Manglen på soldater er Forsvarets største udfordring, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

”Vi kan købe alt det militære udstyr, der skal til. Men den allerstørste udfordring for at få en større kampkraft er, at vi kan fastholde og tiltrække de nødvendige mennesker, som skal være med til at give os den kampkraft,” lød det fra ministeren i et interview med Politiken for nyligt.

Som formand for forsvarets største fagforening er der ikke noget nyt i den udmelding, for jeg har i årevis hørt fra mine medlemmer, at de mangler kollegaer. Og problemet er kun blevet større nu, hvor der for alvor er sat skub i oprustningen og genopbygningen af forsvaret.

Statsministerens budskab til Forsvarschefen var ikke til at tage fejl af tidligere på året: Køb, køb, køb, lød det. Der bliver i øjeblikket lavet aftaler om indkøb af materiel og udrustning for milliarder, men frygten er, at det hele kommer til at stå og ruste op på depoterne, fordi der ikke er soldater til at operere og vedligeholde det.

Mangel på soldater i hele Europa

Der er nemlig kun de soldater, som der er, og det er allerede nu ikke tilstrækkeligt. Det kan vi blandt andet se på den næsten intense måde, hvorpå tjenestesteder og værn går på strandhugst hos hinanden for at tiltrække soldater. Bedst udtalt ved den nyoprettede flyvestation i Skalstrup, hvor man har hentet medarbejderne fra alle andre steder i Forsvaret.

Det skaber naturligvis frustrationer de steder, hvor man nu mangler endnu flere kollegaer, og det er ikke en holdbar løsning. Men lige nu er det den eneste løsning. Forsvaret har nemt ved at rekruttere, men kan ikke fastholde. Og hvis bemandingsproblemerne skal løses og alle de nyindkøbte kapaciteter bemandes, så kræver det, at soldaterne bliver i forsvaret. Konkurrencen fra resten af arbejdsmarkedet er benhård, og der skal tages drastiske midler i brug, hvis vi skal lykkes med at opbygge den nødvendige kampkraft og understøtte den vigtige politiske dagsorden om at kunne forsvare landet.

Det er ikke kun i Danmark, at manglen på soldater står i vejen for oprustningen. I Norge frygter man, at manglen på medarbejdere vil kuldsejle opbygningen af en tredje brigade til afskrækkelse af russerne. I Tyskland råder man for eksempel over 180.000 soldater på trods af, at der burde være 200.000. På den baggrund er det svært at se, hvordan man skal skaffe 260.000 soldater i 2030, som pt. er målet.

Løn ER løsningen

Forsvaret har allerede gjort meget for at fastholde og rekruttere, siger ministeren. Og det er korrekt af Forsvaret har iværksat flere initiativer. Man har blandt andet genindført kontraktformer, der giver ret til uddannelse med løn, samt igangsat forskellige HR-initiativer, som bestemt er positive, men det er ikke tilstrækkeligt og skal følges op af et lønløft, hvis Forsvaret skal kunne konkurrere med resten af et arbejdsmarked, der hungrer efter arbejdskraft.

Politikerne er begyndt at varme op til en drøftelse af soldaternes lønninger. Spørgsmålet er, om man tør at give lønnen et så betydeligt løft, at det reelt får en effekt som både fastholdelses- og rekrutteringsværktøj.

Andre steder i Europa har man allerede justeret på lønnen for at tiltrække flere soldater. Enten ved at hæve lønningerne generelt eller ved at lave forskellige tillæg, der kan give ekstra i lønposen. Man har indset, at soldater også kigger på lønsedlen, når de overvejer næste skridt i deres karriere. Ligesom alle andre faggrupper i øvrigt.

Løn er en afgørende faktor. Også for soldaten. Jeg taler ikke om, at soldaten skal være lønførende, men om at lønnen skal være forsvarlig. Der skal være en lønudvikling, som gør, at den enkelte kan se sig selv i Forsvaret. Også når man stifter familie og får børn, hus og bil.

Soldaterne skal anerkendes

Det er på tide, at politikerne begynder at have fokus på, at Forsvaret skal kunne tiltrække og fastholde soldater. Men jeg og mine medlemmer savner, at der kommer effektive løsninger på bordet. Det handler om Danmarks sikkerhed, og som statsministeren har dikteret, er tempoet afgørende.

Når opgaven er så vigtig, er politikerne nødt til at gøre noget ved lønnen. Det handler også om anerkendelse af de mennesker, der har taget det enorme ansvar at holde os alle sammen sikre og trygge i en usikker verden. Normalt siger man, at man får den løn, man er værd. Men jeg mener, at soldaterne er meget mere værd end det, de tjener. Forsvaret kan for nuværende ikke konkurrere med det øvrige offentlige arbejdsmarked på lønområdet, og man kan ikke betale sine varer hos købmanden med fædrelandskærlighed og gode HR-initiativer.

