Forfatter: Anders Højer Rømeling

Politikerne har været så enige om det nationale kompromis og synet på Ruslands invasion af Ukraine, at forsvar og sikkerhed har glippet som debatemne under valget. Sådan lyder konklusionen fra en analytiker og en forsvarsjournalist.

Flere ugers valgkamp har kredset om sygehuse, psykiatri og klima, men ganske lidt om Forsvarets tilstand eller de sikkerhedspolitiske udfordringer i Danmarks baghave. Statsminister Mette Frederiksen (S) udskrev ellers valget som et ”tryghedsvalg”, men de færreste debatter i tv og radio har handlet om, hvordan vi skaber sikkerhed omkring Danmark, så trygheden kan bevares i Danmark.

Man kunne ellers argumentere for, at der var krige og kriser nok: Ruslands invasion af Ukraine, sabotagen af Nord Stream-gasrørene, Putins atomtrusler og senest Norge, der har højnet sit nationale beredskab.

Alvorlig sikkerhedssituation nær Danmark
– Der er en meget, meget spændt situation i Danmarks nærområde, måske mere spændt end nogensinde siden afslutningen på Den Kolde Krig, og muligvis endda mere spændt end under Den Kolde Krig, lyder det fra senioranalytiker i Tænketanken Europa, Jacob Kaarsbo.

Derfor undrer det også senioranalytikeren, der har en mangeårig karriere bag sig i Forsvarets Efterretningstjeneste, at forsvar og sikkerhed ikke har fyldt mere i valgkampen:

– Det har jo stort set ikke været nævnt. Man har begrænset sig til at tale om det nationale kompromis, der blev aftalt i marts, men meget nyt er jo sket siden marts, siger Jacob Kaarsbo og nævner som seneste eksempler de mystiske droner omkring norsk og dansk energi- og infrastruktur.

– Tiden har allerede vist, at tiden er løbet fra det nationale kompromis: Sikkerhedssituationen handler ikke kun om en varm krig i Ukraine, men om hybrid krigsførelse helt tæt på Danmark. Alligevel henviser politikerne til det nationale kompromis i løbet af valgkampen, som om problemet er færdigdebatteret og håndteret.

Nationalt kompromis parkerer forsvarsdebatten
Politikens forsvarsjournalist, Jacob Svendsen, har dækket området siden 2006, og ligesom sin navnebror, Jacob Kaarsbo, er han enig i, at forsvar og sikkerhed nærmest intet har fyldt de seneste uger. Helt overrasket er han dog ikke:

– Jeg er enig i, at forsvar og sikkerhed har fyldt meget lidt i valgkampen, og at krigen i Ukraine har fyldt meget lidt i forhold til, hvor vigtigt det er. Men der også en relativ naturlig forklaring på det, og det er det nationale kompromis fra foråret.

– Hele diskussionen om to-procentsmålet [i forhold til NATO, red] er afkoblet fra valgkampen, fordi der er enighed mellem partierne, også selvom der ikke er enighed om, hvornår pengene skal falde, og hvordan forliget skal køre. Så det, der ville have domineret en valgkamp på ryggen af en krig i Europa, nemlig hvad skal Danmark gøre i en ny og farlig tid, det spørgsmål har fået trukket tænderne ud, fordi der grundlæggende er bred politisk enighed.

– Jeg tror i øvrigt, det har været en fuldstændig bevidst socialdemokratisk strategi; at få afmonteret det emne, der kunne været blevet til en debat i valgkampen om velfærd kontra forsvar.

Bred enighed om Rusland fjerner forskelle mellem partier
Afslutningsvis peger forsvarsjournalisten på en sidste faktor:

– For det andet tror jeg, at forsvars- og sikkerhedspolitikken er kommet ind i en helt ny æra. Der er ikke så meget at snakke om i den forstand, fordi stregerne er tegnet helt op i forhold til vores relation til Rusland: Alle de der nuancer, der kunne have været ret giftige i en valgkamp [fx om Vesten bærer et medansvar for Ruslands ageren, red], de er væk. Det er minimalt med, hvad der er af nuancer i, hvordan alt det her skal håndteres. Lige nu er det simpelthen for enkelt; der er ingen, der mener noget, som gør, at man vil risikere at tale Putins sag.

I kølvandet på en alvorlig dykkerulykke stod Thomas Heby fra Søværnets Dykkertjeneste helt alene i et årelangt behandlingsforløb: ”Jeg er fortsat glad for at arbejde i forsvaret den dag i dag, men jeg er samtidig dybt skuffet over, at min arbejdsgiver ikke var der, da jeg havde mest brug for hjælp.

Februar 2016, formiddag ud for Bornholm. Vejret er koldt og klart. Havet roligt. Under overfladen venter dagens destination, skibsvraget Affaire, der sank tilbage i 1800-tallet. Oversergent Thomas Heby har arbejdet i Søværnets Dykkertjeneste siden 2005 og skal denne dag dykke ned til vraget under en bomberydningsøvelse som led i årets BALTOPS-øvelse.

– Der er god sigtbarhed i vandet og ingen strøm. Helt fantastisk. Jeg har stået i båden som dykkerleder i timerne forinden. Endelig er det min tur til at komme ned.

Dykkerskade på 42 meter
Thomas Heby forsvinder ned i dybet. Ved skibsvraget på 42 dybdemeter befinder han sig i det element, han holder allermest af. 18 minutter senere går turen tilbage op til overfladen. Med 1500 dyk bag sig er han opmærksom på at ilte dykkerudstyret og sin krop.

Hvis ikke han gør det ordentligt, risikerer han at få dykkersyge, fordi trykforskellen under opstigningen kan danne kvælstofbobler i blodbanen og i kroppens væv. Konsekvenserne udgør alt fra hovedpine og svimmelhed til lammelser og i værste fald død.

– På vej op skyller jeg hele dykkersystemet igennem med ilt for at få Co2’en ud. Den cirkulation gør jeg, som jeg skal, to gange på vej op.

Men da Thomas Heby igen ligger og flyder i overfladen, er noget galt i kroppen. Han kommer ombord i gummibåden, som straks efter sætter kurs mod skibet, Søløven, hvor kolleger og dykkerlægen befinder sig.

– Da jeg sætter mig op i gummibåden, begynder det at klemme mellem skulderbladene. Det gør virkelig, virkelig ondt, og smerten bliver bare værre, som vi nærmer os Søløven.

Fra Jacques Cousteau til erhvervsdykker
Som barn havde Thomas Heby øjnene limet til fjernsynsskærmet i hjemmet i Aalborg, hver gang den berømte flådeofficer og opdagelsesrejsende, Jacques Cousteau, dukkede frem i sin karakteristiske røde alpehue. En del år senere lurede franskmanden stadig i baghovedet, da Thomas Heby brugte sin civile uddannelse til at uddanne sig til erhvervsdykker.

– De første tre måneder som erhvervsdykker var jeg i Grønland. Her måtte jeg dog erfare, at der er stor forskel på Jacques Cousteaus liv og livet som erhvervsdykker, som er et hårdt og slidsomt arbejde. Men det var som erhvervsdykker, at jeg mærkede, ”det er det her, jeg skal”. Siden da har jeg haft så mange fede oplevelser og minder som dykker, blandt andet fra mine isdyk i Norge og natdyk ved Bornholm.

Efter turen til Grønland fik Thomas Heby en stilling på det i dag udfasede minerydningsfartøj Makrellen, og senere sendte en sammenlægning i Søværnet ham til Marinestation Kongsøre, hvor CS’ journalist møder ham for at høre om ulykken ud for Bornholm for seks år siden.

En kile i ryggen
Gummibåden når frem til dykkerskibet Søløven, og Thomas Heby hjælpes ombord. Smerten er nu så voldsom, at Thomas Heby kun kan kommunikere ved at hviske. Han krænger grejet af i håb om, at det er de ekstra kilo, der sidder forkert, men det gør ingen forskel. Han stavrer ind på sit lukaf. Smerten forsætter, mindes han:

– Det var ligesom en kile i ryggen, der pressede sig længere og længere indad.

