Forfatter: Anders Højer Rømeling

Om så det russiske militær skulle lide et definitivt nederlag i Ukraine, vil Putins Rusland fortsat udgøre en trussel mod sine vestlige naboer i Østersøen og Baltikum, vurderer to eksperter.

Her i anden halvdel af maj lyder der forsigtige gisninger om, at Ukraine kan gå hen at vinde krigen mod de russiske invasionsstyrker. Det scenarie må siges at ligge milevidt fra den hurtige sejr på kun tre dage, som Putins regime havde stillet sig i udsigt ved invasionens start i februar – og som en lang række af iagttagere havde forventet.

I disse dage og uger mener nogle analytikere, at krigen går det den anden vej. Men selv hvis det russiske militær skulle gå hen og lide et sviende nederlag i Ukraine, vil Putins Rusland fortsat udgøre en utilregnelig og truende faktor for Nordens og Østersøens NATO-medlemmer. Af samme grund vil blusset under Østersøen og Baltikum blive kun blive varmere, også selvom krigen i Ukraine brænder ud.

Det fortæller ph.d. og seniorforsker Henrik Larsen:

– Du kan roligt regne med at Østersøen bliver et højspændingsområde, og Danmarks strategiske betydning vil stige igen på grund af vores stræder og bælter, hvor vi overvåger, hvilke russiske kapaciteter der måtte sejle igennem. I mine øjne lurer der dog ikke en eksistentiel trussel over Danmark i form af fx russiske atomvåben.

– Men min pointe er, at vi overhovedet ikke kan stole på Rusland, så længe Putin er præsident, og Sergei Lavrov er udenrigsminister. De løgne, der er blevet udtalt, inden og under invasionen er så slemme og så tykke, at jeg ikke kan se, hvordan selv lande som Tyskland eller Italien kan stole på noget som helst, Kreml skulle sige.


Rusland har ledt NATO på rette køl
Fra sit kontor i tænketanken Center for Security Studies i Zurich forsker Henrik Larsen blandt andet i transatlantisk sikkerhed og NATO. Inden da var han udsendt af det danske udenrigsministerium til Kyjiv i en årrække i kølvandet på Ruslands annektering af Krimhalvøen i 2014:

– Fra min tid i Kyjiv kender jeg folk i Ukraine, både dem, der er rejst væk, og andre, der er blevet. Man vidste jo ikke om hovedstaden ville blive indtaget i løbet af få dage, så krigen, især de første uger, var meget intens at følge.

– Når det er sagt, så er jeg er godt nok overrasket over, hvor inkompetente russerne er, både strategisk og operationelt. Nu er jeg jo ikke militærmand, men det er vist kommet bag på alle.

Rusland har dog ikke kun fejlet i felten, men også strategisk, fordi de med invasionen af nabolandet har samlet NATO-medlemmerne under et fælles, håndgribeligt formål. Forsvarsalliancen er med andre vendt tilbage til sin kerneopgave, mener Henrik Larsen:

– Inden Ruslands invasion var NATO på vej i en retning, hvor temaerne hed noget i retning af demokratisk modstandsdygtighed, beskyttelse af politiske processer og så Kina. Den retning, mener jeg, er en fejl. NATO er en forsvars- og sikkerhedsalliance og skal have fokus på forsvar. Simpelthen. Rusland har ledt os på rette køl. Det er nu tydeligt, hvad NATO handler om.


Tysk forsvarsløft er det største skifte
På Forsvarsakademiet er ph.d., forsker og flittig brugt forsvarsekspert Peter Viggo Jakobsen ikke helt enig med sin kollega i Zurich:

– Inden invasionen var NATO’s prioriteter de samme som nu. Truslen fra Rusland blev jo erkendt efter annekteringen af Krim og angrebet på det østlige Ukraine. NATO vedtog, at medlemslandene skulle øge deres forsvarsudgifter til to procent af BNP frem til 2024, ligesom man iværksatte enhanced Forward Presence for at berolige de baltiske lande og Polen og afskrække et russisk angreb på NATO-landene. Kollektiv afskrækkelse og konventionelt forsvar var tilbage på NATOs dagsorden.

– Skiftet blev ikke taget lige alvorligt af alle lande. NATO-landene i syd så med større bekymring på ustabiliteten i Mellemøsten og Nordafrika i kølvandet på det arabiske forår i 2011. I Danmark blev Rusland heller ikke anset for en militær trussel, hvorfor man fortsatte nedskæringerne på forsvarsbudgettet frem til 2018, til trods for at man havde lovet at arbejde imod de to procent.


Danske politikere har ikke ændret opfattelse
I Peter Viggo Jakobsens øjne har Ruslands invasion den 24. februar medført én afgørende forandring for hovedparten af de vestlige allierede i NATO:

– Det, som Ukraine har ændret, er, at nogle NATO-lande med Tyskland i spidsen har ændret opfattelse af den russiske trussel. Det har fået tyskerne til at afsætte 750 milliarder kr. til våben her og nu og øge forsvarsbudgettet til to procent. Det politiske niveau i Danmark ser ikke ud til at have ændret opfattelse – hvis de var mere bekymrede, ville politikerne ikke have ventet til 2033 med at øge det danske forsvarsbudget til to procent af BNP.

Østersøen bliver et NATO’s hav
Hvad så med Finland og Sveriges forventede indtræden i NATO. Er dette ikke et paradigmeskifte for sikkerhedspolitikken i Østersøen og Baltikum, som flere danske medier skriver?

Peter Viggo Jakobsen trækker på skulderen:

– Men man kan spørge, hvor meget situationen egentlig er ændret? Finland og Sverige har været de facto-medlemmer af NATO i mange år. De har samarbejdet med NATO siden 1990’erne. De har indført NATO standarder, trænet med NATO-lande, udsendt soldater på NATO-missioner på Balkan og i Afghanistan, og de to lande har siden 2014 intensiveret deres militære samarbejde med de andre NATO-lande i Østersøen samt USA.

Peter Viggo Jakobsen fortsætter:

– Finland og Sveriges indtræden i NATO betyder, at Østersøen bliver et NATO-hav, hvor Rusland står helt alene. I en krigssituation bliver det så godt som umuligt for russerne at sejle skibe fra St. Petersborg ud i Østersøen. Hvordan de vil håndtere det militært vil tiden vise, men det er svært at se russerne komme med et militært svar på den korte bane.

Peter Viggo Jakobsen peger derudover på, at både Finland og Sverige siden 2014 har købt amerikanske våben for flere milliarder kr. og på den måde ”cementeret et stadig tættere samarbejde med USA”:

– Rent praktisk bliver det meget lettere at samarbejde nu, hvor landene indtræder fuldt i alliancen, men russerne har for længe siden erkendt, at Finland og Sverige ville kæmpe sammen med NATO-landene i en eventuel væbnet konflikt. Det må også have indgået i de russiske krigsplaner. Så den måde er det finske og svenske medlemskab mere end politisk konsolidering af en allerede eksisterende situation end et nybrud.