Hvis politikerne har modet, kan de hurtigt gøre noget ved Forsvarets største udfordring – også uden at gå på kompromis med Den danske model og den måde, vi aftaler løn på i Danmark. Det har man tidligere gjort med andre faggrupper. Løn ER løsningen.

Forsvarsministeren har på et møde med soldaterne i Kosovo indrømmet, at han er åben for at give udvalgte grupper i Forsvaret mere i løn. Det er første gang, ministeren har været så klar i spyttet i forhold til at indrømme, at der skal gøres noget ved soldaternes lønninger, hvis det skal lykkedes at fastholde og rekruttere medarbejdere til forsvaret. Så langt, så godt.

Grunden til, at jeg ikke jubler endnu, er selvfølgelig tilføjelsen om, at en lønstigning kun skal gælde udvalgte grupper. Det betyder, at det ikke er alle, der kan forvente at få del i et eventuelt lønløft, og hvem er det så, at ministeren vil tilgodese? Det har vi endnu ikke fået et konkret svar på, men jeg kan godt blive bekymret for konsekvenserne ved kun at hæve udvalgte grupper.

Forsvarets struktur kræver, at der er det rette antal medarbejdere i de forskellige funktioner og på de forskellige niveauer. Hvis det for eksempel bliver mere attraktivt lønmæssigt at være ansat i ét værn fremfor de øvrige, eller hvis man forbedrer lønnen for nogle udvalgte grupper, vil det skabe nogle enorme udfordringer i strukturen og dermed også i forhold til opgaveløsningen. For ikke at nævne den enorme utilfredshed det vil skabe blandt medarbejderne, hvis man kan se at nogle grupper hæves fremfor andre med præcis samme udfordringer.

Der er for eksempel store udfordringer med at fastholde konstabler i Flyvevåbnet og i Søværnet, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved at man sejler underbemandet på søværnets skibe, og at flyvevåbnet mangler en stor del af de konstabler, der blandt andet skal få det nye kampfly på vingerne.

Vi er også i en situation, hvor hver tredje oversergent mangler i strukturen, samtidig med at sergenterne er blandt dem, der har haft flest forgæves rekrutteringsforsøg. Det er et helt afgørende, at forsvaret kan opretholde en struktur, der kan uddanne fremtidige soldater, og derfor er det også vigtigt at tage sergentniveauet med, hvis man vil hæve lønningerne. Gør man ikke det, står vi pludselig i en situation, hvor der lønmæssigt ikke vil være forskel på graderne, og det vil skævvride udfordre hele den militære struktur.

En af de væsentligste årsager til, at det er så svært at fastholde disse medarbejdere i Forsvaret, er først og fremmest lønnen. Vælger politikerne kun at hæve lønnen for nogle få grupper, gør de kun problemet større et andet sted. Vi oplever allerede nu, at værn, tjenestesteder og nye kapaciteter går på strandhugst hos hinanden for at få medarbejdere nok, og det vil vi kun se mere af i fremtiden, hvis lønnen pludselig bliver væsentligt højere enkelte steder. Det er så min påstand, at Forsvaret er en offentlig virksomhed, der pt. er i konkurrence med sig selv, når det handler om at besætte nye stillinger. Sker der ikke noget væsentligt ved lønningerne – generelt, så vil Forsvaret ikke være i stand til at løse den kæmpe opgave, det er at fastholde og rekruttere til det fremtidige Forsvar.

Jeg har brugt meget tid på at forklare dette til politikerne, og det vil jeg fortsætte med. Jeg forstår udmærket, at man ikke er villig til at løfte alle 20.000 ansatte i Forsvaret, og at et eventuelt lønløft skal gives der, hvor der er de største udfordringer, men man er nødt til at se på helheden og konsekvenserne for den samlede struktur, inden man lægger sig fast på en enkelt medarbejdergruppe. Der er ingen nemme løsninger, og de løsninger, der besluttes, må ikke skabe nogle nye problemer, skævvridninger eller større utilfredshed blandt de ansatte i Forsvaret.

Den arbejdsgruppe, der i sidste delforlig blev nedsat til at analysere vilkår og incitament for militært ansatte – og hermed også løn – er stadig i gang med deres analyse. Den forventes færdig i efteråret, og vil derefter blive brugt af politikerne som udgangspunkt i deres forhandlinger. For mig er det meget afgørende, at analysen giver et retvisende billede af lønninger og arbejdsvilkår. I CS holder vi skarpt øje med, om det er tilfældet, og hvis vi kan se, at analysen ikke matcher jeres virkelighed, kommer vi ikke til at støtte op om den. I skal kunne spejle jer selv i de tal, der kommer til at fremgå af analysen ellers giver det ikke mening.

