Forfatter: Jesper K. Hansen - Formand

I netmediet OLFI tager brigadegeneral Henrik Lyhne bladet fra munden og beretter om en nedslidt hær med akut personelmangel. Respekt for ærligheden. Men sandheden er desværre, at Hærens massive udfordringer går igen på tværs af hele forsvaret, skriver CS formand Jesper Korsgaard Hansen.

Hæren er tæt på at være bragt i knæ: Hundredvis af stillinger er ubesatte, og manglen på materiel, våben, ammunition og logistik er omfattende. For soldaterne og for CS har Hærens reelle virkelighed været kendt længe, og vi har i årevis råbt op om dette. Men med brigadegeneral Henrik Lyhnes ærlige udmelding i netmediet OLFI af den 17. august er realiteterne ikke længere til at komme udenom: Presset på Hæren er kritisk, og det kan ikke blive ved.

Jeg har stor respekt for Henrik Lyhnes mod og vilje til at gå ud offentligt og fortælle befolkningen, hvor grelt det står til. Men samtidig må jeg også understrege, at sandheden desværre er værre endnu, for problemet stopper ikke ved Hæren.

Mandskabsmangel alle steder

De udfordringer, som Hæren kæmper med i forhold til manglen på kolleger, våben, udstyr og tid til uddannelse, går igen i Søværnet, i Flyvevåbnet og i Beredskabsstyrelsen. Det er mit helt klare indtryk, når jeg taler med vores tillidsrepræsentanter over hele landet, og som CS også har skrevet om ad flere omgange.

Vi ser et forsvar, der i lang tid har været hårdt ramt af de seneste års intense besparelser samt en massiv afgang af personel. Og nu, hvor der er kommet en række nye opgaver til på grund af Ruslands krig i Ukraine, er det kun blevet værre. Politikerne er efterhånden nødt til at indse, at der skal sættes hårdt ind for at vende udviklingen.

Når Søværnets skibe igen og igen må låne hinandens besætninger for at fylde skibene op. Når fem flymekanikere skal gøre 10 mands arbejde og samtidig omskoles til at kunne reparere både gamle og nye kampfly. Eller når Beredskabsstyrelsen oplever en firdobling af mandskabstimer under pandemien fordelt over det samme antal medarbejdere, er det et tegn på, at der noget helt galt med antallet af medarbejdere til opgaverne.

Der mangler tid til uddannelse

Der mangler ganske enkelt tid. Ikke mindst tid til helt grundlæggende og basal uddannelse, som jo er altafgørende for, at forsvarets medarbejdere kan løse deres opgaver sikkert og forsvarligt i ind- og udland. Føler man sig ikke sikker i sin egen og kollegaernes operative kunnen, går det ud over motivation – og endnu værre sikkerheden. Man bliver ikke en bedre soldat af at måtte gå på øvelse og råbe ”bang” frem for at affyre patroner, fordi der ikke er ammunition.

Når bureaukratiet så tilmed har vokset sig så stort, at det er nemmere at betale for værktøj og reservedele af egen lomme frem for at bestille det igennem kommandovejen. Og man tilmed heller ikke kan få udbetalt sit overarbejde til tiden – ja, så vidner det om et system, der modarbejder den enkeltes lyst til at møde ind og løse opgaven. Medarbejderen mister ganske enkelt motivationen til at blive i forsvaret, og så er det meget nemt at finde et arbejde ude i det civile, hvor forholdene er mere attraktive, og man skriger på arbejdskraft.

Løsningerne er mange

Hvad er løsningen for at få forsvaret på ret køl? En del af svaret er selvfølgelig en mere rimelig løn – ikke mindst i en tid, hvor priserne på dagligvarer, benzin og opvarmning af hjemmet er på himmelflugt, og som gør det svært for husholdningerne derhjemme at følge med.

En anden vigtig del er rekruttering og fastholdelse: Forsvaret skal evne at tiltrække nye folk ved at tilbyde et spændende og meningsfuldt arbejde, måske endda i en kortere årrække, før de unge vil videre – samtidig med at man bliver langt bedre til at holde på de erfarne medarbejdere, der har viet deres karriere til forsvaret. Kort sagt skal der være en uddannelsesordning, der tilgodeser medarbejderne, der gerne vil blive, og dem, der ønsker at prøve noget andet.