Danske legoklodser i Østersøen
Det fører os til, hvad udviklingerne i Østersøen og Baltikum kan betyde for Danmarks rolle og dansk forsvars opgaver i fremtiden. Peter Viggo Jakobsen ser gode muligheder:

– Danmarks militære opgaver er de samme som hidtil, men det er klart, at vi nu bedre kan indtænke Finland og Sverige i den fælles opgaveløsning i Østersøen. Så mange NATO-lande i Østersøregionen gør det muligt at tænke i arbejdsdeling.

Han tilføjer:

– Danmark skal ikke kun tænke i nationale baner i Østersøen, men tænke over, hvordan det danske forsvar kan designes som en legoklods, der kan sættes oven på de andre NATO-legoklodser i området, så man øger effektiviteten af den samlede opgaveløsning uden at skabe for stor duplikation.

11 danske befalingsmænd indgår i NATOs regionale hovedkvarter i Szczecin i Polen, som tidligere blev omtalt som ”det glemte korps”. Det har Putin dog vendt op og ned på med sin invasion af Ukraine, for krigen har kun styrket hovedkvarterets eksistensberettigelse.

– Velkommen til Polen, lyder det fra seniorsergent Benny og chefsergent Henrik, da de tager imod CS’ medlemskonsulent og journalist foran hovedindgangen til NATOs regionale hovedkvarter, Multinational Corps Northeast, i den polske by Szczecin.

Under den korte køretur fra hotellet ud til NATO-hovedkvarteret er vi stødt på Ukraines gul-blå flag overalt i byen: Hængende ned fra broer, skudt op på husfacader af kraftige projektører og klistret fast på bagsmækker og i bilruder i trafikken.

Byens togstation er fyldt med flygtede kvinder og børn, der skal videre i sikkerhed vestpå og undgå menneskesmuglere, der udgiver sig for at være frivillige. På dette tidspunkt er Ruslands invasion af Ukraine to måneder henne, og konsekvenserne af krigen er tydelige, selv her godt 800 kilometer fra den polsk-ukrainske grænse.

Holder et vågent øje med Østersøen
Benny og Henrik fører CS forbi overvågningskameraer og pigtrådsruller, og snart er vi inde bag hegnet og går langs NATO-hovedkvarterets bleggule murstensbygninger, hvoraf nogle bærer navnene Copenhagen, Berlin og Warszawa.

Benny nikker til bygningerne:

– Navnene ærer de tre NATO-lande, der i sin tid oprettede korpset.

NATOs Multinational Corps Northeast blev grundlagt i 1999 af Tyskland, Polen og Danmark. Efter afslutningen på Den Kolde Krig var formålet at fastholde et vågent øje med Østersøen og fortsat bidrage til NATOs artikel 5-musketered. Men den reelle trussel fra Sovjetunionen var borte, og NATO-hovedkvarteret fik til opgave også at løse bløde sikkerhedsopgaver så som humanitære kriser og naturkatastrofer.

– I starten var det hovedsageligt et disaster-hovedkvarter med fokus på eksempelvis oversvømmelser. Truslen var i 1999 ikke den samme som den er i dag. Det var en anden tid. Russerne var endda inviteret med ved korpsets oprettelse, jeg kan tydeligt huske deres store uniformshatte, fortæller Henrik.

På Korps-niveau
De to jyske værter byder på kaffe i cafeteriet. Ved de andre borde går snakken på polsk, tysk og engelsk, og uniformerne skifter farve og sløring sammen med flaget på skuldrene.

Hverken Benny eller Henrik ønsker ikke gå i detaljer med deres konkrete arbejdsopgaver, men de fortæller, at de indgår i henholdsvis J3 Operationer og J2 Efterretning. Arbejdsgangen som dansk befalingsmand kan de derimod godt løfte sløret for:

– Typisk skal man være oppe at køre efter de første 100 dage. Indlæringskurven er ikke stejl, men man skal omstille sig til, at det hernede foregår på korps-niveau, og at man skal derfor hurtigt forstå sin rolle i korpsets opgaveløsning. I forhold til Danmark, hvor vi højst er på divisions- eller brigadeniveau, er man her et eller to trin højere oppe. Dermed får vi også en forståelse for NATOs sammenhænge på en helt anden måde, end hvis vi sad hjemme i Danmark, siger Benny.

Han fortsætter:

– Vi lærer så meget af at være i udlandet, og vi tager meget viden med os med hjem igen. Generelt er der også bare tale om et større budget til uddannelser og kurser. Man får virkelig lov til at nørde sig helt ned i sit speciale.

Mange kulturer samlet under ét tag
Indimellem afbrydes Benny og Henrik, når en udenlandsk kollega siger goddag på engelsk, som er korpsets arbejdssprog.

– Noget af det mest motiverende ved at være her i Szczecin er den tillid, som andre nationer, uagtet rang, viser os. Danskerne har et godt ry i NATO-regi. Derfor vil jeg slå et slag for, at vi får flere befalingsmandsstillinger i udlandet, for det er virkelig godt for os, og for Danmark sådan set, og vi kan sagtens løfte de opgaver, vi bliver stillet, siger Benny.

Med 25 NATO-nationer samlet under ét tag, skal man dog være indstillet på kulturforskelle, og at ens internationale kolleger løser opgaverne på en anden måde.

– Vi kan ikke forlange, at alt bliver lavet som hjemme i regimentet efter dansk standard, hvor alle er uddannet efter samme skabelon. Hernede er der måske 15 skabeloner, også fordi ikke alle er lige gode til engelsk. Nogle gange er 80 procent lig med 100 procent, fortæller seniorsergenten.

De tomme papkrus ryger i skraldespanden, og Benny og Henrik viser vej ud til cafeteriets atrium, hvor statsminister Mette Frederiksen for nogle uger siden holdt tale for de danske udsendte i Szczecin.

– Vi har hele tiden haft gode forhold og spændende opgaver, alligevel har hovedkvarteret lidt været ”det glemte korps”. Men krigen i Ukraine har medført en ny opmærksomhed. Statsministeren var meget interesseret i vores arbejde og takkede os for vores indsats. Og så jokede hun med, at det var godt at se nogle jyder, siger Benny.

Krigen rykker NATO sammen i bussen
De to befalingsmænd fører CS videre til Senior National Officer og oberst i J1, Jens Sund, som tager plads ved et langbord. På kontorets vægge hænger et dobbeltportræt af dronning Margrethe og prins Henrik, og Dannebrog og NATOs mørkeblå fane vejrer i hver deres hjørne.

– Korpset havde en hård fødsel, men i disse uger viser vi vores berettigelse, siger Jens Sund og forsætter:

– Officielt har vi et ”360 graders” perspektiv på forsvar og sikkerhed, det vil sige på alt fra naturkatastrofer og epidemier til migrantstrømme i Middelhavet og udviklinger syd for Europa. Men korpsets opgave er først og fremmest afskrækkelse og forsvaret af NATOs østflanke.

