Har du været udsendt? Nu kan du få en sportsprotese

25. november 2025 | Stine Lintrup

Hvis du har fået en skade under en udsendelse og som følge af det bruger protese, kan du nu søge om en sportsprotese gennem Forsvaret, så du igen kan have et aktivt fritidsliv.

  • Derfor er det vigtigt
    Veteraner har i mange år haft et politisk løfte om sportsproteser – men Forsvaret har manglet lovhjemmel. Den får de nu, og dermed bliver et centralt punkt i veteranpolitikken fra 2010 endelig til virkelighed.

  • Det sker nu
    Folketinget har godkendt en ny tekstanmærkning, der giver Forsvaret tilladelse til at tildele sportsproteser og behandle ansøgninger allerede i år.

  • Det betyder for dig
    Hvis du er tidligere udsendt og bruger protese på grund af en skade fra udsendelsen, kan du nu søge om en sportsprotese gennem Forsvaret.

    –  Det er på høje tid. De mennesker, der har sat livet på spil for Danmark, skal naturligvis have de hjælpemidler, der giver mulighed for et aktivt fritidsliv. Det burde være løst for mange år siden – men vi er glade for, at det endelig sker nu, siger CS formand Jesper Korsgaard Hansen.

Hvem gælder ordningen for?

Ordningen dækker tidligere udsendt militært personel, der har pådraget sig skader under udsendelse til:

  • Krigszoner

  • Højrisikoområder

  • Konfliktforebyggende og fredsbevarende missioner

  • Humanitære eller lignende opgaver

Kort sagt: Har du fået en skade under udsendelse og som følge heraf bruger protese, kan du være omfattet af ordningen.

Sådan ansøger du

Når ordningen åbner, bliver processen sådan:

  • Du sender en ansøgning til Personelkommandoen.

  • En læge og en bandagist vurderer, hvilken sportsprotese der er relevant for dig.

  • Løsningen tilpasses dine fysiske forhold og behov.

  • Har du behov for en særlig eller dyrere model, kan sagen forelægges Personelkommandoen.

Vi opdaterer, så snart Forsvaret offentliggør den endelige ansøgningsprocedure.

Tilmeld CS Nyhedsbrev

Og få nyhedsbrevet direkte i din indbakke