Opkvalificeringspuljen: Julie bruger kemi som springbræt til sundhed og sanitet

30. januar 2026 | Julie Walton

Som sergent i Søværnet har Julie fået øjnene op for, at hun kan bruge opkvalificeringspuljen til at ruste sig til fremtiden. Hun vil læse kemi som enkeltfag – et første skridt mod en uddannelse inden for sundhed og sanitet, som hun kan bruge både i Forsvaret og civilt.

  • Udfordringen: Julie manglede naturvidenskabelige fag og et klart billede af, hvordan hun kunne bruge opkvalificeringspuljen.

  • Udviklingen: Hun satte sig ind i mulighederne, læste på CS’ hjemmeside og tog dialogen med sin leder.

  • Udfaldet: I dag er ansøgningen sendt – og Julie opfordrer andre til at tænke langsigtet og bruge puljen aktivt.

Julie Madsen er sergent i Søværnet og arbejder som delingsinstruktør på Søværnets Basisuddannelse i Frederikshavn, hvor hun underviser værnepligtige. Hun er oprindeligt uddannet fra handelsskolen.

– Jeg havde gået med tanken om, at jeg gerne ville læse et naturvidenskabeligt fag. I Forsvaret har jeg nemlig fået en større interesse for det sundhedsfaglige – jeg er blevet nysgerrig på sanitet. Derfor vil jeg bruge opkvalificeringspuljen til at læse kemi C. Kemi er en grundstamme i forhold til at forstå kroppen, celler og de processer, vi arbejder med, forklarer Julie.

Noget at falde tilbage på

For Julie handler opkvalificeringspuljen ikke kun om hendes nuværende job – men om at skabe tryghed på længere sigt.

– Man ved jo ikke, hvor langt ens karriere rækker, eller hvad livet byder på. For mig giver det en stor tryghed at vide, at man kan gå nogle forskellige veje, uden at det begrænser det, man laver lige nu, siger hun og fortsætter:

– Uanset om jeg bliver i Forsvaret eller ej, så giver det mig noget viden og nogle færdigheder. Det udvider min horisont og giver mig noget, jeg kan bruge både i Forsvaret og civilt.

Hun peger på, at netop den dobbelte anvendelighed er afgørende.

– Det bliver et aktivt valg at blive i Forsvaret, når man ved, at man ikke er låst. At man har muligheder – og selv vælger dem til.

Sammen med lederen – uden facitliste

Julie er nu nået langt i processen. Ansøgningen er udfyldt og sendt, og dialogen med ledelsen er taget.

– Jeg har udfyldt ansøgningen og talt med min leder, som har sendt den videre til min chef. Så jeg er egentlig klar til at starte, så snart det hele er godkendt, siger hun.

Processen har dog også vist, at opkvalificeringspuljen stadig er ny for mange.

– Ingen af mine ledere har prøvet det her før. Min chef er helt ny i det, men vi har fundet ud af det sammen, siger Julie.

Et råd til både kolleger og ledere

Julie har sparret med kolleger, som også er berettiget til puljen, og hun oplever, at manglende overblik kan bremse mange.

– Noget af det, der kan forhindre folk i at søge, er, at det virker uoverskueligt. Man ved ikke helt, hvem man skal gå til, eller hvordan man konkret gør. Og så bliver det nemt noget, man udskyder, siger hun.

Derfor har hun en klar opfordring.

– Mit råd er helt sikkert: Søg puljen. Tag fat i din leder eller en CS-repræsentant og få vejledning. Det administrative må ikke være det, der stopper folk.

Hun peger samtidig på, at der også er et potentiale hos ledelsen.

– Det kunne være en stor hjælp, hvis daglige ledere blev klædt bedre på til at håndtere de her sager. Bare et lille kursus i, hvordan man søger midlerne, og hvordan man støtter medarbejderne i processen, ville gøre en stor forskel.

En helgardering af fremtiden

For Julie handler opkvalificeringspuljen i sidste ende om at tage ansvar for sin egen fremtid.

– Jeg er 26 år, og der er mange i min generation, der bliver mødt af spørgsmålet: Skal det her være for evigt? Mange skifter karriere undervejs i livet, og i Forsvaret kan det føles utrygt, hvis man ikke har en uddannelse, man kan bruge civilt, fortæller hun.

Derfor ser hun puljen som et sikkerhedsnet.

– Det er en helgardering af ens egen karriere. Man skaber tryghed for sig selv – og så kan man faktisk hvile mere i det job, man har. Man ved, at man har muligheder, og at man vælger Forsvaret til, fordi man vil. Ikke fordi man er bange for at gå glip af noget andet.

Opkvalificeringspuljen: Det er godt at vide

Hvad er det?
En pulje på 900 mio. kr., som giver ansatte i Forsvaret mulighed for civilt kompetencegivende uddannelse – fra hf-enkeltfag til erhvervs-, akademi-, diplom- og masteruddannelser.

Hvem kan søge?
Overenskomstansatte i Forsvaret før 1. januar 2025, som ikke har haft K35-kontrakt med CU eller tjenestemandsansættelse – og som ikke er ansat på den nye ansættelsesform K10.

Hvad får du?
Du får mulighed for uddannelse med løn, som planlægges i sammenhæng med tjenesten, og du får dækket uddannelsesudgifter.

Sådan kommer du i gang:
Tal med din chef og brug vejledningen og ansøgningsskemaet på Forsvarets HR-portal.

Tilmeld CS Nyhedsbrev

Og få nyhedsbrevet direkte i din indbakke