Trods det østvendte fokus kom Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar alligevel bag på mange i hovedkvarteret, fortæller obersten:

– Hos den enkelte, uanset rang, var der en dyb vantro: ”Hvad fanden sker der,” tænkte de fleste. Vi havde selvfølgelig moniteret Ruslands troppeopbygning langs den ukrainske grænse siden efteråret, men vi kunne ikke se en rationel grund til, at Rusland skulle angribe. Vi var forberedte og opdaterede, men alligevel blev vi overrasket.

De første dage og uger efter invasionen havde korpset travlt med at finde deres ’battle rhythm’, som Jens Sund udtrykker det, men under CS’ besøg, er der ”kommet mere ro på”, selvom der stadig er travlt:

– Invasionen har været en gamechanger for hovedkvarteret. Alle lande tager styrkeproduktion meget mere alvorligt nu, og alt bullshit er skåret fra. Vi er rykket tættere sammen i bussen, og meget af det daglige fnidder, som let opstår i en multinational organisation som vores, er forsvundet som dug fra solen.

– Derudover har invasionen fået os danskere til at forstå balternes og polakkernes iboende frygt for Putin. De lokaler ynder at sige, at russerne kom under Anden Verdenskrig og først tog hjem igen 40 år senere.

Benny indskyder:

– Som en polsk kollega sagde til mig, så kunne jeg bare tage over i skovene i Katyn, hvor op mod 20.000 polske officerer og politimænd ligger begravet. De blev henrettet af russerne under Sovjetunionens besættelse af Polen i 1940.

Vi skal være effektive
Med sine i alt 43 danskere er Multinational Corps Northeast et af de udenlandske steder med flest faste stillinger for det danske forsvar, og det største, når det kommer til befalingsmænd. Dermed er det også et af de steder i NATO, hvor danskernes flade hierarki kan trives, fortæller Henrik:

– Hos os kan en dansk befalingsmand sagtens tage ordet og komme med et detaljeret forslag til, hvordan man skal løse en opgave, mens officeren står og lytter. Det kommer bag på nogle af vores udenlandske kolleger, men alle danske udsendte, høj som lav, spreder værdi hernede.

For bordenden nikker Jens Sund samstemmende:

– Danmark er et lille land, og det betyder, at vi skal være effektive, hvis vi vil rykke på noget. Vi har den operative erfaring fra Irak og Afghanistan, og vi er ikke bange for at tale en højere rang imod, hvis vi mener, vi har noget relevant at byde ind med.

– Vi kommer til at tage et ordentligt favntag med fastholdelse og rekruttering. Det er en bærende præmis for, at man skal kunne forestille sig, at vi skal kunne føre forsvaret op til et højere niveau.

Sådan lød det fra den danske forsvarschef, general Flemming Lentfer, hos Atlantsammenslutningen på Frederiksborg Slot mandag denne uge. Her gav landets øverste militærfaglige rådgiver en uklassificeret status på forsvaret. CS var med, ikke mindst for at høre, hvad Flemming Lentfer tænker om den aktuelle personelsituation i Forsvaret:

Et spørgsmål om bedre vilkår for de ansatte
– For det første har jeg brug for, at folk bliver længere, end tilfældet er i dag, og det gælder især de unge befalingsmænd og konstabler. Gør jeg ikke det, så har jeg utrolig svært ved at bygge enheder, for så starter jeg forfra hvert andet eller tredje år, og det giver jo ikke den rutinering og kampkraft, jeg har brug for.

– Den anden ting er, at hvis vi også har en ambition i et nyt forlig om, at vi skal være flere – hvilket ikke er helt utænkeligt – så sker det i en kontekst af, at andre arbejdsgivere, både statslige og private, også er på jagt efter arbejdskraft. Det siger noget om, hvad vi er oppe imod rekrutteringsmæssigt.

– Derfor er jeg også helt overbevist om, at vi skal investere i vores personel, det militære såvel som det civile. Og det er ikke bare et spørgsmål om en lønningspose – for det er i virkeligheden et overenskomstspørgsmål, som jeg ikke skal blande mig så meget i – men et spørgsmål om de vilkår, som folk er ansat under. Det, tror jeg, har enorm stor betydning for vores evne til at fastholde, og det er både på indkvartering, på materiel de steder, hvor det ikke er godt nok, men det er selvfølgelig også på kontraktformer.

Missioner er ikke længere nok
I sit oplæg nævnte Flemming Lentfer, hvordan internationale missioner som især Afghanistan tidligere havde været et vigtigt trækplaster for yngre soldater. Men fremover er man nødt til at kunne byde på mere, erkendte forsvarschefen:

– Så hvad er det for et perspektiv, man kan se for sig, når man er ansat som soldat? Hvordan fastholder vi folk udover ”den indledende oplevelse” for unge mennesker i dag? Det skal vi have et andet og bedre bud på, end vi har i dag. Ellers kommer vi til at køre i tomgang, fordi vi skal starte forfra alt for ofte med uddannelse af folk.

– Vi er faktisk okay gode til at rekruttere, også i dag, men vi er ikke så gode til at fastholde, som vi gerne vil. Men det kræver også, at vi en lang, lang periode i den her ekspeditionsforsvars-tankegang har haft det som en rekrutteringsmæssig præmis, at unge kom ind, blev uddannet og blev rutineret, tog en eller to internationale missioner, som var højdepunktet for uddannelsen, og gik ud igen. Og så kunne vi starte forfra.

– Den produktionsmaskine passede egentlig meget godt til den type forsvar og det behov, man havde dengang. Det passer bare ikke specielt godt til den situation, vi står i nu.

– Vi vil sådan set gerne have stående styrker, hvor folk er gennemrutinerede over en længere årrække. Det er faktisk det, der skal til, for at betjene alt det materiel, som vi skal have i fremtiden, så derfor er vi også nødt til at finde en anden form måde at få et fornuftigt arbejdsliv i forsvaret, så det ikke kun er et internationalt højdepunkt i form af en mission, som unge mennesker. Det kommer vi til at arbejde med.

Torben Kristensen fra Jydske Dragonregiment er i dag rejst til Estland som en del af NATO’s enhanced Forward Presence-mission. Udsendelsen sker på et tidspunkt, hvor risikoen for krig mellem NATO og Rusland sjældent har været større.

Med Ruslands månedlange militære opbygning og invasion af Ukraine som bagtæppe er chefsergent Torben Kristensen fra II Panserinfanteribataljon ved Jydske Dragonregiment i dag rejst til Estland. Det sker som en del af det danske styrkebidrag til NATO’s fremskudte tilstedeværelse, enhanced Forward Presence, også kendt som eFP.

For Torben Kristensen og hans i alt 200 militære kolleger, hvor mere end halvdelen i dag har plantet støvlen på estisk jord, lyder opgaven at styrke NATO’s østlige flanke og bakke op om forsvarsalliancen, ikke mindst de baltiske medlemslande, der deler landegrænse med Rusland.

