Forfatter: Anders Højer Rømeling

For anden gang i træk har Forbrugerrådet Tænk kåret TJM Forsikrings samlede forsikringspakke som Bedst i Test. Lige nøjagtig denne forsikringspakke kan CS’ medlemmer blive dækket af, og det glæder CS’ formand, Jesper Korsgaard Hansen:

– Det er vigtigt, at vi kan tilbyde vores medlemmer solide, fordelagtige forsikringer. Og det kan vi netop fordi, vi står sammen, siger han.

Stærkere sammen
TJM Forsikring bygger på et stærkt fællesskab mellem faglige organisationer, der ønsker at tilbyde medlemmer og deres familier attraktive forsikringer. Og det er netop fællesskabet, der gør det muligt at lave gode forsikringstilbud, siger CS’ formand.

– Forsikringer er måske ikke det første, vi tænker på, når vi slår øjnene op om morgenen. Men vi kan forhandle en bedre forsikringspakke på plads, når vi taler med samme stemme. Det er præcis ligesom med de øvrige brede aftaler, som vi indgår i CS.

Han afslutter:

– Dit kontingent er måske med til at sikre juridisk bistand til en kollega i dag, ligesom din kollegas kontingent betaler din tandlægeregning næste uge. På den måde gør vi hinanden stærkere.

Ifølge TJM-forsikring tildeles Bedst i Test-førstepladsen ud fra en samlet vurdering af pris, dækning og forsikringsvilkår. Selve forsikringspakken består af indbo-, bil-, hus- og ulykkesforsikring. Læs mere her.

I to årtier har Rusland forberedt sig på et militært opgør med Vesten og generobringen af de tidligere sovjetterritorier. Men Kremls krig kan sagtens fortsætte to årtier mere, selv med Putins afgang, og det skal NATO og de vestlige lande forstå, fortæller ruslands-eksperten Keir Giles til CS.

Står Vesten med et Vladimir Putin-problem eller et Rusland-problem? Eller spurgt på en anden måde: Hører Ukrainekrigen, det forværrede forhold til Vesten og de mange hybride operationer mod omverden op, den dag præsident Putin afstår magten?

”Nej”, lyder svaret fra den britiske ruslandsekspert, Keir Giles, der er tilknyttet Chatham House i London, og som CS taler med kort før nytår:

– Det er farligt blændværk at tro, at Ruslands nuværende adfærd i så høj grad er drevet af én mand, og at så snart Putin er ude af billedet, vil tingene blive bedre. Putin er et produkt af Ruslands syn på verden, og uanset udkommet af krigen i Ukraine vil Ruslands ikke-erklærede krig mod omverden fortsætte.

Kræver territorier tilbage i russisk favn
Keir Giles har de sidste 30 år vendt og drejet Ruslands udenrigspolitik for civile og militære beslutningstagere i Europa og USA. Længe har han råbt op om, at Putin mente det alvorligt, når den russiske præsident krævede landets tidligere territorier fra Sovjettiden tilbage i bjørnens favn.

– I 2022 var vi, der iagttager Rusland, ret ”heldige”. I årevis tog ingen vores advarsler alvorligt, men med invasionen af Ukraine har præsident Putin nu tydeligt vist resten af verden, hvad han ønsker at opnå: Genindførslen af Ruslands dominans over dets tidligere sovjetterritorier. Samtidig siger han, at de, der måtte være uenige i denne holdning, er fascister, der skal udryddes.

– Problemet er selvfølgelig, at Putins erklærede mål også gælder tidligere sovjetterritorier som Finland, Polen og de baltiske lande, som i dag er fuldgyldige medlemmer af EU eller NATO. Dette sætter Rusland og Vesten på kollisionskurs.

Pengepungen og militæret på plads
Ifølge Keir Giles har Vladimir Putin og dermed Ruslands hensigter været kendt længe:

– Ruslands intention har altid været der, men blev først synlig, da Rusland evner til at gøre noget ved sagen, ændrede sig. Nogle mener, at Ruslands udenrigspolitik grundlæggende har ændret sig, men det mener jeg ikke. Det er derimod redskaberne, som Rusland har til rådighed, der har ændret sig.

Med salget af olie og gas til især Europa i midten af 2000’erne væltede pengene ned i den russiske statskasse. De mange milliarder gik især til genopbygningen af militæret og investeringer i moderne våben og materiel.