Sommerferien står for døren, og jeg håber, at I alle får mulighed for at få slappet godt af og samlet kræfter. Jeg er sikker på at mange af jer ser frem til at trække stikket og holde fri efter nogle meget hektiske måneder i Forsvaret. Efter en lidt langsom opstart går det nu rigtig stærkt med at opruste og genopbygge flere steder, og nogle af jer kan helt sikkert mærke at fokus nu ligger på kampkraft og hastighed, mens personalepleje nogle steder er skubbet helt i baggrunden.

Jeres løn optager mig

I CS har vi også kunnet mærke, at der for alvor er kommet gang i genopbygningen af forsvaret, men i den seneste tid er der særligt én ting, der har fyldt hos mig som CS formand. Og det er jeres løn! Det arbejde fortsætter jeg med efter sommerferien – og mon ikke, det også kommer til at fylde lidt hen over ferien. Debatten om soldaternes lønninger har stået på længe, og fra politisk side virker det til, at man endelig er villig til at kigge på lønnen. Det er som udgangspunkt rigtig godt, for jeg har hele tiden sagt, at det bliver tæt på umuligt at fastholde og rekruttere i det omfang som opgaverne kræver, hvis man ikke gør noget ved lønnen.

Ansættelsesvilkår og incitamenter for militære medarbejdere

Som I nok allerede ved, satte forligspartierne et analysearbejde i gang i forbindelse med andet delforlig. Der blev nedsat en arbejdsgruppe, der skal kigge på ansættelsesvilkår og incitamenter for militære medarbejdere. Trods det lidt kringlede navn, er det en analyse af soldaternes lønninger. Det er den analyse, der skal give politikerne et billede af, hvad I reelt tjener, og om de skal afgive flere penge til løn. Det er derfor fuldstændig afgørende, at analysen er retvisende. I CS bruger vi meget tid på at følge analysearbejdet og komme med vores input og holdninger til, hvordan man udregner jeres løn, så den tager højde for særlige vilkår, som I arbejder under.

Analysen skal være færdig i efteråret, hvor den skal præsenteres for politikerne. Til den tid håber jeg, at vi er nået til et resultat som CS er enige i og de fleste af jer, kan spejle sig i. Men jeg kan allerede nu sige, at jeg ikke kommer til at stå bag analysen, hvis vi vurderer, at den ikke viser et sandfærdigt billede af jeres løn og arbejdstimer.

Analysen er også vigtig, fordi vi inden længe går i gang med overenskomstforhandlingerne – OK26. Forberedelserne er allerede i fuld gang, og efter sommerferien begynder arbejdet med at udvælge krav i forhandlingsorganisationerne. CS hovedbestyrelse og delegerede besluttede allerede sidste år at fortsætte med de krav, som afdelingerne sendte ind til OK24, og som vi ikke allerede er kommet i mål med.  I skal selvfølgelig nok få mere at vide om, hvilke krav CS stiller og hvordan hele forløbet bliver, men jeg kan allerede løfte sløret for, at løn selvfølgelig også fylder meget i denne sammenhæng.

En overenskomstforhandling har til formål at sikre jeres realløn – altså at I kan købe det samme hos købmanden, som I kunne i går. Men det er ikke nogen hemmelighed, at CS ønsker, at der kommer flere penge at forhandle om. 

Jesper Korsgaard Hansen

CS formand

En forsvarlig løn til soldaterne strider ikke mod den danske model

Det bliver et travlt efterår og vinter med løn allerøverst på dagsordenen, og CS er klar til at kaste os ind i kampen for en forsvarlig løn til forsvarets medarbejdere. Det bliver ikke uden sværdslag, men det er vi heldigvis heller ikke bange for i vores fag.

Rigtig god sommer til jer alle!     

CS formand mener, at man sagtens kan hæve lønnen for soldaterne uden at gå på kompromis med den måde, vi laver aftaler på herhjemme. Beskæftigelsesministeren har samme opfattelse.
 
Organisationer som Dansk Industri og Dansk Metal har advaret mod at give soldaterne en højere lønstigning. Det vil stride mod den danske model, mener de. Men advarslerne preller tilsyneladende af på beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).
 
– De må advare alt det, de vil. Jeg er ikke så bekymret for, at vi ikke godt kan lave et lønløft, som vi har gjort og samtidig have en stærk dansk model, siger hun i et interview til Altinget. Hun peger blandt andet på, at når det gælder det offentlige arbejdsmarked, er politikerne arbejdsgivere og derfor en del af den danske model i dette tilfælde.
 