– Det er mere aktuelt end nogensinde før, at vi viser vores sammenhold i NATO, og den opgave passer udsendelsen af vores kompagni rigtig godt ind i. Vi står sammen, og vores job som soldater er kun blevet endnu mere relevant i lyset af situationen i Ukraine, lyder det fra Torben Kristensen, som under eFP får funktion som kontigentbefalingsmand.

”Kompagniet føler sig klar”
CS Bladet taler med Torben Kristensen over telefonen, da den 54-årige chefsergent dagen inden afrejse er forbi sin arbejdsplads i Holstebro for at hente de sidste ting på depotet.

Siden nytår har Torben Kristensens kompagni blandt andet øvet kampeksercits i skovterræn, og kompagniets førerne har været i Tyskland og sammen med deres britiske førerkolleger øvet en række simuleringer.

– Kompagniet føler sig klar, og det er også det, jeg ser, når jeg har været derude; at soldaterne er klar, og at de har et rigtig godt niveau, siger han og fortsætter:

– I Estland kommer vi til at samarbejde med både britiske og estiske soldater, og det ser vi frem til – også med det udbytte, vi får ved at se, hvordan de andre landes soldater arbejder, og hvad de har af styrker og svagheder holdt op mod vores egne styrker og svagheder. På den måde forbedrer alle sig.

Af de 200 udsendte danskere udgør kamptropperne ca. 150 mand, når man medregner ildstøtte og operative logistik. Resten dækker over det nationale støtteelement, som sørger for forbindelsen hjem til Danmark og for at få forsyninger frem og tilbage. Derudover er der også militærpoliti med for at ”sørge for et dansk blik på, hvis der skulle opstå nogle episoder,” fortæller Torben Kristensen:

– Man kan se det som, at hovedparten af det danske bidrag indgår i den britiske kampgruppe, og så danner vores andre kolleger en skærm rundt om os ved at sørge for alt fra den nationale logistik og kontakt til posttjeneste, leave-planlægning og rejsebestillinger.

– Alle ser frem til at komme af sted. Der er selvfølgelig afskeden nu her, som altid er den svære del, men alle har set frem til det lige siden, vi blev udpeget til opgaven.

Ro i maven
Danmark stillede senest i 2020 med styrker til eFP, men denne gang er det alligevel anderledes. En varm krig raser på europæisk jord, og frygten går på, at kampene på en eller anden måde kan trække NATO-landene direkte ind i krigen.

For Torben Kristesen, der før har været udsendt til Balkan og Afghanistan, er turen til Estland dog ikke meget anderledes:

– Det handler om at have ro i maven og have styr på det derhjemme. Man skal sørge for, at tingene er løst og taget hånd om, så man ved, at dem hjemme er så godt stillet, som de kan være, så de egentlig kun skal håndtere afsavnet. Når man har været af sted flere gange, ved man godt, hvordan det bliver for familien, siger han og afslutter:

– Om krigen i Ukraine øger risikoen for, at vi bliver aktiveret som en styrke, der skal indsættes i direkte kamp, det tror jeg såmænd ikke. Der er selvfølgelig en mulighed for, at krigen spreder sig, men som sådan er jeg ikke nervøs. Det ligger altid som en del af jobbet, at på et tidspunkt bliver man peget på, og så må man tage af sted og løse opgaven.

Hans Peter Michaelsen er selvstændig forsvarsanalytiker med 41 års erfaring fra forsvaret, herunder mere end 30 år som officer i Flyvevåbnet. Søndag aften fulgte han med på Tv, da den socialdemokratiske regering sammen med Venstre, SF, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti præsenterede sit ’nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik’.

Kompromiset består af tre dele: En afstemning til juni om at ophæve EU-forsvarsforbeholdet, en økonomisk her-og-nu saltvandsindsprøjtning til dansk forsvar, diplomatiet og humanitær bistand på i alt 7 mia. kr. og endelig et løfte om at skruet op for forsvarsbudgettet, så det i 2033 udgør to procent af bruttonationalproduktet.

– Min første reaktion på pressemødet var, at det var på tide. Danmark har danset som katten om den varme grød om de her to procent af bruttonationalproduktet i årevis. Forklaringen lød, at så ville vi ikke have råd til velfærd, men det har betydet, at vi konstant har været bagefter i den proces, siger Hans Peter Michaelsen.

Prioriter ammunition og personel her og nu
Militæranalytikeren peger på tre konkrete områder, som forsvarets andel af de 7 mia. kr. øjeblikkeligt kan bruges på:

– Der skal skaffes ammunition og forsyninger, blandt andet til kampbataljonen, der lige nu er på højt beredskab. Derudover skal man sikre, at man kan afholde de nødvendige øvelser, og endelig at man kan udbetale overarbejdstimer til sine soldater. Lige nu mangler der mandskab næsten alle steder, og soldaterne bliver ofte bedt om at afspadsere merarbejde uden hensyn til soldaternes familier og øvrige liv.

– Hvis Forsvaret skal være en moderne og attraktiv arbejdsplads, så skal medarbejderne i højere grad selv kunne vælge, om de vil have udbetalt overarbejde som selvvalgt afspadsering eller som løn.

Hans Peter Michaelsen nævner også den civile uddannelsesordning, CU, som et redskab, der kan tages i brug for at styrke personelsiden:

– Jeg vurderer, at der i langt højere grad er brug for en ”gulerod” for soldaterne. CU var en rigtig god ordning, som gjorde, at personellet kunne koncentrere sig fuldt ud om soldateropgaverne i en årrække, hvorefter de havde mulighed for at få en uddannelse, som gav dem de nødvendige kvalifikationer til et civilt job. Men CU’en bør være én af flere muligheder, således at den enkelte soldat har et valg.

– Hvis man vil holde på sine soldater, skal man også kunne give dem de rette vilkår og den nødvendige gulerod, når man i perioder har trukket særlig hårdt på dem.

”Se at få fyldt op med våben og missiler”
Hans Peter Michaelsen bed også mærke i politikernes udmelding om at nå to-procents-målsætningen i 2033. Han mener, at der er rigeligt med steder, hvor en stor pose penge kan bruges:

– På den korte bane vil jeg prioritere våben på tværs af alle tre værn, fordi våben skaber afskrækkelse. Så sørg for at få fyldt fregatterne op, også med SM6-missiler, som dog kræver noget ombygning af radarerne. Derudover skal der købes missiler til vores nye F-35 kampfly, fordi vi lige nu ingen har. Kort sagt skal man se at få fyldt op med våben og missiler.

– Derudover kan man argumentere for på længere sigt, om ikke Flyvevåbnet skal have flere F-35- kampfly. Danmark er det land i EU med færrest. Vi skulle gerne op på 35 styks modsat de 27, vi har indkøbt.

– Vi skal forstærke Hæren ved at bygge reserver. Så skal vi have en længere værnepligt, hvor vi uddanner dem til at blive rigtige soldater, og hvor vi kan genindkalde dem. Så alt det Hæren skal kunne stille på længere beredskab, det skal være reserveenheder. Hæren skal derudover have tilstrækkelige kampvogne og mandskabskøretøjer samt luftforsvarssystemer.

