Mit CS 
CS.dk 
CS forside
I dag er det internationale missioner, der afgør, om du bliver veteran. Men soldater kan også blive udsat for voldsomme og traumatiske oplevelser, når de løser opgaver i fx Danmark, Grønland og på Færøerne. Derfor mener CS, at det er tid til at se på, om adgangen til veteranindsatsen i højere grad skal følge den opgave, man har løst – og de oplevelser, man har haft.
Det mener CS
De danske veteraner fortjener den anerkendelse og støtte, de får i dag.
Men også soldater på nationale opgaver kan opleve hændelser, der sætter alvorlige spor.
Har man brug for den specialiserede hjælp, som findes i veteranindsatsen, bør det ikke være afgørende, om hændelsen skete på en international mission eller under en opgave i Rigsfællesskabet.
Der er god grund til, at vi i Danmark har en særlig indsats for vores veteraner. Mennesker, der er sendt ud på Danmarks vegne, kan have løst krævende opgaver langt hjemmefra og under vilkår, som de færreste af os kommer til at opleve.
Den anerkendelse skal vi holde fast i.
Men samtidig er Forsvarets opgaver under forandring. Og det bør få os til at stille et spørgsmål: Er den måde, vi definerer en veteran på i dag, stadig dækkende for den virkelighed, vores soldater arbejder i?
I dag er en veteran defineret som en person, der på baggrund af en politisk beslutning har været udsendt i mindst én international mission. Det betyder, at det i høj grad er rammen omkring opgaven – og ikke nødvendigvis opgavens karakter eller belastning – der afgør, om man får veteranstatus.
Det kan give nogle paradokser.
En voldsom oplevelse bliver ikke mindre voldsom i Grønland
Forsvarets medarbejdere løser hver dag opgaver i fx hele Rigsfællesskabet. I Grønland og omkring Færøerne handler det blandt andet om suverænitetshævdelse, overvågning samt eftersøgnings- og redningsopgaver.
Det er ikke internationale missioner. Derfor giver tjenesten ikke i sig selv veteranstatus. Men det betyder ikke, at opgaverne ikke kan være voldsomme.
Jeg har talt med medlemmer, der under tjeneste i Grønland har været involveret i eftersøgninger og bjærgninger af omkomne. Den slags oplevelser kan sætte sig i mennesker, uanset om de finder sted i Grønland, Danmark eller tusindvis af kilometer hjemmefra.
Og netop her bliver diskussionen om veteranstatus til mere end et spørgsmål om anerkendelse.
For veteranindsatsen handler ikke kun om et veterankort eller om at blive hyldet på Flagdagen. Den handler også om adgang til en specialiseret indsats for mennesker, der har oplevet noget under deres tjeneste, som de har brug for hjælp til at håndtere. Veterancentret har blandt andet specialiseret sig i rådgivning og behandling af psykiske efterreaktioner efter internationale udsendelser.
Vi skal ikke tage noget fra nogen
For CS handler det ikke om at udvande veteranbegrebet. Og det handler heller ikke om at sidestille alle Forsvarets opgaver.
Det handler om at erkende, at grænsen mellem de opgaver, der kan belaste vores soldater, ikke nødvendigvis følger grænsen mellem en international mission og en national opgave.
Og grænsen for, hvem der får veteranstatus, er blevet flyttet før.
I 2020 besluttede daværende forsvarsminister Trine Bramsen at udvide, hvilke internationale operationer og opgaver der giver veteranstatus. Det betød blandt andet, at medarbejdere udsendt til Frontex ved Middelhavet fremover blev omfattet.
Dengang lagde Forsvarsministeriet vægt på, at der skal være hjælp og støtte at hente både før, under og efter en udsendelse. Samtidig pegede ministeriet på, at veteranstatus har betydning for adgangen til støtte fra Veterancentret efter hjemkomsten.
Det viser, at afgrænsningen ikke er hugget i sten. Den kan ændres, når Forsvarets opgaver og virkeligheden omkring de udsendte ændrer sig.
Forsvaret løser i dag opgaver både nationalt, i Rigsfællesskabet og på internationale missioner. Det billede vil næppe blive mindre komplekst i de kommende år. Derfor bør vores støtte følge med udviklingen.
Måske er løsningen ikke, at alle, der løser krævende nationale opgaver, skal kaldes veteraner. Men vi bør kunne finde en model, hvor medarbejdere, der har været udsat for alvorlige hændelser i forbindelse med deres tjeneste, ikke bliver afskåret fra relevant specialiseret hjælp, alene fordi opgaven fandt sted inden for Rigsfællesskabet.
For mig er det afgørende ikke, hvor du var, da du fik brug for hjælpen. Det afgørende er, at du løste en opgave for Danmark – og at Danmark er der for dig bagefter.
CS formand
Jesper Korsgaard Hansen
