Sådan fik Julius mest muligt ud af opkvalificeringspuljen

19. august 2026 | Julie Walton

Julius gik ikke på jagt efter en lang uddannelse. I stedet sammensatte han et uddannelsesforløb, der styrker ham i jobbet her og nu og samtidig giver kompetencer, som også kan bruges uden for Forsvaret. Her deler han sine erfaringer og giver gode råd til andre medlemmer, der overvejer at søge opkvalificeringspuljen.

  • Udfordringen: Julius ville styrke sine kompetencer i sit arbejde. Opkvalificeringspuljen er relativt ny, og derfor var mulighederne ikke helt gennemskuelige.

  • Udviklingen: Han brugte karrierevejledere, Personelkommandoen (PKOM) og finduddannelse.dk. Og han sammensatte et uddannelsesforløb med projektledelse, coaching og psykologi. Efter et jobskifte skal forløbet nu godkendes igen, men den nye chef bakker op.

  • Udfaldet: Kurserne styrker Julius i hans nye stilling. Kompetencerne kan bruges både i Forsvaret og i det civile.

Han tænkte først på jobbet og derefter på kurserne

Da Julius hørte om opkvalificeringspuljen, begyndte han at undersøge, hvilke kompetencer der ville styrke ham mest i hans job.

– Jeg spurgte mig selv: Hvad er min rolle i ACW? Og hvordan kan jeg styrke min profil, så ACW får mest muligt ud af mig? Jeg har kigget efter kurser, der styrker mig i mit arbejde her og nu, siger Julius.

Den tanke blev udgangspunktet for hele hans uddannelsesplan. Han gik selv i gang med at undersøge mulighederne. Han kontaktede medarbejdere i Personelkommandoen (PKOM), talte med karrierevejledere og brugte finduddannelse.dk til at finde relevante kurser.

– Jeg var meget nysgerrig. Derfor dykkede jeg ned i mulighederne og prøvede at finde ud af, hvordan puljen kunne bruges mere fleksibelt, siger han.

I stedet for en samlet uddannelse valgte han at sammensætte flere kurser, der styrker ham i hans arbejde i Forsvaret, men som også kan bruges civilt, hvis det en dag bliver nødvendigt.

Kurserne passer direkte til hverdagen

Det første kursus er allerede gennemført. Julius har afsluttet et projektlederkursus med 12 undervisningsdage og pensum, som giver en bred projektlederforståelse. Timingen kunne næsten ikke være bedre. Kort efter fik han en ny stilling i Flyverkommandoen, hvor en stor del af arbejdet netop handler om projektledelse.

De øvrige kurser er valgt med samme tanke. Coaching skal styrke hans arbejde med sidemandsoplæring.

– Vi lærer hele tiden nye kolleger op. Derfor gav det rigtig god mening. Ligesom et kursus i psykologi gør, da det handler om at forstå mennesker bedre. Det er en alsidig kompetence. Hvis man bliver bedre til at forstå menneskers perspektiver, bliver man også bedre til samarbejde og ledelse.

Julius' uddannelsesplan

Julius har fået ny stilling i Flyverkommandoen. Derfor skal hans uddannelsesplan formelt godkendes af den nye chef og PKOM. Den nye chef har allerede bakket op om forløbet.

Planen består indtil videre af:

  • Projektlederkursus.
  • Coachingforløb.
  • Psykologi Mini MBA.

Kurserne skal styrke Julius i hans nuværende arbejde i Forsvaret, men kan også bruges i det civile.

5 gode råd: Sådan får du mest muligt ud af opkvalificeringspuljen

Hvis andre CS-medlemmer overvejer at søge midler fra opkvalificeringspuljen, er Julius’ råd klare:

  1. Tag udgangspunkt i din rolle, og overvej, hvilke kompetencer der vil gøre dig endnu stærkere i jobbet.
  2. Kig selv efter kurser på f.eks. finduddannelse.dk.
  3. Tal med din chef om mulighederne og karrierevejleder og PKOM, hvis du er i tvivl om noget.
  4. Vær nysgerrig og proaktiv – puljen er relativt ny, og derfor kan det være nødvendigt selv at undersøge reglerne og mulighederne.
  5. Tænk gerne i at sammensætte flere kurser, så de tilsammen giver dig en stærk samlet fagpakke.
Opkvalificeringspuljen: Det er godt at vide

Hvad er det?
En pulje på 900 mio. kr., som giver ansatte i Forsvaret mulighed for civilt kompetencegivende uddannelse – fra hf-enkeltfag til erhvervs-, akademi-, diplom- og masteruddannelser.

Hvem kan søge?
Overenskomstansatte i Forsvaret før 1. januar 2025, som ikke har haft K35-kontrakt med CU eller tjenestemandsansættelse – og som ikke er ansat på den nye ansættelsesform K10.

Hvad får du?
Du får mulighed for uddannelse med løn, som planlægges i sammenhæng med tjenesten, og du får dækket uddannelsesudgifter.

Sådan kommer du i gang:
Tal med din chef og brug vejledningen og ansøgningsskemaet på Forsvarets HR-portal.

Besøg CS' uddannelsessite
Husk, du også kan besøge CS' uddannelsessite, som er udviklet i samarbejde med UCL. 

Her kan du:

  • Få overblik over dine uddannelsesmuligheder
  • Booke gratis personlig vejledning hos UCL
  • Få vurderet dine kompetencer gennem en realkompetencevurdering 
  • Blive guidet fra idé til næste skridt

Du booker selv en tid i vejledernes kalender og bliver kontaktet på det aftalte tidspunkt. Vejledningen tager udgangspunkt i din situation.

Læs mere

Tilmeld CS Nyhedsbrev

Og få nyhedsbrevet direkte i din indbakke