– Endelig tror jeg et fremtidigt søværn vil minde om det, vi har i dag, men med topmoderne og opdaterede fregatter med alle de nødvendige våbensystemer, missiler og lignende. Vi vil formodentligt være i gang med at vælge, om vi skal have korvetter eller ubåde. Netop fordi vi har et ansvar for Nordatlanten og Rigsfællesskabet, vil der være behov for at booste Søværnet. Og fra tid til anden vil vi også skulle tage på antipiraterimissioner ude i verden med et af vores skibe, fordi vi er så stor en søfartsnation.

Du kan læse resten af interviewet i det kommende udgave af CS Bladet.

OBS: Denne artikel er skrevet før Rusland indledte invasionen af Ukraine 24. februar 2022.

I kølvandet på Ruslands annektering af Krim i 2014 har Norge, Sverige og Finland over en bred kam gennemført en større udbygning af deres nationale forsvar. Det har betydet, at vores nordiske nabolande i dag står stærkere rustet til den aktuelle, sikkerhedspolitiske krise, der udspiller sig mellem NATO og Rusland ved grænsen til Ukraine.

– Man kan godt sige, at vores nabolande har udvist rettidig omhu, lyder det fra Hans Mouritzen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Svensk forsvar havde ramt bunden
Ifølge Hans Mouritzen, der i en årrække har analyseret udenrigs- og sikkerhedspolitik, befandt et land som Sverige sig for et årti siden i en langt mere udsat position:

– 2013 var nok bundniveauet for svensk forsvar. Tag bare påskekrisen det år, hvor russiske jagerfly simulerede angreb på Stockholm, og hvor danske kampfly måtte gå på vingerne. Sverige havde op til da helt afskaffet det territoriale forsvar til fordel for ekspeditionsforsvaret.

– Siden da har Sverige dog oprustet ad flere omgange, faktisk så meget, at mens de borgerlige partier vil have yderligere bevillinger, har regeringen måtte sige ”ro på, kamelen kan ikke sluge så meget på én gang. Vi skal jo lige bruge de penge, vi allerede har fået.

Svensk bestillingsarbejde
De mange penge til svensk forsvar kan spores tilbage til en omfattende analyse, som regeringen tilbage i 2016 bestilte af landets forsvar. Det fortæller militæranalytiker og sikkerhedspolitisk forsker Jeppe Plenge Trautner:

– I 2000’erne havde Sverige nedskaleret deres forsvar ret kraftigt. De havde suspenderet værnepligten i 2008, og en del kapaciteter og ammunition stod hengemt på depoter. Men omkring 2016 kunne svenskerne godt se, at verden var ved at ændre sig, og at nærområdet blev mindre forudsigeligt, så de iværksatte et meget stort analysearbejde, der fandt bred støtte i den svenske Riksdag. Det resulterede i et digert værk på knap 400 sider, der analyserede alt fra trusselsbilledet til situationen for personel, materiel og garnisoner.

– I dag har Sverige genaktiveret værnepligten, og især hæren har enten udskiftet eller genaktiveret deres kapaciteter, herunder et stort antal pansrede køretøjer. Flyvevåbnet har levetidsforlænget Gripen-kampflyene og er i gang med at producere en ny type, så de går fra 50 til ca. 90 kampfly. I søværnet udbygger de ubådsvåbnet og moderniserer deres missilkorvetter. I 2032 vil Sverige stå med en væsentlig større struktur bag sig og en mobiliseringsstyrke på mellem 110.000 og 120.000 mand.

Det optimale miks
Ifølge Jeppe Plenge Trautner gennemsyrer forsvarsanalysen fra 2016 stadig den måde, svenskerne taler om forsvar og sikkerhed på:

– Det handler om nærområde og afskrækkelse, opbygning af en krigsreserve, om at passe på Sverige på en troværdig måde og om at samarbejde tæt med NATO, også selvom Sverige ikke er medlem.

Han fortsætter:

– Sveriges reserve er skudt drastisk i vejret, og de har siden 2018 færdiguddannet i omegnen af 20.000 værnepligtige, som er gået rent ind i samlede enheder i krigsreserven. Og de har genindkaldt nogle af de værnepligtige fra 2008 til genopfriskende uddannelse, så de kan være nogle yderligere år i reserven, indtil tilstrækkeligt med unge er færdiguddannet.

– Målt på bruttonationalprodukt bruger Sverige ikke flere penge end Danmark. Det skyldes til dels, at de stadig havde materiel på depot i forvejen. Men endnu vigtigere er det, at deres reserveenheder er meget billigere end kontraktansatte enheder. I mine øjne sigter Sverige altså efter det optimale miks med at have betydelige stående styrker med det, der svarer til mange af CS’ medlemmer i alle tre værn – og udbygge disse – og derudover have en færdiguddannet og enkadreret krigsreserve, der kan være kampklar få dage efter en mobilisering.

Norsk forsvarsbudget skyldes Rusland og USA
Også i Norge er det den stigende bekymring fra Rusland, der har betydet, at nordmændenes forsvarsbudget i 2021 ifølge seneste tal fra NATO lå på omkring 52 mia. danske kroner. Det fortæller Mikkel Runge Olesen, der deler arbejdsplads med Hans Mouritzen på DIIS:

– I de russiske forsvarsplaner, der er offentligt tilgængelige, kan man læse, at i en konfrontation med NATO, ønsker Rusland kontrol over særlige områder i Norden, herunder en bid af Finnmarken i det nordlige Norge. Det er nordmændene sjovt nok ikke så glade for.

– Men med til historien hører også, at amerikanerne, som bekendt presser sine NATO-allierede til at bruge flere penge på forsvar, og at Norge, som har mange penge på grund af olien, har råd til et stort forsvarsbudget, der ligger omkring de to procent af bruttonationalproduktet.

Ligesom sine svenske naboer lavede Norge efter Krimkrisen i 2014 en gennemgribende forsvarsanalyse af trusler, materiel og mandskab.

– De senere år har Norge konkret indkaldt flere værnepligtige og forlænget tjenestetiden. Nordmændene havde ikke helt så meget materiel på hylderne som Sverige og Finland, men de pudsede det af, de trods alt havde, moderniserede og købte nyt. Derudover tog de nogle konkrete skridt henimod at styrke forsvaret af Finnmarken i Nordnorge, der sammen med Gotland og Bornholm udgør de tre områder, som man vurderer, russerne vil forsøge at sætte sig på i en krise med NATO, siger Jeppe Plenge Trautner.

Hvad angår flyvevåbnet, har Norge i alt bestilt 52 F-35 kampfly, hvoraf de første 31 styks i januar i år var leveret til det norske flyvevåben og nu er operative. Endelig er nordmændene ved at udskifte deres antiubådsfly, ligesom de har forlænget levetiden på deres missilbåde og er i gang med at købe nye ubåde, fortæller Jeppe Plenge Trautner.