I CS har vi foreslået en genindførelse af en civil uddannelsesordning i forsvaret. Det skal ikke nødvendigvis være samme ordning som CU-ordningen. Men en ordning, hvor man efter et bestemt antal år i tjenesten begynder at optjene civil uddannelse, som man kan gøre brug af, den dag man vælger at forlade forsvaret, tror vi på vil have en fastholdende effekt. På den måde kan den enkelte medarbejder fokusere 100 procent på sit soldatervirke, mens vedkommende er i Forsvaret vel vidende, at der tages hånd om vedkommende, når det er tid til at komme videre i karrieren. Det er en meget fleksibel ordning, der både tilgodeser den enkelte medarbejders behov såvel som forsvarets.

Og nu vi er i gang med at tale om fastholdende tiltag, som virkede engang, skulle man måske se lidt på tjenestemandspensionen. Uanset hvad man måtte mene om denne og hvilke begrundelser, der lå til grund for at udfase ordningen, kan man ikke komme uden om, at den havde en enorm effekt i forhold til fastholdelse.

En mere attraktiv arbejdsplads

Forsvaret skal være en mere attraktiv arbejdsplads, hvis man skal kunne konkurrere med resten af arbejdsmarkedet. Løn og ansættelsesordninger er én ting. Noget andet er at drage omsorg for den enkelte medarbejder, mens vedkommende er i forsvaret. Der skal være en retning. Der er brug for bedre karrierevejledning og -planlægning og der er måske også brug for et andet system i forhold til bemanding. Det er min opfattelse, at forsvaret smider for mange gode folk ud i det private, fordi der ikke var nogen, der kunne vejlede dem videre i en militær karriere, og det er et kæmpe tab.

Sidst – men bestemt ikke mindst – er der behov for at få løst alle de hverdagsproblemer, som medarbejderne oplever. Der skal selvfølgelig være udstyr, uniformer og ammunition til alle, og man skal kunne regne med sin lønseddel og sin tidsregistrering. Jeg kender ikke til andre arbejdspladser, hvor man ville acceptere at arbejde uden sit værktøj eller uden at få den rette løn udbetalt til den rette tid.

Brigadegeneral Henrik Lyhne slår i sit interview fast, at han er optimist, selvom han med egne ord i interviewet tegner et dystert billede. Den holdning tror jeg går igen i størstedelen af forsvaret, for der er en stolthed over at passe på Danmark. Men sikkerhed og tryghed er ikke gratis og det kan ikke gøres uden medarbejdere. Snart venter et folketingsvalg og forhandlingerne til et nyt forsvarsforlig. Lad os få vendt situationen med kendsgerninger og åbenhed.

OBS: Denne kronik er også bragt i Berlingske.

Kronikken er underskrevet af:
Jesper Korsgaard Hansen, formand for Centralforeningen for Stampersonel
Niels Tønning, formand for Hovedorganisationen af officerer i Danmark
Jesper Trommer Volf, formand for Hovedorganisationen for Personel af Reserven i Danmark
Steen Engstrøm, landsformand i Danmarks Marineforening
Torben Ørting Jørgensen, fg. formand for Folk & Sikkerhed
Christian Arildsen, præsident for Danske Soldaterforeningers Landsråd
Leif Giebel, landsformand for Flyvevåbnets Soldaterforening
Allan Poulsen, præsident for De Danske Forsvarsbroderselskaber

Den engelske politiker statsmand Enoch Powell er citeret for følgende udsagn: »Historien er fyldt med krige, som alle vidste aldrig ville komme«.

Med Putins angreb på Ukraine har udsagnet fået ny aktualitet. Vi har siden omstillingen af dansk forsvar i 2004, hvor vi forlod det mobiliseringsbaserede forsvar, haft et forsvar, der hviler på en præmis om, at der ikke ville være risiko for en militær aggression imod Danmark og dansk nærområde.

