Trods 30 års forskel i erhvervserfaring, tjener Jørgen og Martin det samme

3. april 2025 | Stine Lintrup

Cirka 1.500 kroner før skat er forskellen på 63-årige Jørgens og 27-åriges Martin månedsløn. Jørgen og Martins løn viser ét af de helt store problemer med lønnen i Forsvaret; at den kun udvikler sig minimalt over tid.

  • Derfor er det vigtigt: Forsvaret har udfordringer med at fastholde personel. Der tilføres milliarder til Forsvaret, men ingen penge til mere i løn. CS mener, lønnen er en vigtigt fastholdende faktor.

  • Hvad sker der nu?: CS har søsat kampagnen #forsvarligløn. Hvis ikke lønnen stiger i Forsvaret, kan man ikke konkurrere med det civile arbejdsmarked og fastholde sine medarbejdere.

  • Hvad betyder det for dig: CS kæmper for, at medlemmerne skal have flere penge i lønposen og kommer med konkrete løsningsmuligheder til politikerne.

De fleste kommer ind i Forsvaret, når de er helt unge. Senere i livet stiger de økonomiske forpligtigelser, og lønnen kan blive afgørende for fastholdelse. Men som ansat i Forsvaret, stiger man ikke ret meget i løn, fra man starter, til man går på pension. Og det er et problem. For hvis man som soldat kan se, at man gennem det meste af karrieren har udsigt til at få den samme løn, som man fik, da man var 20 år, er det pludselig ikke så attraktivt.

Det kan Jørgen på 67 år nikke genkendende til.

– Er man ansat som ung i 20’erne, er lønnen måske ok. I den alder har man typisk en lille lejlighed og skal bare sørge for sig selv. Men har man tre børn og et hus, skal på ferie, holde konfirmation eller have et barn på efterskole, så er det svært at følge med, siger han.

Jørgen har været ansat som flyverspecialist i Flyvevåbnet på Flyvestation Aalborg i 35 år. Og over alle de år, har hans løn ikke rigtig udviklet sig. Jørgen mener at huske, at der efter omkring 15 års ansættelse stod på hans lønseddel: ’ Ingen oprykning mulig’. Og det presser ham på økonomien.

Placeholder Image 1
Fotograf: Julie Walton

For 2,5 år siden kom Martin til som ny kollega. Selvom Martin mangler 30 års erhvervserfaring sammenlignet med Jørgen, er det kun 1.500 kroner om måneden før skat, der udgør forskellen i deres grundløn.

-Heldigvis købte jeg hus, inden jeg startede i Forsvaret. Banken var aldrig gået med til et huskøb med den løn, jeg tjener nu, siger Martin.

Martin har flere kolleger, som er nødt til at tage et ekstra arbejde for at supplere indtægten, ellers kan økonomien simpelthen ikke løbe rundt. 

-Den dag, jeg kun ønsker at arbejde 37 timer om ugen og ikke have ekstra jobs ved siden af, der stopper jeg i Forsvaret. 

Hæv soldaternes basisløn og tillæg

CS mener man skal hæve basislønnen og har derudover givet politikerne flere løsningsforslag i forhold til, hvordan man kan give soldaterne mere i løn.

- Hvis man ikke er villig til at hæve basislønnen, er der mange andre muligheder. CS har foreslået at hæve nogle af vores tillæg, som pt. hverken er tidssvarende eller matcher tilsvarende tillæg på andre af statens områder. Det kunne for eksempel være at hæve militærtillægget eller man kan vælge at forhøje natpenge og weekendtillæg. Der er masser af muligheder indenfor rammerne af det eksisterende lov- og aftalekompleks, og det kan gøres med et fingerknips, hvis politikerne ønsker det, siger CS formand Jesper Korsgaard Hansen

Tip os

Vil du fortælle din historie og dit arbejde og løn i Forsvaret? Så hører CS meget gerne fra dig. 

Skriv til: kommunikation@cs.dk

Alle henvendelser behandles fortroligt.

Søg