Mit CS 
CS.dk 
CS forside
Torsdag d. 5. februar er dagen, hvor jeg og de øvrige forhandlere på statens område går ind ad døren til Finansministeriet og forhandler rammerne for den overenskomst, der kommer til at gælde for de kommende år. Jeg forventer, at det denne gang bliver et tre-årligt forlig, men intet ligger fast, før forhandlingerne er slut.
I år er der ekstra meget på spil. Især for jer og jeres kollegaer i Forsvaret. Finansministeren har fremsat nogle krav, som kommer til at påvirke jer i større eller mindre grad. Dem vil jeg skrive lidt om her:
Lønstigninger til soldater
Ministeren har fremsat som krav, at 250 millioner af den samlede ramme skal gives til lønforbedringer til soldaterne. Jeg mener, at 250 millioner kroner er alt for lidt, set i forhold til, hvad andre grupper på det offentlige område har fået i forbindelse med fastholdelse. Det er et honninghjerte, og virker mere som en fornærmelse end som et fastholdende tiltag, der virkeligt vil ændre på noget i forhold til, at forsvaret fremadrettet kan fastholde og rekruttere flere soldater. Men trods flere opråb fra både CS og de øvrige militære organisationer, er der ingen politisk vilje til at tilføre flere penge. Og så længe, pengene skal tages fra den samlede ramme, er det også svært for den øvrige fagbevægelse at skulle tage mere fra deres medlemmer og give til os.
Politikerne har selv være med til at tale forventningerne op, men der er ikke politisk vilje og dermed heller ikke handling bag ordene om markante lønstigninger.
Det er nu min opgave at kæmpe for, at pengene bliver fordelt på en måde, som giver mening i relation til den lønanalyse, som blev lavet af Forsvarsministeriet i efteråret. Det kaster jeg mig helhjertet ind i, så vi ikke får lavet et lønsystem, der undergraver hele balancen og strukturen i Forsvaret.
Pligtig afgangsalder
Jeg ved godt, at mange af jer er bekymrede og frustrerede over det krav fra Finansministeren, der handler om at afskaffe den pligtige afgangsalder for militære tjenestemænd. Jeg undlader at kommentere alt for meget på det, da kravet ikke er præciseret, og vi ikke er gået i gang med forhandlingerne endnu. Jeg forstår bekymringen, men vil alligevel råde jer til at forsøge at slå koldt vand i blodet og afvente udfaldet af de kommende forhandlinger.
Jeg vil naturligvis gøre alt der står i min magt for at bevare den pligtige afgangsalder, og jeg vil kæmpe for, at kravet tages helt af bordet. Jeg kan desværre ikke garantere, at det bliver sådan, men jeg kan garantere, at jeg vil kæmpe for det.
Decentralisering af løndannelsen
Finansministeren har også fremsat krav om mere lokal løndannelse. Det vil sige, at man vil tage en del af rammen og give ud til lokal lønsum på de enkelte ministerområder. Pengene lægges dermed ud i nylønsrammen, så de kan forhandles lokalt ude på tjenestestederne, alt efter arbejdsgivers prioritering. Hvis det bliver til virkelighed, er jeg meget opmærksom på, at vi i organisationerne får mulighed for at følge pengene og finde ud af, hvordan de bliver brugt derude.
Dårligere vilkår gør ikke arbejdspladsen attraktiv
Derudover er der flere krav om blandt andet fleksibel arbejdstilrettelæggelse og bedre rammer for nye lønsystemer. Alle sammen går, efter min vurdering, ud på at forringe vilkårene for medarbejdere på det statslige område, hvilket jo er tankevækkende, når man samtidig stiller krav om, at vi i fællesskab skal gøre Staten til en mere attraktiv arbejdsplads.
Sagt på en anden måde, nu forringer vi lige medarbejdernes vilkår, hvorefter vi sætter os ned for at finde ud af, hvordan statens kan være en attraktiv arbejdsplads, der kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft – lyder det gennemtænkt?
Vi ønsker mest muligt til løn
Der er altid meget på spil ved en overenskomstforhandling. Forventningerne er store, og med god grund. Men vi skal huske på, at der sidder to parter ved bordet, som hver har deres krav med, og herunder ikke mindst, at der er en ramme, der danner grundlag for, hvad vi kan opnå.
For mig handler det, i første omgang om, at sikre reallønnen, men derudover også at kæmpe for en reallønsfremgang. Altså, at lønnen stiger mere end inflationen, og at du kan købe mere i morgen end du kunne i går.
Jeg går ind til forhandlingerne med det for øje, at den størst mulige del af rammen skal gå til de generelle lønstigninger, så der kan komme en reallønsfremgang for alle på det statslige område.
CS egne krav
Derudover ønsker jeg, at der afsættes penge til organisationspuljer. Det vil sige en pose penge, som CS kan tage med ud til PKOM og forhandle de krav, som CS har stillet til vores organisationsaftaler, både den civile og den militære aftale.
Og så er der en vigtig ændring fra de tidligere år: Beredskabsstyrelsen er kommet under et nyt ministerie, så i stedet for at tage ud i PKOM og forhandle organisationsaftale, skal vi denne gang forhandle med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
Uanset modparten ser jeg frem til forhandlingerne. Nu starter vi, og traditionen tro forlader vi først lokalet igen, når der er en aftale på plads. Nogle år tager det få døgn. I 2018 tog det otte uger og en tur i Forligsinstitutionen, før vi kunne skrive under. Der håber jeg ikke, at vi ender i år.
