Jesper K. Hansen - Formand, skribent på CS

Posted on 5. februar 20264. februar 2026 by Jesper K. Hansen - Formand

Torsdag d. 5. februar er dagen, hvor jeg og de øvrige forhandlere på statens område går ind ad døren til Finansministeriet og forhandler rammerne for den overenskomst, der kommer til at gælde for de kommende år. Jeg forventer, at det denne gang bliver et tre-årligt forlig, men intet ligger fast, før forhandlingerne er slut.

I år er der ekstra meget på spil. Især for jer og jeres kollegaer i Forsvaret. Finansministeren har fremsat nogle krav, som kommer til at påvirke jer i større eller mindre grad. Dem vil jeg skrive lidt om her:

Lønstigninger til soldater

Ministeren har fremsat som krav, at 250 millioner af den samlede ramme skal gives til lønforbedringer til soldaterne. Jeg mener, at 250 millioner kroner er alt for lidt, set i forhold til, hvad andre grupper på det offentlige område har fået i forbindelse med fastholdelse. Det er et honninghjerte, og virker mere som en fornærmelse end som et fastholdende tiltag, der virkeligt vil ændre på noget i forhold til, at forsvaret fremadrettet kan fastholde og rekruttere flere soldater. Men trods flere opråb fra både CS og de øvrige militære organisationer, er der ingen politisk vilje til at tilføre flere penge. Og så længe, pengene skal tages fra den samlede ramme, er det også svært for den øvrige fagbevægelse at skulle tage mere fra deres medlemmer og give til os.

Politikerne har selv være med til at tale forventningerne op, men der er ikke politisk vilje og dermed heller ikke handling bag ordene om markante lønstigninger.

Det er nu min opgave at kæmpe for, at pengene bliver fordelt på en måde, som giver mening i relation til den lønanalyse, som blev lavet af Forsvarsministeriet i efteråret. Det kaster jeg mig helhjertet ind i, så vi ikke får lavet et lønsystem, der undergraver hele balancen og strukturen i Forsvaret.

Pligtig afgangsalder

Jeg ved godt, at mange af jer er bekymrede og frustrerede over det krav fra Finansministeren, der handler om at afskaffe den pligtige afgangsalder for militære tjenestemænd. Jeg undlader at kommentere alt for meget på det, da kravet ikke er præciseret, og vi ikke er gået i gang med forhandlingerne endnu. Jeg forstår bekymringen, men vil alligevel råde jer til at forsøge at slå koldt vand i blodet og afvente udfaldet af de kommende forhandlinger.

Jeg vil naturligvis gøre alt der står i min magt for at bevare den pligtige afgangsalder, og jeg vil kæmpe for, at kravet tages helt af bordet. Jeg kan desværre ikke garantere, at det bliver sådan, men jeg kan garantere, at jeg vil kæmpe for det.

Decentralisering af løndannelsen

Finansministeren har også fremsat krav om mere lokal løndannelse. Det vil sige, at man vil tage en del af rammen og give ud til lokal lønsum på de enkelte ministerområder. Pengene lægges dermed ud i nylønsrammen, så de kan forhandles lokalt ude på tjenestestederne, alt efter arbejdsgivers prioritering. Hvis det bliver til virkelighed, er jeg meget opmærksom på, at vi i organisationerne får mulighed for at følge pengene og finde ud af, hvordan de bliver brugt derude.

Dårligere vilkår gør ikke arbejdspladsen attraktiv

Derudover er der flere krav om blandt andet fleksibel arbejdstilrettelæggelse og bedre rammer for nye lønsystemer. Alle sammen går, efter min vurdering, ud på at forringe vilkårene for medarbejdere på det statslige område, hvilket jo er tankevækkende, når man samtidig stiller krav om, at vi i fællesskab skal gøre Staten til en mere attraktiv arbejdsplads.

Sagt på en anden måde, nu forringer vi lige medarbejdernes vilkår, hvorefter vi sætter os ned for at finde ud af, hvordan statens kan være en attraktiv arbejdsplads, der kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft – lyder det gennemtænkt?

Vi ønsker mest muligt til løn

Der er altid meget på spil ved en overenskomstforhandling. Forventningerne er store, og med god grund. Men vi skal huske på, at der sidder to parter ved bordet, som hver har deres krav med, og herunder ikke mindst, at der er en ramme, der danner grundlag for, hvad vi kan opnå.

For mig handler det, i første omgang om, at sikre reallønnen, men derudover også at kæmpe for en reallønsfremgang. Altså, at lønnen stiger mere end inflationen, og at du kan købe mere i morgen end du kunne i går.

Jeg går ind til forhandlingerne med det for øje, at den størst mulige del af rammen skal gå til de generelle lønstigninger, så der kan komme en reallønsfremgang for alle på det statslige område.

CS egne krav

Derudover ønsker jeg, at der afsættes penge til organisationspuljer. Det vil sige en pose penge, som CS kan tage med ud til PKOM og forhandle de krav, som CS har stillet til vores organisationsaftaler, både den civile og den militære aftale.

