i overensstemmelse med tjenesterejseaftalen, at ferie kun kan ændres i helt særlige situationer og at de almindelige arbejdstidsregler skal følges.

Her kan du læse, hvad du overordnet set bør være opmærksom på, hvis du skal deltage i den forstærkede test- og vaccinationsindsats.

Omlægning af ferie

Det følger af de gældende regler, at ferie kun i helt særlige tilfælde kan omlægges. Det betyder, at alle nedenstående kriterier skal være opfyldt:

  • Der er tale om væsentlige driftsmæssige hensyn
  • Den opståede situation har været upåregnelig og uforudsigelig for ledelsen
  • Det er nødvendigt, at ferien ændres for netop denne medarbejder

At situationen har været upåregnelig og uforudsigelig kan sidestilles med en force majeure-situation. Her er det værd at bemærke, at en force majeure-situation ikke kan have ubegrænset rækkevidde, da selv begivenheder, der på et givent tidspunkt har været upåregnelige og uforudsigelse efter en periode må antages ikke at udgøre force majeure længere. Lige så væsentlig er, at dårlig eller mangelfuld planlægning aldrig er force majeure.

At det er nødvendigt, at ferien omlægges for lige netop denne medarbejder betyder, at der skal laves en konkret og individuel vurdering af omlægningen af ferie for hver ansat. Der kan altså ikke kollektivt ændres på planlagt ferie, det kræver en individuel vurdering. I denne vurdering bør der tages særligt hensyn til de medarbejdere, der har planlagt ferie fra miniferieåret til afholdelse. Dette skyldes dels, at denne ferie falder bort uden kompensation hvis den ikke afholdes inden årets udgang, og dels at der her er tale om en gammel ferie, der burde være afviklet. Det må derfor formodes, at medarbejdere, der stadig har en rest af ferie fra miniferieåret tidligere har haft svært ved at afvikle denne ferie, hvorfor de bør tilgodeses.

Tjenesterejser på under 24 timer (éndagsrejser)

Hvis du er på tjenesterejse under 24 timer vil du få refunderet kost mod dokumentation. Det betyder, at du selv køber dine måltider under rejsens varighed og senere får refunderet beløbet du har lagt ud. Vær særligt opmærksom på, at der ikke kan stilles krav til hvilken type mad og drikkevarer der indkøbes, det står dig således frit for om du ønsker at købe kildevand eller energidrik til frokost.

Hvis du får udleveret mad på dit midlertidige tjenestested, fx frokost, så kan du ikke samtidig få kost mod dokumentation for dette måltid. Dette afskærer dog ikke muligheden for at købe morgenmad eller aftensmad, hvis dette er en del af rejsen og ikke stilles til rådighed på det midlertidige tjenestested.

Tjenesterejser på over 24 timer

Hvis du sendes på en tjenesterejse på over 24 timer med overnatning, får du som udgangspunkt time- og dagpenge til at dække udgifter til kost og småfornødenheder. Hvis du får udleveret kost på dit midlertidige tjenestested, fx frokost, så vil time- og dagpengene blive reduceret med 30 pct. Arbejdsgiver kan ikke kræve dokumentation for kost og småfornødenheder indkøbt med time- og dagpenge.

Arbejdstidsregler

I forbindelse med arbejdet med test- og vaccination skal de almindelige arbejdstidsregler overholdes. Det betyder, at:

  • Der skal registreres faktisk tid på dage med test- og vaccinationsindsats, og rejsetid skal registreres som rejsetid.
  • Den daglige hvileperiode skal udgøre 11 timer.
  • Der ydes natpenge (17-06), § 17 frihed, weekendtillæg samt FTG efter gældende regler.
Søg