I 2010’erne, med pengepungen og militæret på plads, begyndte Rusland for alvor at teste grænserne for, hvad de kunne slippe af sted med på den internationale scene, fortæller Keir Giles:

–  Med relativt få midler indså russerne, at de kunne ændre spillereglerne: Det skete i 2013, hvor de forhandlede en aftale på plads om bortskaffelsen af kemiske våben fra Syrien og i samme ombæring udmanøvrere USA. Derefter kom annekteringen af Krimhalvøen i 2014-2015, hvor Rusland erfarede, at de kunne bruge militær magt til at opnå geostrategiske mål, og at udbyttet ved at overskride aftalte grænser var langt større end den straf, der måtte komme fra Vesten.

Udenrigspolitikken skiftede gear i 2021
Fra 2010 og frem pressede Moskva hele tiden grænserne for det accepterede, blandt andet ved at forgifte afhopperen Sergei Skripal i den engelske by Salisbury i 2018. Rusland blev efter giftforsøget udskammet diplomatisk, men en hårdere straf udeblev, og både Rusland og Vesten opretholdt til en vis grad ambitionen om internationalt samarbejde i årene efter.

Men i anden halvdel af 2021 skete der med Keir Giles egne ord et ”pludseligt gearskifte” i den russiske udenrigspolitik:

– Russerne gik fra at være forsigtige og mådeholdne til rent faktisk at begynde at ødelægge forholdet til Vesten [mobiliseringen af tropper langs grænsen til Ukraine, stille urealistiske krav om NATOs tilbagetrækning fra Østeuropa, red.] og så indlede et angreb mod et europæisk land uden at holde igen på nogen måde.

– Rusland var simpelthen blevet ligeglade med, hvad Vesten og omverden måtte mene om deres handlinger. Det skyldtes en øget selvtillid og et øget selvbillede af deres militære formåen. Læser man Ruslands strategiske dokumenter og militærdoktriner, nævnte de alle år 2020 som skæringsdatoen for, hvornår Rusland skulle være i stand til at udkæmpe en krig mod Vesten. I 2021 følte Rusland sig parat til at forfølge den plan, de havde haft hele tiden.

Er vi i krig med Rusland?
Keir Giles’ seneste bog, ’Russia’s War on Everybody’, er netop udkommet på engelsk, og her gennemgår han Ruslands mange hybride operationer mod Vesten de senere år. Egentlig var bogens manuskript for længst afleveret til tryk, men så invaderede Rusland Ukraine, og forfatteren måtte til tasterne på ny.

CS vil vide, om bogens titel skal tages for pålydende, og at Rusland i så fald ikke kun er i krig med Ukraine, men også med NATO og sågar Danmark. Er det virkelig sådan, den politiske kerne i Kreml tænker?

– Problemet med at være i krig mod Rusland er, at du ikke selv har et valg, hvis Rusland har besluttet sig. Ens eneste valg er, hvad man vælger at gøre derfra.

– I Vesten har vi længe sagt, at vi ikke er i krig eller konflikt med Rusland. Rusland har derimod gjort det meget klart i over et årti, at de befinder sig i en tilstand af krig med Vesten i alle tænkelige domæner på nær militært, da det er det eneste domæne, som ville være en katastrofe for dem selv. Men grænserne for, hvad Rusland kan gøre, som ikke er direkte militært, har som nævnt udvidet sig igen og igen.

En del af skylden bærer Vestens beslutningstagere selv, mener Keir Giles:

– De gange, hvor Rusland forventede at møde en mur af modstand, oplevede de i stedet, at vores modsvar aldrig kom.

Vesten har undgået ubekvem sandhed
Vesten bør stille sig selv det spørgsmål, hvorfor vi ikke har forberedt os i tide, mener Keir Giles. Man kunne følge moderniseringen af det russiske militær, annekteringen af territorier i Georgien og Ukraine, giftforsøget i Salisbury og et hav af andre fjendtlige og fordækte operationer, der kulminerede med invasionen af Ukraine sidste år. Hvorfor denne tøven i Vesten?

– Det skyldes en kombination af idealisme, optimisme og fodslæben. Fodslæben fordi faktum er, at det at være klar i militær forstand er ubehageligt, ubelejligt og ikke mindst dyrt.