Og så er der en vigtig ændring fra de tidligere år: Beredskabsstyrelsen er kommet under et nyt ministerie, så i stedet for at tage ud i PKOM og forhandle organisationsaftale, skal vi denne gang forhandle med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

Uanset modparten ser jeg frem til forhandlingerne. Nu starter vi, og traditionen tro forlader vi først lokalet igen, når der er en aftale på plads. Nogle år tager det få døgn. I 2018 tog det otte uger og en tur i Forligsinstitutionen, før vi kunne skrive under. Der håber jeg ikke, at vi ender i år.

Posted on 28. januar 202630. januar 2026 by Jesper K. Hansen - Formand

OPDATERING: CS erfarer, at det ikke er tilladt at møde op i uniform.

Danmark har stået skulder ved skulder med USA i verdens brændpunkter – og betalt en høj pris. Når danske soldaters indsats ikke anerkendes, er det ikke i orden – og derfor bakker CS op om demonstrationen No Words den 31. januar.

Når USA har kaldt, har danske soldater stillet op i verdens brændpunkter.

Vi har betalt en pris.
Vi har mistet kollegaer og kammerater. Andre er kommet hjem med ar på sjælen.

Netop derfor forventer vi respekt.

Udmeldinger fra Trump-administrationen anerkender ikke Danmarks kamp side om side med USA. Det opleves som et svigt og en latterliggørelse.

Det er ikke i orden.

For den slags udmeldinger udviser ikke respekt for den pris, danske soldater og deres familier har betalt. Derfor bakker CS op om demonstrationen den 31. januar. Jeg deltager selv i demonstrationen, og vi opfordrer vores medlemmer til at gøre det samme.

Det handler ikke om at vende ryggen til vores amerikanske kollegaer – men om at minde om, at man aldrig må glemme sine venner og allierede, der har betalt prisen.

Loyalitet skal gå begge veje.

Læs mere om demonstrationen No Words

Posted on 13. januar 202627. januar 2026 by Jesper K. Hansen - Formand

Julen er vel overstået, så der er ikke brug for honninghjerter. Alligevel er det præcis den fornemmelse, jeg sidder tilbage med, når jeg læser det forslag, som Finansministeriet har lagt frem i oplægget til OK26 om mere i løn til soldaterne.

Forslår som en skrædder i helvede

Regeringen vil bruge 250 millioner på højere løn til soldater. For at sige det, som det er: Forslaget batter som en skrædder i helvede. Tværtimod vil det skabe så stor utilfredshed, at vi vil se en endnu større flugt fra Forsvaret fremadrettet. Og det forstår jeg godt.

Alle ved, hvad problemet er

Der har været masser af ord. Politikerne har stået i kø for at tale om behovet for bedre løn til soldaterne, mens mikrofonerne var tændt. De har talt varmt, scoret point – og samtidig skabt en helt legitim forventning om, at der nu ville ske noget markant med lønnen ved OK26.

Det udspil, vi er blevet mødt med, er alt andet end markant. Det er ikke seriøst.

Kampkraft kræver soldater

Når forsvarschefen taler om kampkraft, giver det ganske enkelt ingen mening, hvis han samtidig ikke vil forholde sig til, hvordan man skaffer de fastansatte soldater, der skal levere kampkraften. Det kan ikke alene løses ved at pege på frivillige i Hjemmeværnet, værnepligtige og reserven.

Man kan ikke puste Forsvaret op over for befolkningen og samtidig undlade at være ærlig om den mest oplagte løsning: Ordentlig løn til soldaterne. Jeg savner mandsmod – og hjerte.

Ikke honninghjerter: Et mere seriøst forslag fra politikerne

Nej tak til honninghjerter. Soldaterne skal ikke spises af med symbolske beløb.

Når man kan læse i medierne, at fængselsbetjente som resultat af trepartsforhandlingerne fik omkring 5.000 kroner mere om måneden i gennemsnit, er det fuldstændigt uanstændigt, at soldaterne ikke tilbydes noget, der som minimum ligger i samme størrelsesorden.

Hvis vi vil have et stærkere forsvar, så vil jeg opfordre politikerne til at tage soldaternes løn alvorligt: Vi skal have et seriøst bud på bordet.

Posted on 19. december 202527. januar 2026 by Jesper K. Hansen - Formand

Kære medlemmer,

Under normale omstændigheder ville jeg bruge min jule- og nytårshilsen til at se tilbage på det år, der er gået. Det kunne jeg også fylde et par sider med i år, for der er sket meget. Men i år vil jeg se fremad i stedet. Vi går nemlig et meget spændende år i møde – ikke mindst i forhold til jeres løn.

Den 15. december udvekslede jeg og resten af CFU forhandlingsfællesskabet overenskomstkrav på vegne af alle ansatte i Staten. Det foregik ligesom sidst i Finansministeriet med finansminister Nicolai Wammen for bordenden. Og det er ikke overraskende, at soldaterløn kommer til at fylde en stor del af tiden i forhandlingslokalet.