Selvom præsident Putin i 2014 gav det første varsel om hans vilje til at anvende militær magt ved anneksionen af Krim, fastholdt og implementerede regeringen og en enig forligskreds beslutningen om en arbitrær reduktion af forsvarsbudgettet med 15 procent, der yderligere undergravede Forsvarets kampkraft og endnu værre tilliden mellem top og bund.

Det kan konstateres, at der under den omstilling, Forsvaret har været igennem siden 2004 – fra det mobiliseringsbaserede stationære territorialforsvar til det deployerbare kapacitetesbaserede forsvar, der understøttede den aktivistiske sikkerheds- og udenrigspolitik, og frem til den skrabede model, vi har i dag – har der været bred politisk enighed om både Forsvaret og dets indretning.

Forsvarets militære ansatte har på hele rejsen loyalt gjort det bedste, de har kunnet, for at møde de mange og ofte modstridende krav. Uden at kny har man gjort, hvad der var menneskeligt muligt for at imødekomme kravet om forandringsvillighed, også når det stred imod det, man selv oplevede som rimeligt og rigtigt.

På den baggrund og i lyset af de alvorlige begivenheder, der udspiller sig i Danmarks nærområde, er der ikke behov for, at der indledes en heksejagt på de ansvarlige for den situation, som dansk forsvar befinder sig i. Også selvom man kan føle sig fristet, når man ser rækken af beslutningstagere, embedsmænd og forskere ved håndvasken.

Det slagsmål har vi hverken tid eller lyst til at være en del af. Vi håber blot, at de mennesker, der ved, hvilken rolle de har spillet, vil afholde sig fra at forsøge at gøre hvidt til sort og i stedet fokusere på, hvorledes man bedst og hurtigst muligt får indrettet et forsvarligt forsvar på baggrund af de nye sikkerhedspolitiske realiteter. Det forsvar skal i modsætning til det vi har i dag være indrettet til også at kunne forsvare kongeriget Danmark og det danske nærområde jævnfør artikel 3 i Washingtontraktaten.

Vi hilser alle med glæde, at et bredt flertal af de politiske partier entydigt har bakket op om, at forsvarsbudgettet over en årrække stiger til de to procent af BNP, som Danmark har givet tilsagn om i NATO. Vi er ligeledes glade for at kunne konstatere, at der er givet tilslutning til, at processen kickstartes med en ekstrabevilling på fem milliarder kroner i 2022 og 2023 til at dække de allerede erkendte huller i beredskab, materiel, logistik og personel.

Vi ser med tilfredshed, at Forsvaret er blevet en folkesag, der ikke alene interesserer en snæver kreds af politiske partier og politikere, men nu også den brede offentlighed, der ønsker konkrete svar på, hvilket forsvar der skal opbygges og ikke mindst med hvilken hast.

Opbygningen af det nye forsvar har vi naturligvis også en klar holdning til.

Som det har vist sig i Ukraine, er det i sidste ende den enkelte soldat, sømand og flyver samt den civile befolknings moral, der er afgørende for, at et land ikke bliver løbet over ende af en brutal militærmagt, der hverken besidder et moralsk kompas eller den militærfaglighed, der skal til for at gennemføre en despotisk magthavers agenda.

Forholdet understreger igen betydningen af, at personelområdet prioriteres i forbindelse med genopbygningen af et nyt forsvarligt dansk forsvar. Personellet skal give de bedste forhold til at uddanne sig og til at træne og øve sig inden for de enheder og specialer, de er tilknyttet. Personellet skal fastholdes og udvikles gennem attraktive ordninger, der sikrer en hensigtsmæssig balance mellem operativ tjeneste, uddannelse og kompetenceudvikling.

Der skal skabes ansættelsesvilkår, der både sikrer rekruttering og fastholdelse, således at det gennemsnitlige ansættelsesforhold for en almindelig soldat, sømand eller flyver kommer op på mere end de nuværende 24 måneder.

