Kære medlemmer,
Under normale omstændigheder ville jeg bruge min jule- og nytårshilsen til at se tilbage på det år, der er gået. Det kunne jeg også fylde et par sider med i år, for der er sket meget. Men i år vil jeg se fremad i stedet. Vi går nemlig et meget spændende år i møde – ikke mindst i forhold til jeres løn.
Den 15. december udvekslede jeg og resten af CFU forhandlingsfællesskabet overenskomstkrav på vegne af alle ansatte i Staten. Det foregik ligesom sidst i Finansministeriet med finansminister Nicolai Wammen for bordenden. Og det er ikke overraskende, at soldaterløn kommer til at fylde en stor del af tiden i forhandlingslokalet.
Fortrolige forhandlinger
Der er set stort fokus for den kommende overenskomst i medierne, ikke mindst på de sociale medier. Det er meget fint, da noget af det fokus handler om mere i løn til danske soldater. Der er også blevet offentliggjort enkelte krav, som arbejdsgiver har fremsat.
Jeg respekterer fuldt ud, at arbejdsgiver stille krav til overenskomsten, det er en del af den danske aftalemodel. Ofte er det krav, som vi ikke kan se os selv i, og derfor ikke er enige i.
CS/jeg vil ikke kommentere overenskomsten, herunder de enkelte krav i medierne, da det er forhandlingsfortroligt, og derfor holdes imellem parterne ved forhandlingsbordet.
Men det jeg vil garantere jer alle, det er at, vi kæmper og forhandler med det for øje, at vi får det bedste resultat med ud fra forhandlingerne.
Lønløft til soldater
Finansministeren har stillet krav om, at lønløftet til soldaterne skal findes i den overordnede overenskomstramme. Det vil sige den pose penge, som alle statens ansatte skal dele. Det gør forhandlingerne vanskelige. Det betyder nemlig, at der er faggrupper, der får en mindre del af kagen, fordi vi skal have mere. Og selvom de fleste kan blive enige om, at I fortjener hver en krone, er det nok de færreste organisationer, der kan og vil sælge den besked til deres bagland.
At lønløftet skal findes i den samlede ramme kan også få en betydning for, hvor stort beløbet bliver. Jeg ved, at der er høje forventninger til et betydeligt lønløft, men det bliver svært at få i hus, når der ikke bliver sat ekstra penge af til det. Det er de barske realiteter.
CS er kampklar: I skal have en forsvarlig løn
Det er desværre ikke mig eller resten af forhandlingsfællesskabet, der sidder på pengekassen. Men I skal ikke være i tvivl om, at jeg går kampklar til forhandlingerne med en klar ambition om, at lønnen skal op, så det kan mærkes – og det skal ikke kun gælde for en enkelt gruppe.
Husk: God tone på sociale medier
I forbindelse med lønanalysen og debatten om jeres lønninger, går bølgerne højt. Især på de sociale medier, hvor debatten godt kan tage en hård drejning. Jeg vil derfor gerne slutte min jule- og nytårshilsen med en lille løftet pegefinger.
Jeg ved, at man kan have lyst til at lufte sine frustrationer over løn og arbejdsforhold i et kommentarspor. Jeg står ikke tilbage for en god debat og kan sagtens lægge ryg til kritik. Men min grænse går, når man begynder at angribe CS’ dygtige medarbejdere, som hver dag knokler for at forbedre jeres arbejdsvilkår. Det er ganske enkelt utilstedeligt. Husk, at alle i CS arbejder for jer. Det er fællesskabet, der gør os stærke, og vi har alle sammen de samme interesser i at gøre jeres arbejdsliv til det bedst mulige. Lige nu fylder løn alt, men udfordringerne med arbejdstid, arbejdsmiljø og arbejdsskader er der endnu. Der skal kæmpes på alle fronter – også i det nye år. Det er vi klar til i CS.
Med dette ønsker jeg dig og dine en god jul samt et godt nytår!
Med venlig hilsen
Jesper Korsgaard Hansen,
Formand, CS