Fortrolige forhandlinger

Der er set stort fokus for den kommende overenskomst i medierne, ikke mindst på de sociale medier. Det er meget fint, da noget af det fokus handler om mere i løn til danske soldater. Der er også blevet offentliggjort enkelte krav, som arbejdsgiver har fremsat.

Jeg respekterer fuldt ud, at arbejdsgiver stille krav til overenskomsten, det er en del af den danske aftalemodel. Ofte er det krav, som vi ikke kan se os selv i, og derfor ikke er enige i.

CS/jeg vil ikke kommentere overenskomsten, herunder de enkelte krav i medierne, da det er forhandlingsfortroligt, og derfor holdes imellem parterne ved forhandlingsbordet.

Men det jeg vil garantere jer alle, det er at, vi kæmper og forhandler med det for øje, at vi får det bedste resultat med ud fra forhandlingerne.

Lønløft til soldater

Finansministeren har stillet krav om, at lønløftet til soldaterne skal findes i den overordnede overenskomstramme. Det vil sige den pose penge, som alle statens ansatte skal dele. Det gør forhandlingerne vanskelige. Det betyder nemlig, at der er faggrupper, der får en mindre del af kagen, fordi vi skal have mere. Og selvom de fleste kan blive enige om, at I fortjener hver en krone, er det nok de færreste organisationer, der kan og vil sælge den besked til deres bagland.

At lønløftet skal findes i den samlede ramme kan også få en betydning for, hvor stort beløbet bliver. Jeg ved, at der er høje forventninger til et betydeligt lønløft, men det bliver svært at få i hus, når der ikke bliver sat ekstra penge af til det. Det er de barske realiteter.

CS er kampklar: I skal have en forsvarlig løn

Det er desværre ikke mig eller resten af forhandlingsfællesskabet, der sidder på pengekassen. Men I skal ikke være i tvivl om, at jeg går kampklar til forhandlingerne med en klar ambition om, at lønnen skal op, så det kan mærkes – og det skal ikke kun gælde for en enkelt gruppe.

Husk: God tone på sociale medier

I forbindelse med lønanalysen og debatten om jeres lønninger, går bølgerne højt. Især på de sociale medier, hvor debatten godt kan tage en hård drejning. Jeg vil derfor gerne slutte min jule- og nytårshilsen med en lille løftet pegefinger.

Jeg ved, at man kan have lyst til at lufte sine frustrationer over løn og arbejdsforhold i et kommentarspor. Jeg står ikke tilbage for en god debat og kan sagtens lægge ryg til kritik. Men min grænse går, når man begynder at angribe CS’ dygtige medarbejdere, som hver dag knokler for at forbedre jeres arbejdsvilkår. Det er ganske enkelt utilstedeligt. Husk, at alle i CS arbejder for jer. Det er fællesskabet, der gør os stærke, og vi har alle sammen de samme interesser i at gøre jeres arbejdsliv til det bedst mulige. Lige nu fylder løn alt, men udfordringerne med arbejdstid, arbejdsmiljø og arbejdsskader er der endnu. Der skal kæmpes på alle fronter – også i det nye år. Det er vi klar til i CS.

Med dette ønsker jeg dig og dine en god jul samt et godt nytår!

Med venlig hilsen
Jesper Korsgaard Hansen,
Formand, CS

Posted on 28. november 202516. december 2025 by Jesper K. Hansen - Formand

Debatindlæg i Altinget den 28. november 2025.

Vi har mærket problemerne med personalemangel i Forsvaret i årevis. Det ultimative våben til at fastholde folk er bedre lønvilkår – og det er nødvendigt, for uden mandskab er alle de mange investeringer i Hæren intet værd, skriver Jesper Korsgaard Hansen.

Soldaterløn bliver uden tvivl et af de store temaer ved de kommende offentlige overenskomstforhandlinger. Der er fra politisk side lagt op til at hæve lønnen for særligt de militært ansatte. Men hvem taler vi egentlig om?

En soldat er ikke bare en soldat. Man er nødt til at sætte sig ind i Forsvarets opgaver og struktur, inden man beslutter, hvem der skal have mere i løn.

Som formand for Forsvarets største fagforening repræsenterer jeg både menige og mellemledergruppen i Forsvaret. Nærmere betegnet sergenterne i både Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet samt konstabler og korporaler i Søværnet og Flyvevåbnet.

Gennem en lang årrække har mine medlemmer mærket Forsvarets problemer med fastholdelse af medarbejdere. Det har skabt store huller i strukturen, hvor man har forsøgt at løse opgaverne efter bedste beskub.

Men det er lappeløsninger og ikke løsningen på de strukturelle problemer, som Forsvaret står i. Der er brug for en varig løsning, hvis den historiske oprustning skal lykkes.

Et af de store huller findes i sergentgruppen. I 2024 var manglen på uddannede og udnævnte sergenter så stor, at mere end 500 konstabler eller korporaler fungerede i sergentstillinger i Hæren. Soldater, der ikke har den nødvendige uddannelse og erfaring.

