Helt oppe ved polarcirklen i det nordligste Sverige træner soldater fra Danmark og andre NATO-lande krig i subarktisk klima. Oversergent Jonas er instruktør på Winter Warfare – en uddannelse, der spiller en stadig større rolle i Forsvaret.
Når temperaturen falder til minus 35 grader, og sneen dækker landskabet så langt øjet rækker, forsvinder fejlmarginen. Lige syd for polarcirklen i Sverige er kulden ikke blot en ramme for træningen – den er en modstander i sig selv. Og det er netop her, oversergent Jonas trives.

34-årige Jonas arbejder til daglig på Haderslev Kaserne, hvor vinteruddannelse hører under hans ansvarsområde. De seneste fem år har han beskæftiget sig intensivt med vintertræning – først som kursist, senere som en af de udvalgte instruktører på Winter Warfare.
– Jeg er vild med at være her. Det er superfedt, og man skal nok vænne sig til kulden, siger Jonas.
Et internationalt kursus i ekstrem kulde
Årets Winter Warfare-kursus er større end normalt. Omkring 80 kursister fra flere NATO-lande deltager – herunder Italien, Frankrig, Holland, USA og Belgien. Fra dansk side deltager 19 soldater fra forskellige regimenter i Hæren.
Normalt er holdene på 30–40 deltagere, men behovet for vinterkompetencer er vokset.
– Norge, Sverige og Finland har længe haft den samme uddannelsespakke. For os danskere giver det enormt meget at træne sammen med dem, der har vinteren som hjemmebane, forklarer Jonas.
Kurset varer fire uger – med en rejsedag i hver ende – og er en del af det nordiske forsvarssamarbejde NORDECO. Området er nøje udvalgt: tæt på den finske grænse, hvor vinteren er stabil og hård nok til realistisk træning.



Mere relevant end nogensinde
Winter Warfare har eksisteret i mange år, men i lang tid var arktisk krigsførelse en niche. Fokus lå andre steder – ofte i varmere egne. Men det har ændret sig.
– Det er mere relevant end nogensinde før, siger Jonas.
– Selvfølgelig tænker mange i Grønlands retning, men der er også krigen mellem Rusland og Ukraine, som gør træningen relevant for danske enheder i de baltiske lande. Danske soldater er jævnligt udsendt til fx Letland, hvor vinteren også kan være hård. Så det giver rigtig god mening, at vi er klædt på. Kurset gennemføres som en del af High North og forbereder enhederne på øvelser og udsendelser i subarktisk klima. Det er en kapacitet, som enhederne har svært ved at undvære.
Vinterkrig handler ikke kun om geografi, men om beredskab og soldaternes evne til at løse opgaver under alle forhold. Det stiller høje krav til specialiserede kompetencer – og til dem, der underviser i dem.
Fra overlevelse til kamp
De første dage på kurset er afsat til at lære kulden at kende. Deltagerne er ude i terrænet om dagen og sover i hytter om natten. Senere sover de ude – og kulden er konstant.
– Først lærer de at overleve og passe på sig selv. Derefter bygger vi ovenpå med kampekspertiser, fortæller Jonas.
Det lærer deltagerne på Winter Warfare:
at bevæge sig taktisk på ski og med pulke, fordi al færdsel foregår på ski
navigation i terræn, hvor alt er hvidt og orienteringspunkter få
at skyde på ski og gennemføre angreb og forsvar i sne
at behandle og evakuere sårede
at holde sig selv og hinanden varme under belastning
at indgå i redningshold ved laviner
og ikke mindst: at håndtere kuldechok
På udebane – også for verdensstjerner
Selv erfarne soldater bliver udfordret.
– De kan være verdensstjerner hjemme, men heroppe er de på udebane, siger Jonas. – Kulden går ikke væk. Man kan ikke slippe fra den. Man skal acceptere den og lære at arbejde med den.
Det er også derfor, kurset varer fire uger. Kulde kan ikke forstås teoretisk – den skal mærkes på egen krop.



En opgave, der giver mening
For Jonas er der ingen tvivl om, hvorfor han bliver ved med at vende tilbage.
– Det er super, superfedt og særdeles relevant. Det er givende undervisning, og alt det, vi lærer heroppe, kan bruges. Ikke kun fagligt – men også i forståelsen for at passe på hinanden, også derhjemme.
Samarbejdet med de nordiske lande fremhæver han som særligt velfungerende.
– Svenskerne ved godt, at vi ikke har samme vinterklima i Danmark. Men de ved også, hvor vigtigt det er, at vi lærer det. Samspillet er gnidningsfrit og virkelig godt.
Og mens kulden bider, og sneen knirker under skiene, er Jonas ikke i tvivl:
Winter Warfare er ikke bare fed træning. Det er en nødvendighed.
I kursuskataloget på dit tjenestested kan du læse mere og ansøge om at komme på Winter Warfare. Formelt skal kurset godkendes af din chef.
Kurset udbydes pt. kun til soldater i Hæren