Også andre partier har tilkendegivet, at de gerne vil give soldaterne mere i løn. Blandt andet Danmarksdemokraterne, SF, Konservative og Liberal Alliance.
 
CS formand Jesper Korsgaard Hansen er enig i vigtigheden af, at man værner om den danske model, men ligesom beskæftigelsesministeren mener han, at den danske model og et tiltrængt lønløft til soldaterne godt kan gå hånd i hånd.
 
– Jeg forstår godt, hvis Dansk Industri og dele af fagbevægelsen er bekymrede for den danske model, når vi taler om et lønløft til soldaterne. Vi skal selvfølgelig værne om den måde, vi laver aftaler på herhjemme – selv i en alvorlig tid som denne, hvor vi har brug for mange flere soldater til den historiske oprustning, Danmark er i gang med. Derfor er det også vigtigt for mig at sige, at der er måder, hvorpå man kan give soldaterne mere i løn uden at gå på kompromis med den danske model, siger han.
 
– På statens område er politikerne vores arbejdsgivere. Ingen tvivl om det. Og som arbejdsgiver kan de vælge at lægge flere penge til arbejdsmarkedets parter, som vi kan forhandle om, men parterne kan også selv finde pengene i rammen for forhandlingerne. Det er netop den danske model.
 
– Jeg er helt enig med beskæftigelsesministeren i, at man kan lave et lønløft og samtidig have en stærk dansk model, og jeg er glad for at der er en bred politisk vilje til at gøre noget ved lønnen for vores soldater. Det er ganske enkelt nødvendigt, hvis vi skal kunne fastholde og rekruttere til forsvaret i dag.
 

Lad mig starte med den vigtigste pointe: De ansatte i forsvaret er ligeså opsatte på at løse opgaven, som politikerne er opsatte på at sætte nye opgaver i gang. Rigets sikkerhed er naturligvis enormt vigtig for dem, men der er en grænse.

Siden forsvarsministeren på grundlovsdag annoncerede en fremskydning af værnepligten, et operativt jordbaseret luftforsvar allerede i 2026 og oprettelse af en mobiliseringsstyrke, har mobiliseringsstyrken fået meget omtale i medierne. Det giver måske mening i forhold til, at det er en beslutning, der vil få konsekvenser for rigtig mange tidligere værnepligtige. Men for forsvarets medarbejdere er en mobiliseringsstyrke en naturlig konsekvens af, at vi nu har et territorialforsvar. Og i et territorialforsvar, der bygger på værnepligt, er det et tiltag, som måtte komme på et eller andet tidspunkt.

To tiltag med store konsekvenser

Det, som betyder noget for medarbejderne i forsvaret – herunder mine medlemmer – er de to andre tiltag: Den nye forlængede værnepligt, der fremrykkes fra august 2026 til februar 2026. Samt et jordbaseret luftforsvar, der allerede næste år skal være operativt.

I mediedækningen af de nye tiltag hørte jeg ingen tale om, hvor stor en belastning det har for medarbejderne, når politikerne på den måde presser nye opgaver ned over et i forvejen presset forsvar. Heller ikke forsvarschefen hæver et øjenbryn. Det hele handler om hastighed, hastighed og hastighed, samt kampkraft, kampkraft og kampkraft.

Og her vender jeg tilbage til min første pointe: Forsvarets medarbejdere vil gøre deres absolut ypperste for at sikre Kongeriget og den enkelte dansker. Men hvem er det egentlig, der sikrer den enkelte ansatte i forsvaret, så de kan opretholde et rimeligt familieliv eller i det mindste have et arbejdsliv, hvor stress ikke hele tiden er en følgesvend?

Medarbejderne betaler prisen

Politikerne og forsvarets ledelse presser hele tiden forsvarets ansatte til bristepunktet. I mange år betalte medarbejderne prisen, fordi hverken forsvarets ledelse eller politikerne sagde fra, mens besparelse på besparelse blev lagt ned over forsvaret. Dengang var der masser af advarsler om nedslidning, manglende uddannelse, manglende materiel – og ikke mindst manglende kollegaer. Men ingen gjorde noget. Forsvarets medarbejdere blev svigtet, og det sker nu igen. 

Nu er der kommet et enormt pres udefra, og der er også kommet penge, så nu kan vi jo bare komme i gang! Hastighed, hastighed, hastighed, siger Regeringen. Men det er forsvarets medarbejdere, der betaler prisen, når politikerne, fra time til time, bare kaster nye hasteopgaver ud over hele forsvaret.

Der kæmpes med at få de opgaver, der allerede er besluttet op at flyve, ud at sejle, ud i felten. Derfor betyder det noget, at der nu skal ske en fremrykning af værnepligten med et halvt år. Og derfor betyder det noget, at Danmark nu allerede næste år skal have et operativt jordbaseret luftforsvar.

