Forfatter: Jesper K. Hansen - Formand

Så er lønstrukturkomitéen (LSK) endelig færdig med rapporten, der tegner et billede af lønudviklingen i den offentlige sektor gennem tiden. Rapporten er ikke udtømmende, og der vil være grupper, der ikke er beskrevet ned i detaljen på samme måde som andre. Vi er en af disse grupper, som LSK har fundet for lille til at kunne give et reelt billede af, hvor vi ligger lønmæssigt.

Der er nok ingen af medarbejdergrupperne, der ud fra rapporten kan sige, at de får for lidt i løn. Der kan dog være argumenter for, at nogle grupper skal have noget mere – hvad jeg jo mener, at vi skal.

Det gør jeg fordi, jeg ikke mener, at der er skabt et reelt billede af vores lønninger i forsvaret. Rapporten nævner medarbejdergrupper med den laveste løn, og her er vi ikke nævnt, hvad jeg mener, at vi burde. Derimod er vi kommet i den kategori, hvor timelønnen beregnes til 200-300 kr., hvad vi jo alle ved slet ikke er i nærheden af, hvad vi tjener i timen.

Måden vores lønninger er sammensat på, giver et andet billede af, hvad den reelle løn er. Her må man ikke undervurdere betydningen af uregistreret over-og merarbejde, rådighedsløn og uregistrerede timer i forsvaret. Mange af vores aftaler er bundet op på en ydelse, der ikke efterfølgende bliver godtgjort i timer. Det vil med andre ord sige, at vores gennemsnitsløn kommer til at ligge meget højt, når der ikke medregnes de reelle timeforbrug.

Dernæst har vi mange faggrupper i forsvaret, der alle tjener forskelligt ud fra de tillæg, der i gennem tiderne er aftalt, herunder ikke mindst vores faglige aftale. Det vil naturligvis også spille ind, når en gennemsnitlig løn skal beregnes. Derfor bliver vi nødt til efterfølgende at presse FPS til at lave nogle beregninger, der tager højde for både uregistrerede timer og forskelle i den enkeltes løn.

Det vil vise, at en nyudnævnt konstabel eller en nyudnævnt sergent ligger meget lavt i forhold til det billede, der tegnes i rapporten. Samtidigt vil det vise, at de øvrige grader også ligger lavt, da de slet ikke følger med anciennitetsmæssigt.

Skal det lykkedes at skaffe flere ansatte til forsvaret, er det pine nødvendigt at få hævet lønningerne. Det kan sagtens lade sig gøre, hvis politikerne tør. Det skal gøres i forbindelse med de kommende forhandlinger af forsvarsforlig.

Derudover er det også vigtigt for os at få gjort op med den måde, hvorpå uddannelse indgår i lønberegningen. Det er nemlig ret svært at passe vores specielle uddannelser ind i det uddannelseshierarki, der er en del af rapportens forklaring på løndannelse.

Der skal fokuseres på opgavens karakter, herunder risiko, myndighedsudøvelse, og hvad forsvaret gør for samfundet. Det bliver nødt til at vægte mere, når vores løn skal fastsættes.

Rapporten viser overordnet set, at den danske aftalemodel virker på det offentlige område. Aftaleparterne har igennem tiderne prioriteret og forhandlet aftaler hjem i gensidig forståelse af, hvad der har været vigtigst for de enkelte grupper. Oftest er ressourcerne brugt til at kunne holde en realløn eller til tider en stigning af denne.

De aftalte reguleringsordninger har fungerer som aftalt og skabt balance imellem den private og offentlige løndannelse. Det har gjort, at der ikke er skabt et A og et B arbejdsmarked, hvor den offentlige sektor udviklingsmæssigt er sakket bagud. Samtidig har det gjort, at det private arbejdsmarked stadig er motoren, der skal kunne understøtte det offentlige arbejdsmarked, så det også samfundsmæssigt hænger sammen.

Forsvarskommandoens Centrale Samarbejdsudvalg har netop udsendt en erklæring om krænkelser i Forsvaret, som CS sammen med de andre faglige organisationer i Forsvaret er medunderskriver på.

Det har vi gjort, fordi vi bakker op om forsvarets initiativer, og der skal ikke være nogen tvivl fra vores side om, at forsvaret skal være en arbejdsplads for alle, og en arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø, hvor den enkelte medarbejder føler sig tryg og er glad for at arbejde.

Som det blandt andet hedder i erklæringen, ’så tager vi som ledelse og som repræsentanter for medarbejderne skarp afstand fra enhver form for krænkende handling, hvad enten den er fysisk eller verbal.’

Denne udtalelse kan ikke gradbøjes. Som formand for Centralforeningen for Stampersonel har jeg oplevet medlemmer, der har været udsat for forskellige former for krænkelser. Vi har også medlemmer, der selv er blevet dømt som -eller er blevet anklaget for at være den krænkende part. De skal alle behandles med samme alvor og seriøsitet. Alle skal have ret til en fair og uvildig behandling af hver enkelt sag.

Samtidig skal der ikke være tvivl om, at CS til hver en tid vil understrege, at krænkelser simpelthen ikke bør finde sted. Det er kun sammen, at vi kan skabe en bedre arbejdsplads for os alle. Men det er kun os selv, der i dagligdagen kan vise, at vi mener det alvorligt, og gøre den ekstra indsats, for at få det til at lykkes i praksis. 

Det gøres ved, at vi i dagligdagen er meget opmærksomme på, hvordan vi omgås hinanden, samt tager afstand fra og ansvar for, hvis der opstår situationer, hvor kollegaer føler sig krænket.

Forsvarets øverste ledelse har iværksat en række initiativer, der skal være med til at bane vejen. Min opfordring er, at vi alle følger disse initiativer med åbent sind og engagement, så vi får den gode og trygge arbejdsplads, alle bør have i Forsvaret.

Husk; at god adfærd altid starter med én selv!

Her kan du se fælleserklæringen fra Forsvarskommandoens Centrale Samarbejdsudvalg: