Mit CS 
CS.dk 
CS forside
Debatindlæg i Altinget den 28. november 2025.
Vi har mærket problemerne med personalemangel i Forsvaret i årevis. Det ultimative våben til at fastholde folk er bedre lønvilkår – og det er nødvendigt, for uden mandskab er alle de mange investeringer i Hæren intet værd, skriver Jesper Korsgaard Hansen.
Soldaterløn bliver uden tvivl et af de store temaer ved de kommende offentlige overenskomstforhandlinger. Der er fra politisk side lagt op til at hæve lønnen for særligt de militært ansatte. Men hvem taler vi egentlig om?
En soldat er ikke bare en soldat. Man er nødt til at sætte sig ind i Forsvarets opgaver og struktur, inden man beslutter, hvem der skal have mere i løn.
Som formand for Forsvarets største fagforening repræsenterer jeg både menige og mellemledergruppen i Forsvaret. Nærmere betegnet sergenterne i både Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet samt konstabler og korporaler i Søværnet og Flyvevåbnet.
Gennem en lang årrække har mine medlemmer mærket Forsvarets problemer med fastholdelse af medarbejdere. Det har skabt store huller i strukturen, hvor man har forsøgt at løse opgaverne efter bedste beskub.
Men det er lappeløsninger og ikke løsningen på de strukturelle problemer, som Forsvaret står i. Der er brug for en varig løsning, hvis den historiske oprustning skal lykkes.
Et af de store huller findes i sergentgruppen. I 2024 var manglen på uddannede og udnævnte sergenter så stor, at mere end 500 konstabler eller korporaler fungerede i sergentstillinger i Hæren. Soldater, der ikke har den nødvendige uddannelse og erfaring.
De seneste år har vores soldater bidraget med uddannelse af ukrainske soldater (INTERFLEX). En afgørende vigtig opgave.
Men på grund af manglen på militære medarbejdere med det rette uddannelsesniveau i det danske forsvar udsendes der ikke det tilstrækkelige antal soldater med de rette kompetencer.
Nyt materiel, mangel på medarbejdere
Det resulterer i, at der udsendes konstabler og korporaler i stillinger som sergenter og oversergenter i stedet. De har ikke den nødvendige uddannelse og tilstrækkelige forudsætninger for at virke som sergenter, hvilket alt andet lige får afgørende betydning for opgaveløsningen.
Det kræver uddannelse og erfaring at kunne uddanne og føre soldater i krig og krisesituationer. Hvis der ikke er nok sergenter – eller hvis de ikke er tilstrækkeligt uddannede til at træne og føre andre, får det vidtrækkende konsekvenser for Forsvarets struktur og kampkraft.
Derfor er man dybt afhængige af at kunne fastholde sergentgruppen – og derfor må man gøre noget ved lønnen, som lige nu er alt for lav i forhold til det betydelige ansvar, der ligger i jobbet.
Efter Statsministeren sagde “køb, køb, køb,” har Forsvaret købt materiel for milliarder. Indkøb, der er nødvendige for kampkraften, men hvis der ikke er uddannede og erfarne medarbejdere til at bruge, reparere og vedligeholde det, er det penge ud ad vinduet. Penge, som kunne bruges andre steder i samfundet.
Vi har brugt milliarder på nye kampfly, men hvis der ikke er medarbejdere til at vedligeholde, reparere, sætte våben på dem og sørge for, at de kommer på vingerne, kan det være lige meget.
En udfordret fødekæde
Det samme gør sig gældende med det nye jordbaserede luftforsvar: Den hidtil største enkeltstående investering i genopbygningen af Forsvaret. Hvis der ikke er nogen til at benytte systemet, er investeringen intet værd.
Vi skal opruste omkring Arktis og købe nye skibe og fregatter. Men er der ikke nok soldater ombord til at sejle dem, kan vi droppe alle planer om suverænitetshåndhævelse og overdrage Grønland til Trump og opgive Østersøen.
Det er i øvrigt værd at nævne, at der allerede i dag sejles “for kort” på mange af skibene – altså underbemandet. Opgaven løses, fordi det sejlende personel presses til det yderste.
Både Søværnet og Flyvevåbnet har højt specialiserede medarbejdere i både konstabel- og sergentgruppen. Medarbejdere, som resten af arbejdsmarkedet kaster en god løn efter at få fingrene i. Og samtidig medarbejdere, som Forsvaret skal bruge lang tid på at erstatte.
Forsvaret uddanner sine egne ansatte. Når det civile arbejdsmarked henter for eksempel en oversergent eller en flyver- eller marinespecialist, tager det flere år, før Forsvaret har uddannet en ny.
Det er derfor strengt nødvendigt, at der er en fødekæde, som hele tiden sørger for at uddanne nye medarbejdere op gennem systemet.
Den fødekæde er alvorligt udfordret med de store huller, som vi ser i strukturen i Forsvaret i dag. Kampkraft kræver ikke alene materiel. Det kræver kompetent og veluddannet personel.
Løn er det ultimative våben, hvis man vil fastholde og rekruttere medarbejdere. Løsningen er derfor højere løn til sergenter og konstabler. Fædrelandskærlighed gør det ikke alene.
