Hvad skal CS arbejde for de næste fire år?

8. oktober 2026 | Stine Lintrup

Forsvarlig løn, tydeligere karriere- og uddannelsesveje, et arbejdsmiljø, der kan holde til oprustningen, og større indflydelse. Det er nogle af ambitionerne i det politiske arbejdsprogram, som skal sætte retningen for CS frem mod 2030. Først skal programmet vedtages på CS kongres.

Danmark investerer historisk mange milliarder kroner i Forsvaret og Beredskabet. Men nyt materiel og nye kapaciteter løser ikke opgaverne af sig selv. Der skal også være medarbejdere til at bruge, vedligeholde og reparere materiellet og løse de mange nye opgaver.

Derfor skal løn, uddannelse og arbejdsvilkår følge med oprustningen. Det er udgangspunktet for udkastet til CS politiske arbejdsprogram for 2026-2030, som de delegerede skal tage stilling til på kongressen.

Arbejdsprogrammet sætter den overordnede retning for CS politiske arbejde de næste fire år. Hvis det bliver vedtaget, skal ambitionerne efterfølgende omsættes til konkrete initiativer.

Lønnen skal følge ansvar og karriere

CS vil arbejde for højere løn – men også for en lønstruktur, hvor lønnen i højere grad følger ansvar, kompetencer og karriereudvikling.

Et af målene er at forbedre den faste løn, og samtidig skal der være en reel lønudvikling gennem hele karrieren.

Forsvarsministeriets lønanalyse fra 2025 viste blandt andet, at lønspændet mellem nogle militære niveauer er meget lille og i nogle tilfælde negativt. Eksempelvis kan en korporal i Hæren tjene mere end en oversergent. Det skal ifølge arbejdsprogrammet kunne betale sig at uddanne sig og tage mere ansvar.

Uddannelse skal være en del af karrieren

CS vil arbejde for tydeligere uddannelses- og karriereveje og for, at de kompetencer, medlemmerne opnår i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, i højere grad bliver civilt anerkendt.

Samtidig skal CS følge den nye K10-kontrakt og opkvalificeringspuljen på 900 millioner kroner tæt. Målet er blandt andet, at puljen bliver så bredt anvendelig som muligt og giver medlemmerne gode muligheder for videreuddannelse og opkvalificering.

Oprustningen må ikke ske på bekostning af arbejdsmiljøet

Der mangler allerede medarbejdere mange steder, samtidig med at nye opgaver og den sikkerhedspolitiske situation stiller større krav til organisationen.

Men en konstant krisetilstand må ikke blive det nye normale.

Derfor vil CS arbejde for at styrke både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø og de arbejdsmiljørepræsentanter, der arbejder med området lokalt. Arbejdsmiljøet skal også prioriteres under indsættelser, hvor arbejdsprogrammet blandt andet lægger op til samme muligheder for debriefing og adgang til Veterancenterets tilbud.

CS skal fortsat være en stærk stemme for medlemmerne

CS har gennem mange år arbejdet for at sikre medlemmerne indflydelse på de beslutninger, der har betydning for deres arbejdsliv. Det arbejde skal fortsætte og udvikles i de kommende fire år.

Det gælder både lokalt gennem de tillidsvalgte og nationalt gennem politisk interessevaretagelse, presse og kommunikation. CS vil fortsat være politisk neutral og samarbejde på tværs af partier for at sikre, at medlemmernes interesser bliver hørt hos politikere og andre beslutningstagere.

Arbejdsprogrammet peger desuden på samarbejdet mellem Forsvaret og erhvervslivet som et nyt fokusområde. I takt med oprustningen vil CS søge indflydelse på, hvilke opgaver Forsvaret selv skal løse, og hvilke der kan løses i samarbejde med private virksomheder.

Kongressen sætter retningen

Hovedbestyrelsens arbejdsprogram er lagt til godkendelse på kongressen. Det er de delegerede på CS kongres, der skal tage stilling til det og dermed den overordnede retning for CS politiske arbejde frem mod 2030.

Når de delegerede har forholdt sig til arbejdsprogrammet, begynder arbejdet med at omsætte ambitionerne til konkrete initiativer.

Tilmeld CS Nyhedsbrev

Og få nyhedsbrevet direkte i din indbakke