– Man har i Vesten en generation af beslutningstagere og befolkninger, som voksede op med ideen om, at krig mellem nationer og koloniale tilbageerobringer var noget, der alene hørte fortiden til, og slet ikke kunne ske i Europa. Men for at denne antagelse kunne holde stik, har man måtte ignorere, hvad Rusland rent faktisk har sagt og gjort.

– Folk, der i årevis gjorde opmærksom på Ruslands intention og genoprustning, blev marginaliseret. Det gjaldt ikke kun enkeltpersoner som jeg selv, men også hele nationer som de baltiske lande og Polen.

– Polen og Baltikum så klart og tydeligt, den udfordring, der var på vej, men som resten af Vesten, EU og NATO afskrev som støj, fordi man i stedet satsede på at opbygge et strategisk partnerskab med Rusland. Derimod ønskede Rusland ikke for alvor et sådant partnerskab, men var allerede på vej ud af en anden kurs.

Uacceptabelt for alle andre militære i Europa
Keir Giles mener, at vi i Vesten er nødt til at forstå, at Rusland tænker og handler anderledes, end vi gør. Og det vil de fortsætte med:

– I dag er Rusland fuldstændig ene om at måle sig selv som en stormagt ud fra sin evne til at gøre andre ondt. Den russiske logik lyder, at jo større evne til at ødelægge, desto større land er man. Rusland bruger udenrigspolitiske metoder, der hører tidligere tider til, ikke kun i sin måde at udføre angreb på, men også i de russiske troppers adfærd, der plyndrer, smadrer og voldtager på deres vej – alt det, som er uacceptabelt for alle andre miltære i Europa.

Mindske Ruslands evne til at gøre ondt
Det fører os tilbage til spørgsmålet om, hvilket Rusland vi vil stå med i den nære fremtid? Rusland har jo fået den ene militære blodtud efter den anden på slagmarken i Ukraine, og økonomien er under pres fra sanktioner. Samtidig optrådte den ellers kontrollerede Putin for nylig beruset under et interview og aflyste sit årlige pressemøde. Er truslen fra Rusland da stadig lige så alvorlig? Det mener Keir Giles:

– Desværre vil et mindre stabilt og mindre forudsigeligt Rusland ikke betyde et mindre farligt Rusland. De tilbageslag, Rusland har fået på slagmarken i Ukraine, begrænser muligvis Ruslands evne til at føre konventionel krig for en periode, men det mindsker ikke Kremls intention om at føre krig på andre måder.

– Selv hvis vi ser 15 år ud i fremtiden, vil Rusland stadig udgøre en udfordring, og hvem end der måtte erstatte Putin vil fortsat være fuld af foragt for omverden og afsøge nye måder at udvide Ruslands magt på. Og derfor vil Vestens opgave fortsat være at mindske Ruslands evne til at gøre andre ondt, både Ruslands nabolande og lande længere væk.

– Jeg er glad for at være her i dag for at tale om Forsvarets vigtigste opgave: At skabe og skaffe medarbejdere. Det gælder Hjemmeværnet, sergenter, beredskabet, stamfolk – det gælder alle. Vi kommer til at skulle styrke hele paletten, hvis vi skal løse opgaven.

Onsdag samledes en lang række af folk inden for forsvar og sikkerhed i Ingeniørernes Hus, da Center for Militære Studier afholdt deres årlige forsvarskonference. CS-formand Jesper Korsgaard Hansen brugte taletiden på at slå fast, at personel må og skal komme før alt andet. Intet personel, intet forsvar:

– Det er en utrolig usikker tid, vi lever i, hvor trusselsbilledet er dystert. Vi skal undgå militære konflikter, men Forsvaret er alligevel en vigtig ressource at have til rådighed i opnåelsen af en mere sikker og tryg verden.

Formanden sagde blandt andet:

– FASTHOLDELSE: De unge mennesker er for hurtigt ude af Forsvaret, og det betyder, at man ikke skaber den næste generation af medarbejdere. Derfor må de eksisterende folk løbe dobbelt så hurtigt. Det svækker ikke kun Forsvaret, men også Danmarks sikkerhed.

– LØN OG YDELSER: Det, der fastholder en sygeplejerske, fastholder også en soldat. Vores løn aftales ved overenskomstforhandlinger, og sådan skal det blive ved med at være. Men rigtig mange kollegaer forlader Forsvaret på grund af lønnen, og derfor ønsker vi, at forsvarsforliget prioriterer lønkroner.