De stående militære enheders robusthed skal styrkes blandt andet ved opbygning af kompetente, indsatsklar, udrustede og fuldt bemandede reserveenheder bemandet med værnepligtige og officerer og befalingsmænd af reserven. Enheder og enkeltpersoner skal løbende have relevant efteruddannelse og øvelsesaktivitet, ligesom opstillede enheder skal uddannes til egentlige kampfunktioner, som supplement og reserve for de stående enheder. Der indkaldes ikke flere værnepligtige til den forlængede uddannelse end der er uddannelseskapacitet, udstyr, materiel og logistik til. Antallet af værnepligtige skal ikke gøres til en målestok for politisk vilje til at styrke Forsvaret – det er muligheden for effektiv udnyttelse af egentlige kampuddannede værnepligtsenheder til styrkelse af de stående enheder, der er styrende.

Officersuddannelsen skal genovervejes, således, at der igen bliver lagt vægt på at udvikle en militær profession med vægten på faglighed. Tilsvarende skal sergentgruppen videreuddannes i strukturerede uddannelsesforløb og ikke som sidemandsoplæring.

Genopbygningen af et nyt dansk forsvar skal indledningsvis ske med udgangspunkt i de nuværende enheder, skibe og fly, således at det er de spidse ender, der styrkes først med tilførsel af ressourcer i form af materiel, personel, logistik og relevant uddannelses- og øvelsesaktivitet.

Planlægning af totalforsvaret, herunder samarbejdet med relevante myndigheder og opstilling af enheder, der kan understøtte udviklingen af en kompetent Host Nation Support, som er forudsætningen for at modtage militære forstrækninger, gives umiddelbart prioritet.

Der skal træffes foranstaltninger til, at kompetence og ansvar skubbes så langt ud i organisationen som muligt. Hvis man kan have tillid til at en fører, skibschef eller pilot kan indsætte kostbart materielt og dyrebart personel i kamp, så må man også kunne have tillid til, at de samme personer kan forvalte indkøb og anskaffelser på lokalt niveau, således at de mange daglige frustrationer kan minimeres til fordel for faglighed og professionel virkelyst.

Processerne omkring materielanskaffelser skal simplificeres og hastigheden for introduktion og eksekvering af trufne anskaffelsesbeslutninger forøges markant. Nulfejlskulturen skal erstattes af ansvarlighed, konsekvens og belønning.

Forsvarets ledelsesstruktur skal forenkles og forsvarschefens helhedsansvar genindføres.

Tågede koncernmodeller erstattes af entydighed og forenkling. Efter de mere end 30 års konstante rationaliseringer og besparelser, der ofte er fremstillet som effektiviseringer, er der behov for, at Forsvarets øverste ledelseslag gennemgås for at sikre, at det rette militære mindset er på plads til at foretage den nødvendige styrkelse af Forsvaret, som realiteterne og de forøgede bevillinger stiller krav om.

Før krigen i Ukraine vækkede os alle, kunne man få indtryk af, at de politiske processer omkring det kommende forsvarsforlig i høj grad var baseret på en politiske forståelse af, at de forventede tilførte midler skulle bruges til andet end Forsvaret. Den tilgang skal revideres. Der er ikke nødvendigvis et modsætningsforhold imellem Forsvaret og en grøn agenda, udviklingen af en national forsvarsindustri eller Forsvaret som innovativt lokomotiv, men det starter og slutter med Forsvarets behov og ikke omvendt.

Svaret på Forsvarets udfordringer er ikke løfterige nye visioner om gennemgribende digitalisering, datamanagement og kunstig intelligens. Det er i sidste ende Forsvarets kampkraft, der er afgørende for, om Forsvaret kan levere den sikkerhed, som befolkningen i Rigsfællesskabet har forventning om. Det er derfor, at fokus skal rettes imod de relevante militære kapaciteter og de strukturer, der understøtter dem.

Der skal tænkes ud af boksen, og kapaciteter, der tidligere er blevet afskaffet, da præmissen var, at der ikke var en militær trussel imod Danmark og dansk nærområde, skal genovervejes. Det samme gør sig gældende for nye kapaciteter, der har bevist anvendeligheden på slagmarken i Ukraine.