De seneste år har vores soldater bidraget med uddannelse af ukrainske soldater (INTERFLEX). En afgørende vigtig opgave.

Men på grund af manglen på militære medarbejdere med det rette uddannelsesniveau i det danske forsvar udsendes der ikke det tilstrækkelige antal soldater med de rette kompetencer.

Nyt materiel, mangel på medarbejdere

Det resulterer i, at der udsendes konstabler og korporaler i stillinger som sergenter og oversergenter i stedet. De har ikke den nødvendige uddannelse og tilstrækkelige forudsætninger for at virke som sergenter, hvilket alt andet lige får afgørende betydning for opgaveløsningen.

Det kræver uddannelse og erfaring at kunne uddanne og føre soldater i krig og krisesituationer. Hvis der ikke er nok sergenter – eller hvis de ikke er tilstrækkeligt uddannede til at træne og føre andre, får det vidtrækkende konsekvenser for Forsvarets struktur og kampkraft.

Derfor er man dybt afhængige af at kunne fastholde sergentgruppen – og derfor må man gøre noget ved lønnen, som lige nu er alt for lav i forhold til det betydelige ansvar, der ligger i jobbet.

Efter Statsministeren sagde “køb, køb, køb,” har Forsvaret købt materiel for milliarder. Indkøb, der er nødvendige for kampkraften, men hvis der ikke er uddannede og erfarne medarbejdere til at bruge, reparere og vedligeholde det, er det penge ud ad vinduet. Penge, som kunne bruges andre steder i samfundet.

Vi har brugt milliarder på nye kampfly, men hvis der ikke er medarbejdere til at vedligeholde, reparere, sætte våben på dem og sørge for, at de kommer på vingerne, kan det være lige meget.

En udfordret fødekæde

Det samme gør sig gældende med det nye jordbaserede luftforsvar: Den hidtil største enkeltstående investering i genopbygningen af Forsvaret. Hvis der ikke er nogen til at benytte systemet, er investeringen intet værd.

Vi skal opruste omkring Arktis og købe nye skibe og fregatter. Men er der ikke nok soldater ombord til at sejle dem, kan vi droppe alle planer om suverænitetshåndhævelse og overdrage Grønland til Trump og opgive Østersøen.

Det er i øvrigt værd at nævne, at der allerede i dag sejles “for kort” på mange af skibene – altså underbemandet. Opgaven løses, fordi det sejlende personel presses til det yderste.

Både Søværnet og Flyvevåbnet har højt specialiserede medarbejdere i både konstabel- og sergentgruppen. Medarbejdere, som resten af arbejdsmarkedet kaster en god løn efter at få fingrene i. Og samtidig medarbejdere, som Forsvaret skal bruge lang tid på at erstatte.

Forsvaret uddanner sine egne ansatte. Når det civile arbejdsmarked henter for eksempel en oversergent eller en flyver- eller marinespecialist, tager det flere år, før Forsvaret har uddannet en ny.

Det er derfor strengt nødvendigt, at der er en fødekæde, som hele tiden sørger for at uddanne nye medarbejdere op gennem systemet.

Den fødekæde er alvorligt udfordret med de store huller, som vi ser i strukturen i Forsvaret i dag. Kampkraft kræver ikke alene materiel. Det kræver kompetent og veluddannet personel.

Løn er det ultimative våben, hvis man vil fastholde og rekruttere medarbejdere. Løsningen er derfor højere løn til sergenter og konstabler. Fædrelandskærlighed gør det ikke alene.

Posted on 8. september 202516. december 2025 by Jesper K. Hansen - Formand

Manglen på soldater er Forsvarets største udfordring, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

”Vi kan købe alt det militære udstyr, der skal til. Men den allerstørste udfordring for at få en større kampkraft er, at vi kan fastholde og tiltrække de nødvendige mennesker, som skal være med til at give os den kampkraft,” lød det fra ministeren i et interview med Politiken for nyligt.

Som formand for forsvarets største fagforening er der ikke noget nyt i den udmelding, for jeg har i årevis hørt fra mine medlemmer, at de mangler kollegaer. Og problemet er kun blevet større nu, hvor der for alvor er sat skub i oprustningen og genopbygningen af forsvaret.

Statsministerens budskab til Forsvarschefen var ikke til at tage fejl af tidligere på året: Køb, køb, køb, lød det. Der bliver i øjeblikket lavet aftaler om indkøb af materiel og udrustning for milliarder, men frygten er, at det hele kommer til at stå og ruste op på depoterne, fordi der ikke er soldater til at operere og vedligeholde det.

Mangel på soldater i hele Europa

Der er nemlig kun de soldater, som der er, og det er allerede nu ikke tilstrækkeligt. Det kan vi blandt andet se på den næsten intense måde, hvorpå tjenestesteder og værn går på strandhugst hos hinanden for at tiltrække soldater. Bedst udtalt ved den nyoprettede flyvestation i Skalstrup, hvor man har hentet medarbejderne fra alle andre steder i Forsvaret.