– TID TIL KERNEOPGAVEN: Vi kan ikke det hele for det halve. Man kan ikke bare smide nye kapaciteter på banen, for vi har ikke tid til at uddanne os og træne i det nødvendige omfang. Det kan i værste fald koste os eller en kollega livet.

– POLITISKE PRIORITERINGER: Politikerne må prioritere, hvad der er vigtigst i forhold til det forsvar, man har til rådighed. Under pandemien trak man rigtig meget på Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, men der er også brug for disse medarbejdere mange andre steder.

– UDDANNELSESORDNING: Vi forslår en ordning, hvor soldaten kan passe sit arbejde som soldat og efter nogle år kan videreuddanne sig med økonomisk støtte i ryggen – enten for at blive i Forsvaret eller gå nye veje i det civile. Det gør Tyskland, Norge og Holland, og når de kan, så kan vi også.

– EN ORDENTLIG HR-MODEL: Det skal være nemmere at se sine karrieremuligheder i Forsvaret og så gå efter det. Vi kalder det at drage omsorg for den enkelte medarbejder.

Per Jørgensens arbejdsskadesag begyndte med en knæskade i Irak i 2006 og kulminerede med en benamputation sidste sommer. Nu venter han og CS på, at myndighederne revurderer hans mén-grad, der stadig ligger på kun otte procent.

Oversergent Per Jørgensen tager imod CS i hoveddøren til familiens parcelhus nogle kilometer øst for Odense. Novembers blæst og støvregn slår om sig, men Per Jørgensen, der med egne ord er viking, er iført højsommerens t-shirt og shorts. Hvor det højre shorts-ben slutter, sad der engang et knæ, skinneben, læg, ankel og fod, men nu stikker der en avanceret, slank protese ud i sort plastik og skinnede metal.

Per Jørgensen byder på kaffe i det åbne køkkenalrum. Der lyder et svagt dump, når han let overdrevent svinger det nye ben fremad og sætter foden ned på trægulvet.

– Efter 51 år er jeg ved at lære at gå på ny. Går jeg ned ad trappen, sænker protesen sig automatisk, og er jeg ved at falde, bremser protesen mig og sætter mig stille og roligt ned. Men jeg kan ikke trække benet til mig, og jeg kan ikke mærke, hvor min fod er. Det er de store forskelle.

Myndighederne afviste højere mén-grad trods amputation
De seneste måneder har CS skrevet om medlemmer, som har fået støtte og rådgivning til at køre deres arbejdsskadesag over for myndighederne. I Per Jørgensens tilfælde begyndte hans sag som en knæskade i 2006, men endte sidste sommer med en frivillig amputation af benet.

Hvor den oprindelige arbejdsskade resulterede i en mén-grad på otte procent, forventer Per Jørgensen, at en vurdering i dag snarere vil lande på omkring de 50 procent. Men det mente myndighederne ikke i første omgang efter amputationen sidste år:

– Kort efter amputationen skrev jeg til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), at min sag burde tages op igen. I så fald skulle de vide, om der var sket “radikale ændringer i min sag”. Jeg svarede, ja, for mit ben var væk. AES holdt fast på de otte procent. Så var det, jeg kontaktede CS.

Ifølge advokat i CS, Mette Lind-Hansen, er der ingen tvivl om, at Per Jørgensens gener den dag i dag er afstedkommet af knæskaden fra 2006. Han var inden skaden i god fysisk form og havde ingen skavanker inden udsendelsen til Irak.

Skæbnesvanger løbetur i Irak
En morgen i den irakiske ørken i begyndelsen af 2006 løb Per Jørgensen sin faste morgentur indenfor perimeterhegnet på militærbasen Shaibah. Der var en uge tilbage af udsendelsen, hvor han som mekaniker i stabskompagniet havde skruet på den danske lejrs pansrede mandskabskampvogne.

Militærbasen var en gammel flyveplads, og flere steder under løbeturen steg og faldt asfalten med adskillige centimeter. Halvvejs igennem på den strækning i ørkenen, han havde løbet så mange gange før, stødte Per Jørgensen foden ned i et hul. Han mindes, at han løb videre, for han havde kun fokus på løbetiden på armbåndsuret. Men tilbage i lejren sendte lægen ham i sygesengen, hvor han blev liggende udsendelsen ud.