Imens tilser dykkerlægen ham, men både lægen og Thomas Heby er i tvivl om, hvorvidt smerten skyldes dykkersyge eller et muligt uheldigt stød gennem kroppen forårsaget af bølgegangen på vej ud til skibsvraget tidligere. Da Thomas Heby igen er alene for en kort stund på sit lukaf, tager smerten til:

– Mine ben sitrer, og jeg vil derfor ned og ligge på lægens briks i vores sygelukaf, som har bedre plads og et polstret underlag. Da jeg forsøger at rejse mig, kan jeg ikke stå på benene. Jeg kravler ud på gangen og råber på hjælp. Folk kommer stormende. Jeg siger, at jeg vil i trykkammer, for jeg kan ikke bevæge mine ben.

Ni timer i trykkammer
I skibets trykkammer bliver Thomas Heby gradvist tryksat til lavere og lavere dybde. Ved 18 meter kan han stadig ikke mærke noget. Men så, ved 37 dybdemeter, er det som om, en varm sitren strømmer fra nakken og hele vejen ned i hælene og tilbage igen.

– Det er en varm, stikkende følelse, som ikke var ubehagelig. Og så kan jeg rejse mig op igen.

Turen i trykkammeret forsætter ned til 50 meter og så op igen. I alt tilbringer Thomas Heby sig i kammeret i over ni timer i træk. Undervejs trækker han vejret igennem et iltapparat og laver forskellige motoriske øvelse. Her viser de første tegn sig på, at noget stadig er galt i kroppen:

– Jeg skal stå på ét ben og holde om mit skinneben. Det kan jeg ikke. Og jeg kan heller ikke tisse.  

– Jo længere tid man opholder sig på overfladen, jo flere skader kan man få i rygsøjlen. Min kollegaer reagerede hurtigt og fik mig hurtigt i trykkammer, så jeg kunne få skyllet de her kvælstofbobler ud af mit system. Hvis ikke de havde været der, kunne jeg havde siddet i kørestol i dag. Men boblerne havde nået at ødelægge noget.

Arbejdsgiver ikke med inde over sagsforløb
I dagene og månederne efter ulykken er Thomas Heby i et genoptræningsforløb på Rigshospitalet, mens ulykkens omstændigheder undersøges af Forsvarets Auditørkorps, FAUK. Det er Thomas Hebys tydelige oplevelse, at hvor FAUK’s undersøgelse kører, som den skal, er han som medarbejder i forsvaret overladt til sig selv.

– Der går et helt år, uden at nogen fortæller mig, hvad der er op og ned. På dette tidspunkt mangler jeg virkelig en person, der tager mig i hånden og har overblikket over mit forløb. I stedet skal jeg selv være tovholder på alting. Min læge ved ingenting om mit videre forløb, da jeg bliver udskrevet fra Rigshospitalet, så heller ikke der får jeg svar på min sag.

Måtte selv skaffe lægeerklæring for sin tilstand
Næsten halvandet år senere får Thomas Heby på opfordring fra sin daværende kæreste, der er sygeplejerske, lavet en speciallægeerklæring. Med speciallægeerklæringen står han med en objektiv lægefaglig vurdering i hånden som bevis på sine skader fra dykkerulykken.

Samtidig får han hjælp af CS til at køre en arbejdsskadesag ved Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Men med lægeerklæringen følger også, hvad der virker som en eksistentiel dødsdom. De permanente skader på Thomas Hebys krop betyder, at han ikke længere må dykke i tjenesten:

– Jeg har aldrig prøvet at være et lige så fantastisk sted som under vandoverfladen. Her er jeg vægtløs. Men pludselig får jeg at vide, at jeg ikke kan dykke mere. Hvis ikke jeg er minedykker, hvem fanden er jeg så? Der gik nogle år, før jeg havde den på plads i mig selv, og før jeg kunne minde mig selv om, at jeg stadig var minedykker med 1500 dyk bag mig og en masse erfaring, som jeg kan lære fra mig.

Forsvaret ansvarlig for defekt dykkerudstyr
I november 2017 falder der afgørelse i Thomas Hebys sag. AES anerkender, at ulykken har givet ham dykkersyge og varige mén på 30 procent. Som begrundelse peger AES på speciallægeerklæringen, som Thomas Heby som beskrevet måtte skaffe på eget initiativ. Anerkendelsen resulterer i en økonomisk godtgørelse på ca. 247.000 kr.

Ydermere skriver AES på baggrund af FAUK’s undersøgelser, at ulykken skete på grund af en fejl i forsvarets dykkerudstyr. Denne fejl havde Thomas Heby ikke selv mulighed for at identificere og korrigere, lyder afgørelsen.

CS og Thomas Heby kræver særskilt erstatning fra Forsvarsministeriets Personelstyrelse (FPS), da FPS har handlet uagtsomt i forhold til dykkerudstyret. Godtgørelsen lyder på 29 dage af 200 kr., altså yderligere 5.800 kr. i godtgørelse.

– Det var forsvarets skyld, at der var fejl i udstyret. Det nægtede de i første omgang, men der gik CS forsvaret på klingen, og forsvaret ændrede mening, siger Thomas Heby.

Endelig anker CS sagen med henvisning til øvrige smerter forårsaget af dykkersygen. Ankestyrelsen stadfæster dog den oprindelige afgørelse, så mén-størrelsen og godtgørelsen forbliver uændret.

“Som et jernstativ omkring kroppen“
Den dag i dag kan Thomas Heby ikke løbe en tur, cykle, svømme eller sågar gå rask til, før at hans torso strammer til, og benene sitrer.

– Det er som om, jeg har et jernstativ omkring mig, der bare bliver stivere og stivere, jo mere jeg bevæger mig. Det eneste, jeg kan gøre, er at stå helt stille, så min krop ligesom bliver nulstillet. Neurologerne siger, min hjerne sender for mange signaler til musklerne.

– I forhold til omfanget af mine mén, synes jeg, at godtgørelsen er meget skuffende. Det står slet ikke mål med de begrænsninger, ulykken har påført mit liv, siger han og viser en tabel med typer af medicin mod neurologiske smerter, han er nødt til at tage flere gange dagligt.

– Jeg havde fået et større beløb, hvis jeg havde tegnet en heltidsulykkesforsikring. Derfor er jeg altid efter vores nye minerydningsdykkere, så de får sådan én (i dag er CS-medlemmer automatisk dækket af en heltidsulykkesforsikring, red.).

Skuffelsen over tavs arbejdsgiver sidder stadig i kroppen
Mest af alt har Thomas Heby svært ved at acceptere, at forsvaret aldrig tog hånd om hans sag, da han som medarbejder havde allermest brug for det:

– Jeg er fortsat glad for at arbejde i forsvaret den dag i dag, men jeg er samtidig dybt skuffet over, at min arbejdsgiver ikke var der, da jeg havde brug for hjælp.

– Jeg synes, det er underligt, at jeg aldrig hørte noget. Så mange dykkerskader har vi trods alt ikke i forsvaret. Jeg håber virkelig, at nogen et eller andet sted i forsvaret har lært noget af min sag, så andre ikke skal risikere at gennemgå det samme, som jeg var igennem.

Tilbage ned i dybet
Thomas Heby arbejder i dag fortsat ved Marinestation Kongsøre, hvor han blandt andet underviser i undervandsammunition og er med til at indføre sonar i Søværnets Dykkertjeneste.

– Kongsøre er et godt sted at være, her er nogle fantastiske kolleger, og vi får ofte spændende opgaver ind, siger han, inden talestrømmen drukner i motorstøjen fra en Seahawk-helikopter, der flyver forbi tæt ved og lander bag bygningen.