Vi ser frem til en åben og konstruktiv debat om det nye danske forsvar.

Den vil vi både samlet som her og hver for sig bidrage aktivt og konstruktivt til.

Der er penge på vej til forsvaret. Søndag blev Regeringen enige med Venstre, Konservative, Radikale og SF, at Danmark hvert år fra 2024 skal bruges flere penge på forsvaret, indtil vi i 2033 når op på NATO-målsætningen på to procent af BNP.

Baggrunden er tragisk, men jeg tillader mig alligevel at glæde mig over, at politikerne nu har fået øjnene op for den markante trussel, der er og har været om vores sikkerhed. Det er noget, vi der arbejder med forsvars- og sikkerhedspolitik, har råbt op om længe. Sikkerhed, tryghed og demokrati er ikke gratis, og truslerne er reelle.

Det store spørgsmål er nu, hvad pengene skal bruges på. Der bliver allerede peget på forskelligt materiel, for der er mangel på alle hylder på den front. Det giver god mening, men mit budskab har dog altid været, at man først og fremmest bør investere i de mennesker, der skal bruge og vedligeholde materiellet.

Medarbejderne er altafgørende i Forsvaret. Kan Forsvaret ikke rekruttere og fastholde medarbejdere, kan man ikke løse de operative opgaver, uanset hvor meget nyt materiel, politikerne beslutter sig for at købe. Det nytter ikke noget at købe en masse moderne udstyr, hvis der ikke er folk til at bruge og vedligeholde det.

Vi er i en situation, hvor forsvarets medarbejdere er ekstremt pressede. I de sidste mange år har de kunnet mærke besparelserne på forsvarsområdet i form af en massiv mangel på kollegaer og alt for mange opgaver, for lidt uddannelse, manglende udstyr og manglende fremtidsperspektiver. Den virkelighed får særligt de yngre soldater til at søge en karriere andre steder end i Forsvaret. Det gør sig også gældende for Beredskabsstyrelsens medarbejdere.

Skal man sikre et stærkt forsvar, der er rustet til nutidens og fremtidens trusler, er man nødt til at prioritere fastholdelse, rekruttering og medarbejdernes arbejdsvilkår. Førsteprioritet for politikerne bør derfor være at få styr på de grundlæggende ting, man har forsømt i tidligere og indeværende forlig. Det handler om at give medarbejderne en tålelig hverdag, hvor de kan løse jeres kerneopgaver uden at støde på en masse unødvendige forhindringer. Vi er i en situation, hvor soldater flere steder har svært ved at passe deres arbejde i det daglige, fordi der er mangel på alt fra ammunition til støvler og uniformsdele, bygningerne er gamle og dårligt vedligeholdte og et unødvendigt indviklet bureaukratisk system har besværliggjort alt fra indkøb til daglig drift.

Og så skal der flere kollegaer til! Der har i mange år ikke været sammenhæng mellem forsvarets voksende bunke af opgaver og det antal soldater, der skal løse dem i det daglige. Ser man en oversigt over udbetalingerne af over- og merarbejde i Forsvaret, taler det sit eget tydelige sprog. Det er ”Tordenskjolds Soldater”, der løser opgaver i det danske forsvar.

Men flere soldater kommer ikke af sig selv – særligt ikke i en tid, hvor resten af arbejdsmarkedet tørster efter arbejdskraft. Derudover er det et stort problem for forsvarets evne til at løse opgaverne, hvis medarbejdere forlader Forsvaret for hurtigt. Modsat andre brancher kan man ikke bare hente en ny erfaren soldat ind fra gaden. Der skal uddannes en ny i systemet, og det medfører et tab af kompetencer, hver gang en soldat vælger Forsvaret fra. Samtidig bliver udstyret mere og mere komplekst, hvilket stiller endnu højere krav til, hvad en soldat skal kunne.