”Finland har altid været skarpe og klar”
Det fører os til vores sidste naboland i Norden, nemlig Finland. For tiden kan man læse, at mere end 60 procentaf finnerne ser positivt på et NATO-medlemskab. Det er noget af en kursændring fra landets ruslandspolitik under Den Kolde Krig, hvor Finland og Sovjetunionen indgik i en venskabspagt. Pagten betød, at finnerne end ikke måtte søge om optagelse i EU’s forgænger, EF. Siden 1990’erne har finnerne dog ændret kurs, fortæller Hans Mouritzen fra DIIS:

– Efter Den Kolde Krigs afslutning sagde finnerne, at fra nu af bestemte de selv i forhold til deres allianceunion. Og det har deres statsminister så gentaget for nylig i sin nytårstale til befolkningen.

Ifølge militæranalytiker Jeppe Plenge Trautner er Finland faktisk det land, der siden 2014 har ændret mindst på deres forsvar:

– Generelt har finnerne altid været meget skarpe og klar. Gennem årene har de haft et stort forsvar og indkaldt over 20.000 værnepligtige om året. De har også bevaret store lagre af blandt andet ammunition, artilleripjecer og kampvogne. Og selvom deres mobiliseringsstyrke kun er det halve af, hvad den var ved Den Kolde Krigs ophør, er der stadig en stor krigsstyrke på knapt 300.000 mand.

– Finnerne kan skalere kraftigt op med reserveofficerer og befalingsmænd af reserven. De har 900.000 reservister i alt i deres personelpulje, men det er dog ikke alle, der vil blive indkaldt. Derudover mønstrer de også folk hver fjerde eller femte år de første 15 år efter, de er hjemsendt.

Tænker i krig og afskrækkelse
– Finland har også besluttet at udskifte deres F-18-kampfly med 64 amerikanske F-35. I Danmark har vi valgt 27 styks, og det til trods for at vores befolkninger er nogenlunde samme størrelse. Selvfølgelig skal man tage med, at finnerne har et større territorium og ikke er med i NATO, men alligevel mener jeg, at valget af F-35 og antallet af fly er et kraftigt politisk signal.

Jeppe Plenge Trautner slutter af med at nævne, at finnerne har moderniseret deres Leopard-kampvogne, ”dog ikke til samme niveau, som de danske”, og at de har købt nyt selvkørende artilleri og nye kystkorvetter:

– For Finland har det altid været tydeligt, at de tænker i krig, krigsstyrke og afskrækkelse som det, der skal til for at kunne bevare freden, siger han.

OBS: Denne artikel er skrevet før Rusland indledte invasionen af Ukraine 24. februar 2022.

Det er ikke mange dage siden, at den danske regering først udtalte, at Danmark ville støtte Ukraine med 550 millioner kr. de kommende år, og dernæst at man overvejede mulighederne for at sende cyberrådgivere og sågar våben af sted, hvis krisen med Rusland skulle gå den gale vej.

Men den danske støtte til det ukrainske militær går flere år tilbage. Ikke kun i form af krudt og kugler, men med undervisning af soldater, som en del af Danmarks Freds- og Stabiliseringsprogram for Ukraine.

Én af de danske undervisere, der har været sted på Hjemmeværnets Instruktørkursus, er 52-årige Pia Goul fra Midt- og Vestjyllands Hjemmeværnsdistrikt. Sidste september var hun og fem kolleger af sted i en uge på Ukraines National Army Academy i byen Lviv i den vestlige del af landet.

Den russiske skole
Til daglig er Pia Goul specialkonsulent i ledelse og pædagogik på Hjemmeværnsskolen og har også været lektor og studievejleder på University College Syd, hvor hun underviste op mod 30 elever ad gangen. Hun er altså vant til at lære fra sig, men alligevel bød de ukrainske elever på en anderledes udfordring:

– Vi underviste det værnsfælles instruktørkorps, som blevet skabt for godt fem år siden. Deres viden og undervisningstilgang bygger på den gamle russiske skole, og derfor fokuserer de ikke så meget på innovation i grundskolen. Tankegangen er i stedet at gøre, hvad underviseren beder én om, så de er ikke vant til at tænke ud af boksen, som vi er i Danmark.

– I det ukrainske undervisningssystem handler det om at undgå at lave fejl, for at man kan avancere, og det gælder både for elever og undervisere. Derfor kan underviserne finde på at hjælpe eleverne for meget, både for elevens skyld, men i lige høj grad for at rygdække sit avancement som underviser.

– Vores opgave som instruktører var at undervise soldaterne ud fra en socialkonstruktivistisk tankegang, hvor man er fælles om at løse opgaverne, og hvor man prøver at se verden og ens opgaver på forskellige måder.  Det kunne for eksempel være undervisning i brug af forbindinger og bandager. Hvis det er første gang, man får udleveret en forbinding, er det ikke sikkert, man ved, hvordan den skal lægges på arm eller ben, men der er mulighed for at prøve sig frem. Vi viste kursisterne, at de selv kunne finde frem til den bedste løsning ved at bruge hinandens viden og koble det med hjælp fra lærebøger og film. På den måde påvirkede eleverne hinanden til at finde frem til ny viden og det bedste resultat.

Den danske tankegang tog dog nogle dage, før den slog igennem, fortæller Pia Goul:

– Eleverne på holdet bestod af kaptajner og oberstløjtnanter, og flere af dem var veluddannede med kandidater og ph.d’er. Teorien havde de på plads, men praksis var noget andet. Nogle af dem var kritiske over for, om det kunne lade sig gøre ikke at fortælle dem, hvad de skulle gøre, inden de gik i gang, men at de selv skulle finde ud af løsningen. Da vi evaluerede, svarede mange af dem heldigvis, at de kunne bruge vores undervisning.

En gave at undervise andre
Pia Goul er til daglig reserveofficer og kaptajn. For at komme af sted til Ukraine underskrev hun en kontrakt med Hjemmeværnskommandoen og CS, som gav hende rang af oversergent, da kortidskontrakter skal afspejle graden af det job, der bestrides.

– Det var også vigtigt for Hjemmeværnskommandoen, at vi blev sendt af sted som oversergenter, for på den måde får man sendt et budskab til omverden om, at det ikke er ens høje rang, som afgør, at man var en god instruktør, men derimod en personlige og faglige kompetencer.

– Med en ny rang plejer man at stige i graderne, men teknisk set gik jeg jo ned i rang. Det gjorde jeg for at udfordre min rolle som underviser, for det er en gave at få lov til at bruge mine kompetencer under andre vilkår og i en anden kultur, hvor jeg selv bliver udfordret på det, jeg kan. Det var fantastisk at opleve kursisterne flytte sig mentalt på kort tid. Også selvom jeg ved, at ting tager tid.

