Valget er i gang: Sådan kan du kræve svar fra politikerne om soldaterløn

4. marts 2026 | Julie Walton

Der er udskrevet folketingsvalg midt i OK26. Forhandlingerne er sat på pause – men valgkampen giver dig en konkret mulighed for at lægge pres på politikerne. I en kort samtale i KLART SIGNAL – Samtalen forklarer CS formand Jesper Korsgaard Hansen og særlig rådgiver Jane Munk, hvad valget betyder – og hvad du kan gøre nu. 

  • Derfor er det vigtigt: I CFU-forliget er der 275 mio. kr. til soldaternes løn i OK26 – men spørgsmålet er, om det er nok til at fastholde soldater.

  • Det sker der nu: Forhandlingerne er sat på pause på grund af folketingsvalget. Politikerne er i valgkamp – og lytter.

  • Det betyder det for dig: Du kan stille spørgsmål. Lægge pres. Og være med til at sætte løn og fastholdelse på dagsordenen.

OK26 er sat på pause – men prioriteringerne afgøres nu

Rammen for OK26 blev lagt i februar, og der er afsat penge – herunder til lønstigninger til soldater. Men hvem der sidder i regering efter valget – og hvor højt Forsvaret og personel prioriteres – får betydning fremadrettet.

Jane Munk har læst partiernes valgprogrammer:

– Faktisk er der kun tre partier, der har Forsvaret med i deres valgprogram. Det er ikke ligefrem soldaternes vilkår, der fylder mest i valgkampen, siger hun.

Derfor er det netop nu, medlemmernes stemme skal høres.

Kan politikerne finde flere penge?

Ja.

– Det er jo politikerne, der beslutter, hvad der skal afsættes. Vi har ikke pengene. Det er politikerne, der har dem. Hvis jeg havde pengene, så lå de jo allerede ude ved medlemmerne, siger formanden.

Derfor handler det nu om at påvirke dem, der træffer beslutningerne. Sammen.

– Gør vi ikke noget, så sker der helt sikkert ikke noget. Vi skal lave en koordineret indsats sammen med jer medlemmer, siger han.

Det kan du helt konkret gøre

Valgkampen er den periode, hvor politikerne er mest tilgængelige. 

  • Mød dem fysisk: På torvet, til debatmøde, ved vælgermøder. Stil dine spørgsmål direkte.
  • Skriv til dem: Kommentér på deres opslag, send en direkte besked på sociale medier, lav et opslag og tag dem, skriv et læserbrev.

Det er nu, du kan stille spørgsmål – og være med til at sætte soldaterløn på den politiske dagsorden.

Hvad ville Jesper Korsgaard Hansen selv spørge politikerne om?
  • Synes du, at de 275 mio. kr., der er lagt frem nu, er tilstrækkelige?
  • Er du villig til at arbejde for at øge puljen – eller presse på internt i dit parti for at løfte den?

Det handler ikke kun om holdninger.
Det handler om, hvad de konkret vil gøre i deres parti.

Du kan også spørge:

  • Mener du, at det nuværende lønløft er nok til at fastholde soldater?
  • Vil du prioritere flere midler til personel – ikke kun materiel?
  • Hvad vil du konkret gøre for at løfte soldaternes løn?

Del også CS’ og andres opslag

– Hvis vi f.eks. er 8.500 medlemmer, og 8.500 liker og deler, så bliver det hørt, siger Jesper Korsgaard Hansen.

Sådan kan du gøre på sociale medier

1. Stil et konkret spørgsmål til en kandidat.

2. Tag et billede – evt. en selfie.

3. Del det på sociale medier.

4. Tag kandidaten, partiet – og gerne CS.

5. Brug hashtagget #forsvarligløn

Eksempel: I dag spurgte jeg [navn], hvad han/hun konkret vil gøre for at løfte soldaternes løn.
[Kort svar] #forsvarligløn

Jo flere der stiller spørgsmål – jo større politisk pres.

Brug din stemme

– Hvis du går og er frustreret over de politiske prioriteringer, så er det nu, du skal give din mening til kende, siger Jane Munk.

Det gælder i debatten.
På sociale medier.
I læserbreve.
Og i stemmeboksen.

CS er partipolitisk neutrale og anbefaler ikke partier eller kandidater.
Men vi opfordrer alle medlemmer til at:

Stille spørgsmål.
Holde politikerne ansvarlige.
Sætte deres kryds den 24. marts.

Hvad gør CS?

CS kommer til at:

  • Sætte de ansatte og fastholdelse tydeligt på dagsordenen
  • Skrive til partiledere og kræve svar
  • Arbejde koordineret med tillidsrepræsentanter
  • Aktivere medlemmer lokalt
  • Skabe synlighed på sociale medier

Lyt til podcasten

Lyt til podcasten: KLART SIGNAL – Samtalen: Valg & OK26 – Hvad betyder det for dig? Du kan lytte, der hvor du lytter til podcast. Apple Podcasts, Spotify, Podimo m.fl. Lyt med!

Tilmeld CS Nyhedsbrev

Og få nyhedsbrevet direkte i din indbakke