Hjemme i Danmark slog lægerne fast, at skaden drejede sig om en meniskcyste i knæet. Selv var Per Jørgensen optimistisk og forventede at være tilbage på benene på ingen tid:

– Jeg var 34 år og sund og rask. I fritiden løb jeg maratonløb og dyrkede cykling, så jeg tænkte, at kirurgerne hurtigt kunne få fikset mit knæ.

Operation på operation på operation
Men knæskaden udviklede sig og blev mere alvorlig og kompleks end først antaget: Brusk i ledkammeret, en flosset knæskal, og knogler, der sled hinanden ned, fordi den beskyttende lag af menisk var væk. Det krævede et kirurgisk indgreb.

Per Jørgensen kom på operationsbordet, og i tiden efter fortog smerterne sig. Men efter et år gjorde knæet igen ondt, og han måtte forbi kirurgerne endnu engang. Og endnu engang forsvandt pinen for så at dukke op efter et halvt til et helt år. Fra den uheldige løbetur til og med 2014 var Per Jørgensen på operationsbordet ni gange.

– Efter sjette operation var det ikke sjovt længere, for jeg kendte allerede resultatet, inden jeg blev lagt på bordet. Samtidig blev lægerne mere og mere forsigtige med at operere, for at rode i et knæ så mange gange går kun én vej. Det var mentalt opslidende, og jeg talte hårdt til folk. Det gik ud over de forkerte mennesker.

Sort uheld, tilfældigheder og slid
På en kur af vilje og smertestillende piller videreuddannede Per Jørgensen sig til sergent og senere oversergent, og selvom han var opmærksom på at skåne sit knæ, deltog han ofte i arbejdsopgaver og øvelser på lige fod med kollegerne:

– Når man sidder i et stabskompagni i en panserbataljon, så er det svært ikke at komme ud i terrænet, og jeg har da også været en del i Oksbøl og spæne rundt, siger han.

For eksempel mindes Per Jørgensen en search-øvelse, hvor han og kollegerne gemte våben og ammunition i en bil. Under øvelsen blev de hevet ud af bilen og visiteret på jorden med benene spredt ud til siden:

– En fra det modsatte hold skulle lige markere sig og sparkede til mit højre ben. Jeg mærkede et smæld i knæet, og så var det slut med den øvelse.

Knæet blev yderligere belastet i det daglige arbejde som mekaniker, når Per Jørgensen gik ned i hug for at lave tunge løft eller sad på knæ for at reparere forsvarets køretøjer. Alt i alt var det gennem årene en kombination af ”sort uheld, tilfældigheder og slid, der desværre ramte den samme person,” som han siger og tilføjer:

– Jeg har også selv presset på, fordi jeg er af den gamle skole, hvor man gør, hvad der bliver sagt. Det var samtidig heller ikke fedt, hvis der blev skruet ned for mit niveau. I krig kigger fjenden ikke på dig og tænker, ”vi skal lige vente på ham der, for han er ikke så hurtig”.

Jobskifte og stofskifte
I 2017 skiftede Per Jørgensen til en mere skånsom funktion som garagemester i Søværnet, hvor han fortsat arbejder i dag. Men pinen i knæet fulgte med, og smerten var konstant. Mentalt krævede det mange kræfter at skubbe smerten væk og koncentrere sig om at opgaverne, fortæller Per Jørgensen:

– Det var svært at slippe tankerne fra det, og jeg blev nemt frustreret over små afbrydelser, og så kom jeg til at give folk på arbejdet en overhaling. Så måtte jeg ud at finde dem bagefter og give en undskyldning.

På smerteklinikken i Odense havde han ellers lært mentale teknikker til momentvis at forskyde de evig jag, og han fik også antidepressiv medicin. Men det var ikke nok, og Per Jørgensen prøvede alskens smertestillende præparater, ”indtil der til sidst ikke var flere at prøve”. Et sidste svar blev lægeordineret morfin.

– Morfin er en kedelig rutsjebane at komme på, for man kan blive afhængig af det. Morfinen smertedækkede til et hvis punkt, men gradvist måtte jeg øge indtaget. Efter en arbejdsdag gik jeg ind på soveværelset og sov, indtil vi skulle spise aftensmad i familien. Nogle gange havde jeg ikke lyst til at stå op. Min krop var fuldstændig dopet.

Træt af ikke at have et liv
Gradvis skubbede smerterne, morfinen og trætheden Per Jørgensen længere ud på sidelinjen af livet, både på arbejde og derhjemme.