Fakta:

• Instruktørkurset, som Pia Goul var på i efteråret, varede en uge og fandt sted på National Army Academy i byen Lviv i det vestlige Ukraine.
• Pia Goul er kaptajn og reserveofficer, men blev sendt af sted som oversergent med en CS-kontrakt, da den udsendtes grad skal afspejle funktionen.
• Siden 2018 har Hjemmeværnet i alt sendt 18 medarbejdere til Ukraine, heraf 16 frivillige og to fastansatte som kursusledere.
• Hjemmeværnets instruktørkursus indgår i Forsvarets Freds- og Stabiliseringsprogram for Ukraine, som har til formål at støtte Ukraines kapacitet til at håndtere konfliktsituationen i det østlige Ukraine samt opnåelsen af NATO-standarder.
• Hjemmeværnets instruktørkursus i Ukraine er netop blevet forlænget, så kurset som minimum fortsætter resten af 2022.

Arktis kaldes ekstremernes land. Polarørkenen, klipperne, floderne og det omkringliggende ishav udgør et smukt, men ugæstfrit landskab, og afhængig af egn og årstid kan temperaturerne nå 26 plusgrader og dale til minus 45. Det er i dette barske område, at Arktisk Kommando opererer.

Arktisk Kommando, der næste efterår fylder ti år, varetager mange forskellige opgaver; fra suverænitetshåndhævelse og farvandsovervågning til redningsaktioner og bortskaffelse af farlig ammunition – for blot at nævne nogle stykker.

CS Bladet har bedt tre medlemmer fortælle om det særlige operative miljø, om sammenholdet og den rå natur i det høje nord, der i årevis har udgjort deres arbejdsplads og et slags andet hjem.

Fra nul til 100 på halvandet sekund
I operationsrummet i Arktisk Kommandos hovedkvarter i Nuuk følger Patrick Andersen med på de mange skærme med søkort og satellitbilleder. Til sammen danner de et situationsbillede over Grønland og de dele af det arktiske ishav, der hører under AKO.

I lidt over et år har den 30-årige flyverkonstabel haft fast plads som operationsassistent i kommandoens Joint Operations Center:

– Hverdagen varierer utrolig meget. Jeg kan gå og hygge mig med mine opgaver, men så lyder alarmen, og vi går vitterligt fra nul til 100 på halvandet sekund og kører derefter på i tolv timer. En dag havde vi fem Search and Rescue-cases (eftersøgnings- og redningsopgaver, red.) kørende på samme tid. Der var jeg træt, da jeg endelig kom hjem i seng, siger han og griner bag det store fuldskæg.

Det geografiske område, som AKO dækker, er større end Tyskland og Frankrig til sammen, og de enorme afstande mellem mennesker, bygder og myndigheder gør operationsmiljøet til noget særligt, fortæller Patrick Andersen:

– Arktis’ størrelse forpligter. Vi spænder over et område, som er på størrelse med næsten halvdelen af Europa. Det stiller store krav til at kende kortene og have et udbygget kendskab til det lokale politi, havnefogeder og rederier, der sejler heroppe. Søkort og internet hjælper kun én til et vist punkt. Resten afhænger af vores menneskelige kilder og kontakter derude i landet og på vandet.

– Man skal også være skarp på det grønlandske sprog. Hvis vi hører et grønlandsk ord eller stednavn forkert og derefter handler på det, kan det jo lede os alle i den fuldstændig forkerte retning i en situation, hvor hvert minut tæller.

– Heroppe bliver jeg udfordret. Jeg skal tænke anderledes, og jeg får lov til at rode med opgaver og platforme, som jeg ikke ville få mulighed for hjemme i Danmark. Jeg sætter mit fingeraftryk på AKO og på det fundament, der bliver bygget i dag til fremtidig brug.

Fra 13 mand til fuldbyrdet kommando
Set med de historiske briller viderefører Patrick Andersen og hans kolleger en dansk militær tilstedeværelse i Grønland, der begyndte for flere hundrede siden. I 1700-tallet blev en sergent og 12 menige, som de førstedanske soldater sendt af sted for at beskytte kolonierne mod plyndringer fra udenlandske hvalfangere.

Som årtierne skred frem, gik Forsvaret fra at beskytte kolonierne til også at udforske og kortlægge store dele af Grønland samt at indføre fiskeriinspektion, i takt med at flere og flere fiskere drog mod nord.

De første konturer af en reel dansk kommando i Arktis så dagens lys i årene efter Anden Verdenskrig, hvor Danmark i første omgang oprettede Grønlands Marinekommando med hovedkvarter i daværende Godthåb. Dernæst, i 1951, blev kommandoen en treværnskommando og skiftede navn til Grønlands Kommando og flyttede til Grønnedal. Endelig, i 2012, fandt AKO sin nuværende form, da kommandoerne i Grønland og Færøerne blev slået sammen.

Verdens største enkeltstående SAR-område
Én af dem, der har været med siden før oprettelsen i 2012, er den 40-årige marinespecialist Rasmus Lohse.

– Jeg nåede at få tre år ved Grønlands Kommando, der lå i Grønnedal, og det var et smørhul uden lige. I dag i Arktisk Kommando er vi spredt mere ud, men det har bestemt sine fordele. Fordi vi ligger i Nuuk, er vi en fast del af det grønlandske samfund og det lokale foreningsliv, og det er mit indtryk, at folk er glade for vores tilstedeværelse: Går du ned ad gaden iført uniform, smiler de lokale til dig.

– Internt i kommandoen er vi meget tætte på hinanden, og flere af os har svært ved at tage væk herfra.

Til hverdag sidder Rasmus Lohse i Joint Rescue Coordination Centre Greenland, også kaldet JRCC’en, og kan med egne ord vinke til Patrick Andersen fem meter fra sin kontorplads. I JRCC’en er Rasmus Lohse med til at koordinere indsættelsen af fly og skibe, som blandt andet bruges, når personer er forsvundet eller skal reddes op af ishavet.

– Modsat et land som Australien, der langs sin kyststrækning har en del operationscentre, er der i Grønland kun os i vores ene center heroppe. Vi er verdens største enkeltstående SAR-område med kun ét center. Arbejdsfordelingen er i grove træk den, at de grønlandske politimyndigheder tager sig af de helt kystnære ting, og vi tager os af eftersøgnings- og redningsopgaver længere ude fra kysten eller inde på isen.

Ifølge Rasmus Lohse består cirka 80 procent af AKO’s arbejde af civile opgaver, mens de resterende 20 procent er rent militære:

– De fleste af vores opgaver består af eksempelvis Search and Rescue (SAR), støtte til samfundet eller evakueringer af folk, der er kommet til skade. Vi har nok 120 SAR-opgaver om året. Nogle redningsopgaver varer 10 minutter, andre varer 10 dage. Det er i virkeligheden ret mange.

Gamle granater fra Krigen
Mere end 2200 kilometer sydøst fra Nuuk holder Ove Ritter vejret, idet han knæler ved en genstand på størrelse med en dåseøl, men med kraft nok til at slå ham ihjel, hvis ikke han passer på.

Dagen forinden har en voksen søskendeflok kontaktet Forsvaret, fordi de fandt en håndgranat på bedsteforældrenes loft. Cirka 30 gange årligt må Ove Ritter tage ud til borgere på Færøerne eller i Grønland for at håndterer alt fra gamle granater og håndgranater, der stammer tilbage fra Krigen, til dynamit, fyrværkeri eller ammunition.

