Forsvaret har i sommer opdateret sine helbredskrav for både værnepligtige og det faste personel. Det betyder, at du nu får en hverdag med kolleger og værnepligtige med diagnoser som ADHD, diabetes og angst. Men hvad betyder det – og hvilke krav stiller det til dig?
Forsvaret har gennem en årrække fravalgt personer med diagnoser som diabetes og ADHD. Men det blev ændret i sommer. Nu vurderes ansøgers egnethed ud fra en samlet helhed, hvor der lægges vægt på, hvordan den enkelte fungerer i praksis, og hvilke opgaver der skal løses.

– Vi ønsker et forsvar, hvor der er plads til forskellighed – og hvor flere får mulighed for at bidrage. De opdaterede helbredskrav skal samtidig sikre, at man både kan gennemføre værnepligten og bagefter forsætte i tjenesten, hvis man vælger at fortsætte karrieren i Forsvaret.
– Helbredet er fortsat en afgørende faktor, fordi det handler om den enkeltes sikkerhed – og om, at vi som organisation kan løse vores opgaver under alle forhold, siger generallæge Susanne Bach Lausten.
Generallægen understreger, at der stadig er klare grænser for, hvilke helbredsforhold der kan forenes med tjeneste – fx hvor medicin eller sygdom kan udgøre en sikkerhedsrisiko – men det overordnede mål er at give flere mulighed for at bidrage dér, hvor de gør mest nytte.
Nye krav til dig
For dig betyder ændringen, at du skal kunne rumme og håndtere flere forskellige typer af kolleger og værnepligtige. Det stiller krav til:
Pædagogik og kommunikation: Hvordan tilrettelægger du undervisning, så alle kan følge med – uden at gå på kompromis med kravene?
Kendskab til diagnoser: Hvornår er der behov for støtte eller særlige hensyn – og hvordan balancerer man det med den militære struktur?
Samarbejde: Du kan få brug for tættere dialog med læger, instruktørkolleger og ledelse om individuelle behov.
Diagnoser skal ikke være en stopklods

Hos Center for Sundheds- og Sanitetsuddannelse i Aarhus ser chefsergent Klaus positivt på de nye helbredskrav:
– Det er en lægefaglig afvejning, som vi må have tillid til. Forsvarets faste rammer kan faktisk være en fordel for mange. Her ved man, hvornår man skal møde, hvad man skal have på, og hvad man skal lave. Diagnoser er ikke nødvendigvis en stopklods – de kan også være en styrke, hvis vi forstår at bruge forskellighederne rigtigt.
Hvad betyder “individuel vurdering”?
Forsvaret oplyser, at egnethed fremover bliver vurderet ud fra en samlet helhed: behandlingsbehov, funktionsniveau og sikkerhedsmæssige hensyn.
Der er dog stadig grænser for, hvilke diagnoser der kan forenes med tjeneste – fx hvor medicin, psykiske sygdomme eller komplikationer kan udgøre en risiko.
Her er Forsvarets nye helbredskrav for både værnepligtige og stampersonel.
- Lettere grader af astma.
- Nogle former for allergi.
- Visse stofskiftesygdomme, herunder diabetes.
- Nogle variationer af psykiske diagnoser, herunder ADHD, ADD og angst.
- Visse lidelser i bevægeapparatet.
De nye helbredskrav gælder både for dig, der er stampersonel og for de værnepligtige. Om du er egent til en karriere i Forsvaret, vil altid bero på en konkret og individuel vurdering.