Velkommen til CS’ nye arbejdsmiljøkonsulent

20. maj 2025 | Stine Lintrup

I CS prioriterer vi arbejdsmiljøet. Derfor har vi netop ansat Claus Løgstrup som arbejdsmiljøkonsulent. Claus Løgstrup kommer med 30 års erfaring fra Forsvaret, hvor han har arbejdet med arbejdsmiljøet de seneste syv år.

  • Derfor er det vigtigt: Forsvaret opruster som aldrig før, og der bliver indkøbt materiel i stor stil. Men hvilke rammer skal medarbejderne arbejde i, når de skal betjene alt det nyindkøbte udstyr?

  • Hvad sker der nu: I maj måned har CS ansat Claus Løgstrup, som skal arbejde med arbejdsmiljøet i Forsvaret.

  • Hvad betyder det for dig? Oplever du problemer med det fysiske eller psykiske arbejdsmiljø, kan du nu også få hjælp af en arbejdsmiljøkonsulent. 

– Da jeg startede i Forsvaret for snart 30 år siden, tror jeg slet ikke, jeg havde hørt om arbejdsmiljø. Vi havde ikke handsker, sikkerhedsstøvler var en mangelvare, og ingen kom og spurgte, hvordan det gik, fortæller Claus Løgstrup om dengang han startede som ung værnepligtig på 21 år tilbage i 1994.

Mange ting har dog ændret sig på de 30 år, Claus Løgstrup har været inden for hegnet. Hos CS betyder det blandt andet, at vi nu har ansat en medarbejder til at varetage jeres arbejdsmiljø.

– Jeg glæder mig rigtig meget til give vores medlemmer bedre vilkår til at kunne udføre deres arbejde, fortæller Claus Løgstrup. Claus har som mål at komme ud, være et kendt ansigt og have tæt kontakt til arbejdsmiljørepræsentanterne.

– Når du bliver valgt som arbejdsmiljørepræsentant får du en velkomstpakke fra CS, og du kan forvente, at jeg kontakter dig, lover Claus Løgstrup.

Hvad kan du bruge arbejdsmiljøkonsulenten til?

CS har et arbejdsprogram for arbejdsmiljøet, og det bliver Claus’ rolle at understøtte arbejdsprogrammet. Det lyder på:

  • Stærk sikkerhedskultur – færre skal udsættes for arbejdsulykker

  • Sikkert og sundt arbejde med kemi – færre skal udsættes for farlig kemi på arbejdspladsen

  • Sikkert og sundt ergonomisk arbejdsmiljø – færre skal udsættes for væsentlige fysiske belastninger

  • Sikkert og sundt psykiske arbejdsmiljø – færre skal udsættes for væsentlige psykiske belastninger

Kontakt arbejdsmiljøkonsulenten Claus Løgstrup

Har du spørgsmål eller oplever du problemer med arbejdsmiljøet på dit tjenestested, er du altid velkommen til at kontakte Claus Løgstrup.

Mail: cs@cs.dk
Telefon: 36 90 89 00.

Søg