Vil du være med til at få hverdagen til at hænge sammen i Forsvarets største fagforening?

5. november 2026 | Stine Lintrup

Er du god til at skabe overblik, holde styr på detaljerne og få tingene til at ske? Og trives du med en hverdag, hvor du planlægger, koordinerer og griber de opgaver, der opstår undervejs? Så er du måske vores nye personlige assistent (PA) for ledelsen i CS.

Om os

Centralforeningen for Stampersonel (CS) er Forsvarets største fagforening. Vi arbejder hver dag for at sikre vores medlemmer de bedst mulige løn- og arbejdsvilkår.

Vi er 23 medarbejdere i sekretariatet, som ligger centralt på Frederiksberg. Her har vi en uformel omgangstone, høj faglighed og et stærkt kollegialt fællesskab. Vi hjælper hinanden, deler viden og løfter opgaverne i fællesskab.

Dit nye job

Som vores nye PA bliver du en vigtig støtte for CS politiske og administrative ledelse, der består af formanden, næstformanden og sekretariatschefen.

Der er tale om en nyoprettet stilling, hvor du får mulighed for at være med til at forme din egen rolle og sætte dit præg på, hvordan opgaverne bliver løst.

Din hverdag bliver varieret. Den ene dag skal du måske koordinere et møde med Forsvarets ledelse, den næste planlægge en rejse til Bruxelles eller sørge for, at materialet til et hovedbestyrelsesmøde er klar til tiden.

Der vil være både faste opgaver og ting, der opstår undervejs. Derfor er det vigtigt, at du trives med en hverdag, hvor planerne nogle gange ændrer sig.

Du kommer blandt andet til at:

  • Holde styr på ledelsens kalendere og koordinere møder og aftaler.

  • Håndtere mails, henvendelser og den løbende kommunikation omkring ledelsen.

  • Forberede møder, udarbejde dagsordener, skrive referater og følge op på beslutninger.

  • Fungere som bindeled mellem ledelsen, hovedbestyrelsen og eksterne samarbejdspartnere og interessenter.

  • Læse korrektur og kvalitetssikring af breve, dokumenter og andet skriftligt materiale.

  • Planlægge og koordinere rejser, hotelophold og mødeprogrammer i Danmark og udlandet.

  • Udarbejde præsentationer og løse forskellige administrative og praktiske opgaver.

Dig

Vi forestiller os, at du er en erfaren og selvstændig generalist, som trives med at have mange bolde i luften. Du er god til at skabe struktur, tager ansvar for dine opgaver og har blik for, hvad der skal gøres – også før andre beder dig om det.

Du behøver ikke nødvendigvis at have arbejdet som PA før, men vi ser gerne, at du har erfaring med administrative opgaver, koordinering eller ledelsesbetjening.

Vi lægger især vægt på, at du:

  • Arbejder struktureret og selvstændigt og er god til at prioritere dine opgaver.

  • Er serviceminded, imødekommende og har lyst til at hjælpe andre.

  • Har et godt sprogligt blik og er grundig med detaljerne.

  • Kan bevare overblikket, også når kalenderen ændrer sig, eller der kommer en hasteopgave ind fra siden.

  • Er god til at kommunikere og formulerer dig sikkert på dansk, både mundtligt og skriftligt.

  • Er fortrolig med Office-pakken, særligt Outlook, Teams og PowerPoint.

  • Forstår at håndtere fortrolige oplysninger med diskretion.

Praktisk

Stillingen er på 37 timer om ugen inklusive frokost, og du bliver aflønnet efter kvalifikationer, erfaring og overenskomst.

Du får en arbejdsplads med gode kolleger, en uformel omgangstone og mulighed for både faglig og personlig udvikling.

Vi håber, at du kan starte den 1. februar 2027 eller hurtigst muligt derefter.

Søg stillingen

Har du lyst til at blive vores nye kollega? Så send os din ansøgning og dit CV, hvor du fortæller lidt om dig selv, og hvorfor du gerne vil arbejde hos os.

Send din ansøgning til sekretariatschef Finn Bengtsen på finn@cs.dk senest den 11. december 2026.

Vi holder samtaler løbende og lukker opslaget, når vi har fundet den rette kandidat.

Tilmeld CS Nyhedsbrev

Og få nyhedsbrevet direkte i din indbakke