– Jeg var træt af ikke at have et liv og træt af altid at have ondt. Hvis ikke jeg huskede min medicin, så betalte jeg regningen ret hurtigt. Jeg skulle hele tiden tænke over at have medicinen på mig, hvor end jeg tog hen. Det var ved at være ødelæggende for mig altid at skulle passe på.

På et tidspunkt var Per Jørgensen så frustreret, at han jokede med at placere sit ødelagte ben bag en af de tunge køretøjer, der kom ind hos Søværnets garage:

– Hvis knæet blev knust, kunne jeg blive fri for smerterne, få en højere mén-sats og komme videre med mit liv. Jeg mente det aldrig for alvor, hvilket en psykolog bekræftede fuldstændig, men det siger noget om, hvordan jeg havde det.

Valg mellem mere morfin eller at fjerne benet
I februar 2021 var Per Jørgensen ved at nå bristepunktet. Noget nyt måtte ske.

– Jeg bad direkte om at tale med en overlæge, der var ærlig. Jeg ville have et helt nyt knæ og så komme videre. Lægen fortalte, at min knæ ikke kunne udskiftes, og at jeg havde to muligheder: Enten kunne jeg fortsætte og forøge morfinen til et punkt, der ville smertedække mig, men formentlig også sende mig ud af arbejdsmarkedet for bestandigt. Eller også kunne jeg få amputeret benet.

– På det tidspunkt skulle man ikke røre ved mit knæ. Knæet kunne godt bøje, men du skulle ikke prøve at vride det fra side til side, for knoglerne var slidt ned i hinanden, og man skulle ikke røre ved knæskallen. Der var ingen bløde dele tilbage i knæet, kun knogler, men det er de bløde dele, som ikke kan skiftes ud.

I Per Jørgensens sind var der kun én rigtig beslutning. Da han nogle måneder senere sad overfor sin egen læge, gav han fattet følgende besked: ”Du skal skrive en henvisning til Ortopædkirurgisk Ambulatorium med henblik på amputation af højre ben over knæet”.

– Så slap min læge tasterne, og sagde ”hvad siger du”? Jeg svarede: ”Ja. Tak. Det skal du gøre”. Jeg fik en tid til amputation i juni 2021.

Livsmod vendte tilbage
Da Per Jørgensen vågnede fra amputationen, var han ør og havde knaldende hovedpine. Sygeplejersken beroligede ham ved at fortælle, at han jo ikke længere var på smertestillende medicin og blot kunne mærke sin krop igen.

– Jeg havde dulmet smerterne med medicin i så mange år, at jeg ikke vidste, hvordan en hovedpine føltes.

Hvordan har tilværelsen været siden amputationen. Hvordan føles det bogstaveligt talt at miste en del af sig selv?

– Siden operationen har mit livsmod og humør har vendt 180 grader. Jeg er blevet en helt anden person. Jeg er mere åben og mindre vred, når jeg er på arbejde. Jeg vil jo gerne hjælpe folk videre i dagligdagen, når de står med et problem. Det er en kæmpe lettelse at kunne, siger han.

– Jeg har nogle enkelte fantomsmerter tilbage nede i foden, og jeg har haft krampe i min højre læg, som jo så ikke længere er der. Det er fuldstændigt mærkeligt, for jeg kan jo se, at der sidder et kunstigt ben, hvor min læg plejede at være.

”Der er ikke noget, der er umuligt. Jeg skal bare lære det på ny”
Sidste efterår, efter at CS gik ind i Per Jørgensens sag, fik han medhold i, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skulle genoptage spørgsmålet om varige mén. I skrivende stund venter han og CS på en speciallægeerklæring, så behandlingen af hans sag kan komme videre.

I køkkenalrummet er kaffen for længst drukket ud. Per Jørgensen viser rundt i huset, og på kontoret spørger han, om det er en ide at vise sit amputerede ben?

Han sætter sig i kørestolen og trykker på en knap på protesen. En ventil lukker lufttrykket ud, der lyder et svup, og Per Jørgensen sidder med protesen i hånden.

– Da jeg blev amputeret, satte jeg mig for at ville cykle over Storebælt i forbindelse med Tour De France. Det skulle være mit mål. Jeg kan ikke cykle lige så hurtigt, som før jeg ødelagde knæet i Irak, men tiden var også ligegyldig, jeg skulle bare gennemføre. Til næste år er mit mål at cykle 60 kilometer i Hamborg, og så skal jeg cykle etapeløbet Ride4Rehab, der cykles fra Aalborg til København.

