Signe Foto: Julie Walton

Signe arbejdede tre måneder i træk uden en fridag

23. januar 2025 | Julie Walton

12-timers arbejdsdage, alle ugens syv dage, tre måneder i træk. Sådan så hverdagen ud for oversergent Signe, da hun var udsendt på mission til Letland. Selvom det blev påtalt på møder, kom der ingen hjælp fra ledelsen. CS kalder det kritisabelt.  

  • Derfor er det vigtigt: Som udsendt er det vigtigt at have tid til at hvile, så man kan genoprette kampkraften.

  • Det sker der nu: Signe har delt sine erfaringer med CS, ligesom vi også taler med andre medlemmer om deres vilkår og oplevelser under udsendelse.

  • Det betyder det for dig: CS bruger jeres erfaringer fra både hverdag og udsendelser til at give jer bedre arbejdsvilkår.

Tre måneder uden fridage sammen med hundredvis af containere fyldt med materiel, mundering og reservedele. Det var vilkårene for oversergent Signe, da hun var udsendt på mission til Letland i fire måneder fra august til december 2024.

Skåret fra 65 til 22 mand

Nogle enheder, sektioner og funktioner har oplevet en højere arbejdsbelastning end andre i Letland. Flere CS’ere i Signes enhed oplevede en høj belastning.

– Når man er udsendt, får man løn for at være der 24 timer i døgnet, alle ugens 7 dage. Det er vilkårene. Og vi vidste godt, at vi skulle arbejde meget. For vores organisation var blevet skåret fra 65 til 22 mand i forhold til de tidligere hold i Letland, fortæller Signe.

Som udsendt soldat får man løn for at være til rådighed 24 timer i døgnet. Men Forsvaret tilstræber, at soldaterne holder en såkaldt ’Low Ops-dag’. En ugentlig hviledag, som skal bidrage til, at man kan genoprette kampkraften og undgå udmattelse.

– I vores enhed var det om søndagen. Her gør man rent og andet, man har lyst til. Jeg gjorde rent, og så blev jeg nødt til at arbejde, fordi der var så mange opgaver. I mange af vores funktioner, så er vi kun én mand dyb, forklarer Signe.

Det logistiske bindeled

Det nationale støttelement, NSE, er det logistiske bindeled mellem Danmark og de taktiske soldater i felten. Personellet sørger for, at de får mad, vand, sokker, ammunition og våben. Alt, de skal bruge for at løse deres opgave. De specialiserede medarbejdere har hele tiden overblik over, hvad de taktiske enheder bestiller, og hvad der er på lageret. Så der altid er, hvad der skal bruges. På rette tid og rette sted. Lastbiler fra Danmark forsyner depotet med nyt gods hver uge. Det er befalingsmænd, der sidder i de tunge specialiststillinger i enheden.

– Missionen i Letland er en fremskudt tilstedeværelse, hvor opgaven er afskrækkelse og ultimativt forsvar af Letland. Der er ikke krig, som vi kender det fra mange tidligere missioner, så de tilstedeværende soldater bruger tid på at træne og uddanne. Og netop træning og uddannelse er ressourcekrævende at understøtte logistisk. I krig skal soldaterne i princippet bruge mad, vand, ammunition og reservedele. Der går det nok, at man ikke lige har den nyeste kampstøvle, og der er ikke behov for uddannelsesmateriel i alverdens afskygninger. Jeg arbejdede alle ugens 7 dage. I hvert fald i de første tre måneder. 12 timer om dagen, fra klokken 8-20, forklarer Signe.

Signe og kollegerne bad om ekstra mandskab

Signe fortæller, at da arbejdsbelastningen blev for stor, så anmodede flere af hendes kollegaer om ekstra mandskab.

– Det har stået sort på hvidt, at NSE’et, grundet reducering i organisationen, havde mulighed for at få folk ned til at aflaste. Det påtalte vi over for chefen. På statusmøder gav jeg også udtryk for, at arbejdsbelastningen var tæt på at være alt for meget, siger Signe.

Som soldat er man stolt af sit erhverv. Derfor løser man opgaven.

– Hvis man er ærekær for sit erhverv som soldat, så løser man bare opgaven. Uden at blinke. Det har systemet opdraget en til. Og det synes jeg, at man udnytter ret hårdt. For vi løste jo opgaven, selvom det var hårdt og gav mange frustrationer, siger Signe.

Den høje arbejdsbelastning har sat sine spor hos Signe.

– Det kan mærkes. Jeg har fri hele januar, så jeg kan lade op igen. Og så har jeg taget en beslutning om, at jeg ikke skal arbejde i denne funktion mere. Jeg er egentlig optaget på Hærens Officersskole med opstart til februar, men jeg overvejer alle muligheder. Det er min tredje udsendelse inden for tre år. Jeg elsker at arbejde og have mange bolde i luften hele tiden, men på et tidspunkt bliver frustrationerne over systemet i sin helhed for meget, og det gjorde det på den her tur.

CS mener, det er kritisabelt

CS-formand Jesper Korsgaard Hansens holdning er klar.

– Jeg synes for det første, at det er kritisabelt, at man skærer mandskabet så meget ned, når man ved, at opgaven er så omfangsrig. At man så oveni giver lovning på, at der kan komme ekstra mandskab, men ikke giver det, når medarbejderne beder om hjælp, er slet ikke i orden, siger Jesper Korsgaard Hansen:
– Hvis Forsvaret vil fastholde og motivere sine medarbejdere, er det her tydeligvis den helt forkerte måde at gøre det på.

Kort om udsendelsen til Letland
  • Fra august til december 2024 udsendte Danmark en kampbataljon med støtteenheder - ca. 800 soldater - og også fra 2022 til foråret 2023 sendte Danmark en kampbataljon med støtteenheder til Letland.
  • Udsendelsen af soldater til Letland er en del af NATOs kollektive forsvar, der skal styrke den sikkerhedspolitiske situation.
Signes karriere i Forsvaret
  • Ingeniørregimentet, Skive i perioden 2018-2020
  • Trænregimentet, Vordingborg i perioden 2020 til nu
  • Forsyningsbefalingsmand, Estland, eFP-missionen hold 5, 2022
  • Forsyningsbefalingsmand, Kuwait/Irak, OIR hold 17, 2023
  • Indkøber, Letland, FLF hold 1, 2024
Søg