OPDATERING: Hvad ville det betyde for dig, hvis du skulle aflevere din uniform?

23. juni 2026 | Julie Walton

Det kan blive virkeligheden for nogle i Søværnet. Et forslag om at fjerne jakkeuniformen for menigt personel, der ikke er tjenestemænd, har skabt debat. Efter henvendelser fra medlemmer har CS’ afdelingsformand, fællestillidsrepræsentant og hovedbestyrelsesmedlem Anders Johnsen taget sagen op.

  • Derfor er det vigtigt: Uniformen viser din funktion og din erfaring.

  • Det sker der nu: Sagen er blevet rejst i Søværnets Koordinerende Samarbejdsudvalg.

  • Det betyder det for dig: Noget, der viser dit tilhørsforhold og din erfaring, kan blive fjernet.

Opdatering: Medlemmernes stemme blev hørt

Siden artiklen blev bragt, har sagen været behandlet igen i Søværnets Koordinerende Samarbejdsudvalg (SKS). Efter dialog mellem medarbejderrepræsentanter og ledelsen er der sket ændringer.

Det betyder blandt andet:

  • Marinespecialister og korporaler, der allerede har fået udleveret jakkeuniformen, kan beholde den.
  • Fremover kan M100-personel få jakkeuniform ved udnævnelse til marinespecialist (MSPC), når de enten er fyldt 35 år eller har 15 års anciennitet.
  • Det bliver valgfrit for de fleste at bære busseronneuniform (dog ikke for KP).

Det oprindelige forslag om generelt at fjerne jakkeuniformen for berørte medarbejdere bliver altså ikke gennemført. For CS-afdelingsformand, fællestillidsrepræsentant og hovedbestyrelsesmedlem Anders Johnsen viser sagen værdien af, at medlemmerne bruger deres tillidsvalgte.

– Efter at vi rejste sagen i SKS, er forslaget blevet ændret. Det viser, at det nytter noget, når medlemmer gør opmærksom på en udfordring, og når vi løfter den videre i systemet, siger Anders Johnsen.

I kølvandet på sagen har Anders Johnsen også rejst et ønske om, at CS og HOD bliver repræsenteret i Søværnets Uniformsudvalg. Forslaget er blevet positivt modtaget og skal behandles på et kommende møde.

Et forslag om, at menigt personel, der ikke er tjenestemænd, skal aflevere deres jakkeuniform, har skabt debat i Søværnet. Sagen blev taget op på et møde i Søværnets Koordinerende Samarbejdsudvalg af Anders Johnsen, der er afdelingsformand i CS, fællestillidsrepræsentant og medlem af CS’ hovedbestyrelse.

Han har rejst sagen på baggrund af henvendelser fra medlemmer.

– Jeg har talt med en gruppe medarbejdere, som har været her i mange år. For dem er det ikke bare en jakke. For mange er den et symbol på erfaring og faglig udvikling. Det er noget, man arbejder hen imod – et mål i karrieren, siger Anders Johnsen.

Jakkeuniformen er knyttet til marinespecialistniveauet og bliver af mange set som et synligt tegn på erfaring og kompetence.

– Hvis man tager uniformen fra dem, kan det opleves som et skridt tilbage, og det kan påvirke både stolthed og motivation. Derfor har jeg taget det videre til samarbejdsudvalget, fordi jeg mener, medarbejderne burde have været inddraget i processen, siger han.

Anders Johnsen har taget sagen op i samarbejdsudvalget. Herefter har admiralen sat den på bero, og den bliver behandlet igen på næste møde i midten af juni, hvor der skal træffes en beslutning.

Sammen - Stærkere - For hinanden

Sagen er et eksempel på, hvordan medlemmer kan bruge deres tillidsvalgte i CS. Når medlemmer går til deres tillidsrepræsentant med en udfordring, kan den blive løftet ind i samarbejdssystemet og taget op med ledelsen – så vi kan forbedre vilkår og sikre, at medlemmernes stemme bliver hørt.

Tilmeld CS Nyhedsbrev

Og få nyhedsbrevet direkte i din indbakke