Han afslutter:

– Efter operationen fik jeg hjælp af Amputationsforeningen. Det første, jeg fik at vide, var, at der ikke er noget, som er umuligt. Jeg skal bare lære det på ny.

Tekst, billeder og grafik: Anders Højer Rømeling.

Et krigerisk Rusland, et USA på vej mod Asien, og en milliardindsprøjtning til Forsvaret over de næste ti år, der skal styrke personellet. Chef for Forsvarsstaben, Kenneth Pedersen, fortalte til CS’ kongres, hvorfor dansk forsvar står midt i en brydningstid.

– Ruslands angreb på Ukraine har været en opvågning, som i den grad har fået os til at tale sammen om, hvor vi står. Også blandt os i uniform, der fulgte Putins opmarch langs den ukrainske grænse sidste vinter, blev der tænkt, ”ah, det sker nok ikke.” Men det gjorde det, og der er igen krig i Europa, vi taler igen om atomtruslen i Europa, og vi ser igen krigsforbrydelser på europæisk jord.

– Jeg kom selv ind i Forsvaret i 1987 og fik lige det sidste af Den Kolde Krig med, men for rigtig mange af os taler vi nu om en ny verden og i et nyt sprog, som vi ikke har brugt før

– Selve verdensorden er også under opbrud. Vi står et sted, hvor de vestlige værdier efter Anden Verdenskrig har været måden, vi ordnede vores indbyrdes forhold på, men det er nu under pres: Antallet af demokratier er på vej ned, antallet af diktaturer og autokratier er på vej op. Der er nogle dynamikker, som gør, at ”den globale landsby”, vi har talt om de sidste 25 år, ikke længere er under opbygning, men under afvikling. Det er en koldere og en hårdere verden, vi er på vej ind i.

– Samtidig er USA, den store dreng i klassen, begyndt at vende sig mod Asien. Amerikanerne forlader os ikke helt, men de forlanger mere af os; at vi i højere grad klarer os selv, og det betyder, at Danmarks rolle i NATO også er på vej til at blive ændret.

Danmark skal have store venner i skolegården
Undervejs nævnte Kenneth Pedersen også efterårets store analyserapport ‘Dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035’, som konkluderer, at verden bliver stadig mere opbrudt og uforudsigelig, og at Forsvaret skal løse væsentlig flere opgaver de kommende år:

– Hvis jeg skal tage én overskrift fra Zilmer-rapporten med mig, så er det, at NATO er tilbage. Og det er vigtigt for os, fordi Danmark stadig er en småstat. Hvis man er en af de små i skolegården, allierer man sig med en af de store, for ellers risikerer man at få en omgang høvl. Sådan er verden stadig, det har Rusland bevist. Det betyder også, at afskrækkelse er tilbage, og det skal Forsvaret balancerer sammen med de internationale operationer, som jo ikke er helt væk. Prioriteringen i dag er anderledes end for fem år siden, hvor alle stadig talte om terror.

Missiler i rørene
I stabschefens øjne venter der Danmark et langt større forpligtelse over for den transatlantiske alliance:

– Jeg er rimelig sikker på, at vi vil få rigtig mange NATO-opgaver de kommende år, og vi skal være klar til at være i forskellige grader af beredskab. Jeg kommer selv fra Hæren, og der lyder kravet, at man skal kunne have 30 dages forsyninger ”på ryggen”, altså et system af ammunition og alt muligt andet, der ligger klar bag kamptropperne.

– Det betyder, at der skal være missiler i rørene igen, både bogstaveligt og billedligt talt, at der skal øves, og at NATO kommer og kigger os efter i sømmene. Så det kan godt være, vi skal vokse rigtig meget, men det kommer vores opgaveportefølje også til.

– NATO, EU og internationale operationer bliver et dilemma i sig selv, for hvordan skal man potentielt set være på flere beredskaber på samme tid? Vi skal jo samtidig træne og kunne være parate. Det skal vi kunne favne.