Fastholdelse bør derfor være et uhyre vigtigt punkt på dagsordenen, når pengene skal fordeles. Politikerne bliver nødt til at se på, hvad Forsvaret tilbyder deres medarbejdere. Stod det til mig, kunne man starte med ar se på kontraktformerne og overveje, om man skal genindføre en form for uddannelsesordning rettet mod en karriere udenfor forsvaret. Med en sådan ordning vil medarbejderne kunne koncentrere sig om at være gode soldater, mens de er i tjeneste, vel vidende, at der bliver taget hånd om deres fremtid, hvis de vælger at bruge 5, 10 eller 15 år i forsvaret.

I den forbindelse er det vigtigt for mig at understrege, at jeg udmærket ved, at løn også har stor betydning for fastholdelse og at jeg aldrig kommer til at sige det modsatte. Når det ikke nævnes i denne omgang, er det fordi et forsvarsforlig ikke er en lønforhandling. I forsvarsforliget kan der sættes penge af til flere medarbejdere, men der kan ikke forhandles en højere løn hjem.

Værnepligten er også et område, man med fordel kunne skrue op for. Flere værnepligtige og en længere værnepligtsuddannelse tror jeg ville komme hele samfundet til gode, ligesom det forhåbentligt ville give forsvaret et bredere og bedre grundlag for rekruttering. 

Hvis man vil genopbygge forsvaret, er man nødt til at starte med medarbejderne, for uden dem er der ikke et forsvar – kun en masse dyrt isenkram.

Bemærk: Dette debatindlæg er bragt i Altinget som en del af en større debat om det kommende forsvarsforlig.

Forsvaret løser mange vigtige opgaver, og ser man på verden omkring os, kan vi forvente, at der i fremtiden kommer flere opgaver til.

Et nyt forsvarsforlig kommer til at skulle forholde sig til fremtidens trusselsbillede, men det nytter ikke noget at bygge et nyt forlig på et vaklende fundament. Der skal samles op på det gamle forlig, inden man begynder at opbygge noget nyt.

Medarbejderne er altafgørende i Forsvaret. Kan Forsvaret ikke rekruttere og fastholde medarbejdere, kan man ikke løse de operative opgaver, uanset hvor meget nyt materiel, politikerne beslutter sig for at købe.

Vi er i en situation, hvor soldaterne er ekstremt pressede. Alt for mange opgaver, for lidt uddannelse, manglende udstyr og manglende fremtidsperspektiver får særligt de yngre soldater til at søge en karriere andre steder end i Forsvaret. Det gør sig også gældende for Beredskabsstyrelsens medarbejdere.

Skal man sikre et stærkt forsvar, der kan løse fremtidens mange opgaver, er politikerne nødt til at gå ind og se på, hvad der presser soldaterne, og i sidste ende får dem til at vælge Forsvaret fra. I min optik er der særligt tre områder, politikerne bør sætte på dagsordenen i arbejdet med det nye forsvarsforlig.

Brug for et stabilt grundlag
For det første, skal der samles op på det gamle forlig og skabes et stærkt fundament. For vi er i en situation, hvor soldater flere steder har svært ved at passe deres arbejde i det daglige, fordi der er mangel på alt fra ammunition til støvler og uniformsdele.

Det nytter ikke noget at bygge et nyt forlig på et vaklende fundament.

Jesper Korsgaard Hansen, formand for Centralforeningen for stampersonel.

Bygningerne er gamle og dårligt vedligeholdte, og skal man have sat en hylde op eller skiftet en pære i loftet, skal man igennem en jungle af formularer og godkendelser. Førsteprioritet for politikerne bør derfor være at få styr på de grundlæggende ting, man har forsømt i tidligere og indeværende forlig.

Det vil give mere motiverede medarbejdere og en mere stabil platform at arbejde videre fra, hvis man sørger for, at der er uniformer, støvler, ammunition og andet udstyr til rådighed, og at dagligdagen fungerer uden for meget unødvendigt bureaukrati.

Det andet område, der bør kigges på, er at der skal skabes en sammenhæng mellem opgaver og medarbejdere. Der har i mange år ikke været sammenhæng mellem forsvarets voksende bunke af opgaver og det antal soldater, der skal løse dem i det daglige.