Interviewet er slut, og Thomas Heby viser CS’ journalist rundt. Ved trykkammeret mindes han en ferie i Vietnam i 2018, hvor han for første gang siden ulykken dykkede under overfladen:

– Jeg var af sted med en kollega. Han spurgte, om jeg var bekymret, inden vi gik i. ”Det var jeg overhovedet ikke,” svarede jeg. Det var først bagefter, at jeg indrømmede, at jeg faktisk havde været lidt bekymret over at skulle dykke igen, men jeg ville ikke risikere, at han bakkede ud af det ud af hensyn til mig.

– Vi var 15 meter nede, som ikke er så meget igen i min verden. Men jeg ville det, og jeg havde brug for det. Hvis ikke jeg kan dykke længere, hvad skal jeg så?

Forsvaret: Ledelsesmæssigt ansvar at tage sig af medarbejdere

• I en mail til CS skriver Forsvarskommandoen, at det ved tilskadekomster som Thomas Heby’s sag er et ledelsesmæssigt ansvar at sørge for, at medarbejderen samt sagen bliver behandlet efter gældende procedurer.

• Dertil bekræfter Forsvarsministeriets Personalestyrelse, at dykkersyge rigtignok betragtes som en arbejdsskadesag, og at den ansatte har krav på at blive understøttet med tilvejebringelse af lægelige oplysninger og dokumentation samt adgang til psykisk krisehjælp.

• Har man spørgsmål til breve eller anden kommunikation sendt af Forsvarsministeriets Personalestyrelse, kan styrelses Sektion for arbejdsskade og erstatning mandag til torsdag kl. 9-12.

Tekst, billeder og grafik: Anders Højer Rømeling.

Efter to års arbejde blev den sikkerhedspolitiske analyse ‘Dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035’ fremlagt i går, og beskeden var ikke til at tage fejl af: Verden bliver mere usikker, og forsvaret vil skulle løse flere opgaver. Men kan forsvaret nå at blive klar? To eksperter giver deres bud her.

Mandag trådte en alvorstung statsminister Mette Frederiksen (S) frem på talerstolen på Frederiksberg Slot for at fremlægge konklusionerne i den nye analyse, Dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035:

– Der er vel ikke nogen, der kunne have forestillet sig, hvor relevant denne analyse ville være netop nu.

Mette Frederiksens åbningsreplik henviste til Ruslands invasion af Ukraine og ikke mindst til sidste uges sabotage af Nord Stream-gasrørene i Østersøen.

I rapporten, der er udarbejdet af en større ekspertgruppe ledet af den tidligere ambassadør, Michael Zilmer-Johns, er det netop dette verdensbillede, der vil tegne sig frem mod 2035:

En verden, hvor Danmark og vores allierede står over for en kompleks række af trusler og geopolitiske strømninger, der tæller alt fra den stigende risiko for konventionelle krige til angreb på infrastruktur, klimaforandringer og massemigration samt ny terror og ustabilitet syd for Europa.

Står rapportens konklusioner til troende, blinker alle hjørner i Danmarks sikkerhedspolitiske kompas altså rødt, og som det står sort på hvidt, indebærer uroen en “væsentlig forøgelse af forsvarets opgaver frem mod 2035”. Dog går rapporten ikke i dybden med, hvilke præcise opgaver eller hvilket form for dansk forsvar, der i fremtiden skal håndtere dem.

Peter Viggo Jakobsen: Få styr på fundamentet
Ifølge Peter Viggo Jakobsen, ph.d. og lektor ved Forsvarsakademiet, er rapportens manglende svar helt bevidst:

– Rapporten siger, ”Houston, we have a problem”, men rapporten må ikke sige, hvordan det problem så skal løses. Det er op til Forsvarskommandoen og især Forsvarsministeriet og politikerne. Rapporten indsnævrer, hvad der er bedst muligt.

Rapporten er særligt interessant, fordi den skal danne grundlag for et kommende forsvarsforlig. Men ifølge Peter Viggo Jakobsen bør forsvarets ledelse også stille skarpt på at løse de eksisterende problemer med rekruttering og forældede etablissementer, inden de indkøber nyt grej i milliardklassen:

– Verden er ikke ved at blive et bedre sted, og vi kan ikke engang løse vores nuværende opgaver i det eksisterende forsvarsforlig. For eksempel kan vi ikke opstille en tung brigade, og som det har været fremme i medierne, døjer nogle af kasernerne med skimmelsvamp.

CS beder Peter Viggo Jakobsen prioritere, hvis han selv kunne svinge taktstokken:

– Jeg ville starte med at få styr på det, vi har i forvejen: Personel, materiel og etablissementer. Fra Ukraine kan vi også se, at det er en rigtig god ide at have et luftforsvar. Det er egentlig også det, jeg ser i Forsvarsministeriets kasseeftersyn – at man skal have styr på fundamentet først.

Teknologi løser ikke grundlæggende problemer
Under pressemødet mandag nævnte Michael Zilmer-Johns muligheden for at investere i ny teknologi og mere slagkraftige våbensystemer som en af løsningerne på at imødekommende en eventuel fortsat mangel på personel. Dog peger Peter Viggo Jakobsen på, at ny teknologi stadig vil kræve personel til at betjene det:

– Det er ikke en ny diskussion, og ved sidste forlig var det også et tema. Men vi står altså stadig med den udfordring, at vi ikke kan fylde vores nuværende kapaciteter op. Vi kan ikke opstille en brigade, og det kan du ikke komme udenom med et teknologisk fix. Omvendt har Michael Zilmer-Johns jo ret i, at vi skal tænke i nye kapaciteter så som droner, men der vil stadig være nogen, som skal styre joysticket.

– Jeg tror, så langt øjet rækker, vil vi se, at der er en ubalance mellem ressourcer, der er tilgængelige, og så de politiske ambitioner. Men man må finde en balance i dette her, for i værste fald ender det med, at personellet stemmer med fødderne og forlader forsvaret. Det er absolut en fare, man er nødt til at være opmærksom på, og jeg støder jo selv på det, når jeg er rundt omkring i forsvaret på besøg. Der er ingen tvivl om, at hvis ikke man begynder at finde løsninger på de her ting, så knækker filmen.

Fem år bagud med nuværende forsvarsforlig
Selvstændig forsvarsanalytiker Hans Peter Michaelsen, der har en fortid i flyvevåbnet, er enig i, forsvaret frem mod 2035 vil få langt mere at se til:

– Vi har i mange år haft et forsvar med fokus på internationale operationer, men nu er det mere det nære, der tæller – ikke  ved Køge Bugt, men langs NATO’s østgrænse. Jeg ser for mig en arbejdsfordeling i retningen af, at 65 procent af forsvaret kommer til at dække Danmark, Østersøen og de baltiske lande. Så vil 30 procent skulle bruges på Arktis, og de resterende fem procent på internationale operationer.

– Men problemerne kan nemt hobe sig op, når vi har nogle politikere, der gerne vil lege med de store drenge i klassen så som USA eller Frankrig og sende forsvaret afsted til Afrika, Mellemøsten eller Asien, lyder det fra forsvarsanalytikeren, der selv er medlem af Venstre på Stevns.

Løs problemer eller vælg opgaver fra
Ligesom Forsvarsakademiets Peter Viggo Jakobsen peger Hans Peter Michaelsen på, at forsvaret i første omgang må få styr på at leve op til det eksisterende forsvarsforlig:

– Hvornår kan vi være oppe i gear? Om ca. fem år vil jeg tro. Vi er jo bagud på alt fra sonar til luftforsvar. Man har reageret så ufattelig sent på faresignalerne. På nær Ruslands invasion af Ukraine har mange af Zilmer-rapportens konklusioner været kendt længe – og ja, selv Ruslands angreb på Ukraine begyndte jo allerede i 2014.

Hvis ikke der kommer styr på fastholdelsen og anskaffelsen af materiel, så mener Hans Peter Michaelsen, at forsvaret må prioritere benhårdt i, hvilke opgaver man løser, og hvilke man lader passere. Det er i hvert fald ikke gangbart at hælde flere opgaver på soldaterne, selvom verden brænder:

– Jeg kan frygte, at politikerne kører videre ad den gamle sti med bind for øjnene (og pålægger forsvaret flere opgaver, end ressourcerne tillader, red.). Forsvaret har i forvejen travlt, men det bliver mere fra nu af. Og det kommer til at kræve benhårde prioriteringer. Evner man ikke at lave de prioriteringer, og får man ikke løst forsvarets nuværende mangler, så tror jeg, at man for alvor får problemer med fastholdelse i fremtiden.

Otte år efter udsendelsen til Afghanistan som en del af ISAF hold 9 søgte Maria K. Andersen hjælp hos CS til at føre en erstatningssag for sin PTSD. ”Hele læringen var jo at få fortalt min sag stærkest muligt, så jeg ikke undlod noget eller sagde til mig selv, at det også er meget normalt at se folk dø.”

I 2018 måtte Maria K. Andersen sygemelde sig fra studierne som ergoterapeut. Der var gået otte år siden hjemkomsten som oversergent og gruppefører på ISAF Hold 9 i Afghanistan, hvor holdet mistede fem døde, havde 17 hårdt sårede og 44 sårede.

I de otte år havde hun forsøgt at holde oplevelserne nord fra Gereskh på afstand med hård fysisk træning og samtaler med forsvarets psykologer. Men i 2018 rakte det ikke længere, og hændelserne fra dengang piblede frem med fornyet styrke i form af mareridt, flashbacks og depressive tanker.

– Det kom ret brat. Jeg følte, at jeg stod med ryggen mod muren og jeg kunne mærke, at det var ved at ryge over i en arbejdsskadesag; at de ting, jeg kæmpede med, havde noget med min udsendelse at gøre, fortæller hun.

Maria K. Andersen tog igen fat i forsvarets psykologer, men samtidig indså hun, hvis hun skulle føre en arbejdsskadesag, ville hun få brug for ekstra kræfter. Hun kontaktede derfor sin fagforening, Centralforeningen for Stampersonel.

At fortælle sin sag stærkest muligt
Maria K. Andersen fik med det samme tilknyttet en advokat fra CS, Mette Lind-Hansen, som skulle bistå hende med at søge erstatning for sine arbejdsskade.

– Jeg havde det ret skidt, da jeg kontaktede CS, men de blev ligesom min støtte. Jeg følte mig taget i hånden og vejledt. Hver gang jeg fik et brev fra det offentlige, eller der var nyt i min sag, kontaktede Mette mig og fortalte, hvad det betød.

– Nogle gange, når jeg modtog den her type breve, hvor der stod, at noget ikke kunne lade sig gøre, kunne jeg tænke ”hvorfor tror de ikke på mig”, og jeg havde en dårlig reaktion ovenpå det. Men Mette og Iben (CS’ socialrådgiver, Iben Lund, red.) oversatte tingene for mig, så jeg hele tiden vidste, hvad næste skridt ville være.

– Hele læringen var jo også at få fortalt min sag stærkest muligt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, så jeg ikke undlod noget. For den eneste, der kunne blive straffet for at udelade detaljer, var jo mig; hvis jeg sagde til mig selv, at det også er meget normalt at se folk dø. Jo, det er det måske i en krigszone, men derfor kan det godt påvirke én. Det bliver en normalitet for én, og at det, at jeg har det svært, er bare the new normal. Sådan kunne jeg tænke.

Kæmpede med kontroltabet
Maria K. Andersen fortæller sin historie til CS ved stuebordet i hendes og kærestens lejlighed i Valby. Hjemmet er moderne og hyggeligt indrettet, og majsolen strømmer ind gennem vinduerne. Hun er klædt i hvid t-shirt, enkle smykker, og neglene er malet lyseblå. Ordene er velvalgte og præcise. Ryggen rank og stærk.

– Jeg bliver nogle gange mødt af folk, der undrer sig over, at jeg er velformuleret og velklædt og ikke ligner en skadet veteran. Og det har faktisk været en af de største udfordringer; at få fagpersoner i kommunen eller andre steder i det offentlige til at tro på, at jeg havde det skidt. Jeg havde en diskussion med min mor om, hvorvidt jeg skulle dukke op til møderne med det offentlige i nattøj for at overbevise dem om, hvordan jeg havde det. Men det blev over mit liv, tænkte jeg.

– Det bundede helt klart i ikke at vise sårbarhed og om at fastholde kontrollen. Mine oplevelser i Afghanistan og årene efter havde jo været ét kæmpe kontroltab, så den kontrol, jeg havde tilbage, knugede jeg til mig. Der var i hvert fald ikke nogen, der skulle kunne komme og …, siger Maria K. Andersen og bliver en sjælden gang stille.

– Hvad var der sket, hvis jeg var dukket op til møderne med det offentlige og lignet udskidt æblegrød? Det ved ingen, for det er ikke sådan, jeg er – også qua min opdragelse i forsvaret. Dér har du altså styr på stumperne og styr på dig selv. Men måske var der for meget af min identitet, der blev styret af kontrollen.

– Det var også derfor, at jeg tænkte, at jeg nemt kunne tage på arbejde i årene, inden jeg kontaktede CS. Mit spejlbillede så den Maria, jeg var, inden min udsendelse, men min krop reagerede ud fra den Maria, der var kommet hjem.

Erstatning sikret af særlov
I sommeren 2019 faldt der afgørelse i Maria K. Andersens sag. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) konkluderede, at Maria K. Andersen led af posttraumatisk belastningsreaktion, også kendt som PTSD. AES bekræftede, at særloven for udsendte statsansatte gjaldt i hendes tilfælde, netop fordi hendes skader var kommet nogen tid efter de traumeudløsende hændelser.

Som godtgørelse for tabt erhvervsevne modtog Maria K. Andersen ca. 134.000 kr. baseret på graden af hendes psykiske mén, som lå på 15 procent. CS’ advokat, Mette Lind-Hansen, anbefalede dog, at de sammen krævede mere.

– Mette sagde, ”ej, vi stiller os ikke tilfredse med det her. Jeg ved, hvor slemt du har haft det, så lad os gøre et forsøg mere. Vi fik dog ikke medhold i den del, for jeg var ikke diagnosticeret med depression, som kunne havde øget min officielle mén-grad. Men jeg ved, at depression 100 procent har været en stor del af mit tilfælde, siger Maria K. Andersen.

Ifølge Maria K. Andersen var det et ”totalt paradoks” at få stillet diagnosen som PTSD-lidende:

– Det var rigtig rart at få en label på rent diagnosemæssigt, for tidligere kunne jeg spekulere over, om jeg bare var lad eller sårbar, når jeg var ked af det. Men det var også åbningen på et helt nyt liv. Diagnosen har givet mig en ny virkelighed, jeg skal forholde mig til, som i ”shit, nu har jeg PTSD, fordi jeg ikke kunne klare at være udsendt”. Alt det skamfulde omkring det, men samtidig også kunne sænke skuldrene og acceptere, at nu tilhører jeg den her gruppe, og at jeg har brug for hjælp.

Det her er min plads
I juni i år udløb Maria K. Andersens mangeårige kontrakt med forsvaret, som dog ikke har pålagt hende egentlige opgaver, men snarere har været en formalitet. I stedet har hun haft et flexjob nogle timer om ugen hos Parken Sports & Entertainment. Overgangen mellem de forskellige arbejdsgivere og dertilhørende kontrakter har CS’ advokat, Mette Lind-Hansen, bistået med helt frem til juni i år, hvor Maria K. Andersens medlemskab af CS ophørte sammen med kontrakten med forsvaret.

– Jeg er blevet bedre til at sige til mig selv, at det bare er en dårlig dag, så og melde mig syg over for mit arbejde, så jeg kan komme mig hurtigst muligt. Jeg skal ikke forsøge at bekæmpe det.

– I dag mærker jeg PTSD’en på den måde, at jeg føler mig fanget i et vakuum. Som om jeg har en dragt på, jeg ikke kan bryde ud af. Som noget, der er kommet på mig, og som jeg gerne vil have fjernet. Ifølge min psykolog skal jeg se min PTSD som en hund: Nogle gange går den foran og trækker mig af sted, andre gange går den bagerst eller pænt ved siden af mig.

