Ukraine står over for en veteranudfordring i historisk skala

15. juni 2026 | Stine Lintrup

Mere end en million ukrainere er allerede veteraner, og tallet vokser hver eneste dag. CS’ næstformand, Ronni Pedersen, har besøgt den ukrainske by Mykolaiv tæt på fronten for at se, hvordan et samfund forbereder sig på at tage imod millioner af tidligere soldater.

Hver morgen klokken ni stopper trafikken, biler holder stille, fodgængere står tavse, og gademusikanter lægger instrumenterne fra sig. I et minut mindes borgerne de ukrainere, der er faldet i krigen. Og det er et af de øjeblikke, der har gjort størst indtryk på CS næstformand, Ronni, som netop er vendt hjem efter et besøg i Ukraine.

Placeholder Image 1
CS næstformand Ronni Pedersen. Fotograf: Nicolai Mørk.

 – Krigen er til stede overalt, og luftalarmen lyder fem til ti gange i døgnet. Men de lokale reagerer næsten ikke. De fortsætter med en hverdag, som var de ikke i en krigszone, hvor de går på arbejde, besøger caféer og handler ind, fortæller han.

Ronni besøgte Mykolaiv, der ligger omkring 30 kilometer fra fronten, som en del af et projekt støttet af Danish Trade Union Development Agency. Formålet var at blive klogere på den udfordring, som vokser for hver dag, krigen varer: Hvordan får man millioner af veteraner tilbage til et normalt liv?

En million veteraner – og mange flere på vej

Ifølge de ukrainske myndigheder er der allerede omkring en million veteraner i landet. Og tallet forventes at vokse, efterhånden som krigen fortsætter.

– Det er svært overhovedet at forestille sig størrelsesordenen. Nogle vurderer, at Ukraine på sigt kan stå med op mod fem millioner veteraner. Det er en samfundsopgave af historiske dimensioner, siger Ronni.

Mange veteraner vil kunne vende tilbage til arbejde og hverdagsliv uden større problemer. Men andre kommer hjem med fysiske eller psykiske skader, som kan påvirke resten af deres liv.

Verdensklasse i proteser

Krigen har tvunget Ukraine til hurtigt at opbygge ekspertise inden for behandling og rehabilitering af soldater med alvorlige skader. På et hospital besøgte Ronni en afdeling, der specialfremstiller proteser til veteraner. Her hjælper læger, fysioterapeuter og specialister veteranerne tilbage til et normalt liv.

– På en tragisk baggrund er Ukraine blevet utrolig dygtige. De fremstiller selv avancerede proteser og har opbygget stor viden om rehabilitering. Veteranerne træner blandt andet i at bevæge sig på forskellige underlag som grus, sten og ujævnt terræn, fortæller han.

Atlas kæmper en ny kamp

Under besøget mødte Ronni veteranen Atlas, der tidligere har gjort tjeneste i de ukrainske specialstyrker og deltog i forsvaret af Mykolaiv. Men selvom krigen for Atlas er rykket længere væk fra frontlinjen, er problemerne ikke forsvundet. Mens han var udsendt, var det ikke teknisk muligt at afdrage på et privat lån. Undervejs blev lånet solgt videre til et andet selskab, og gælden voksede yderligere. Da Atlas vendte hjem, stod han med en gæld, der var mange gange større end den, han oprindeligt havde optaget.

– Da han kom hjem, var gælden vokset til mange gange det oprindelige beløb. Samtidig var hans indkomst faldet markant, fordi han ikke længere fik den løn, han havde som aktiv soldat, fortæller Ronni.

Mødet gjorde indtryk.

– Når man talte om personlige ting, kunne man mærke, hvor hårdt krigen havde ramt ham. Jeg tror slet ikke, vi forstår, hvor forfærdelig krigen er for de mennesker, der står midt i den.

Veteran må ikke blive en identitet

På turen mødte Ronni også repræsentanter fra den ukrainske Defence Union, som organiserer veteraner. Selvom organisationen kalder sig en fagforening, minder den mere om en interesseorganisation, der hjælper veteraner gennem lokale initiativer og frivilligt arbejde. En af de vigtigste pointer fra besøget var, at veteraner ikke må fastholdes i rollen som veteran.

– Hvis mennesker skal tilbage til et normalt liv, skal de også have mulighed for at blive set som andet end veteraner. De skal være kolleger, naboer, forældre og borgere. Veteran må ikke blive hele ens identitet, siger Ronni.

Den største udfordring er usynlig

Ifølge Ronni er de fysiske skader kun en del af udfordringen. En endnu større bekymring handler om de psykiske konsekvenser af krigen.

– Ukraine er blevet rigtig dygtige til at hjælpe mennesker med fysiske skader. Den store opgave bliver at hjælpe de mange veteraner, der bærer rundt på usynlige ar, siger Ronni.

Ronni peger på, at millioner af mennesker har levet med krig i årevis, og at konsekvenserne kan komme til at præge det ukrainske samfund i årtier efter, at kampene er slut.

– Hvis en stor del af befolkningen kæmper med PTSD, traumer og psykiske belastninger, så får det betydning for hele samfundet. Det er en opgave, Ukraine ikke kan løfte alene. Der bliver brug for hjælp og erfaringer fra resten af Europa.

 

Placeholder Image 1
Mindevæg for de faldne i Mykolaiv. Privatfoto.

Tilmeld CS Nyhedsbrev

Og få nyhedsbrevet direkte i din indbakke