Det skaber naturligvis frustrationer de steder, hvor man nu mangler endnu flere kollegaer, og det er ikke en holdbar løsning. Men lige nu er det den eneste løsning. Forsvaret har nemt ved at rekruttere, men kan ikke fastholde. Og hvis bemandingsproblemerne skal løses og alle de nyindkøbte kapaciteter bemandes, så kræver det, at soldaterne bliver i forsvaret. Konkurrencen fra resten af arbejdsmarkedet er benhård, og der skal tages drastiske midler i brug, hvis vi skal lykkes med at opbygge den nødvendige kampkraft og understøtte den vigtige politiske dagsorden om at kunne forsvare landet.

Det er ikke kun i Danmark, at manglen på soldater står i vejen for oprustningen. I Norge frygter man, at manglen på medarbejdere vil kuldsejle opbygningen af en tredje brigade til afskrækkelse af russerne. I Tyskland råder man for eksempel over 180.000 soldater på trods af, at der burde være 200.000. På den baggrund er det svært at se, hvordan man skal skaffe 260.000 soldater i 2030, som pt. er målet.

Løn ER løsningen

Forsvaret har allerede gjort meget for at fastholde og rekruttere, siger ministeren. Og det er korrekt af Forsvaret har iværksat flere initiativer. Man har blandt andet genindført kontraktformer, der giver ret til uddannelse med løn, samt igangsat forskellige HR-initiativer, som bestemt er positive, men det er ikke tilstrækkeligt og skal følges op af et lønløft, hvis Forsvaret skal kunne konkurrere med resten af et arbejdsmarked, der hungrer efter arbejdskraft.

Politikerne er begyndt at varme op til en drøftelse af soldaternes lønninger. Spørgsmålet er, om man tør at give lønnen et så betydeligt løft, at det reelt får en effekt som både fastholdelses- og rekrutteringsværktøj.

Andre steder i Europa har man allerede justeret på lønnen for at tiltrække flere soldater. Enten ved at hæve lønningerne generelt eller ved at lave forskellige tillæg, der kan give ekstra i lønposen. Man har indset, at soldater også kigger på lønsedlen, når de overvejer næste skridt i deres karriere. Ligesom alle andre faggrupper i øvrigt.

Løn er en afgørende faktor. Også for soldaten. Jeg taler ikke om, at soldaten skal være lønførende, men om at lønnen skal være forsvarlig. Der skal være en lønudvikling, som gør, at den enkelte kan se sig selv i Forsvaret. Også når man stifter familie og får børn, hus og bil.

Soldaterne skal anerkendes

Det er på tide, at politikerne begynder at have fokus på, at Forsvaret skal kunne tiltrække og fastholde soldater. Men jeg og mine medlemmer savner, at der kommer effektive løsninger på bordet. Det handler om Danmarks sikkerhed, og som statsministeren har dikteret, er tempoet afgørende.

Når opgaven er så vigtig, er politikerne nødt til at gøre noget ved lønnen. Det handler også om anerkendelse af de mennesker, der har taget det enorme ansvar at holde os alle sammen sikre og trygge i en usikker verden. Normalt siger man, at man får den løn, man er værd. Men jeg mener, at soldaterne er meget mere værd end det, de tjener. Forsvaret kan for nuværende ikke konkurrere med det øvrige offentlige arbejdsmarked på lønområdet, og man kan ikke betale sine varer hos købmanden med fædrelandskærlighed og gode HR-initiativer.

Hvis politikerne har modet, kan de hurtigt gøre noget ved Forsvarets største udfordring – også uden at gå på kompromis med Den danske model og den måde, vi aftaler løn på i Danmark. Det har man tidligere gjort med andre faggrupper. Løn ER løsningen.

Posted on 12. august 202516. december 2025 by Jesper K. Hansen - Formand

Forsvarsministeren har på et møde med soldaterne i Kosovo indrømmet, at han er åben for at give udvalgte grupper i Forsvaret mere i løn. Det er første gang, ministeren har været så klar i spyttet i forhold til at indrømme, at der skal gøres noget ved soldaternes lønninger, hvis det skal lykkedes at fastholde og rekruttere medarbejdere til forsvaret. Så langt, så godt.

Grunden til, at jeg ikke jubler endnu, er selvfølgelig tilføjelsen om, at en lønstigning kun skal gælde udvalgte grupper. Det betyder, at det ikke er alle, der kan forvente at få del i et eventuelt lønløft, og hvem er det så, at ministeren vil tilgodese? Det har vi endnu ikke fået et konkret svar på, men jeg kan godt blive bekymret for konsekvenserne ved kun at hæve udvalgte grupper.

Forsvarets struktur kræver, at der er det rette antal medarbejdere i de forskellige funktioner og på de forskellige niveauer. Hvis det for eksempel bliver mere attraktivt lønmæssigt at være ansat i ét værn fremfor de øvrige, eller hvis man forbedrer lønnen for nogle udvalgte grupper, vil det skabe nogle enorme udfordringer i strukturen og dermed også i forhold til opgaveløsningen. For ikke at nævne den enorme utilfredshed det vil skabe blandt medarbejderne, hvis man kan se at nogle grupper hæves fremfor andre med præcis samme udfordringer.

