Mit CS 
CS.dk 
CS forside
Han skulle egentlig bare aftjene sin værnepligt og have en fest. I stedet blev det til et arbejdsliv i Forsvaret og 20 år i spidsen for CS. Nu stopper Jesper Korsgaard Hansen som formand. Han er ikke færdig med at være forbandet over soldaternes løn og vilkår, men han er klar til at give arbejdet videre.
– Der bliver ikke brug for Kleenex, siger han roligt.
Den 64-årige formand beskriver jobbet som både spændende, privilegeret og meningsfuldt, men han har hele tiden vidst, at det en dag skulle slutte.
– Sådan har jeg haft det hele livet. Der er en tid, og efter den tid kommer der en anden. Man lukker nogle døre, og så åbner der sig nogle andre. Det er ikke noget, man skal gå og være trist og ked af. Sådan er livet.
I mange år har familien måttet indrette sig efter hans arbejde. Nu bliver det omvendt.
Da Clement ringede
Jesper Korsgaard Hansen og hustruen Tina skulle have gæster den lørdag, Clement Kjersgaard ringede. Soldaternes løn var til debat, og han ville have formanden i studiet samme aften.
– Så er det på med tøjet og afsted. Det handler om at være til stede, når der sker noget, som er vigtigt for CS. Når man siger ja til sådan et job, så kan man ikke sidde en lørdag og sige, at det ikke lige passer. Man er nødt til at prioritere.
Heller ikke til hverdag var det ham, der hentede børn eller stod for tirsdagens lasagne. Tina og bedsteforældrene tog en stor del af slæbet.
– Jeg har haft et anker derhjemme, siger han.
Børnene er for længst voksne. Men de joker stadig med, at han ikke var meget hjemme – der er lidt alvor bag ordene.
En formand skal turde se medlemmerne i øjnene
Siden Jesper blev valgt som formand i 2006, har han prioriteret at komme rundt til de forskellige CS afdelinger. Han vil møde medlemmerne og høre om deres hverdag.
– Hvis ikke du tør tale med medlemmerne, så skal du finde et andet job. Jeg er jo til for medlemmerne.
Det bedste har været at stille sig op efter en overenskomst og forklare, hvorfor resultatet blev, som det blev.
– Jeg har aldrig nogensinde været til et medlemsmøde og er gået derfra med en tanke om, at det ikke var godt. Når man kommer ud og taler med medlemmerne og forklarer, hvorfor man har taget nogle beslutninger, så bliver det en helt anden diskussion. En diskussion, som ikke giver mening at føre på de sociale medier, her er det bedst at kigge medlemmerne i øjnene.
Han har aldrig været i tvivl om sin opbakning. Gennem alle årene har han oplevet stor tillid fra CS afdelingsformænd, og det har givet ham et solidt fundament at stå på.
– Jeg har den tilgang, at det ikke er mange venner, du får i det her system. Dem skal du have, inden du kommer ind. For det er også dem, der står der, når du kommer ud.
Det begyndte med en fest
I 1983 mødte Jesper Korsgaard Hansen op for at aftjene sin værnepligt med et friskt svendebrev som autoelektriker.
– Vi skulle bare have en fest. Og vi havde en fest. Vi var sådan set ligeglade med Forsvaret, fordi vi jo ikke skulle blive der.
Men han blev. Efter værnepligten fik han mulighed for at fortsætte på kontrakt, og siden fulgte en lang karriere i Forsvaret. Arbejdet førte ham rundt i Danmark og på udsendelser til Kroatien og Bosnien. Mest med værksteder, våben og teknik mellem hænderne.
– Jeg har jo ikke været rigtig soldat. Jeg har mest begået mig på værksteder og siddet som sagsbehandler med våben og teknik.
Han tilføjer, at han næppe havde holdt så længe i Forsvaret, hvis han skulle have tilbragt det meste af arbejdslivet ude i operativ tjeneste.
På Vordingborg Kaserne kom et jobtilbud, som var værd at gå ned i løn for.
– Det var sådan set min opgave at sørge for, at folk på Vordingborg Kaserne havde det godt.
Han arbejdede med arbejdsmiljø, miljøledelse og sikkerhedsrådgivning omkring farligt gods, men engagementet stoppede ikke ved kasernens port. Han stillede op til kommunalvalg og var formand for børnenes skolebestyrelse i otte år.
– Jeg har altid haft det sådan, at jeg ikke kan holde min kæft. Jeg skal være med der, hvor tingene sker.
Så da han blev spurgt, om han ville være fællestillidsrepræsentant, sagde han ja. I 2004 kom han i CS hovedbestyrelse. To år senere blev han formand.
De sværeste år
Han husker tydeligt datoen. 19. december. De sad til julefrokost, da meldingen kom om, at tre danske soldater havde mistet livet i Afghanistan.
– Det var fandeme hårdt. Det var hårdt at se de efterladte.
Årene, hvor danske soldater var udsendt til Irak og Afghanistan, står klart for ham. Også derfor mener han, at det er vigtigt, at der er plads til at diskutere indsatsen og det, Danmark fik ud af den. Selvom det er svært.
20 års kamp
CS er blevet en stærkere organisation med flere medlemmer og større indflydelse, mener han.
Han har selv været en del af det statslige aftalesystem og siddet med ved bordet, når løn og arbejdsvilkår skulle forhandles. Og han er stolt over, at det gennem årene er lykkedes at skaffe flere penge til soldaterne.
Men lønnen og vilkårene er han ikke færdig med at være forbandet over. Heller ikke efter OK26, hvor der blev afsat 275 millioner kroner til militært personel.
– Jeg er stolt og glad over, at vi fik penge til soldaterne. Men jeg er også lidt forbandet over, at vi ikke fik flere penge.
Det skal kunne betale sig at uddanne sig og tage ansvar. Og de erfarne soldater skal have lyst til at blive. Dér er Forsvaret ikke endnu, mener han.
– Det CS, jeg leverer videre, er bedre end det CS, jeg modtog dengang.
En trailer og en trompet
Den 64-årige næstvedgenser er ikke i tvivl om, at det er det rigtige tidspunkt at stoppe på. Han ser tilbage på 20 gode år som formand og er stolt over det, han har været med til at opnå.
Den nye ledelse skal finde sin egen vej.
– Jeg kan ikke tage mit netværk og løfte det over på nogle andre. De skal i gang med at skabe deres eget.
Selv skal han hjem til Tina og finde ud af, hvad tiden skal gå med. Lidt er allerede på plads: En tur til Liverpool er bestilt, og til december venter en ferie. En trailer har han også købt.
Og så er der trompeten, han gerne vil spille igen. Jagten, golf, dart, tegningerne, foto, børnene og børnebørnene. Men han har ikke travlt med at lægge en plan for det hele.
– Jeg går ikke med tårer i øjnene. Jeg går med glæde og siger, at jeg gjorde det bedste, jeg kunne, og nu er jeg færdig her.
