Se listen: Det kan du bruge CS’ uddannelsessite til

9. februar 2026 | Julie Walton

Mange CS-medlemmer har allerede brugt CSuddannelsessite, som er lavet i samarbejde med UCL. Se, hvad de første erfaringer viser, og hvad du selv kan få ud af at tage kontakt til UCL-vejlederne.

  • Derfor er det vigtigt: Uddannelse udvikler dig, giver flere muligheder, både i Forsvaret og på længere sigt, og er med til at fastholde kollegaer.

  • Det sker der nu: Siden lanceringen af uddannelsessitet i oktober 2025 har omkring 60 CS-medlemmer fået vejledning.

  • Det betyder det for dig: Du kan få konkret vejledning om civil uddannelse.

Jesper Ussing Hjort

Siden CS lancerede uddannelsessitet i samarbejde med UCL i efteråret 2025, har en række medlemmer allerede grebet muligheden for at få uddannelsesvejledning. Ifølge uddannelsesvejleder og uddannelsesleder fra UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole Jesper Ussing Hjort viser de første erfaringer, at behovet for vejledning er bredt – og at medlemmerne bruger sitet på forskellige måder.

Uddannelsesvejleder Jesper Ussing Hjort har samlet de seks situationer, hvor CS-medlemmer typisk bruger uddannelsessitet. Læs listen og se, hvad vejlederne konkret kan hjælpe dig med.

1. Når du allerede har en uddannelse i tankerne

Mange af de medlemmer, der tager kontakt til UCL og får uddannelsesvejledning, har allerede gjort sig klare overvejelser om, hvad de gerne vil. Flere har sat sig ind i opkvalificeringspuljen på 900 mio. kr. og ser puljen som en konkret mulighed for at komme videre med uddannelse.

Mange er meget veloplyste og konkrete i deres tilgang. De ved, hvad de vil, men mangler hjælp til at tage næste skridt. Henvendelserne kommer fra alle værn og fra både konstabel- og sergentgruppen.

Blandt andet har flere medlemmer taget kontakt med ønsket om at søge akademi i ledelse. Her hjælper vejlederne med at afklare adgangskrav, formelle krav og næste skridt i processen.

Hvis du allerede har en uddannelse i tankerne, kan vejledningen hjælpe dig med at afklare, hvordan du konkret kommer videre, og hvilke muligheder der passer til din situation.

2. Når du overvejer en grunduddannelse

Noget af det, der har overrasket vejlederne, er, hvor mange medlemmer der overvejer en grunduddannelse eller fuldtidsuddannelse.

Der har været flere, som har ønsket at uddanne sig til for eksempel maskinmester eller bygningskonstruktør. Det er grunduddannelser, og her møder mange flere benspænd end forventet.

Udfordringen handler både om merit og om uddannelsernes opbygning. Grunduddannelser er ofte ikke modulopbyggede, hvilket gør dem svære at kombinere med tjenesten. Samtidig er der generelt begrænsede muligheder for merit gennem realkompetencevurdering på fuldtidsstudier.

Vejlederne kan hjælpe med at afklare adgangskrav og give et realistisk billede af mulighederne, men for mange grunduddannelser er rammerne snævre.

Hvis du overvejer en grunduddannelse, kan vejledningen hjælpe dig med at afklare, om den er realistisk i forhold til din situation – og om der findes andre veje til samme mål.

3. Når du er i tvivl og har brug for overblik

Ikke alle medlemmer, der tager kontakt, har en klar plan. Nogle er mere uafklarede og har brug for hjælp til at finde ud af, hvilke muligheder der overhovedet findes.

Nogle spørger helt grundlæggende: Hvordan kan jeg komme videre herfra? Her handler vejledningen om at skabe overblik og stille de rigtige spørgsmål.

Det er centralt at tage udgangspunkt i, hvad medlemmet gerne vil arbejde med – ikke nødvendigvis hvilken uddannelse, de først nævner. Ofte findes der flere veje til samme mål.

Hvis du er i tvivl om dine muligheder, kan vejlederne hjælpe dig med at få overblik og se flere mulige veje frem.