Der er for eksempel store udfordringer med at fastholde konstabler i Flyvevåbnet og i Søværnet, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved at man sejler underbemandet på søværnets skibe, og at flyvevåbnet mangler en stor del af de konstabler, der blandt andet skal få det nye kampfly på vingerne.

Vi er også i en situation, hvor hver tredje oversergent mangler i strukturen, samtidig med at sergenterne er blandt dem, der har haft flest forgæves rekrutteringsforsøg. Det er et helt afgørende, at forsvaret kan opretholde en struktur, der kan uddanne fremtidige soldater, og derfor er det også vigtigt at tage sergentniveauet med, hvis man vil hæve lønningerne. Gør man ikke det, står vi pludselig i en situation, hvor der lønmæssigt ikke vil være forskel på graderne, og det vil skævvride udfordre hele den militære struktur.

En af de væsentligste årsager til, at det er så svært at fastholde disse medarbejdere i Forsvaret, er først og fremmest lønnen. Vælger politikerne kun at hæve lønnen for nogle få grupper, gør de kun problemet større et andet sted. Vi oplever allerede nu, at værn, tjenestesteder og nye kapaciteter går på strandhugst hos hinanden for at få medarbejdere nok, og det vil vi kun se mere af i fremtiden, hvis lønnen pludselig bliver væsentligt højere enkelte steder. Det er så min påstand, at Forsvaret er en offentlig virksomhed, der pt. er i konkurrence med sig selv, når det handler om at besætte nye stillinger. Sker der ikke noget væsentligt ved lønningerne – generelt, så vil Forsvaret ikke være i stand til at løse den kæmpe opgave, det er at fastholde og rekruttere til det fremtidige Forsvar.

Jeg har brugt meget tid på at forklare dette til politikerne, og det vil jeg fortsætte med. Jeg forstår udmærket, at man ikke er villig til at løfte alle 20.000 ansatte i Forsvaret, og at et eventuelt lønløft skal gives der, hvor der er de største udfordringer, men man er nødt til at se på helheden og konsekvenserne for den samlede struktur, inden man lægger sig fast på en enkelt medarbejdergruppe. Der er ingen nemme løsninger, og de løsninger, der besluttes, må ikke skabe nogle nye problemer, skævvridninger eller større utilfredshed blandt de ansatte i Forsvaret.

Den arbejdsgruppe, der i sidste delforlig blev nedsat til at analysere vilkår og incitament for militært ansatte – og hermed også løn – er stadig i gang med deres analyse. Den forventes færdig i efteråret, og vil derefter blive brugt af politikerne som udgangspunkt i deres forhandlinger. For mig er det meget afgørende, at analysen giver et retvisende billede af lønninger og arbejdsvilkår. I CS holder vi skarpt øje med, om det er tilfældet, og hvis vi kan se, at analysen ikke matcher jeres virkelighed, kommer vi ikke til at støtte op om den. I skal kunne spejle jer selv i de tal, der kommer til at fremgå af analysen ellers giver det ikke mening.

Posted on 26. juni 202516. december 2025 by Jesper K. Hansen - Formand

Sommerferien står for døren, og jeg håber, at I alle får mulighed for at få slappet godt af og samlet kræfter. Jeg er sikker på at mange af jer ser frem til at trække stikket og holde fri efter nogle meget hektiske måneder i Forsvaret. Efter en lidt langsom opstart går det nu rigtig stærkt med at opruste og genopbygge flere steder, og nogle af jer kan helt sikkert mærke at fokus nu ligger på kampkraft og hastighed, mens personalepleje nogle steder er skubbet helt i baggrunden.

Jeres løn optager mig

I CS har vi også kunnet mærke, at der for alvor er kommet gang i genopbygningen af forsvaret, men i den seneste tid er der særligt én ting, der har fyldt hos mig som CS formand. Og det er jeres løn! Det arbejde fortsætter jeg med efter sommerferien – og mon ikke, det også kommer til at fylde lidt hen over ferien. Debatten om soldaternes lønninger har stået på længe, og fra politisk side virker det til, at man endelig er villig til at kigge på lønnen. Det er som udgangspunkt rigtig godt, for jeg har hele tiden sagt, at det bliver tæt på umuligt at fastholde og rekruttere i det omfang som opgaverne kræver, hvis man ikke gør noget ved lønnen.

Ansættelsesvilkår og incitamenter for militære medarbejdere

Som I nok allerede ved, satte forligspartierne et analysearbejde i gang i forbindelse med andet delforlig. Der blev nedsat en arbejdsgruppe, der skal kigge på ansættelsesvilkår og incitamenter for militære medarbejdere. Trods det lidt kringlede navn, er det en analyse af soldaternes lønninger. Det er den analyse, der skal give politikerne et billede af, hvad I reelt tjener, og om de skal afgive flere penge til løn. Det er derfor fuldstændig afgørende, at analysen er retvisende. I CS bruger vi meget tid på at følge analysearbejdet og komme med vores input og holdninger til, hvordan man udregner jeres løn, så den tager højde for særlige vilkår, som I arbejder under.

