Lad mig starte med den vigtigste pointe: De ansatte i forsvaret er ligeså opsatte på at løse opgaven, som politikerne er opsatte på at sætte nye opgaver i gang. Rigets sikkerhed er naturligvis enormt vigtig for dem, men der er en grænse.
Siden forsvarsministeren på grundlovsdag annoncerede en fremskydning af værnepligten, et operativt jordbaseret luftforsvar allerede i 2026 og oprettelse af en mobiliseringsstyrke, har mobiliseringsstyrken fået meget omtale i medierne. Det giver måske mening i forhold til, at det er en beslutning, der vil få konsekvenser for rigtig mange tidligere værnepligtige. Men for forsvarets medarbejdere er en mobiliseringsstyrke en naturlig konsekvens af, at vi nu har et territorialforsvar. Og i et territorialforsvar, der bygger på værnepligt, er det et tiltag, som måtte komme på et eller andet tidspunkt.
To tiltag med store konsekvenser
Det, som betyder noget for medarbejderne i forsvaret – herunder mine medlemmer – er de to andre tiltag: Den nye forlængede værnepligt, der fremrykkes fra august 2026 til februar 2026. Samt et jordbaseret luftforsvar, der allerede næste år skal være operativt.
I mediedækningen af de nye tiltag hørte jeg ingen tale om, hvor stor en belastning det har for medarbejderne, når politikerne på den måde presser nye opgaver ned over et i forvejen presset forsvar. Heller ikke forsvarschefen hæver et øjenbryn. Det hele handler om hastighed, hastighed og hastighed, samt kampkraft, kampkraft og kampkraft.
Og her vender jeg tilbage til min første pointe: Forsvarets medarbejdere vil gøre deres absolut ypperste for at sikre Kongeriget og den enkelte dansker. Men hvem er det egentlig, der sikrer den enkelte ansatte i forsvaret, så de kan opretholde et rimeligt familieliv eller i det mindste have et arbejdsliv, hvor stress ikke hele tiden er en følgesvend?
Medarbejderne betaler prisen
Politikerne og forsvarets ledelse presser hele tiden forsvarets ansatte til bristepunktet. I mange år betalte medarbejderne prisen, fordi hverken forsvarets ledelse eller politikerne sagde fra, mens besparelse på besparelse blev lagt ned over forsvaret. Dengang var der masser af advarsler om nedslidning, manglende uddannelse, manglende materiel – og ikke mindst manglende kollegaer. Men ingen gjorde noget. Forsvarets medarbejdere blev svigtet, og det sker nu igen.
Nu er der kommet et enormt pres udefra, og der er også kommet penge, så nu kan vi jo bare komme i gang! Hastighed, hastighed, hastighed, siger Regeringen. Men det er forsvarets medarbejdere, der betaler prisen, når politikerne, fra time til time, bare kaster nye hasteopgaver ud over hele forsvaret.
Der kæmpes med at få de opgaver, der allerede er besluttet op at flyve, ud at sejle, ud i felten. Derfor betyder det noget, at der nu skal ske en fremrykning af værnepligten med et halvt år. Og derfor betyder det noget, at Danmark nu allerede næste år skal have et operativt jordbaseret luftforsvar.
Hvor skal folk komme fra?
For at tage det sidste først, så vil det vel kræve et stort antal soldater at operere, vedligeholde og reparere et nyt system. Soldater, der jo ikke er der på nuværende tidspunkt. Forsvaret skal altså ud at rekruttere nye soldater til den opgave eller anvende soldater, der allerede er i forsvaret.
At rekruttere nye er en kæmpe udfordring, for hvor skal de komme fra? Og ikke mindst kan de nå at få den optimale uddannelse, så de også kan operere og vedligeholde systemet? Tager forsvaret allerede ansatte soldater, ja så tages de jo fra enheder, der på nuværende tidspunkt ikke er tilstrækkeligt bemandet.
Så i begge tilfælde vil det skabe et pres på de soldater, der allerede i dag løber stærkt pga. manglende kollegaer og et stærkt stigende arbejdspres.
At fremrykke den nye forlængede værnepligt til februar 2026 er heller ikke uden konsekvenser. Medarbejderne løber i forvejen stærkt for at blive klar til at tage imod de nye værnepligtige i august 2026, og nu skal de løbe endnu stærkere. Og hvad med sergentuddannelsen? Er der en plan klar i forhold til hvem, der skal undervise dem? Hvor skal de bo? Hvor mange tager man ind? Der er stadig rigtig mange ubekendte i den nye værnepligtsmodel, som der skal være svar på inden februar 2026, hvor de unge mennesker møder op til 11 måneder i trøjen.
Alt haster – bare ikke løn
Både ministeren og den nye forsvarschef siger hele tiden, at medarbejderne er den vigtigste ressource, men for mig at se skinner det ikke igennem i deres handlinger. Begge agerer som om, der er uanede personelressourcer til rådighed. Og begge to bakker på spørgsmålet om, hvordan vi får flere kollegaer ind i forsvaret. Eller endnu vigtigere, hvordan vi fastholder de soldater, som forsvaret allerede har i dag, og som er en så vigtig ressource. Hvis alting haster så meget, hvorfor haster det så ikke med at skrue på det ultimative rekrutterings- og fastholdelsesværktøj: Løn?
Situationen er alvorlig, og alle vil gerne løse opgaven, men hvor er den voksne, der tør sige til politikerne, at de er nødt til at holde lidt igen, hvis forsvarets vigtigste ressource – medarbejderne – skal kunne følge med?