Hvor skal folk komme fra?

For at tage det sidste først, så vil det vel kræve et stort antal soldater at operere, vedligeholde og reparere et nyt system. Soldater, der jo ikke er der på nuværende tidspunkt. Forsvaret skal altså ud at rekruttere nye soldater til den opgave eller anvende soldater, der allerede er i forsvaret.

At rekruttere nye er en kæmpe udfordring, for hvor skal de komme fra? Og ikke mindst kan de nå at få den optimale uddannelse, så de også kan operere og vedligeholde systemet? Tager forsvaret allerede ansatte soldater, ja så tages de jo fra enheder, der på nuværende tidspunkt ikke er tilstrækkeligt bemandet.

Så i begge tilfælde vil det skabe et pres på de soldater, der allerede i dag løber stærkt pga. manglende kollegaer og et stærkt stigende arbejdspres.

At fremrykke den nye forlængede værnepligt til februar 2026 er heller ikke uden konsekvenser. Medarbejderne løber i forvejen stærkt for at blive klar til at tage imod de nye værnepligtige i august 2026, og nu skal de løbe endnu stærkere. Og hvad med sergentuddannelsen? Er der en plan klar i forhold til hvem, der skal undervise dem? Hvor skal de bo? Hvor mange tager man ind? Der er stadig rigtig mange ubekendte i den nye værnepligtsmodel, som der skal være svar på inden februar 2026, hvor de unge mennesker møder op til 11 måneder i trøjen.

Alt haster – bare ikke løn

Både ministeren og den nye forsvarschef siger hele tiden, at medarbejderne er den vigtigste ressource, men for mig at se skinner det ikke igennem i deres handlinger. Begge agerer som om, der er uanede personelressourcer til rådighed. Og begge to bakker på spørgsmålet om, hvordan vi får flere kollegaer ind i forsvaret. Eller endnu vigtigere, hvordan vi fastholder de soldater, som forsvaret allerede har i dag, og som er en så vigtig ressource. Hvis alting haster så meget, hvorfor haster det så ikke med at skrue på det ultimative rekrutterings- og fastholdelsesværktøj: Løn? 

Situationen er alvorlig, og alle vil gerne løse opgaven, men hvor er den voksne, der tør sige til politikerne, at de er nødt til at holde lidt igen, hvis forsvarets vigtigste ressource – medarbejderne – skal kunne følge med?

For at opkvalificeringspuljen på 900 millioner kroner skal blive en succes, kræver det en prioriteret indsats fra ledelsen, et forløb uden for meget bureaukrati og ikke mindst at man kommer i gang hurtigst muligt.

I marts skrev jeg under på to nye aftaler. Den nye aftale om en uddannelsesordning for nyansatte kollegaer, samt aftalen om opkvalificeringspuljen på 900 millioner til de kollegaer, der er blevet ansat i perioden mellem man udfasede K35 kontrakterne og nu.

Siden da er der kommet rigtig mange spørgsmål til opkvalificeringspuljen og hvordan man som medarbejder kan gøre brug af den. Der er både glæde, optimisme, tvivl og skepsis i forhold til, hvordan puljen kommer til at fungere. Alt sammen er fuldt forståeligt, for det er en helt ny aftale som kræver, at Forsvaret tænker uddannelse og opkvalificering på en anden måde, end man har været vant til.

Jeg vil endnu engang gerne understrege, at jeg er glad for aftalen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne ville have haft alle med over på den nye K10 kontrakt, men vi havde fået en fastlåst økonomisk ramme fra politikerne, og der var ikke penge til at lave kontrakten bagudrettet. Derfor blev opkvalificeringspuljen skabt, og jeg tror fuldt og fast på, at det bliver en succes, hvis man ellers formår at få den til at virke i praksis. Det ansvar ligger hos forsvarets ledelse og PKOM.

900 millioner til uddannelse er et historisk stort beløb, når det skal fordeles mellem cirka 6200 medarbejdere, der er omfattet af aftalen. Det giver rigtigt mange muligheder for den enkelte, men det kan være svært at se mulighederne for sig, så længe aftalen ”bare” er blæk på papir. Derfor presser jeg på for, at man hurtigst muligt kommer i gang med at aftale nogle uddannelsesforløb derude – og gerne før sommerferien. På den måde kan man få synliggjort, hvilke muligheder der ligger i aftalen og hvad der kan lade sig gøre.