4. Når uddannelsen skal tages ved siden af tjenesten

Det er vigtigt at overveje, hvordan uddannelse kan kombineres med tjenesten i Forsvaret. For eksempel hvis man vil søge midler i opkvalificeringspuljen.

En udbredt misforståelse er, at opkvalificeringspuljen er en erstatning for det tidligere CU-system. Det er det ikke. Der er tale om et andet tilbud, hvor uddannelse som udgangspunkt skal foregå ved siden af tjenesten – med mulighed for dækning af vikararbejde eller merarbejde genereret i den periode, hvor en kollega er fraværende på grund af uddannelse.

Det kan gøre fuldtidsuddannelser vanskelige at kombinere med arbejdet, især fordi mange ikke er modulopbyggede. UCL kan give overblik og vejledning, men det er arbejdsgiver, der træffer beslutning om, hvilke muligheder der er i forhold til tjenesten.

Hvis du overvejer uddannelse, kan vejlederne hjælpe dig med at få et realistisk billede af, hvad der kan lade sig gøre i forhold til uddannelse.

5. Når du vil finde alternative veje til det, du gerne vil arbejde med

I nogle tilfælde viser vejledningen, at den uddannelse, medlemmet først har i tankerne, ikke er den mest realistiske vej – i hvert fald ikke her og nu.

Her hjælper vejlederne med at se på alternative uddannelser, fagmoduler eller deltidsforløb, som kan bringe medlemmet tættere på det ønskede arbejdsområde. Ofte kan erhvervserfaring kombineret med enkelte fag eller moduler føre samme sted hen på længere sigt.

Det kan også være, at et mindre uddannelsesforløb giver mulighed for senere videreuddannelse eller merit.

Hvis din første idé ikke kan lade sig gøre, kan vejlederne hjælpe dig med at finde andre veje, der stadig bringer dig i den rigtige retning.

6. Når erfaring fra Forsvaret skal omsættes

Mange af de medlemmer, der kontakter vejledningen, er glade for at arbejde i Forsvaret og ønsker uddannelse, der kan bruges i deres nuværende job. Samtidig vil de gerne stå stærkere, hvis de en dag skal videre.

Her spiller realkompetencevurdering – en RKV – en vigtig rolle, især i forhold til videreuddannelse, hvor det ofte er lettere at få merit for tidligere erfaring.

En vigtig del af vejledningen handler derfor om at synliggøre værdien af den erfaring og de kompetencer, medlemmerne har opnået gennem deres arbejde i Forsvaret.

Hvis du vil vide, hvad din erfaring fra Forsvaret kan bruges til i det civile uddannelsessystem, kan vejlederne hjælpe dig med en RKV.

CS næstformand: Medlemmerne har taget godt imod uddannelsessitet

Løn er afgørende, hvis vi vil fastholde dygtige medarbejdere i Forsvaret – men uddannelse er også et vigtigt redskab. CS kan se, at medlemmerne bruger sitet meget konkret til at komme videre med deres uddannelsesovervejelser, og det er positivt. Nu handler det om at få tilbuddet endnu bredere ud, så flere medlemmer kan få glæde af det. Derudover er vi glade for samarbejdet med PKOM, som tager positivt imod uddannelsessitet og har kendskab til det, når de taler med vores medlemmer, siger CS næstformand Ronni Pedersen.

Uddannelsessitet - få et overblik og papir på det du kan

På CS’ uddannelsessite kan du få overblik over uddannelsesmuligheder, booke vejledning og få vurderet dine kompetencer gennem en RKV.

Når du bruger sitet, booker du selv en tid direkte i vejledernes online kalender. Du vælger en ledig tid, der passer dig, og vejlederen kontakter dig på det aftalte tidspunkt.

Vejledningen tager udgangspunkt i dine overvejelser og din situation. Du behøver ikke have besluttet dig på forhånd. Men det kan være en fordel at have tænkt over, hvad du gerne vil arbejde med, og hvilke uddannelsesmuligheder du allerede har kigget på.

Læs også

Tilmeld CS Nyhedsbrev

Og få nyhedsbrevet direkte i din indbakke