Bo har kendt generationer af søværnsfolk – nu går han på pension

19. maj 2026 | Stine Lintrup

Når kalenderen siger 30. juni, er det sidste arbejdsdag for medlemskonsulent Bo Slot Kjær Madsen, som efter seks år i CS og mere end 40 år i Søværnet går på pension.

Og dermed er det ikke bare et farvel til CS – men også et farvel til Søværnet, som har været en del af Bos liv, siden han var helt ung.

– Jeg har været i Søværnet, siden jeg var dreng, siger Bo med et smil.

Allerede som 16-årig tog han turen fra Djursland til København for at komme til optagelsesprøve i Værløse.

– Jeg blev sat af på Hovedbanegården med en taske i hånden og skulle selv finde videre med S-toget. Det var lidt grænseoverskridende dengang, husker han.

Året efter startede han i Auderød som 17-årig, og siden fulgte et langt arbejdsliv i Søværnet.

Fra den kolde krig til CS

Bos karriere har budt på lidt af hvert. Han har blandt andet været dækbefalingsmand, banjemester, minør, arbejdet med det administrative som bl.a. udstikker for Søværnet.

Han har sejlet i Østersøen under den kolde krig som en del af det, der dengang blev kaldt Stjernepatruljen, og han har været på skoleskibet.

– Det har været en fantastisk tid. En sjov tid med de bedste kolleger og mange grin, fortæller Bo. Noget af det særlige har været sammenholdet. Bo ses stadig med nogle af dem, han startede sammen med i Auderød tilbage i 1978. Og vennerne fra skoleskibstiden er også stadig en del af omgangskredsen.

Fra konstabler til kommandører

1. maj 2020 begyndte Bo som medlemskonsulent i CS, hvor han hurtigt blev et kendt og værdsat ansigt i Søværnet.

En stor fordel i jobbet har været, at Bo gennem sit lange arbejdsliv har kendt generationer af søværnsfolk.

– Nogle af dem, som i dag er konstabler, har jeg kendt som lærlinge. Og en del af dem, som nu er admiraler og kommandører, har jeg haft i blå stribekrave, siger han.

Det mest meningsfulde ved jobbet i CS har været kontakten med medlemmerne og muligheden for at gøre en forskel.

– Det har betydet meget at kunne hjælpe medlemmer med alt fra arbejdstid til bisidderroller, siger Bo.

Weekendkufferten skal stå klar

Selvom pensionisttilværelsen venter, bliver det vemodigt at stoppe.

– Jeg kommer til at savne kollegerne helt vildt, siger Bo.

Nu skal tiden bruges på familien, konen – som selv går på pension til september – børn og børnebørn.

Og så har Bo en helt særlig plan for den nye tilværelse:

– Der skal altid stå en weekendkuffert pakket og klar i entreen, så vi spontant kan tage afsted, hvis vi falder over en rejse.

Selvom arbejdslivet i Søværnet og CS nu slutter, er Bo ikke i tvivl om, hvad han vil sige til de yngre kolleger:

– Pas godt på hinanden og vær’ ordentlige.

Placeholder Image 1
Billede fra Forsvarsmediearkiv

Tilmeld CS Nyhedsbrev

Og få nyhedsbrevet direkte i din indbakke