5 råd fra ACW: Sådan gør I opkvalificeringspuljen til en gevinst for både medarbejdere og Forsvaret

19. august 2026 | Julie Walton

Når ledelsen investerer i medarbejdernes udvikling, styrker det ikke kun den enkelte. Det kan også være med til at fastholde dygtige medarbejdere i Forsvaret. Air Control Wing (ACW) har gjort opkvalificeringspuljen til en fast del af dialogen om kompetenceudvikling. Her deler oberst Brian V. Brøgger fem råd til andre enheder.

  • Derfor er det vigtigt: Opkvalificeringspuljen kan være et redskab til både at udvikle og fastholde medarbejdere i Forsvaret.

  • Det sker der nu: ACW har gjort puljen til en fast del af dialogen om kompetenceudvikling og deler nu deres erfaringer med andre.

  • Det betyder det for dig: Hvis din enhed arbejder aktivt med puljen, kan det blive lettere at få vejledning og støtte til at søge.

Forsvaret mangler medarbejdere. Derfor kan det virke paradoksalt at sende folk på uddannelse. Men ifølge oberst Brian V. Brøgger, chef for ACW på Flyvestation Karup, er det netop den tankegang, der skal udfordres.

– Hvis vi ikke giver vores medarbejdere mulighed for at udvikle sig såvel fagligt som personligt, blandt andet ved brug af opkvalificeringspuljen, så er der risiko for, at de måske bare smutter alligevel. Jeg ser det som en investering i, at de har en tilknytning til os i længere tid, end de måske ellers ville have haft, siger han.

I ACW har ledelsen valgt at se opkvalificeringspuljen som et strategisk værktøj til trivsel og udvikling frem for ”endnu en” administrativ opgave. Udgangspunktet er enkelt: Medarbejdernes udvikling er også en investering i Forsvaret.

– Min overordnede tilgang er, at enhver mangel på udvikling er afvikling. Vi har brug for at favne medarbejdernes ambitioner om at udvikle sig, og derigennem støtte dem videre i deres karriere, som selvfølgelig helst skal være i Forsvaret, men også acceptere risikoen for, at det på sigt muligvis fører dem videre i en karriere uden for Forsvaret.

Brian V. Brøggers 5 gode råd

ACW har arbejdet målrettet med at gøre opkvalificeringspuljen til en del af medarbejdernes udvikling. På baggrund af erfaringerne peger oberst Brian V. Brøgger på fem råd, som andre enheder måske kan lade sig inspirere af.

1. Tag ledelsesmæssigt ejerskab

Mit første råd er, at ledelsen skal favne opkvalificeringspuljen som en mulighed og ikke som en begrænsning. Vi har travlt alle steder i Forsvaret, men vi må i travlheden ikke miste det strategiske perspektiv. Medarbejderne skal kunne mærke, at ledelsen gerne vil investere i deres udvikling.

2. Gør puljen synlig

Vent ikke nødvendigvis på, at medarbejderne selv finder ordningen. Vi startede med at skabe overblik over de medarbejdere, der opfylder puljens kriterier. Derudover tog vi emnet op i vores lokale samarbejdsudvalg, vi gjorde opkvalificeringspuljen til en del af vores wing-briefinger. Vi har lagt information om puljen op på vores interne hjemmeside og udarbejdet og omdelt en informationsfolder til medarbejdere og ledere. Som chef føler jeg mig forpligtet til at kommunikere om mulighederne aktivt frem for at håbe, at medarbejderne nok selv finder ud af det.

3. Se hele mennesket

Vi vurderer ikke ansøgninger alene ud fra en skabelon og ”one size fits all”. Vi tilpasser det konkrete udviklingsforløb og vilkårene herfor med udgangspunkt i det enkelte menneske og den arbejdssituation, han eller hun konkret befinder sig i. Vi har for eksempel en medarbejder, som både indgår i vores døgnbemandede beredskab, uddanner nye kolleger og samtidig læser til sygeplejerske gennem opkvalificeringspuljen. Det bekræfter mig i, at vi har kapable unge mennesker, som godt kan finde balancen mellem arbejdsliv og uddannelse. Derfor skal vi have rigtig gode argumenter for ikke at understøtte medarbejdernes udvikling.

4. Tænk langsigtet, også selv om det koster på kort sigt

Ja, det kan være en udfordring at undvære en medarbejder, når der er travlt. Men vi konkurrerer med både civile uddannelser og det civile arbejdsmarked. Derfor er det strategiske spørgsmål, om vi kan skabe en stærkere tilknytning ved at investere aktivt i medarbejdernes udvikling. Jeg ser det som en investering, der kan betale sig på længere sigt. Der vil selvfølgelig være situationer, hvor vores opgaver og beredskaber betyder, at en ønsket uddannelse evt. må udskydes. De situationer håndterer vi, når de opstår. Det sker i dialog mellem chef og medarbejder.

5. Kom i gang – og lær undervejs

Lad være med at vente på den perfekte proces. Det kræver en investering i starten at sætte sig ind i ordningen og få en fælles forståelse af, hvordan aftalerne skal skrues sammen. Gør puljen til en del af karrierevejledningen i samarbejde med det lokale HR Partner-element. Når først man har fået en forståelse af ordningen og prøvet det en gang eller to, bliver det lettere. En af mine chefer har haft gang i fem puljeansøgninger, og han meldte tilbage, at det faktisk er ret belønnende, når man kan se, hvad det giver for medarbejderne.

En investering i både mennesker og Forsvaret

For Brian V. Brøgger handler opkvalificeringspuljen i sidste ende om mere end kompetenceudvikling. Det handler om en kultur, hvor medarbejderne oplever, at deres udvikling bliver taget alvorligt, og hvor investering i mennesker også er en investering i Forsvarets fremtid.

– Vær åben om mulighederne. Tag dialogen med medarbejderne. Hvis vi gerne vil investere i dem, så skal vi også vise det og gøre det, siger han.

Opkvalificeringspuljen

Hvad er det?
En pulje på 900 mio. kr., som giver ansatte i Forsvaret mulighed for civilt kompetencegivende uddannelse – fra hf-enkeltfag til erhvervs-, akademi-, diplom- og masteruddannelser.

Hvem kan søge?
Overenskomstansatte i Forsvaret før 1. januar 2025, som ikke har haft K35-kontrakt med CU eller tjenestemandsansættelse – og som ikke er ansat på den nye ansættelsesform K10.

Hvad får du?
Du får mulighed for uddannelse med løn, som planlægges i sammenhæng med tjenesten, og du får dækket uddannelsesudgifter.

Sådan kommer du i gang
Tal med din chef og brug vejledningen og ansøgningsskemaet på Forsvarets HR-portal.

Besøg CS' uddannelsessite
Husk, du også kan besøge CS' uddannelsessite, som er udviklet i samarbejde med UCL. 

Her kan du:

  • Få overblik over dine uddannelsesmuligheder
  • Booke gratis personlig vejledning hos UCL
  • Få vurderet dine kompetencer gennem en realkompetencevurdering 
  • Blive guidet fra idé til næste skridt

Du booker selv en tid i vejledernes kalender og bliver kontaktet på det aftalte tidspunkt. Vejledningen tager udgangspunkt i din situation.

Læs også

Tilmeld CS Nyhedsbrev

Og få nyhedsbrevet direkte i din indbakke