CS holder kongres – her er det vigtigste, du skal vide

8. oktober 2026 | Stine Lintrup

Fra 30. oktober til 1. november samles CS til kongres på Hotel Nyborg Strand. Her skal der vælges ny politisk ledelse og hovedbestyrelse, sættes retning for de kommende år og træffes en række beslutninger om CS. Men hvad er kongressen egentlig – og hvorfor er den vigtig for dig som medlem?

Hvert fjerde år holder CS kongres. Kongressen er CS øverste myndighed, og det er her, de overordnede beslutninger om CS retning for de kommende år bliver truffet.

118 delegerede træffer beslutningerne

CS har omkring 9.300 medlemmer, og det er 118 delegerede, der på kongressen repræsenterer medlemmerne og har stemmeret, når beslutningerne skal træffes.

Hvad skal der ske på kongressen?

Dagsordenen tæller 25 punkter, og kongressen skal blandt andet behandle hovedbestyrelsens beretning om den seneste kongresperiode og tage stilling til CS økonomi og budget for perioden 2027-2030.

Et af de centrale punkter er arbejdsprogrammet for den kommende kongresperiode. Her sætter kongressen retningen for, hvilke områder CS skal prioritere og arbejde med de næste fire år.

Derudover skal kongressen vælge den politiske ledelse og hovedbestyrelse. Der skal vælges formand og næstformand samt hovedbestyrelsesmedlemmer fra Flyvevåbnet, Hæren, Søværnet, Den civile gruppe og Beredskabsstyrelsen.

Kongressen skal også behandle eventuelle indkomne forslag og tage stilling til retningslinjerne for regulering af kontingentet i den kommende kongresperiode.

Et formandsskifte efter 20 år

Årets kongres markerer samtidig afslutningen på en lang periode i CS historie. Efter 20 år som formand går Jesper Korsgaard Hansen på pension, og kongressen skal derfor vælge en ny formand.

Beslutninger for de næste fire år

Når kongressen slutter søndag den 1. november, har de 118 delegerede lagt de overordnede rammer for CS arbejde frem mod næste kongres. De beslutninger, der bliver truffet i Nyborg, er dermed med til at sætte retningen for, hvad CS skal arbejde for på medlemmernes vegne de kommende fire år.

Tilmeld CS Nyhedsbrev

Og få nyhedsbrevet direkte i din indbakke