Når jeg taler med jer, hører jeg også, at I er bekymrede for, om der er tid til, at I kan uddanne jer. I en tid, hvor der kun tales om kampkraft, kan det være svært at se, hvordan uddannelse skal passes ind. Jeg har en klar forventning om, at forsvarets ledelse også er klar til at prioritere uddannelse og opkvalificering af soldaterne. Når den fungerende forsvarschef kan se ideen i aftalen om opkvalificering og i at have kvalificerede medarbejdere, må man forvente at resten af ledelseslaget også prioriterer denne opgave og får det til at virke. Det vil i sidste ende komme dem selv til gode, også selv om deres soldater kvalificerer sig til en karriere efter forsvaret.

Mine egne bekymringer går dels på, om man kan få levet nogle procedurer, der ikke sander til i papirarbejde og bureaukrati. Der skal være en meget kort vej fra, at I er blevet enige med chef eller karrierevejleder om et forløb til, at I er i gang. I forlængelse af det er der hele forvaltningen af puljen, som allerede nu giver nogle frustrationer. For er det chefen eller er det karrierevejlederen, man skal gå til, når man vil opkvalificeres? Der er man nødt til at finde ud af, hvem der gør hvad og hvordan, så det er klokkeklar for jer og jeres kollegaer, hvem I skal gå til for at få tingene til at se. Skal det først igennem en lang række forskellige skriveborde, får jeg svært ved at se, at man kan bruge hele puljen på 900 millioner inden 2033.

Til sidst vil jeg opfordre jer til at gøre brug af muligheden for opkvalificering. Begynd allerede nu at lægge planer for, hvad I gerne vil. Skal det være uddannelse, I kan bruge i jeres karriere i Forsvaret, eller vil I uddanne jer til noget helt andet. Der er åbnet for nogle nye muligheder, og nu skal vi bare i gang.

Der er ingen tvivl om, at løn fylder rigtigt meget i forhold til at kunne fastholde og rekruttere soldater nu og i fremtiden. Det er min opfattelse, at man ikke kan komme udenom lønnen, hvis man skal lykkes med den historiske oprustning, som Forsvaret er i gang med. Ligesom det er tilfældet med alle andre fag, er det lettere at fastholde soldaterne, hvis de honoreres for deres indsats.

Men løn-debatten kan også være svær, fordi der er forskellige opfattelser af, hvornår du er godt eller dårligt lønnet. Det kommer an på, hvilken baggrund du har, og hvilke økonomiske forpligtelser, du har i dit liv. Det er dog vigtigt, at du får en løn, som du kan leve af gennem hele dit arbejdsliv.

De fleste kommer ind i forsvaret, når de er helt unge. Det gjorde jeg også selv. Du kommer ind i Forsvaret for at få oplevelser og for at komme ud i verden, og de fleste har ingen store økonomiske forpligtelser. I de første år er lønnen derfor mindre vigtig. Men efterhånden som du slår dig ned og får en familie, bliver det afgørende, at du får en løn, som du også kan leve af. Det bliver afgørende, at banken ikke afviser din ansøgning, hvis du vil købe bil eller bolig, efter at have kastet et blik på din lønseddel. Kan du som soldat se, at du gennem det meste af karrieren har udsigt til at få stort set samme løn, som du fik, da du var 20 år, er det pludselig ikke så attraktivt at blive. Uanset, hvor meget du brænder for opgaven.

Vi har i princippet et lønsystem, der gør det muligt at forhandle tillæg eller vederlag, der honorer den indsats og erfaring, du har som medarbejder. Jeg hører desværre bare ofte fra både medlemmer og tillidsrepræsentanter, at systemet ikke fungerer efter hensigten ude i virkeligheden. Om det skyldes, at der ikke er penge nok at forhandle om, eller om der er noget skævt i måden, hvorpå fordeler pengene, er svært at sige noget generelt om. Dertil er man nødt til at undersøge hele området til bunds. Men faktum er, at I mange steder ikke føler, at systemet virker efter hensigten.

Hvis du skal være soldat i mange år, skal du have en ordentlig løn som afspejler din erfaring og ekspertise. Jeg tror personligt ikke, at løsningen er at stige helt automatisk efter en årrække, ligesom du gjorde i det gamle lønsystem. Men der er behov for, at det bliver meget mere gennemskueligt, hvordan du kan udvikle dig lønmæssigt i Forsvaret. Lige nu virker det som tilfældighedernes spil, og det kan du som medarbejder ikke sætte økonomien efter.

I forbindelse med forsvarsforliget er der nedsat en arbejdsgruppe, der skal analysere løn og incitament for soldaterne. Jeg vil presse på for, at lønudviklingen gennem karrieren er en af de emner, der bliver kigget grundigt på, så vi kan få skabt et system, der motiverer frem for det modsatte.