At bygge ovenpå en 15-procentsbesparelse
Med det nationale kompromis i marts måned kunne en bred kam af danske politikere skrive under på, at Forsvaret skal have tilført flere midler hen over de næste ti år. Men Kenneth Pedersen håber, at dette ikke kun ender i en diskussion om ubåde, kampfly eller placeringen af nye kaserner:

– Et sidste dilemma er, at vi også skal implementere et nyt forlig i form af materiel og faciliteter, samtidig med at vi drager ud for at være til stede og træne. Det kræver en benhård styring og prioritering, og man kan nok ikke sætte næsen op efter, at vi får en kæmpestor volumen til at løse det hele, til trods for, at vi får tilført flere midler

– Det er faktisk svært at vokse. Det er jo et historiske faktum, at Forsvaret skulle spare 15 procent, og at det er det fundament, vi nu skal bygge oven på. Der ligger en kæmpe opgave, for vi skal stå robust, før vi kan bygge ovenpå. Alt det her skal synkroneres og favnes i et kommende forlig, og det tror vi også på, vi kan.

– Jeg håber, at når debatten kommer i gang, og politikerne skal se på et nyt forlig, at man så vil tale om de fundamentale ting – altså balancerne, strategien og opgaver – frem for at det bliver en diskussion om materiel.

Personelinvestering går forud for alt det andet
Stabschefen forholdt sig også til den allestedsnærværende udfordring, at Forsvaret bløder medarbejdere. På tværs af værn er de yngre generationer ofte ude af Forsvaret efter blot få år. Derfor skal rekruttering og ikke mindst fastholdelse styrkes markant:

– Jeg kunne godt tænke mig, at vi fik den store debat om, hvilket type forsvar, vi vil have, hvad det er, der er vigtigst, og hvordan vi skal prioritere. Og så den allerstørste ting, som formentlig er HR-siden, altså investering i mennesker. Ny teknologi og våben er supervigtigt, men hvis ikke vi begynder at tale om personel som et investeringsområde, kommer vi til at fejle uanset hvad, for det er personellet, der ligger under alle de her opgaver.

– Det er ikke det samme, som at alt bliver fryd og gammen, og at lønningerne bliver tårnhøje. Men jeg tror, og det vil jeg gerne stå på mål for, at HR-delen bliver sindssyg vigtig, hvis det her skal lykkes.

– Det, jeg gerne så i en stor diskussion af forsvaret, er, at man så os som en del af kernevelfærden. At der ikke er en sort-hvid sondring mellem våben eller varme hænder i sundhedssektoren, men at det ene er forudsætningen for det andet. Det kunne være, der var en balance i det her, som vi kunne tale os frem til som samlet samfund.

Kønskrænkelser modarbejder Forsvarets fælles ”vi”
Henimod slutningen af oplægget kom stabschefen ind på de mange sager om kønskrænkende adfærd i Forsvaret, og Kenneth Pedersen lagde ikke skjul på sin og forsvarschefens holdning:

– Jeg har behov for, at kvinder og mænd har samme adgang til Forsvaret, og at de bliver behandlet – ikke ens – men rigtigt, for at jeg kan få effekt til at løse alle opgaverne. Det er ikke et spørgsmål om wokeness, men om, at hvis den bedste operative løsning er x eller y, så er den bedste forudsætning for at løse den, at enheden, skibet, eskadrillen eller kompagniet har den bedst mulige forståelse af et fælles ”vi” på tværs af diversitet. Så længe vi ikke kan finde ud af at behandle hinanden ordentligt, så får vi aldrig dette ”vi”.

– Jeg var selv der i starten, da den her debat begyndte, at jeg nok ville sige, at vi ikke har en dårlig kultur, men at vi har et problem blandt dem, der ikke opfører sig ordentligt. Men nu har jeg efterhånden set så meget, at jeg vil sige, ”jo, vi har en dårlig kultur. Vi har en megadårlig kultur indenfor dette område”. Forsvarschefen og jeg selv har kastet os på korset og sagt, at det her er et strategisk problem, og det skal vi gøre noget ved, og det mener vi.

– Vi skal bruge tid på det her, og det skal vi gøre de næste mange år, og vi skal alle sammen tage ejerskab. Det kan ikke siges tydeligere; det her er et spørgsmål om operativ effekt: Vi skal have adgang til alle danskere, uanset køn, etnicitet eller alt mulig andet, for ellers kan vi ikke løse vores opgave godt nok.

Til de, der ikke kunne være med til CS’ kongres 18.-19. november i år, kan I her læse formand Jesper Korsgaard Hansens tale til forsamlingen.