CS, HOD og HKKF i fælles opråb: Vicepræsidentens udtalelse er en hån mod danske soldater

5. februar 2025 | Jesper K. Hansen - Formand

Fælles udtalelse fra:

Jesper Korsgaard Hansen, formand i CS (Centralforeningen for Stampersonel)
Niels Tønning, formand i HOD (Hovedorganisationen af Officerer i Danmark)
Tom Block, Formand i HKKF (Hærens Konstabel- og Korporalforening)

”Danmark er ikke en god allieret”, lød det mandag fra den amerikanske vicepræsident JD Vance under et interview med den amerikanske nyhedskanal Fox News. Den udtalelse har skabt røre, og det har den også hos os, der repræsenterer de danske soldater.

Man kan argumentere med at ordene blev sagt i forbindelse med vores militære tilstedeværelse i Arktis, og at det måske ikke var ment som en generel kritik. Men det var ikke det, som vicepræsidenten sagde. Der var ingen forbehold eller undtagelser i udtalelsen; ”Danmark er ikke en god allieret.”

Det er en uforskammet og respektløs udmelding. Danmark har været tæt allieret med USA gennem årtier og har leveret en indsats, der langt overstiger vores lands størrelse, når vi er blevet bedt om det.  Vores soldater har mistet deres kollegaer og kammerater i amerikansk ledede krige og konflikter. Nogle er kommet hjem med ar på sjælen. De danske soldater har givet alt for at løse opgaven. De har stået skulder ved skulder med deres amerikanske kollegaer og har altid fået stor ros for deres indsats. Det gælder også i Arktis og i Grønland.

JD Vance og resten af den amerikanske regering kan sikkert finde mange grunde til at kritisere Danmark, men vores rolle som allierede – og dermed vores soldaters indsats – skal der ikke drages tvivl om.   

Søg