Ser man en oversigt over udbetalingerne af over- og merarbejde i Forsvaret, taler det sit eget tydelige sprog. Det er ”Tordenskjolds Soldater”, der løser opgaver i det danske forsvar.

Politikerne er nødt til at skabe en bedre sammenhæng mellem de mange opgaver, og de medarbejdere der er til rådighed til at løse dem. Det betyder, at der skal tilføres flere penge til flere soldater, hvis politikerne fortsat vil kunne byde ind på flere opgaver i ind- og udland. Alternativet er, at politikerne skal ind og prioritere i de mange opgaver.

Flere skal blive i Forsvaret
Det tredje og sidste område, der bør kigges på er, at medarbejderne skal gives muligheder. Flere soldater kommer ikke af sig selv i en tid, hvor resten af arbejdsmarkedet tørster efter arbejdskraft. Det er et stort problem for forsvarets evne til at løse opgaverne, hvis medarbejdere forlader Forsvaret for hurtigt.

Modsat andre brancher kan man ikke bare hente en ny erfaren soldat ind fra gaden. Der skal uddannes en ny i systemet, og det medfører et tab af kompetencer, hver gang en soldat vælger Forsvaret fra. Samtidig bliver udstyret mere og mere komplekst, hvilket stiller endnu højere krav til, hvad en soldat skal kunne.

Politikerne bliver nødt til at se på, hvad Forsvaret tilbyder deres medarbejdere. Hvad får en soldat ud af at bruge fem, ti eller femten år i Forsvaret? Kan det konkurrere med resten af arbejdsmarkedet, eller skal der nytænkning til.

Et nyt forsvarsforlig bør først og fremmest handle om at bygge et stærkt fundament for forsvarets medarbejdere. Ellers ender vi med et forsvar med en masse avanceret materiel, men ingen kvalificerede medarbejdere til at bruge det.

Lad derfor det nye forsvarsforlig handle om mennesker og om at skabe en bedre arbejdsplads for soldaterne, inden man begynder at kigge på nyt materiel og nye kapaciteter.

I mere end en uge har ESBERN SNARE sejlet rundt i Guineabugten med fire døde formodede pirater og fire levende af samme herkomst. Det er meget lang tid at sejle rundt uden at have en fast plan for, hvad der så skal ske.

ESBERN SNAREs besætning har løst en opgave, som danske politikere har sendt dem ud på. Nemlig at forhindre piratangreb og overfald i Guineabugten. Det er derfor også fint, at alle ombord var beredte på at løse den opgave, og havde såvel kølerum til de afdøde, lægehjælp til sårede, og fængselsfaciliteter klar til de tilbageholdte. Det er også fint, at både psykologer, jurister og auditører efterfølgende er i gang med at bistå med deres ekspertiser.

Men det er ikke i orden, at der er et stort spørgsmålstegn omkring, hvad der så videre skal ske med de tilfangetagne.

Et er, at man sender et dansk krigsskib af sted på et udelukkende dansk mandat. Et andet er, at man ikke har en tydelig plan for, hvad der så skal ske, når skibet går i gang med at løse de opgaver, der er blevet stillet. Har man virkelig slet ikke lært af de erfaringer, søværnet -og forsvarsministeriet høstede, da flådefartøjer blev sendt til aktion i Adenbugten for over 10 år siden?

Igen sejler et krigsskib rundt med fanger ombord, som de ikke på forhånd har fået en klar instruks på, hvad de skal gøre med. Her er også tale om fire døde personer, der skal behandles med naturlig dansk respekt, uagtet deres baggrund og motiv.

Jeg er sikker på, det må være en stor belastning for en skibsbesætning at sejle rundt med uønskede ’gæster’ ombord. Det hørte vi fra Adenbugten. Men det er endnu sværere ikke at vide, hvad der så skal ske med dem og især hvornår.

Politikerne har sendt skibet af sted. Træf nu den beslutning, så ESBERN SNARE kan komme videre i løsningen af de opgaver, I politikere har givet dem. Og en plan, der også dur, næste gang ESBERN SNARE har fuldført sit formål.