Interviewet lakker mod enden, og Maria K. Andersen rejser sig fra sin plads ved hjørnet mellem vitrineskabet og stuevæggen:

– Du spurgte godt nok, om jeg har en fast plads, og jeg sagde nej. Men jeg sidder her. Det her er min plads. Jeg kan ikke sidde med ryggen til vinduet. Selv når jeg er ude at spise, beder jeg altid om et afsidesliggende bord, helst i et hjørne op ad væggen. Tillid til andre mennesker og tillid til mig selv samt min sikkerhedsadfærd er stadig min akilleshæl.

Veterancentret: Stort mørketal over soldater og veteraner med PTSD

• Ifølge Veterancentret eksisterer der et stort mørketal for det præcise antal danske soldater og veteraner, der har PTSD eller depressive tanker som følge af en international udsendelse. Mørketallet skyldes, at man ikke ved, hvor mange, der ikke kontakter enten egen læge eller Veterancentret med henblik på udredning.
  
• Veterancentret estimerer dog, at 1 ud af 10 udsendte soldater kan have PTSD eller depressive tanker på grund af oplevelser fra en udsendelse. Siden 1991 har i alt 34.926 danske soldater været udsendt.
  
• Har du mistanke om, at du har PTSD eller depressive tanker som følge af en udsendelse, kan du kontakte egen læge eller Veterancentret på telefon 7281 9700. Telefonen er døgnåben for både soldater, veteraner og pårørende.

Om artiklens kilder
Artiklen er baseret på interviews med Maria K. Andersen og CS’ advokat, Mette Lind-Hansen, privatbilleder, Marias sag og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse samt Forsvarets webartikel om ISAF Hold 9. Uddrag fra Maria K. Andersens sag gengives i artiklen med hendes godkendelse.

Danmark kan meget vel skulle sende en fregat til Asien som del af et fælles modsvar til Kinas voksende magt, vurderer to forskere. Men hvorfor er Kina og Asien relevant for dansk forsvars- og sikkerhedspolitik, og hvilken mission venter, såfremt vi takker ja?

Rivaliseringen mellem verdens to største magter, USA og Kina, træder i stigende grad i karakter i disse år. USA har gjort det klart over for sine allierede i Europa, at det er inddæmningen af Kinas voksende magt og indflydelse i ”Indo-Pacific”, eller Asien om man vil, der bliver Washingtons hovedfokus fremover.

I den forbindelse er det sandsynligt, at selv et lille land som Danmark vil få en rolle at spille i giganternes magtkamp, og at en maritim deployering til Asien ikke nødvendigvis ligger så langt ude i fremtiden.

USA ønsker allierede med til Asien
Camilla Tenna Nørup Sørensen er lektor ved Forsvarsakademiet og har forsket i kinesiske forhold og asiatisk sikkerhedspolitik i en årrække. Hun er desuden medforfatter til en omfattende baggrundsrapport om danske interesser i Indo-Pacific, der vil ligge til grund for dele af Danmarks næste forsvarsforlig.

Hun peger på, at flere ting er i spil, når statsminister Mette Frederiksen (S) og forsvarsminister Morten Bødskov (S) i samme åndedrag nævner Indo-Pacific og et muligt dansk bidrag:

– Inden Ukrainekrigen brød ud i februar, kunne jeg sagtens havde set for mig Danmark sejle af sted til Asien, også allerede i år.

– Det skyldes, at vi ser et ønske fra amerikanerne om at kunne frigøre sig fra at være permanent til stede i Europa og rykke deres strategiske fokus og militære tyngde mere mod Asien. Det betyder, at europæerne skal tage sig mere af europæisk sikkerhed. Trods voldsomheden af krigen i Ukraine er det ikke i Europa, USA har deres langsigtede interesse.

– Det sagt, så har amerikanerne vist, at de har en interesse i at få operationerne i Asien til at have en mere international karakter, fordi de gerne vil væk fra, at det er ”USA mod Kina”, men i højere grad handler om at forsvare internationale regler og normer så som fri besejling, og det kan USA’s allierede i Europa hjælpe med ved at sejle med til Asien.

Giver god mening for Danmark
Som eksempel nævner Camilla Tenna Nørup Sørensen kinesiske fiskekuttere, der i nogle tilfælde med hjælp fra Kinas kystvagt og krigsskibe tvinger andre landes fiskere bort fra særligt rige fangstområder.

– Det giver god mening for lande som Danmark, der som bekendt er et lille land, men en stor søfartsnation, at deltage i missioner, der skal understrege havretten og retten til fri besejling, siger hun.

Derudover er der naturligvis også forholdet til Danmarks nærmeste allierede, USA:

– Der er vel også den samme interesse, som vi har haft i de andre amerikanske operationer, vi har deltaget i siden Den Kolde Krig, nemlig alliancepleje. Vi skal sikre, at USA bliver ved med at se sig forpligtet til at forsvare Europa og Danmark, selvom de flytter fokus til Kina.

Nul nationale sikkerhedspolitiske interesser
Jens Wenzel Kristoffersen er orlogskaptajn og militæranalytiker ved Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, og han har også spekuleret over politikernes udmeldinger:

– I en ren national, sikkerhedspolitisk optik har Danmark nul interesser i Indo-Pacific. Det ligger allerhelvedes langt væk, så bare den logistiske del vil være et mareridt af format.

Han er derimod enig i Camilla Tenna Nørups Sørensens pointe om at opretholde internationale regler om fri besejling:

– Vi har de maritime interesser, der simpelthen består af evnen til frit at kunne besejle verdenshavene, og hvis dette trues, så vil Danmark, med magt om nødvendigt, sætte ind over for det. Vi har noget historik med dette ”med magt om nødvendigt”, for vi har gjort det i Guineabugten og ikke mindst i Adenbugten, så vi tager det ret alvorligt.

Jens Wenzel Kristoffersen ser dog også en anden mulig dansk motivation for at drage mod Østen:

– Vi har selvfølgelig handelspolitiske og industripolitiske interesser i Asien, og for eksempel kan jeg godt se for mig, at man sender en af fregatterne af sted til Sydkorea eller Indonesien som et reklamestunt for dansk skibsdesign. Det har vi eksempelvis gjort i Kenya.

Der kan altså være flere formål ved at sende en af de nyeste fregatter ud, mener Jens Wenzel Kristoffersen, og det vil efter hans vurdering være tale om en fregat af enten Iver Huitfeldt-klassen eller Absalon-klassen:

–  Fregatterne er de eneste, der kan klare en deployering til Indo-Pacific sådan udholdenhedsmæssigt, og det vil formentlig også ske. Hvis missionen drejer sig om retten til fri besejling, kommer vi dog ikke til at lave en selvstændig mission, som vi gjorde i Guineabugten, så det bliver et samarbejde eller koalition.

Hård magt eller blød signalgivning?
Han ser umiddelbart en række mulige koalitioner for sig, én hvor USA sejler forrest, og én hvor et europæisk land som Frankrig eller England eller endda EU har førertrøjen på:

– Det giver god mening for Danmark, at vi som lilleputland er åbne over for at sejle med vores strategiske partnere i Europa og ikke kun tænker i det amerikanske spor. Donald Trump eller en lignende figur kan jo komme til magten i USA i 2024, og så vil Danmark være meget mere afhængige af vores europæiske naboer til at beskytte os.

– Den amerikanske option er mere hard power, altså traditionel deployering og opretholdelsen af fri besejling, hvorimod en koalition ledet af et europæisk land eller EU er mere over i det bløde spektrum. For eksempel tror jeg ikke, at en fransk-ledet deployering vil gøre alt for ondt på Kina.

Risiko for kinesiske straffeaktioner
Camilla Tenna Nørup Sørensen er enig:

– Man skal ikke være blind for, at det har en betydning, hvordan vi tager af sted til Asien: Er det hardcore med amerikanerne, sejlende igennem Taiwanstrædet, eller er det en europæisk operation, hvor opgaven i højere grad handler om at styrke båndene til Kinas nabolande og hjælpe dem med at opbygge deres kapaciteter frem for at stække Kina?

