Hvis Mathias skal blive i Forsvaret, skal der ske noget med lønnen

20. marts 2025 | Stine Lintrup

For små 10 år siden startede en ung 21-årig Mathias i Forsvaret. Dengang rakte lønnen til et ungdomsliv med øl, byture og en lille lejlighed. Nu 10 år senere er virkeligheden en anden. Han er ansvarlig for fire kompagnier, og privat har han fået en datter og et hus – men hans løn er ikke fulgt med. Og det er et problem.

  • Derfor er det vigtigt: Forsvaret har udfordringer med at fastholde personel. Der tilføres milliarder til Forsvaret, men ingen penge til mere i løn. CS mener, lønnen er en vigtigt fastholdende faktor.

  • Hvad sker der nu: CS har søsat kampagnen #forsvarligløn. Hvis ikke lønnen stiger i Forsvaret, kan man ikke konkurrere med det civile arbejdsmarked og fastholde sine medarbejdere.

  • Hvad betyder det for dig: CS kæmper for, at medlemmerne skal have flere penge i lønposen og kommer med konkrete løsningsmuligheder til politikerne.

– Forsvaret er en fantastisk arbejdsplads. Sammenholdet. Kammeratskabet. Jeg tror simpelthen ikke på, at det fås bedre’, siger Mathias, da han skal fortælle om sin arbejdsplads.

Mathias er sergent ved Gardehusarregimentet i Slagelse – og han elsker det. Men én ting frustrerer ham. Og det er lønnen.

-Jeg siger ikke, at Forsvaret skal være lønførende. Men som lønnen er nu, er det problematisk. Her i regimentet får vi i omkring 10 opsigelser om måneden – alene på grund af lønnen.

En gammel kollega ledte f.eks. efter et hus, og beskeden fra banken var, at han skulle finde et andet job med mere i løn, hvis drømmehuset skulle blive deres.

– Han skiftede uniformen ud, blev skraldemand, og fik 3.000 kroner mere i løn om måneden. Og først der kunne han få bankens godkendelse til huskøbet.

Situationer som dem møder Mathias mange af, og han genkender dem også fra sin egen hverdag.

-Da min datter ville starte til gymnastik, måtte jeg kigge på, hvad vi kunne skære fra, så vi havde penge til at betale. Sådan gider jeg ikke blive ved med at leve.

Opråb til politikerne

Mathias håber, at der i kølvandet på den store politiske bevågenhed på Forsvaret, også sker noget med lønnen. Ellers er det ikke sikkert, at Mathias bliver ved med at være ansat. Han har simpelthen ikke råd.

-Politikerne bliver nødt til at gøre noget med lønnen til Forsvarets ansatte. Ellers ender vi i en situation, hvor der ikke er nogle medarbejdere til at betjene alt det nye materiel, man køber ind.

Hæv soldaternes tillæg

CS har givet politikerne flere løsningsforslag i forhold til, hvordan man kan give soldaterne mere i løn.

- Hvis man ikke er villig til at hæve basislønnen, er der mange andre muligheder. CS har foreslået at hæve nogle af vores tillæg, som pt. hverken er tidssvarende eller matcher tilsvarende tillæg på andre af statens områder. Det kunne for eksempel være at hæve militærtillægget eller man kan vælge at forhøje natpenge og weekendtillæg. Der er masser af muligheder indenfor rammerne af det eksisterende lov- og aftalekompleks, og det kan gøres med et fingerknips, hvis politikerne ønsker det, siger CS formand Jesper Korsgaard Hansen.

Tip os

Vil du fortælle din historie om dit arbejde i Forsvaret og din løn? Så hører CS meget gerne fra dig. Skriv til kommunikation@cs.dk

Søg