I uge 8 er den normale hverdag ved Danske Artilleriregiment sat på pause. I stedet er en hel uge afsat til kompetenceudvikling, hvor medarbejdere kan tage alt fra akademifag i ledelse til AMU-kurser i Excel, friluftsliv og højderedning – i arbejdstiden.
Der var god stemning på kasernen, da CS lagde vejen forbi kompetenceugen. Klasselokalerne var fyldt, og 339 medarbejdere deltager i ugen – 75 procent har fået deres førstevalg.
To kollegaer fortæller her, hvorfor muligheden for at udvikle sig betyder noget for deres motivation – og for lysten til at blive i Forsvaret.
Oversergent Mathias om generationsledelse: Bedre ledelse på tværs af generationer
Hvad laver du til daglig – og hvor længe har du været i Forsvaret?
Jeg er oversergent ved Danske Artilleriregiment, og har været i forsvaret siden august 2017. Til hverdag arbejder jeg med vejledning og udførelse af luftstøtte og ildstøtte. Derudover er jeg faglærer inden for en række fagemner, som kræver koordinering med andre udførende led, og har samtidig det ledelsesmæssige ansvar for min gruppe på op til 9 mand.
Hvilket fag deltager du i under kompetenceugen?
Jeg deltager i generationsledelse. Det er et akademifag, som bygger videre på projektledelse, jeg tog sidste år som led i en akademiuddannelse i ledelse.
Hvad kan du bruge faget til i din hverdag i enheden?
Faget giver mig en bedre forståelse for de medarbejdere, jeg leder. Vi har både yngre og mere erfarne kollegaer, som motiveres forskelligt og forstår opgaver på forskellige måder. Med viden om generationsledelse bliver jeg bedre til at tilrettelægge min ledelse, så opgaverne giver mening for den enkelte – og så vi får det bedste ud af hinanden.
Hvad betyder det for dig, at du får mulighed for at tage uddannelse – og at det foregår i arbejdstiden?
Det betyder rigtig meget. Jeg går meget op i at udvikle mig fagligt, og hvis jeg oplever, at jeg stagnerer, begynder jeg også at overveje, hvad jeg ellers skal lave. At jeg kan tage uddannelse inden for arbejdstiden gør, at jeg kan fortsætte med det arbejde, jeg trives i, samtidig med at jeg udvikler mig.
Hvordan passer faget ind i dine tanker om fremtiden i Forsvaret – og har det betydning for, om du har lyst til at blive?
Ja, det har det. Muligheden for at tage både akademifag og AMU-kurser øger klart min lyst til at blive, fordi jeg ved, at jeg kan udvikle mig løbende – også inden for kompetencer, der har værdi uden for Forsvaret.
Sergent Rikke om projektledelse: Struktur og overblik i undervisningen
Hvad laver du til daglig – og hvor længe har du været i Forsvaret?
Jeg er sergent og har været i Forsvaret i tre år. Til daglig arbejder jeg med planlægning og undervisning i flere fag, blandt andet sanitetsuddannelse. Derudover har jeg en operativ stilling, hvor jeg deltager i øvelser og træner mit arbejde med radio og systemer til ildstøtte.
Hvilket fag deltager du i under kompetenceugen?
Jeg deltager i projektledelse.
Hvad kan du bruge faget til i din hverdag i enheden?
En stor del af mit arbejde handler om at planlægge og tilrettelægge undervisning. Jeg håber, at projektledelse kan give mig redskaber til at strukturere større undervisningsforløb bedre og skabe mere overblik – både for mig selv og for dem, jeg underviser.
Hvad betyder det for dig, at du får mulighed for at tage uddannelse – og at det foregår i arbejdstiden?
Det betyder meget. Kompetenceugen er et sundt afbræk fra en travl og ofte fysisk krævende hverdag. Det er rart at få mulighed for at fordybe sig i noget andet og udvikle nye kompetencer – uden at det ligger oven i arbejdstiden.
Hvordan passer faget ind i dine tanker om fremtiden i Forsvaret – og har det betydning for, om du har lyst til at blive?
Faget alene afgør ikke, om jeg bliver, men det betyder noget, at der er plads til udvikling. Som mellemleder kan presset hurtigt bygge sig op, og her giver kompetenceugen et boost. At få lov til selv at udvikle mig – og ikke kun undervise andre – giver motivation og energi i hverdagen. Og lige nu synes jeg, det er sjovt at være i Forsvaret, og så længe det er tilfældet, har jeg lyst til at blive.
Kompetenceugen er gået rigtig godt. Folk har været meget positive og fleksible, og det har fungeret rigtig godt hele vejen rundt. Overordnet set har vi en masse glade soldater, som har fået mulighed for at prøve en række spændende og forskellige kurser. Samtidig skal der lyde en stor tak og ros til skolerne og de dygtige undervisere, vi har arbejdet sammen med omkring kompetenceugen. Det har været et rigtig godt samarbejde. Alt i alt har kompetenceugen været en stor succes.
– Marlene Winther Thrane, HR-partner
- En samlet uge med kompetenceudvikling (uge 8 i 2026).
- Deltagelse er frivillig – ellers normal tjeneste/afspadsering.
- Undervisningen foregår primært på kasernen, enkelte fag på uddannelsessteder.
- Både militært og civilt ansatte kan deltage.
Tag med til nogle af kurserne
Akademifag (UCL)
- AI i praksis
- Coaching og konflikthåndtering
- Generationsledelse
- Friluftsliv: Pædagogik og lejrliv
- Projektledelse
- Stress i organisationen
- Grafisk facilitering/visuel kommunikation
- Ledelse i praksis
AMU-kurser (Tietgen m.fl.)
- Dørmandsuddannelse
- Outlook og Excel (basis og udvidet)
- Grundlæggende lederuddannelse, del 2 og 3
- Højderedning/faldsikring
- Fitness, øvede
- Kystredning
- Gaffeltruck