Overvejer du uddannelse? Sune fandt ud af, at han kunne springe et trin over

16. juni 2026 | Julie Walton

Med den rigtige vejledning kan du måske få en hurtigere vej til uddannelse. Det oplevede Sune, da en gratis vejledning hos UCL gav ham overblik over sine muligheder og viste, at han kunne springe et trin over og gå direkte efter at tage en diplomuddannelse.

  • Derfor er det vigtigt: Uddannelsesvejledning kan give dig overblik over dine uddannelsesmuligheder.

  • Det sker der nu: Flere CS-medlemmer bruger uddannelsessitet til at få gratis vejledning og få afklaret deres uddannelsesmuligheder. 

  • Det betyder det for dig: Du kan få konkret sparring og finde den korteste og bedste vej til den uddannelse, der giver mening for dig.

Sune er seniorsergent og banjemester på Maritimt Overvågningscenter. Lige nu er han på landtjeneste og ser på uddannelse.

– Jeg kunne godt tænke mig en akademiuddannelse i ledelse. Og nu hvor jeg er på landtjeneste i en periode, giver det god mening at kigge på uddannelse. Det er nemmere at starte på noget, når jeg ikke er ude at sejle. Men jeg manglede overblik over mine muligheder, og hvad det krævede at komme videre, siger Sune.

Derfor gik han ind på CS’ uddannelsessite og bookede en vejledning hos UCL.

– Jeg tænkte, at første skridt var at få lavet en realkompetencevurdering – en RKV – i forhold til akademiuddannelsen. Men i samtalen fandt jeg ud af, at jeg faktisk lige så godt kan gå direkte efter en diplomuddannelse i ledelse, forklarer han.

Det ændrede hans plan.

– Det sendte mig i en ny retning. For der er jo ikke nogen grund til at bruge tid på noget, der ikke er nødvendigt, hvis jeg kan starte direkte på en diplomuddannelse. Det, jeg skal nu, er at tage endnu en snak med UCL og få lavet en RKV i forhold til diplomuddannelsen.

Flere muligheder – og en mere realistisk retning

Undervejs i vejledningen blev det også tydeligt, at der er flere muligheder for uddannelse.

– Jeg gik ind til det med en ret klar idé. Men jeg fandt ud af, at der faktisk er flere muligheder, som også kunne give mening. For eksempel talte vi om en kontoruddannelse.

Her blev han også klogere på, hvad der passer bedst til hans situation.

– Her tænkte jeg på en kontoruddannelse med fokus på økonomi. Men efter at have talt det igennem kunne jeg godt se, at offentlig forvaltning giver bedre mening i forhold til mit arbejde, fortæller Sune.

For ham var det især overblikket og sparringen, der gjorde forskellen.

– Jeg synes, det kan være rigtig svært at finde rundt i alle de uddannelser, der er. Vejledningen gjorde det meget mere konkret. Jeg fik et overblik over mine muligheder, og hvad der giver mening for mig.

Og hans opfordring til kollegaerne er klar:

– Hvis man går med tanker om uddannelse, så synes jeg helt klart, man skal bruge sitet og booke en vejledning. Det giver et meget bedre overblik over, hvad man kan, og hvad der kan lade sig gøre. Også i forhold til opkvalificeringspuljen, Den Statslige Kompetencefond og andre muligheder.

Uddannelsessitet – få overblik og kom videre

På CS’ uddannelsessite kan du:

  • Få overblik over dine uddannelsesmuligheder
  • Booke personlig vejledning hos UCL
  • Få vurderet dine kompetencer gennem en realkompetencevurdering 
  • Blive guidet fra idé til næste skridt

Du booker selv en tid i vejledernes kalender og bliver kontaktet på det aftalte tidspunkt. Vejledningen tager udgangspunkt i din situation, uanset om du er afklaret eller i tvivl.

Læs også

Tilmeld CS Nyhedsbrev

Og få nyhedsbrevet direkte i din indbakke