– Det er ikke fordi, jeg fraråder, at Danmark sejler med amerikanske skibe i Asien. Det kan der være god interesselogik i at gøre. Men man skal bare vide, at det indebærer nogle mulige risici, som er større for os i forhold til handel, fordi vi er et lille land: Kineserne er meget selektive i deres økonomiske og politiske straffeaktioner, og hvor Kina ikke ville straffe en handelspartner som Tyskland, fordi det i sidste ende vil gøre ondt på kineserne selv, vil en straffeaktion mod Danmark alene gøre rigtig ondt på os.

Regeringen taler varmt om muligheden for at sende et maritimt bidrag til Asien. Men på fregatten Iver Huitfeldt tvivler man stærkt på, om der er besætningsmedlemmer nok til at gennemføre en længerevarende mission i Østen.

I løbet af sommeren har “Indo-Pacific” og Taiwan fået stor opmærksomhed, efter at amerikanske kongresmedlemmer trods kinesiske advarsler besøgte østaten. Som modsvar på besøgene afholdte Kina omfattende militære øvelser nær Taiwan for at understrege, at de mener, at øen ikke er selvstændig, men kinesisk.

Spændingerne mellem USA og Kina kan få direkte betydning for dansk forsvar, i hvert fald hvis udtalelserne fra forsvarsminister Morten Bødskov (S) samt regeringens strategidokumenter om Indo-Pacific står til troende:

“Sandsynligt” at Danmark bliver bedt om at sende bidrag til Indo-Pacific
Ved lanceringen af Danmarks nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi fra januar i år, blev Kina omtalt som ”en økonomisk konkurrent, en samarbejdspartner og en systematisk rival”. I strategien stod der også, at Danmark står side om side med USA, og at når amerikanerne ”orienterer sig mere mod Asien, er det i vores fælles interesse”.

Ligeledes kan man i en baggrundsrapport på Forsvarsministeriets hjemmeside læse, at det er ”sandsynligt”, at Danmark vil få en forespørgsel fra USA, England eller Frankrig om at bidrage med en fregat til en såkaldt Freedom of Navigation operation (FONOPS) til området.

Ifølge Forsvarsministeriet har man på nuværende tidspunkt ingen konkrete planer om en sådan mission. Alligevel har forsvarsminister Morten Bødskov (S) ved flere lejligheder i foråret talt om netop Indo-Pacific og et muligt dansk maritimt bidrag hertil.

Noget tyder altså på, at regeringen ser sig om efter en militær rolle i Østen, i takt med at USA flytter fokus til Asien.

Besætninger på konstant udlån
Men spørger man blandt besætningsmedlemmerne på en af de fregatter, der kan tænkes at skulle af sted, er man skeptisk over for en længere deployering til Asien. Det fortæller Emil Dyval, som er våbenteknikker på fregatten Iver Huitfeldt på fjerde år:

– Min oprigtige holdning er, at jeg ikke tror på, at Danmark kan sende et skib til Asien i op til et helt år. Det har vi simpelthen ikke mandskab til mere. På et eller andet tidspunkt har folk været udsendt så længe, at de smutter, og puslespillet for den næste besætning og næste igen bliver sværere og sværere at lægge.

Med ”puslespillet” henviser Emil Dyval til, at søværnets fem fregatter mangler besætningsmedlemmer i sådan et omfang, at de konstant må låne folk af hinanden:

– Vores skib, Iver Huitfeldt, er pt. i vedligeholdelsesår, så vi gør skibet klar til at skulle på værft, og vi har en stilleperiode, hvor vi tager uddannelse og får hvilet ud. Men søværnet mangler en hel masse folk, og mange af vores folk er på udlån til de andre skibe.

Fire måneders sødage trods lovning om stilleperiode
Emil Dyval fremhæver sit eget eksempel:

– Jeg skulle have haft nul sødage i år, men jeg har allerede sejlet fire måneder, og jeg kommer formentlig op på i alt seks måneder ved årets udgang. Jeg er for eksempel lige kommet hjem fra en weekendvagt på fregatten Niels Juel.

Han bakkes op af sin kollega, Isabel Hammershøj Fardrup, der er marinespecialist og regnskabsskriver på Iver Huitfeldt:

– Der har været run på i et stykke tid, men det føles bare ekstremt nu, synes jeg, og sådan er det vist alle steder i 2. Eskadre. Selvom vi skulle være i stilleperiode og have mulighed for at være sammen med familien, regner jeg også med, at jeg skal af sted på udlån i år.

Ifølge de to medfører de mange udlån til andre skibe, at besætningerne risiker at blive slidt op på sigt, hvilket kan ende med, at endnu flere søger væk fra søværnet.

Mangler op mod to fulde besætninger på fregatterne
Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS) fremlagde i maj tal for CS, som viste, at 2. Eskadres myndighedsdel havde en personaleomsætning på 20 procent.

Tallene var ifølge FPS ikke validerede, men CS vurderer, at den høje personelomsætning indikerer, at 2. Eskadre dette forår manglede op mod 15 procent af medarbejderne.

Orlogskaptajn og militæranalytiker ved Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, Jens Wenzel Kristoffersen, mener ydermere, at mandefaldet på fregatterne tæller op mod to fulde fregatbesætninger.

Personelmangel er en ond spiral
Tallene stemmer overens med en særdeles presset hverdag for Emil Dyval og Isabel Hammershøj Fardrup:

– Det er mit indtryk, at fregatterne målt på erfaring mangler, hvad der svarer til én fuld besætning. Det betyder, at de fire andre besætninger fra de andre fregatter skal løbe ekstra stærkt. Det bliver folk også trætte af i længden, og så søger de væk. Det er en ond spiral, siger Emil Dyval, som tilføjer:

– Alle dem, der mangler, kan vi ikke bare få ind igen, især ikke folk med faglige uddannelser så som skrivere, våbenteknikere og maskinfolk.

Isabel Hammershøj Fardrup supplerer:

– Hver gang, der er nogen, som stopper, så er det ofte nogen med erfaring, og du får ikke bare erfaring i form af en ny medarbejder. Groft sagt kunne vi sagtens ansætte folk, men det tager bare tid at tilegne sig den nødvendige erfaring.

Tillidsmand på Iver Huitfeldt, Jimmi Isdal Rathmann, er enig:

– Det er svært at fastholde folk, både faglærte og ufaglærte, og en del er væk efter blot nogle få år.

På et tidspunkt snubler man
Både Emil Dyval og Isabel Hammershøj Fardrup har tidligere været af sted på internationale missioner med 2. Eskadre i blandt andet Hormuzstrædet og ud for Guineas kyst. Derfor får udsigten til måske at skulle til Asien da også smilet frem hos dem begge:

– Vi kan godt lide at sejle, så umiddelbart ville vi sige ”yes!”, hvis vi skulle af sted i morgen, siger Isabel Hammershøj Fardrup.

– Det vil helt sikkert være en spændende mission, istemmer Emil Dyval.

Men stadig tvivler de på, om der er folk og arbejdsglæde nok til at holde en længerevarende mission i Asien flydende på ansvarlig vis:

– For at det skal give mening i kroner og øre, og for at vi skal have et impact dernede, og at vores allierede skal se os som en effektiv spiller, så tror jeg, vi skal være af sted i op mod et års tid. Hvis vi bare sejler derned for at tøffe rundt i en måned eller to, giver det ikke mening.

Han tilføjer:

– Derudover tager det ca. en måned at sejle dertil og en måned at sejle hjem igen. Men hvis der er tale om en deployering på op mod et år, så tror jeg som sagt ikke, at søværnet har mandskab eller kapacitet til det, siger Emil Dyval.

