Husk: Du er på arbejde til julefrokosten – også selvom du bliver fuld

26. november 2025 | Stine Lintrup

Se listen: Hvad skal du gøre, hvis du under julefrokosten kommer til skade, oplever krænkede adfærd, kommer til at sige noget uheldigt til chefen eller får ødelagt noget.

Hvornår er du ”på arbejde”?

Du er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, når:

  • Arbejdsgiver har arrangeret julefrokosten – uanset om den holdes på arbejdspladsen eller ude i byen.

  • Transporten til og fra julefrokosten er omfattet – du er altså også dækket på vej til festen.

Men:

  • Går du videre i byen efter den officielle del, er du ikke længere på arbejde – og derfor er du heller ikke dækket.

Hvis du kommer til skade

Er du dækket? Sandsynligvis ja – så længe du stadig er til den officielle julefrokost.

  • Danser du på bordene til julefrokosten, falder og slår dig, så er du stadig dækket af arbejdsskadesikringsloven. Og du skal anmelde skaden som en arbejdsskade så hurtigt som muligt.

  • Får du en “kl. 03:17 bodegaskade”? Så er det på eget ansvar og du er ikke dækket af arbejdsskadesikringsloven.

Hvis du oplever krænkende adfærd

Det er sjældent særligt flatterende at høre på dumme spørgsmål om ens privatliv eller at have uønskede hænder på ens krop.

Hvis du har modet, vil det være godt at sige fra – uanset om du selv oplever det – eller ser det ske for en kollega.

  • Sig fra med det samme.

  • Hvis det fortsætter: Kontakt din tillidsrepræsentant mandag morgen – eller tag fat i CS.

  • Ser du en kollega blive udsat for noget? Så prøv at hjælpe: “Nu tror jeg, du skal gå hjem.”

  • Oplever du krænkende adfærd fra en leder, gælder samme princip: Stop din chef eller gå din vej.

Hvis du får sagt noget uheldigt til chefen

Det kan ske: Et par glas for meget, og modet vokser.

Advokaten anbefaler:

  • Tag kritikken, når du er ædru.

  • Er skaden sket: Læg vejen forbi chefens kontor mandag og glat ud.

Hvis du kommer til at ødelægge noget

Du kan få et erstatningsansvar – men kun hvis du har handlet uansvarligt.

  • Sætter du dig på printeren, og den går i stykker? Det er uansvarligt.

  • Rejser du dig fra en stol, og den kollapser? Det er ikke dit ansvar – stolen skal kunne bære normal brug.

Gode råd fra advokaten

Placeholder Image 1
CS advokat Mette Lind Hansen. Fotograf Emil Eye.

– Det bedste råd er, at det aldrig er forbudt at tænke sig om, siger CS’ advokat Mette Lind Hansen og tilføjer:

  • Lad være med at drikke dig alt for fuld – det er næsten altid dér, det går galt.
  • Kender du dig selv godt nok til at vide, at du mister kontrollen? Så kan det være bedre simpelthen at blive hjemme.
  • Er du leder? Deltag i middagen, drik et par øl – og tag hjem, så medarbejderne får lov at hygge uden chefen som vidne.

Tilmeld CS Nyhedsbrev

Og få nyhedsbrevet direkte i din indbakke