Forfatter: Jesper K. Hansen - Formand

Der mangler kollegaer i Forsvaret. Det har jeg efterhånden sagt mange gange, men det er vigtigt – ja, det er faktisk afgørende for Forsvaret og dermed også for danskernes sikkerhed.

Problemet er det samme, uanset hvem af jer, jeg taler med. I Hæren mangler der stadig en fuld brigade, og det er en umulig opgave for soldaterne at implementere alt det nye materiel og ikke mindst at uddanne mandskabet til at bruge det, samtidig med grænsekontroller, bevogtningsopgaver og alle mulige andre opgaver. Man er blevet vant til at smide alt, hvad man har i hænderne, for at løse en ny akut opgave.

Søværnet sejler for kort, hvilket betyder, at man sejler uden at have fuldt mandskab på skibet. Man vurderer, at der mangler et stort antal besætningsmedlemmer alene på inspektionsskibene. Jeg hører ofte eksempler på, at man må låne mandskab fra andre skibe for at kunne sejle, men alligevel sendes der nye bidrag ud.

Nogenlunde samme billede gør sig gældende i Flyvevåbnet, hvor der mangler kollegaer til at løse opgaverne. Under COVID-19 blev det også meget tydeligt, at Beredskabsstyrelsen ikke er beredte til, når katastrofen rammer. Ikke fordi, de ikke er dygtige nok, men ganske enkelt fordi, der mangler folk.

Som jeg også skrev om i sidste nummer af bladet, er min opfattelse, at man er begyndt at være lige lovligt glad for brugen af Force majeure i Forsvarets opgaveløsning. Ved Force Majeure kan man fravige aftalen om daglig hvileperiode, fordi der er tale om en ekstraordinær situation, og det er derfor et belejligt begreb at påberåbe sig, hvis man som arbejdsgiver ikke har mandskab nok til at løse opgaven indenfor de almindelige regler.

Personaleomsætningen særligt blandt de unge kollegaer er alt for høj. De forlader Forsvaret hurtigere, end de kan nå at få den nødvendige erfaring, og det giver en udfordring på den lange bane, fordi man mister værdifuld erfaring, hver gang en medarbejder vælger at forlade Forsvaret. Man skal jo huske på, at det tager tid at uddanne en dygtig soldat, og man kan ikke bare gå ud og finde en ny gennem det lokale jobcenter. Samtidigt presser det de kollegaer, der er tilbage, da opgaverne stadig er det samme i mængde og indhold.

Vi er i en tid lige nu, hvor det er let for vores kollegaer at tage beslutningen om at forlade Forsvaret. Der er rigeligt med arbejde at få på det civile arbejdsmarked, og hvis man gang på gang oplever, at man har så travlt på jobbet, at det går ud over ens privatliv, bliver beslutningen blot endnu lettere. Og idet man har valgt at spare både den civile uddannelsesordning og tjenestemandsansættelser væk, har man også fjernet den ekstra gulerod, der gjorde det attraktivt at forlænge sin militære karriere.

Der mangler kollegaer i Forsvaret, men svaret fra Forsvarets ledelse er ofte, at der ikke er penge til at ansætte flere, da lønsummen for længst brugt. Men at pengene er brugt, er ikke ensbetydende med, at de er brugt på den rigtige måde.

Nu må der snart være en voksen, der kan rejse sig op i lokalet og sige tingene, som de er: Vi er ikke i stand til at løse alle de opgaver, som vi får tildelt, med det antal medarbejdere, som Forsvaret har pt. Hvis pengene ikke er tilstrækkelige til at ansætte de kollegaer, der skal til for at løse alle opgaver – vel at mærke med respekt for vores aftaler og regler – så er der for mig at se kun to muligheder: Flere lønkroner eller færre opgaver – altså en prioritering af, hvilke opgaver, der ikke kan løses.

Jeg kan garantere, at jeg kommer til at køre hårdt på for at få politikere og ledelse til at forstå, at man ikke kan fortsætte med at køre et forsvar på denne måde. Snart sætter politikerne sig til bordet for at kigge på et nyt forsvarsforlig, og der håber jeg, at man kan indse, at der skal penge ind på personaleområdet, hvis man vil have et stærkt forsvar, der kan løse opgaver i ind- og udland. Samtidig med, at der skal samles op på det gamle forlig i forhold til det manglende personel, der allerede er på nuværende tidspunkt og hvor pengene ikke rækker.