Kollegaen, Isabel Hammershøj Fardrup, slutter af:

– Vi er klar over, at det er en meget tentativ verden, og vi skal være klar til at rykke ud. Det har vi skrevet under på. Men den har været lige i overkanten i et stykke tid, og selvom vi gør, så meget vi kan, så frygter jeg, at man på et eller andet tidspunkt har løbet stærkt så længe, at man snubler.

Sammen med ca. 200 kollegaer danner chefsergent Torben Kristensen det danske Hold 5, der indgår i NATO’s fremskudte tilstedeværelse i Estland.

Tilbage i marts rejste chefsergent Torben Kristensen fra Jydske Dragonregiment sammen med den danske hovedstyrke til Estland. De i alt 200 mand udgør Hold 5, som bidrager til NATO’s fremskudte tilstedeværelse, enhanced Forward Presence.

Her fortæller Torben Kristensen CS, hvordan missionen er for Hold 5, hvad månederne er gået med, og hvordan krigen i Ukraine spiller ind i hverdagen:

– Vi ankom i marts, og efter kun seks dage skulle vi være klar som den britiske kampgruppes reaktionsstyrke. Det gjaldt udpakning, klargøring af køretøjer, indskydning af våben og så videre. Så for en del af dem, der aldrig har været udsendt før, var det en ret brat opvågning fra at sige, ”vi når det nok” til at forstå, hvad det vil sige at skulle være helt klar. Tingene skulle være i orden.

Gode arbejdsforhold og masser af øvelser
Selvom den første tid også gik med at klargøre bygningen, danskerne arbejder i, melder Torben Kristensen om særdeles gode forhold for soldaterne:

– Der var gået et år mellem, at Hold 4 tog hjem, og at vi ankom, så vi skulle først rigge vores ting til. Men generelt er forholdene herovre helt i top. Man har indrettet bygningerne på en god måde, for vi bor jo på vores arbejdsplads. Selve indkvarteringen består af 10-mandsstuer og gode, lyse bygninger med fine, velholdte faciliteter. Vi står selv for rengøring på vores stuer og værelser, så det fungerer lidt ligesom værnepligt, men det giver en god mulighed at genopfriske det med at holde orden på tingene.

Derudover fortæller Torben Kristensen, at der har været tryk på øvelserne:

– Fra vi ankom i marts og frem til juni har der været rigtig meget øvelsesaktivitet for de danskere, der indgår i den britiske kampgruppe. Samtidig har vi gennemført samtræning med den estiske brigades enheder med henblik på at lære af deres store erfaring med indsættelse af enheder i deres terræn. At vi samtidig kan vedligeholde de relationer, vi har til Esterne fra deres deltagelse i vores NATO Readiness Initiative-beredskab, er et ekstra plus.

Krigen fylder både meget og meget lidt
Hen over sommeren har de danske soldater også løst opgaver af mere civil karakter, fortæller Torben Kristensen:

– I juli har vi deltaget i forskellige arrangementer, som ikke var militære. Blandt andet har den danske ambassade været med til at arrangere et event med DGI’s verdenshold, som omfattede en aktivitet med ukrainske flygtningebørn, hvor børn og soldater tumlede rundt. Det var fuldstændig fantastisk at overvære, for soldaterne blev helt grebet af det.

For det danske Hold 5 fylder krigen i Ukraine utroligt lidt og er alligevel allestedsnærværende:

– Den konventionelle, russiske trussel mod esterne er netop nu lavere, fordi der ikke rigtig er nogle russiske soldater på kasernerne på den anden side af grænsen. De er jo rykket sydpå mod Ukraine. Så bemandingsprocenten på den anden side er lav, og vurderingen lyder, at det kan tage år, før de er oppe på en styrke, hvor de kan være en reel trussel.

– Omvendt gør krigen vores tilstedeværelse mere konkret. Esterne har jo hele tiden haft en holdning over for Rusland, at det ikke var et spørgsmål, om russerne kommer, men hvornår de kommer. Det er jo også grundtanken bag eFP; at vi er her for støtte og forstærke det estiske forsvar.

Hele ideen med at være herovre er særdeles relevant
Sommeren har budt på kritik fra baltiske eksperter, der i danske medier peger på, at Danmark er det land i Østersøen, der er langsomst til at hæve forsvarsbudgetterne. CS spørger derfor Torben Kristensen, om det er noget, de danske udsendte må høre for?

– Nej, det er mit indtryk at esterne er glade for det, vi bidrager med i øjeblikket. Dog har esterne nu startet opbygningen af en national ledet-division. Det er min overbevisning at det vil give god mening, at vi i fremtiden bidrager med enheder ind i denne, hvis de beder om det. Så hvad der måtte komme frem mod 2033, det må tiden vise, siger Torben Kristensen og tilføjer:

– Vi fokuserer på, at det giver god mening med vores deltagelse, og det er kun blevet understreget af det samarbejde, der er mellem esterne, briterne, franskmændene og danskerne som de primære nationer. Den britiske kampgruppe er gode til at tage os med som en lille nation, så hele ideen med at være herovre, ser jeg som særdeles relevant. Dette skal også ses i lyset af, at Danmarks primære europæiske samarbejdspartnere i NATO er udpeget til blandt andet at være Storbritannien og Frankrig.

Den uofficielle kritik af Danmark var til at føle på ved dette års NATO-topmøde i Madrid. Det fortæller topmøde-deltager, Lars Struwe, som mener, at Danmark er i decideret bad standing på grund af for sene forsvarsinvesteringer og for lave styrketal.

Torsdag sidste uge sluttede NATO’s årlige topmøde, der denne gang blev holdt i Madrid. Sammenholdet mellem medlemmerne og forsvaret af Europa fra især russisk aggression har sjældent været stærkere, men for Danmarks vedkommende var der alligevel grund til at dukke hovedet.

Det mener Lars Struwe, forsvarsanalytiker og generalsekretær i tænketanken Atlantsammenslutningen. Han deltog i den åbne del af topmødet for journalister og kommentatorer og talte også udenfor citat med embedsfolk i NATO undervejs:

– For Danmarks vedkommende er det vigtigste, at vi skal lytte efter, hvad der foregår i NATO-hovedkvarteret, og ikke drømme. NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, var meget, meget klar: To procent af bruttonationalproduktet er i fremtiden ikke toppen, men bunden, og det betyder, at Danmark er i bad standing – om statsministeren (Mette Frederiksen, red.) vil forstå det eller ej.

Leverer ikke trods velstand
Med den danske regerings såkaldte nationale kompromis, der blev præsenteret i foråret, lyder målsætningen ellers, at Danmark senest i 2033 vil bruge to procent af bnp på forsvaret. Men for NATO er den officielle målsætning 2024; en målsætning Danmark tilskrev sig helt tilbage i 2014 i kølvandet på Ruslands annektering af Krim-halvøen.

– Vi er i bad standing, fordi vi i 2024 ikke når de to procent og ikke viser intentionen om det, og det betyder, at vi kommer til at være en del af en gruppe af stater, der ikke leverer, på trods af at vi er et velhavende land. Det er noget, der bliver set meget negativt på, og når jeg fortalte på topmødet, at jeg kom fra Danmark, så fik jeg ligesom at vide, at jeg var en del af det dårlige selskab, siger Lars Struwe.

Danmark slås ikke i den tunge vægtklasse
Danmarks militære deltagelse i krigene i især Irak og Afghanistan gav ved flere lejligheder international ros til Danmark for at ”slås i en tungere vægtklasse”. Danmark løftede med andre ord mere, end hvad vores land og forsvars størrelse kvalificerede os til.

For at blive i terminologien kæmpede vi side om side med blandt andet britiske soldater, men den vægtklasse kan vi ikke længere prale af at tilhøre, mener Lars Struwe:

– Vi er ikke længere i klasse med Storbritannien eller Frankrig, som én af dem, der leverer. Vi er i klasse med dem, der lige præcis leverer, men så heller ikke mere. Det bliver et stigende problem for Danmark.