Vores forsvar er kun så godt som dem, der arbejder der. Uden medarbejdere, er der intet forsvar, og hvis forsvaret ikke kan fastholde eller rekruttere medarbejdere, er det ligegyldigt med bygninger og materiel. For så er der ingen til at bruge det. Og her betyder det også noget, at man kan fastholde de erfarne medarbejdere. De medarbejdere, som har de vigtige kompetencer i rygsækken, som man kun kan få gennem praktisk erfaring fra sit fag.

 

Det tyder på, at der nu er en politisk forståelse for, at man må hæve soldaternes løn, hvis man vil have kampkraften op i forsvaret. Seneste har Liberal Alliance blandet sig i debatten med et forslag om et lønløft på 2.500 kroner om måneden til konstablerne.

Et lønløft er absolut nødvendigt, og når man står i en situation, hvor mange soldater forlader forsvaret på grund af lønnen, er det også den eneste logiske løsning. Men politikerne glemmer at få alle med i løndebatten: Konstablerne i Søværnet og Flyvevåbnet samt hele sergentgruppen står nemlig med præcis samme massive udfordringer i forhold til løn og deraf fastholdelse af kollegaer som dem i Hæren.

Hver tredje oversergent mangler i strukturen, og sergenter er blandt den gruppe, der har haft flest forgæves rekrutteringsforsøg. Sergentgruppen udgør forsvarets rygrad, da de står for uddannelse af både værnepligtige og konstabler. Det er et helt afgørende, at forsvaret kan opretholde en struktur, der kan uddanne fremtidige soldater. Ikke mindst, når værnepligten fra næste år skal udvides.

Derudover er der store udfordringer med at fastholde konstabler i Flyvevåbnet og i Søværnet, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved at man sejler underbemandet på søværnets skibe, og at flyvevåbnet mangler en stor del af de mekanikere, der blandt andet skal få det nye kampfly på vingerne. En ikke uvæsentlig årsag til, at det er så svært at fastholde disse medarbejdergrupper, er først og fremmest lønnen.

Forsvarets struktur er bygget på et rangsystem. For at det skal fungere, skal der være det rette antal medarbejdere i de forskellige funktioner og på de forskellige niveauer. Hvis det lønmæssigt er mere attraktivt at være konstabel i et enkelt værn, og hvis man ikke honoreres for at uddanne sig til sergent eller oversergent, vil det skabe nogle enorme udfordringer i systemet og dermed også i forhold til opgaveløsningen.

Et lønløft til soldaterne er nødvendigt. Men det skal i så fald gives til alle de berørte grupper og ikke blot til en mindre del. Ellers risikerer vi, at det bliver endnu sværere at rekruttere til særligt mellemledergruppen i forsvaret, hvilket vil ændre hele dynamikken i det militære system.

Giver man som foreslået en bestemt gruppe af konstabler et lønløft på 2500 om måneden uden at tilgodese sergentgruppen og den øvrige konstabelgruppe, står man i en situation, hvor lønnen bliver skævvredet.

I forligsteksten til anden delaftale står det tilmed beskrevet, hvordan man i forbindelse med den nye værnepligtsmodel vil honorere værnepligtige sergenter og løjtnanter for at vælge ledelsesvejen. Hvis man efterfølgende vælger at give sergenterne en lavere løn end konstablerne, kan det derimod blive opfattet som en straf, hvis man vil uddanne sig som mellemleder i Forsvaret.

”Hvad tjener en soldat, og bør lønnen være højere?” Det spørgsmål har jeg fået flere gange i de seneste dage, og det er nemt at svare på: Ja, lønnen skal være højere, for et af Forsvarets absolut største problemer er, at man ikke kan fastholde sine medarbejdere. 1600 medarbejdere valgte at sige op og forlade Forsvaret sidste år – og det er primært på grund af lønnen. Det er i hvert fald, hvad jeg hører fra vores medlemmer. Ministeren siger godt nok, at de soldater han har talt med, ikke ønsker sig mere i løn, men bedre vilkår, men han må i så fald have talt med nogle andre soldater.

Milliarderne strømmer til Forsvaret, og oprustningen kan kun gå for langsomt. Men når statsministeren siger ”køb, køb, køb” og forsvarsministeren siger ”hastighed, hastighed, hastighed” siger jeg ”løn, løn, løn”. Løn ER fastholdende, og forsvaret er afhængigt af at kunne fastholde sine medarbejdere, hvis vi skal kunne bruge alt det materiel og udstyr, som der skal købes de kommende år.

Der er ingen, der siger, at Forsvaret skal være lønførende, men vi er nødt til at være realistiske og se i øjnene, at fastholdelse handler om løn. Hvis man skal være soldat i mange år, skal man have en ordentlig løn som afspejler ens erfaring og ekspertise.