Analysen skal være færdig i efteråret, hvor den skal præsenteres for politikerne. Til den tid håber jeg, at vi er nået til et resultat som CS er enige i og de fleste af jer, kan spejle sig i. Men jeg kan allerede nu sige, at jeg ikke kommer til at stå bag analysen, hvis vi vurderer, at den ikke viser et sandfærdigt billede af jeres løn og arbejdstimer.

Analysen er også vigtig, fordi vi inden længe går i gang med overenskomstforhandlingerne – OK26. Forberedelserne er allerede i fuld gang, og efter sommerferien begynder arbejdet med at udvælge krav i forhandlingsorganisationerne. CS hovedbestyrelse og delegerede besluttede allerede sidste år at fortsætte med de krav, som afdelingerne sendte ind til OK24, og som vi ikke allerede er kommet i mål med. I skal selvfølgelig nok få mere at vide om, hvilke krav CS stiller og hvordan hele forløbet bliver, men jeg kan allerede løfte sløret for, at løn selvfølgelig også fylder meget i denne sammenhæng.

En overenskomstforhandling har til formål at sikre jeres realløn – altså at I kan købe det samme hos købmanden, som I kunne i går. Men det er ikke nogen hemmelighed, at CS ønsker, at der kommer flere penge at forhandle om.

CS formand

En forsvarlig løn til soldaterne strider ikke mod den danske model

Det bliver et travlt efterår og vinter med løn allerøverst på dagsordenen, og CS er klar til at kaste os ind i kampen for en forsvarlig løn til forsvarets medarbejdere. Det bliver ikke uden sværdslag, men det er vi heldigvis heller ikke bange for i vores fag.

Rigtig god sommer til jer alle!

Posted on 11. juni 202516. december 2025 by Jesper K. Hansen - Formand

CS formand mener, at man sagtens kan hæve lønnen for soldaterne uden at gå på kompromis med den måde, vi laver aftaler på herhjemme. Beskæftigelsesministeren har samme opfattelse.

Organisationer som Dansk Industri og Dansk Metal har advaret mod at give soldaterne en højere lønstigning. Det vil stride mod den danske model, mener de. Men advarslerne preller tilsyneladende af på beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

– De må advare alt det, de vil. Jeg er ikke så bekymret for, at vi ikke godt kan lave et lønløft, som vi har gjort og samtidig have en stærk dansk model, siger hun i et interview til Altinget. Hun peger blandt andet på, at når det gælder det offentlige arbejdsmarked, er politikerne arbejdsgivere og derfor en del af den danske model i dette tilfælde.

Også andre partier har tilkendegivet, at de gerne vil give soldaterne mere i løn. Blandt andet Danmarksdemokraterne, SF, Konservative og Liberal Alliance.

CS formand Jesper Korsgaard Hansen er enig i vigtigheden af, at man værner om den danske model, men ligesom beskæftigelsesministeren mener han, at den danske model og et tiltrængt lønløft til soldaterne godt kan gå hånd i hånd.

– Jeg forstår godt, hvis Dansk Industri og dele af fagbevægelsen er bekymrede for den danske model, når vi taler om et lønløft til soldaterne. Vi skal selvfølgelig værne om den måde, vi laver aftaler på herhjemme – selv i en alvorlig tid som denne, hvor vi har brug for mange flere soldater til den historiske oprustning, Danmark er i gang med. Derfor er det også vigtigt for mig at sige, at der er måder, hvorpå man kan give soldaterne mere i løn uden at gå på kompromis med den danske model, siger han.

– På statens område er politikerne vores arbejdsgivere. Ingen tvivl om det. Og som arbejdsgiver kan de vælge at lægge flere penge til arbejdsmarkedets parter, som vi kan forhandle om, men parterne kan også selv finde pengene i rammen for forhandlingerne. Det er netop den danske model.

– Jeg er helt enig med beskæftigelsesministeren i, at man kan lave et lønløft og samtidig have en stærk dansk model, og jeg er glad for at der er en bred politisk vilje til at gøre noget ved lønnen for vores soldater. Det er ganske enkelt nødvendigt, hvis vi skal kunne fastholde og rekruttere til forsvaret i dag.

Læs mere om, hvad CS mener om løn på vores temaside Forsvarlig Løn

Posted on 6. juni 202516. december 2025 by Jesper K. Hansen - Formand

Lad mig starte med den vigtigste pointe: De ansatte i forsvaret er ligeså opsatte på at løse opgaven, som politikerne er opsatte på at sætte nye opgaver i gang. Rigets sikkerhed er naturligvis enormt vigtig for dem, men der er en grænse.

