Når CS holder kongres, er det 118 delegerede, der træffer beslutninger på vegne af omkring 9.300 medlemmer. Hvor mange delegerede den enkelte afdeling har med, afhænger af afdelingens størrelse.
Når CS kongres begynder den 30. oktober, er det kun en lille del af CS medlemmer, der sidder i salen på Hotel Nyborg Strand.
Til gengæld er 118 delegerede med på medlemmernes vegne. Det er dem, der har stemmeret og dermed er med til at træffe beslutninger om CS og sætte retningen for CS arbejde de næste fire år. Men hvordan bliver det egentlig bestemt, hvem der kommer med?
Jo større afdeling, jo flere delegerede
De lige pt. 118 pladser bliver fordelt mellem CS afdelinger efter deres størrelse. Det betyder, at en stor afdeling har flere delegerede med på kongressen end en mindre afdeling.
Forud for kongressen får afdelingsformændene besked fra CS om, hvor mange delegerede deres afdeling har plads til. Herefter er det afdelingsformanden, der vælger eller peger på de medlemmer, som skal repræsentere afdelingen på kongressen. Alle delegerede har et tillidshverv i CS som enten tillidsrepræsentant eller suppleant.
På den måde er medlemmer fra afdelinger i hele CS repræsenteret, når kongressen træffer sine beslutninger.
De delegerede har stemmeretten
Det er de delegerede, der har stemmeret på kongressen.
Og der er en del at tage stilling til. De skal blandt andet behandle forslaget til CS politiske arbejdsprogram for 2026-2030, budgettet for de kommende år, retningslinjerne for regulering af kontingentet og de forslag, der eventuelt er sendt ind til kongressen.
Det er også på kongressen, at den politiske ledelse og hovedbestyrelsen for den kommende kongresperiode er på dagsordenen.
Din afdeling er din vej ind i kongressen
Som medlem er du altså repræsenteret gennem din afdeling og de delegerede, som afdelingen sender til kongressen.
De delegerede tager medlemmernes perspektiver med ind i kongressalen, hvor forslag bliver diskuteret, og beslutningerne om CS fremtidige retning bliver truffet.
Når kongressen slutter den 1. november, er det derfor 118 delegerede, der på vegne af medlemmerne har været med til at sætte kursen for CS frem mod næste kongres.