CS hjalp Maria med at få erstatning for sin PTSD efter Afghanistan

Otte år efter udsendelsen til Afghanistan som en del af ISAF hold 9 søgte Maria K. Andersen hjælp hos CS til at føre en erstatningssag for sin PTSD. ”Hele læringen var jo at få fortalt min sag stærkest muligt, så jeg ikke undlod noget eller sagde til mig selv, at det også er meget normalt at se folk dø.”

“Jeg havde det ret skidt, da jeg kontaktede CS, men de blev ligesom min støtte. Jeg følte mig taget i hånden og vejledt.” Foto: Anders Højer Rømeling.

I 2018 måtte Maria K. Andersen sygemelde sig fra studierne som ergoterapeut. Der var gået otte år siden hjemkomsten som oversergent og gruppefører på ISAF Hold 9 i Afghanistan, hvor holdet mistede fem døde, havde 17 hårdt sårede og 44 sårede.

I de otte år havde hun forsøgt at holde oplevelserne nord fra Gereskh på afstand med hård fysisk træning og samtaler med forsvarets psykologer. Men i 2018 rakte det ikke længere, og hændelserne fra dengang piblede frem med fornyet styrke i form af mareridt, flashbacks og depressive tanker.

– Det kom ret brat. Jeg følte, at jeg stod med ryggen mod muren og jeg kunne mærke, at det var ved at ryge over i en arbejdsskadesag; at de ting, jeg kæmpede med, havde noget med min udsendelse at gøre, fortæller hun.

Maria K. Andersen tog igen fat i forsvarets psykologer, men samtidig indså hun, hvis hun skulle føre en arbejdsskadesag, ville hun få brug for ekstra kræfter. Hun kontaktede derfor sin fagforening, Centralforeningen for Stampersonel.

At fortælle sin sag stærkest muligt

Maria K. Andersen fik med det samme tilknyttet en advokat fra CS, Mette Lind-Hansen, som skulle bistå hende med at søge erstatning for sine arbejdsskade.

– Jeg havde det ret skidt, da jeg kontaktede CS, men de blev ligesom min støtte. Jeg følte mig taget i hånden og vejledt. Hver gang jeg fik et brev fra det offentlige, eller der var nyt i min sag, kontaktede Mette mig og fortalte, hvad det betød.

– Nogle gange, når jeg modtog den her type breve, hvor der stod, at noget ikke kunne lade sig gøre, kunne jeg tænke ”hvorfor tror de ikke på mig”, og jeg havde en dårlig reaktion ovenpå det. Men Mette og Iben (CS’ socialrådgiver, Iben Lund, red.) oversatte tingene for mig, så jeg hele tiden vidste, hvad næste skridt ville være.

Maria K. Andersen på patrulje i Afghanistan som en del af ISAF hold 9. Hun var selv til stede under mange af de kampe og kritiske situationer, som Hold 9 oplevede i Afghanistan. Privatfoto.

– Hele læringen var jo også at få fortalt min sag stærkest muligt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, så jeg ikke undlod noget. For den eneste, der kunne blive straffet for at udelade detaljer, var jo mig; hvis jeg sagde til mig selv, at det også er meget normalt at se folk dø. Jo, det er det måske i en krigszone, men derfor kan det godt påvirke én. Det bliver en normalitet for én, og at det, at jeg har det svært, er bare the new normal. Sådan kunne jeg tænke.

Kæmpede med kontroltabet
Maria K. Andersen fortæller sin historie til CS ved stuebordet i hendes og kærestens lejlighed i Valby. Hjemmet er moderne og hyggeligt indrettet, og majsolen strømmer ind gennem vinduerne. Hun er klædt i hvid t-shirt, enkle smykker, og neglene er malet lyseblå. Ordene er velvalgte og præcise. Ryggen rank og stærk.

– Jeg bliver nogle gange mødt af folk, der undrer sig over, at jeg er velformuleret og velklædt og ikke ligner en skadet veteran. Og det har faktisk været en af de største udfordringer; at få fagpersoner i kommunen eller andre steder i det offentlige til at tro på, at jeg havde det skidt. Jeg havde en diskussion med min mor om, hvorvidt jeg skulle dukke op til møderne med det offentlige i nattøj for at overbevise dem om, hvordan jeg havde det. Men det blev over mit liv, tænkte jeg.

Maria K. Andersen ved sin faste plads i stuen: “Jeg kan ikke sidde med ryggen til vinduet. Selv når jeg er ude at spise, beder jeg altid om et afsidesliggende bord, helst i et hjørne op ad væggen.” Foto: Anders Højer Rømeling.

– Det bundede helt klart i ikke at vise sårbarhed og om at fastholde kontrollen. Mine oplevelser i Afghanistan og årene efter havde jo været ét kæmpe kontroltab, så den kontrol, jeg havde tilbage, knugede jeg til mig. Der var i hvert fald ikke nogen, der skulle kunne komme og …, siger Maria K. Andersen og bliver en sjælden gang stille.

– Hvad var der sket, hvis jeg var dukket op til møderne med det offentlige og lignet udskidt æblegrød? Det ved ingen, for det er ikke sådan, jeg er – også qua min opdragelse i forsvaret. Dér har du altså styr på stumperne og styr på dig selv. Men måske var der for meget af min identitet, der blev styret af kontrollen.

