OK26 landede i foråret, men medarbejdere efterlyser stadig en orientering om, hvad den nye overenskomst betyder for deres løn og arbejdsvilkår. Seniorsergent og afdelingsformand Anders fra Skive har anmodet PKOM om at komme ud og forklare aftalen.
Derfor er det vigtigt: OK26 betyder ændringer i blandt andet løn og ansættelsesvilkår for militært ansatte.
Det sker der nu: I Skive har afdelingsformand Anders anmodet PKOM om at orientere medarbejderne om den nye overenskomst.
Det betyder det for dig: CS mener, at det er arbejdsgivers opgave at fortælle medarbejderne, hvilke vilkår de er ansat under.
Den nye overenskomst landede i foråret 2026. Men flere måneder senere savner medarbejdere stadig en orientering fra arbejdsgiver om, hvad OK26 konkret betyder for dem.
Det oplever seniorsergent og afdelingsformand Anders fra Skive Kaserne. Han får mange spørgsmål fra medarbejdere, der forsøger at finde hoved og hale i den nye overenskomst.

– Medarbejderne spørger helt grundlæggende: Hvad betyder OK26 for mig? Hvad skal jeg have i løn? Hvad betyder fritvalgslønkontoen? Hvordan er reglerne for barns tredje sygedag? Og hvordan er de nye barselsregler? De har brug for at få at vide, hvilke vilkår de arbejder under, siger Anders.
CS sagde nej til OK26-aftalen på det militære område. Derfor mener Anders, at det må være PKOM, der forklarer medarbejderne den aftale, som nu gælder.
– Når arbejdsgiver indgår en overenskomst, må arbejdsgiver også kunne fortælle medarbejderne, hvad den betyder, og hvorfor den ser ud, som den gør, siger Anders.
Har anmodet PKOM om at komme til Skive
Anders har derfor henvendt sig til PKOM og anmodet om en orientering om OK26 for medarbejderne i Skive. Men indtil videre er det ikke lykkedes at få PKOM til at komme ud og holde den efterspurgte orientering. Og det frustrerer Anders, fordi spørgsmålene fortsætter med at lande hos ham.
– Medarbejderne kommer til os, fordi de mangler svar. Men der er spørgsmål, som jeg ikke kan svare på. Når arbejdsgiver har valgt en bestemt lønstruktur, må arbejdsgiver også kunne forklare, hvorfor den ser sådan ud, siger han.
Lønnen fylder mest
Særligt lønnen giver anledning til spørgsmål.
CS sagde blandt andet nej til OK26 på det militære område, fordi den nye lønstruktur skaber en skævhed mellem ansvar, kompetencer og løn. Den skævhed fylder også blandt medarbejderne i Skive, fortæller Anders.
– Det, folk har allersværest ved at forstå, er, hvordan man er kommet frem til, at en konstabel kan få en højere grundløn end en seniorsergent, der har mere uddannelse og et større ansvar. Det opleves ikke som en naturlig sammenhæng mellem ansvar og løn, siger han.
Han møder blandt andet seniorsergenter, der spørger, hvorfor en korporal kan tjene mere end dem, selv om de selv har et større ansvar.
– Det svar kan jeg ikke give dem. Det må arbejdsgiver kunne forklare. Hvis PKOM mener, at det her er en god aftale, så må de også stille sig op foran medarbejderne og forklare, hvordan man er kommet frem til den, siger Anders.
Mere end et spørgsmål om løn
Selv om lønnen fylder mest, er det ikke det eneste, medarbejderne efterlyser svar på. OK26 indeholder også andre ændringer i medarbejdernes vilkår. Anders får blandt andet spørgsmål om fritvalgslønkonto, barsel og barns tredje sygedag. Derfor efterlyser han en samlet og medarbejderrettet orientering, hvor udgangspunktet ganske enkelt er: Her er jeres nye overenskomst. Det her betyder den for jer.
– Lige nu oplever medarbejderne, at de får nye vilkår trukket ned over hovedet, uden at nogen tager ansvar for at forklare dem. De bliver sendt rundt efter svar. Det er ikke rimeligt, siger Anders.
CS: Arbejdsgiver må tage ansvaret
Den manglende orientering er ikke kun en problemstilling i Skive. CS oplever generelt en frustration over, at medarbejdere mangler information om, hvad OK26 betyder for dem. CS formand Jesper Korsgaard Hansen mener derfor, at PKOM bør tage ansvaret for at orientere medarbejderne.

– CS sagde nej til OK26 på det militære område. Når en aftale bliver skrevet under af de centrale partere, og der derfor ligger en aftale, så må arbejdsgiver også forklare medarbejderne, hvilke vilkår de fremover skal arbejde under, siger Jesper Korsgaard Hansen.
For CS handler det ikke om, at medlemmerne ikke skal kunne gå til deres fagforening med spørgsmål. Men der er forskel på at rådgive medlemmer om deres rettigheder og på at stå for den grundlæggende orientering om en overenskomst, som CS har sagt nej til.
– Det er CS klare opfattelse, at arbejdsgiver både har et ansvar og en forpligtigelse til at sørger for, at chefer og medarbejdere er orienteret om aftalen, siger Jesper Korsgaard Hansen.