Siden forsvarsministeren på grundlovsdag annoncerede en fremskydning af værnepligten, et operativt jordbaseret luftforsvar allerede i 2026 og oprettelse af en mobiliseringsstyrke, har mobiliseringsstyrken fået meget omtale i medierne. Det giver måske mening i forhold til, at det er en beslutning, der vil få konsekvenser for rigtig mange tidligere værnepligtige. Men for forsvarets medarbejdere er en mobiliseringsstyrke en naturlig konsekvens af, at vi nu har et territorialforsvar. Og i et territorialforsvar, der bygger på værnepligt, er det et tiltag, som måtte komme på et eller andet tidspunkt.

To tiltag med store konsekvenser

Det, som betyder noget for medarbejderne i forsvaret – herunder mine medlemmer – er de to andre tiltag: Den nye forlængede værnepligt, der fremrykkes fra august 2026 til februar 2026. Samt et jordbaseret luftforsvar, der allerede næste år skal være operativt.

I mediedækningen af de nye tiltag hørte jeg ingen tale om, hvor stor en belastning det har for medarbejderne, når politikerne på den måde presser nye opgaver ned over et i forvejen presset forsvar. Heller ikke forsvarschefen hæver et øjenbryn. Det hele handler om hastighed, hastighed og hastighed, samt kampkraft, kampkraft og kampkraft.

Og her vender jeg tilbage til min første pointe: Forsvarets medarbejdere vil gøre deres absolut ypperste for at sikre Kongeriget og den enkelte dansker. Men hvem er det egentlig, der sikrer den enkelte ansatte i forsvaret, så de kan opretholde et rimeligt familieliv eller i det mindste have et arbejdsliv, hvor stress ikke hele tiden er en følgesvend?

Medarbejderne betaler prisen

Politikerne og forsvarets ledelse presser hele tiden forsvarets ansatte til bristepunktet. I mange år betalte medarbejderne prisen, fordi hverken forsvarets ledelse eller politikerne sagde fra, mens besparelse på besparelse blev lagt ned over forsvaret. Dengang var der masser af advarsler om nedslidning, manglende uddannelse, manglende materiel – og ikke mindst manglende kollegaer. Men ingen gjorde noget. Forsvarets medarbejdere blev svigtet, og det sker nu igen.

Nu er der kommet et enormt pres udefra, og der er også kommet penge, så nu kan vi jo bare komme i gang! Hastighed, hastighed, hastighed, siger Regeringen. Men det er forsvarets medarbejdere, der betaler prisen, når politikerne, fra time til time, bare kaster nye hasteopgaver ud over hele forsvaret.

Der kæmpes med at få de opgaver, der allerede er besluttet op at flyve, ud at sejle, ud i felten. Derfor betyder det noget, at der nu skal ske en fremrykning af værnepligten med et halvt år. Og derfor betyder det noget, at Danmark nu allerede næste år skal have et operativt jordbaseret luftforsvar.

Hvor skal folk komme fra?

For at tage det sidste først, så vil det vel kræve et stort antal soldater at operere, vedligeholde og reparere et nyt system. Soldater, der jo ikke er der på nuværende tidspunkt. Forsvaret skal altså ud at rekruttere nye soldater til den opgave eller anvende soldater, der allerede er i forsvaret.

At rekruttere nye er en kæmpe udfordring, for hvor skal de komme fra? Og ikke mindst kan de nå at få den optimale uddannelse, så de også kan operere og vedligeholde systemet? Tager forsvaret allerede ansatte soldater, ja så tages de jo fra enheder, der på nuværende tidspunkt ikke er tilstrækkeligt bemandet.

Så i begge tilfælde vil det skabe et pres på de soldater, der allerede i dag løber stærkt pga. manglende kollegaer og et stærkt stigende arbejdspres.

At fremrykke den nye forlængede værnepligt til februar 2026 er heller ikke uden konsekvenser. Medarbejderne løber i forvejen stærkt for at blive klar til at tage imod de nye værnepligtige i august 2026, og nu skal de løbe endnu stærkere. Og hvad med sergentuddannelsen? Er der en plan klar i forhold til hvem, der skal undervise dem? Hvor skal de bo? Hvor mange tager man ind? Der er stadig rigtig mange ubekendte i den nye værnepligtsmodel, som der skal være svar på inden februar 2026, hvor de unge mennesker møder op til 11 måneder i trøjen.

Alt haster – bare ikke løn

Både ministeren og den nye forsvarschef siger hele tiden, at medarbejderne er den vigtigste ressource, men for mig at se skinner det ikke igennem i deres handlinger. Begge agerer som om, der er uanede personelressourcer til rådighed. Og begge to bakker på spørgsmålet om, hvordan vi får flere kollegaer ind i forsvaret. Eller endnu vigtigere, hvordan vi fastholder de soldater, som forsvaret allerede har i dag, og som er en så vigtig ressource. Hvis alting haster så meget, hvorfor haster det så ikke med at skrue på det ultimative rekrutterings- og fastholdelsesværktøj: Løn?

Situationen er alvorlig, og alle vil gerne løse opgaven, men hvor er den voksne, der tør sige til politikerne, at de er nødt til at holde lidt igen, hvis forsvarets vigtigste ressource – medarbejderne – skal kunne følge med?