– Det var også derfor, at jeg tænkte, at jeg nemt kunne tage på arbejde i årene, inden jeg kontaktede CS. Mit spejlbillede så den Maria, jeg var, inden min udsendelse, men min krop reagerede ud fra den Maria, der var kommet hjem.

Erstatning sikret af særlov
I sommeren 2019 faldt der afgørelse i Maria K. Andersens sag. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) konkluderede, at Maria K. Andersen led af posttraumatisk belastningsreaktion, også kendt som PTSD. AES bekræftede, at særloven for udsendte statsansatte gjaldt i hendes tilfælde, netop fordi hendes skader var kommet nogen tid efter de traumeudløsende hændelser.

Foto: Anders Højer Rømeling

Som godtgørelse for tabt erhvervsevne modtog Maria K. Andersen ca. 134.000 kr. baseret på graden af hendes psykiske mén, som lå på 15 procent. CS’ advokat, Mette Lind-Hansen, anbefalede dog, at de sammen krævede mere.

– Mette sagde, ”ej, vi stiller os ikke tilfredse med det her. Jeg ved, hvor slemt du har haft det, så lad os gøre et forsøg mere. Vi fik dog ikke medhold i den del, for jeg var ikke diagnosticeret med depression, som kunne havde øget min officielle mén-grad. Men jeg ved, at depression 100 procent har været en stor del af mit tilfælde, siger Maria K. Andersen.

Ifølge Maria K. Andersen var det et ”totalt paradoks” at få stillet diagnosen som PTSD-lidende:

– Det var rigtig rart at få en label på rent diagnosemæssigt, for tidligere kunne jeg spekulere over, om jeg bare var lad eller sårbar, når jeg var ked af det. Men det var også åbningen på et helt nyt liv. Diagnosen har givet mig en ny virkelighed, jeg skal forholde mig til, som i ”shit, nu har jeg PTSD, fordi jeg ikke kunne klare at være udsendt”. Alt det skamfulde omkring det, men samtidig også kunne sænke skuldrene og acceptere, at nu tilhører jeg den her gruppe, og at jeg har brug for hjælp.

Det her er min plads
I juni i år udløb Maria K. Andersens mangeårige kontrakt med forsvaret, som dog ikke har pålagt hende egentlige opgaver, men snarere har været en formalitet. I stedet har hun haft et flexjob nogle timer om ugen hos Parken Sports & Entertainment. Overgangen mellem de forskellige arbejdsgivere og dertilhørende kontrakter har CS’ advokat, Mette Lind-Hansen, bistået med helt frem til juni i år, hvor Maria K. Andersens medlemskab af CS ophørte sammen med kontrakten med forsvaret.

– Jeg er blevet bedre til at sige til mig selv, at det bare er en dårlig dag, så og melde mig syg over for mit arbejde, så jeg kan komme mig hurtigst muligt. Jeg skal ikke forsøge at bekæmpe det.

– I dag mærker jeg PTSD’en på den måde, at jeg føler mig fanget i et vakuum. Som om jeg har en dragt på, jeg ikke kan bryde ud af. Som noget, der er kommet på mig, og som jeg gerne vil have fjernet. Ifølge min psykolog skal jeg se min PTSD som en hund: Nogle gange går den foran og trækker mig af sted, andre gange går den bagerst eller pænt ved siden af mig.

Maria K. Andersen ved sin faste plads i stuen: “Jeg kan ikke sidde med ryggen til vinduet. Selv når jeg er ude at spise, beder jeg altid om et afsidesliggende bord, helst i et hjørne op ad væggen.” Foto: Anders Højer Rømeling.

Interviewet lakker mod enden, og Maria K. Andersen rejser sig fra sin plads ved hjørnet mellem vitrineskabet og stuevæggen:

– Du spurgte godt nok, om jeg har en fast plads, og jeg sagde nej. Men jeg sidder her. Det her er min plads. Jeg kan ikke sidde med ryggen til vinduet. Selv når jeg er ude at spise, beder jeg altid om et afsidesliggende bord, helst i et hjørne op ad væggen. Tillid til andre mennesker og tillid til mig selv samt min sikkerhedsadfærd er stadig min akilleshæl.




Veterancentret: Stort mørketal over soldater og veteraner med PTSD

  • Ifølge Veterancentret eksisterer der et stort mørketal for det præcise antal danske soldater og veteraner, der har PTSD eller depressive tanker som følge af en international udsendelse. Mørketallet skyldes, at man ikke ved, hvor mange, der ikke kontakter enten egen læge eller Veterancentret med henblik på udredning.
  • Veterancentret estimerer dog, at 1 ud af 10 udsendte soldater kan have PTSD eller depressive tanker på grund af oplevelser fra en udsendelse. Siden 1991 har i alt 34.926 danske soldater været udsendt.
  • Har du mistanke om, at du har PTSD eller depressive tanker som følge af en udsendelse, kan du kontakte egen læge eller Veterancentret på telefon 7281 9700. Telefonen er døgnåben for både soldater, veteraner og pårørende.




Om artiklens kilder
Artiklen er baseret på interviews med Maria K. Andersen og CS’ advokat, Mette Lind-Hansen, privatbilleder, Marias sag og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse samt Forsvarets webartikel om ISAF Hold 9. Uddrag fra Maria K. Andersens sag gengives i artiklen med hendes godkendelse.

Andre nyheder