Det provokerer mig, at politikerne så blankt afviser, at der skal ses på soldaternes lønninger. Forrige år lavede regeringen en trepartsaftale, der sikrede mere i lønposen til en række offentlige grupper. Statsministeren brugte netop det argument, at man var nødt til at give et lønløft til de fag, hvor det er sværest at rekruttere og fastholde. Jeg er nødt til at gentage, at løn også er fastholdende for en soldat på præcis samme måde som for alle andre grupper.

CS har givet politikerne flere løsningsforslag i forhold til, hvordan man kan give soldaterne mere i løn. For hvis man ikke er villig til at hæve grundlønnen, er der mange andre muligheder. Vi har foreslået at hæve nogle af vores tillæg, som pt. hverken er tidssvarende eller matcher tilsvarende tillæg på andre af statens områder. Det kunne for eksempel være at hæve militærtillægget eller man kan vælge at forhøje natpenge og weekendtillæg. Der er masser af muligheder indenfor rammerne af det eksisterende lov- og aftalekompleks, og det kan gøres med et fingerknips, hvis politikerne ønsker det. 

Der er mange gode fastholdelsestiltag på vej i forsvaret, men jeg kan ikke se, hvordan politikerne kan løse bemandingsudfordringen – og dermed komme i mål med den nødvendige oprustning – uden at se på den løn, man giver soldaterne gennem deres karriere.

I CS taler vi om ”forsvarlig løn”: En løn, der afspejler både vigtigheden af soldaternes opgaver og en løn, som man kan leve af gennem hele karrieren – også når man har stiftet familie og fået andre forpligtelser. 

 #forsvarligløn

 

Forsvarets organisering skal ændres, så Forsvarschefen får helhedsansvaret tilbage for blandt andet drift, personel og etablissementer. Derudover bliver der lettet for en del af indkøbsprocesserne.

Som formand for CS har jeg sagt utallige gange, at bureaukrati, kontrol og administration har sandet Forsvaret til. Det har kvalt Forsvaret med utilstrækkelighed, træghed og mangel på handling. Og det har ikke været til gavn for den operative opgave. Nu sker der endelig noget. Som der blev sagt på pressemødet i Forsvarsministeriet i dag, så får forsvarschefen større muskler og en nøglerolle i det, vi står over for.

Det betyder det, at forsvarschefen får helhedsansvaret

Det har længe været et ønske for CS, at Forsvaret skal omorganiseres, så forsvarschefen igen kunne få ansvar for sit personel, tjenestesteder og materiel. Nu får han ansvaret tilbage for Forsvarsministeriets Personalestyrelse, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og en del af Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse, hvor indkøbsprocesserne også bliver enklere.

Det er en god nyhed. For det betyder, at forsvarschefen kan tage beslutninger ud fra et operativt hensyn. Han kan kigge på tværs af organisationen og bruge ressourcerne, der hvor det gavner den operative opgave. Det er nødvendigt, når Danmark skal genopbygge og styrke Forsvarets kampkraft. Nu kan der handles. Hurtigere.

Det er naturligvis ikke en garanti for, at det kommer til at fungere perfekt. For mig at se, er det nemt at få øje på de store fordele, men der er naturligvis også nogle ulemper eller risici, når man overdrager ansvaret og skruer gevaldigt op for tempoet. Der kan opstå fejl, når man letter på kontrollen og bureaukratiet, men det er langt bedre, end at der ikke sker noget, og det virker også til, at politikerne har forstået den risiko og er villig til at tage ansvaret for det.

Det forventer CS

CS forventer, at den nye organisering vil styrke Forsvaret og forhåbentlig gøre en positiv forskel i jeres hverdag. Jeg håber, I vil kunne se, at der sker noget – og gerne i et andet tempo, end det har været tilfældet hidtil. Men når det er sagt, så kan jeg naturligvis ikke sige med sikkerhed, at alt bliver godt. Først skal vi se, hvad forsvarschefen bruger sit helhedsansvar til. Men pengene og strukturen er der – Og når Mette Frederiksen siger, ’køb, køb, køb’ og Troels Lund Poulsen siger, ’Hastighed, hastighed, hastighed’, må man gå ud fra, at der kommer skub i tingene nu. Det er positivt.

CS vil have forsvarlig løn

Jeg vil nævne endnu en ting, jeg har sagt mange gange før. Selvom det er positivt, at der lettere kan indkøbes materiel og at der sættes fart på renoveringer af bygninger, osv., så bliver vi også nødt til at tale om løn. Forsvarlig løn i Forsvaret. Et styrket forsvar er også styrket fastholdelse og styrket rekruttering, og der skal vi være realistiske. En forsvarlig løn betyder noget.

#forsvarligløn

Tilmeld CS Nyhedsbrev

Og få nyhedsbrevet direkte i din indbakke