– Man skal vide, hvad man har med at gøre. Selv gamle granater er stadig skarpe.

Ove Ritter indgår i Forbindelseselementet Færøerne, FEF, som huser fem militære ansatte, én civil og seks reservister. Trods FEF’ens beskedne størrelse er den operative opgaveliste lang: Først og fremmest står FEF’en for det militære forsvar af Færøerne, men elementet varetager også suverænitetshåndhævelsen og overvågningen af det færøske farvand, støtte til civilsamfundet samt den lokale fiskeriinspektion. Og når FEF ikke har travlt med at modtage ministre og andre vigtige gæster, er de i dagstimerne ansvarlige for den operative indsættelse af Forsvarets inspektionsskibe og fly.

– Vi har rigtig mange hatte på, siger Ove Ritter og fortsætter:

– Tager du bare mig som eksempel, så er jeg ikke kun ansvarlig for ammunitionsrydning, men også våbenmester, garagemester, logistik- og forsyningsbefalingsmand, kryptokustode og speditør.

– Jeg vil ikke sige, at vi er overbelastede med arbejde, men indimellem har vi godt nok meget at se til – især når én af os holder ferie, afspadserer eller er væk på uddannelse.

Ove Ritter kom til Færøerne i 1982 og har udover et par afstikkere til Danmark og internationale missioner været her lige siden. Men i ikke en så fjern fremtid lurer pensionen hjemme i Danmark, og det kan godt få den gråsprængte chefsergent til at grue for, hvem der kan overtage pladsen:

– Ammunitionsrydning er en stor opgave, og jeg ved, at Forsvaret går og lurer på, hvem der skal efterfølge mig. Det skal jo gerne være en lokalt uddannet, som tager over, men det er svært at finde stampersonel med min profil, for jeg er jo sådan en gammel øgle, der igennem en helt liv har taget en masse forskellig uddannelse. Min stillingsbetegnelse er ikke ligefrem en lagervare.

Udfordring med korte kontrakter

Tilbage i Joint Operations Center i Nuuk fortæller flyverkonstablen Patrick Andersen, at han ifølge sin kontrakt skal være to år i Grønland. Lige nu går han dog og ”flirter med ideen om at blive endnu længere”:

– Jeg er blevet glad for det heroppe. Der er fine boligforhold, og hvis bare du kan lide den mindste snert af jagt, fiskeri eller friluftsliv, så er det her stedet. Du kan faktisk opleve præcis, hvad du har lyst til. Der er endda en paraglidning-klub heroppe. Det eneste, jeg ikke har fundet endnu, er en McDonald’s.

Det er dog ikke alle, der ligesom Patrick Andersen har lyst til at tage turen til det høje nord – og blive der. Ifølge Forsvarsministeriets Personalestyrelse er det kun 99 ud af i alt 109 faste stillinger i Arktis Kommando, der i skrivende stund er besat. Derudover fortæller styrelsen – med forbehold for organisationsændringer og udsendelsesaftaler – at sergenter på alle niveauer i gennemsnit er ansat i Arktis Kommando i 35 måneder. Men for AKO’s sergenter, hvor den faste arbejdsplads hedder Grønland, er tallet nede på 22 måneder. Den kortere udstationering kan mærkes i den operative hverdag, fortæller Patrick Andersen:

– Det kan være en udfordring, at man kun binder sig for to år heroppe. Man skal indstille sig på et skift hvert andet år. Det kommer lidt i bølger heroppe, og det betyder, at der kan gå rigtig meget empiri tabt, og man skal genopfinde den dybe tallerken i en gang mellem.

Klima medfører opgavepres

Det giver god mening at få fyldt de tomme stillinger op, for især to udviklinger betyder, at de ansatte i AKO får mere travlt i fremtiden. Det vurderer orlogskaptajn og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, Anders Puck Nielsen:

– Klimaforandringerne er med til at øge behovet for flere kystvagtopgaver, som på nuværende tidspunkt ligger ved Arktisk Kommando: Når isen smelter, frigiver det et større havområde, som tiltrækker mere fiskeri, søhandel og turisme i form af krydstogtsskibe, og dermed øger man potentielt set risikoen for endnu flere opgaver inden for SAR, miljø og fiskeriinspektion.

Marinespecialist Rasmus Lohse ønsker ikke at spå om antallet af opgaver i fremtiden, men klimaforandringerne er tydelige, fortæller han:

– Det største frynsegode heroppe er naturen, og i AKO benytter vi os alle sammen af den. Men tager jeg en motorbåd og sejler langt ind til indlandsisen, kan jeg se, at isbræerne smelter og trækker sig tilbage med op mod 50 meter om året. Det går stærkt.

 Den smeltende is rammer også bygderne på land, siger han:

– I 2017 evakuerede vi byen Nuugaatsiaq, som blev ramt af en stor tsunami, og hvor der var flere døde. Når permafrosten forsvinder, så glider grus og sten på fjeldsiderne ned i vandet og skaber de her meget voldsomme bølger.

– Min fornemmelse siger mig, at klimaekstremerne ikke bliver mindre fremover.

Værner om det, vi har kært
Den anden afgørende udvikling i Arktis handler om det tilspidsede forhold mellem regionens stormagter, USA og Rusland, der begge skruer op for den militære tilstedeværelse. Som NATO-medlem og en af USA’s trofasteallierede, vil stormagtsrivaliseringen mellem USA og Rusland også få betydning for det danske forsvars opgaver i Arktis, mener Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiet:

– Grønland er militært vigtig for USA, fordi missil- eller flyangreb over Nordpolen mod Nordamerika vil passere tæt ved Grønland, og derudover kan russiske ubåde passere havet syd for Grønland.

Så sent som i oktober udtalte forsvarsminister Trine Bramsen, at USA og Danmark vil styrke det militære samarbejde, også i Arktis. Ved denne artikels deadline var det ifølge Forsvarsministeriet endnu for tidligt at sige, hvordan det styrkede militære samarbejde konkret skal tage sig ud.

– Der er forskellige holdninger til, om det danske forsvar i Grønland primært skal løse kystvagtopgaver eller sømilitære opgaver. Uanset hvad kommer vi til at se et opgavepres, fordi klimaforandringer og stormagtpolitik betyder, at dansk forsvar skal løse flere opgaver i Arktis af den simple grund, at der vil komme flere af dem, siger Anders Puck Nielsen.

For Patrick Andersen, der hælder mod at forlænge udstationeringen i Arktisk Kommando, skræmmer spådommen om flere opgaver ikke:

– Grønland er kun Grønland, så længe de har suverænitetshåndhævelsen. Det synes jeg er vigtigt at huske. Og vi er kun gode til SAR, fordi vi er gode til det militære. Det er jo også derfor, vi har gutterne med hundene (Siriuspatruljen, red.] oppe i nationalparken. Der er en grund til, at vi er til stede i Arktis – for at værne om det, vi har kært.