Bekymring om danske styrketal
– Vi har ikke forstået, at vi er en del af det dårlige selskab. I NATO taler man meget diplomatisk og høfligt, så når der rettes en kritik mod Danmark, så har vi svært ved at forstå det, fordi vi selv er vant til at sige tingene ret hårdt og direkte. Men du kunne høre i Jens Stoltenbergs tale, at der var stater, der ikke ville nå målet om to procent i 2024, og selvom han retter sin kritik på en høflig måde, så er det Danmark, der er tale om, siger Lars Struwe.

Han forventer, at en hovedopgave for dansk forsvar de kommende år vil blive at kunne stille med talrige kampsoldater i Baltikum for at afskrække – og i værste fald bekæmpe – en eventuel russisk invasion af de baltiske lande. Men i NATO’s øjne er Danmark langt fra at kunne indfri denne mulige opgave:

– Mest af alt, hvad jeg hører uofficielt fra NATO-embedsmænd, er det, at Danmark skal se at få sin produktion af styrker op, og det skal gå hurtigt, så vi kan levere ind til NATO, for det er man i NATO rigtig bekymret over, om vi i Danmark er i stand til at gøre.

I en travl hverdag glemmer vi ofte det store billede, vi er en del af, nemlig at passe på Danmark. Dét skal vi værdsætte, ligesom at forsvarets ledelse skal værdsætte medarbejderne. På den måde sikres fastholdelsen, lyder opfordringen fra Flyvevåbnets chefsergent, Kristian Venø.

I begyndelsen af maj stod Flyvevåbnets nye chefsergent, Kristian Venø, over for 20 deltagere på den Militære Akademiuddannelse. Her var han inviteret til at holde et oplæg, og som en caseøvelse bad han deltagerne finde på et andet ord for begrebet ”fastholdelse”. Ét svar lød ”værdsættelse”, og det satte tankerne i gang hos Kristian Venø:

– Frem for altid at tale om fastholdelse af forsvarets personel, mener jeg, at vi hellere skal tale om værdsættelse: Forsvarets ledelse, der værdsætter sine medarbejdere, men også medarbejderne, der værdsætter og er stolte af deres arbejde, som i sidste ende handler om at passe på Danmark.

Caseøvelsen og de efterfølgende diskussioner med kollegerne på den Militære Akademiuddannelse røg gennem Kristians Venøs fingre og ud på Facebook, hvor det skabte en del debat.

Overliggeren for det hele
Derfor taler Kristian Venø nogle uger senere med CS over telefonen fra Flyverkommandoen i Karup. CS vil høre, om Kristian Venø vil sætte nogle flere ord på, hvad han blev klogere på den dag?

– Hvis man starter allerøverst, så er min rolle som Flyvevåbnets chefsergent sammen med chefen for Flyverkommandoen at skabe et Flyvevåben, som kan kæmpe og vinde. Det står i kapitel 1 i Forsvarsloven; at vi skal forebygge konflikter og krig, hævde Danmarks suverænitet, sikre Danmarks fortsatte eksistens og integritet og fremme en fredelig udvikling. Det er overliggeren for det hele, siger han.

Kristian Venø mener, at man groft kan opdele forsvarets kapaciteter i to elementer: Udstyr og personel. Materiel og mennesker. Det ene er en forudsætning for det andet i et gensidigt afhængighedsforhold:

– Lidt friskt kan man sige, at udstyret har vi forholdsvis kontrol over. Det kan godt være, det tager lang tid at få, og det koster mange penge, men vi har nogenlunde kontrol over en anskaffelsesproces. Men for personellets vedkommende har vi ikke kontrol over individets individuelle valg. Derfor er personellet en strategisk nødvendighed for, at vi netop kan opfylde forsvarslovens formål. Det er det, der driver mig.

Fastholdelse kommer af noget
– Når man så bevæger sig ind på det område, der har med mennesker at gøre, er det, at begrebet fastholdelse bliver vigtigt. Når vi bruger ordet fastholdelse, så vil jeg sikre mig, at jeg i min kommunikation ved, hvad vi taler om, når vi taler om fastholdelse. For mig er fastholdelse en effekt af en række indsatser, men fastholdelsen er i sig selv ikke en indsats. Fastholdelse kommer af noget, der går forud.

– Værdsættelse er jo igen et begreb, der indeholder nogle underelementer. For mig er en af de ting, der skaber fastholdelse – altså effekten af initiativerne – at vi har et arbejdsliv og et tjenesteforløb i forsvaret, hvor vi i høj udstrækning får lov til at arbejde med det, vi brænder for, og at vi får lov til at udvikle os undervejs. Vi kalder det korpsånd; at vi indgår i motiverende fællesskaber, vi har lyst til at dyrke, i stedet for at få lyst til at skifte job, særligt ud i den civile verden.

– I mit tidligere job hos Air Control Wing, der overvåger det danske luftrum døgnet rundt, året rundt, gik jeg ned en aften for at sludre med kollegaerne, som havde vagten den aften. Der var en af mine unge, kvindelige kolleger, som havde alle kort på hånden til at vælge, hvad hun ville med sit liv, og jeg spurgte, hvad der egentlig fik hende til at blive i forsvaret, for hun kunne vælge imellem så mange ting. Hun svarede, ”jamen, det her vagthold, det er jo ligesom min familie, og en familie forlader man jo ikke.” For mig satte den samtale ord på vores korpsånd og det at tilhøre et stærkt fællesskab; den stærke kraft i at have lyst til at have et arbejdsliv i Flyvevåbnet.

”Du skal vide, vi passer på dig”
– Jeg tror, på en tragisk baggrund med krigen i Ukraine, at mange af vores kolleger er blevet mindet om, hvorfor det er, at vi egentlig er her, og hvilken vigtig opgave vi løser. Tag pressemødet i statsministeriet efter Ruslands invasion af Ukraine, hvor en journalist, en pige fra Børneavisen, spurgte, om vi skulle være bange for krig i Danmark.

– Til det svarede Forsvarschefen ”nej, det skal du ikke, men du skal gå hjem og tale med de voksne om det, du er bange for. Og så skal du vide, at dem, der det samme tøj på, som jeg har, altså uniformen, vi passer på dig”. Den stolthed over at være en del af forsvaret og Flyvevåbnet, det får også folk til at mærke, at de har et meningsfuldt og meningsskabende arbejde, der gør, at den pige fra pressemødet ikke skal være bange for krig.

Hvorfor vi er her
– Hvad vil du sige til de kollegaer i forsvaret, der eksempelvis mener, at lønnen er for lav, eller opgaverne er for mange? At det er svært at se formålet med at gå på arbejde?

– Hvis en af kollegerne spørger, ”hvorfor skal jeg være her; hvorfor skal jeg bruge mit arbejdsliv på det her?” I den situation vil jeg sætte klippet på med Forsvarschefen og pigen til pressemødet. Det er lige nøjagtig derfor. I dagligdagens trummerum og en travl hverdag glemmer vi ofte det store billede, vi er en del af, og desværre har Ukrainekrigen vist os vigtigheden af de opgaver, vores kollegaer løser døgnet rundt. Det positive er så, at resten af samfundet har fået en større respekt og forståede for det, vi laver, og nødvendigheden af at have et stærkt og robust Forsvar.

– Hvad kan ledelsen i Forsvaret gøre?

Politikerne har til opgave at skabe en balance mellem forsvarets mål, midler og opgaver. Det er et arbejde, forsvarets øverste chefer skal støtte politikerne i. Nogle af mine kolleger oplever manglen på hænder, og en work-life balance, der ikke fungerer. Forsvarets chefer – vi – kan arbejde for, at forsvaret har den styrke, robusthed og den volumen, der gør, at vi kan løse vores opgaver.

– Når vores kollegaer er kritiske over forholdende i Forsvaret, er det fordi, de har en drøm og forventninger til, hvordan deres arbejdsliv kunne blive, og det skal vi som chefer forstå. Når der er kritik, er det sjældent, fordi man bare vil brokke sig, men fordi man har et billede af, at det kunne være bedre. Under kritikken skal vi finde frem til, hvordan vi kan gøre bedre sammen – leder og medarbejder.