Så er lønstrukturkomitéen (LSK) endelig færdig med rapporten, der tegner et billede af lønudviklingen i den offentlige sektor gennem tiden. Rapporten er ikke udtømmende, og der vil være grupper, der ikke er beskrevet ned i detaljen på samme måde som andre. Vi er en af disse grupper, som LSK har fundet for lille til at kunne give et reelt billede af, hvor vi ligger lønmæssigt.
Der er nok ingen af medarbejdergrupperne, der ud fra rapporten kan sige, at de får for lidt i løn. Der kan dog være argumenter for, at nogle grupper skal have noget mere – hvad jeg jo mener, at vi skal.
Det gør jeg fordi, jeg ikke mener, at der er skabt et reelt billede af vores lønninger i forsvaret. Rapporten nævner medarbejdergrupper med den laveste løn, og her er vi ikke nævnt, hvad jeg mener, at vi burde. Derimod er vi kommet i den kategori, hvor timelønnen beregnes til 200-300 kr., hvad vi jo alle ved slet ikke er i nærheden af, hvad vi tjener i timen.
Måden vores lønninger er sammensat på, giver et andet billede af, hvad den reelle løn er. Her må man ikke undervurdere betydningen af uregistreret over-og merarbejde, rådighedsløn og uregistrerede timer i forsvaret. Mange af vores aftaler er bundet op på en ydelse, der ikke efterfølgende bliver godtgjort i timer. Det vil med andre ord sige, at vores gennemsnitsløn kommer til at ligge meget højt, når der ikke medregnes de reelle timeforbrug.
Dernæst har vi mange faggrupper i forsvaret, der alle tjener forskelligt ud fra de tillæg, der i gennem tiderne er aftalt, herunder ikke mindst vores faglige aftale. Det vil naturligvis også spille ind, når en gennemsnitlig løn skal beregnes. Derfor bliver vi nødt til efterfølgende at presse FPS til at lave nogle beregninger, der tager højde for både uregistrerede timer og forskelle i den enkeltes løn.
Det vil vise, at en nyudnævnt konstabel eller en nyudnævnt sergent ligger meget lavt i forhold til det billede, der tegnes i rapporten. Samtidigt vil det vise, at de øvrige grader også ligger lavt, da de slet ikke følger med anciennitetsmæssigt.
Skal det lykkedes at skaffe flere ansatte til forsvaret, er det pine nødvendigt at få hævet lønningerne. Det kan sagtens lade sig gøre, hvis politikerne tør. Det skal gøres i forbindelse med de kommende forhandlinger af forsvarsforlig.
Derudover er det også vigtigt for os at få gjort op med den måde, hvorpå uddannelse indgår i lønberegningen. Det er nemlig ret svært at passe vores specielle uddannelser ind i det uddannelseshierarki, der er en del af rapportens forklaring på løndannelse.
Der skal fokuseres på opgavens karakter, herunder risiko, myndighedsudøvelse, og hvad forsvaret gør for samfundet. Det bliver nødt til at vægte mere, når vores løn skal fastsættes.
Rapporten viser overordnet set, at den danske aftalemodel virker på det offentlige område. Aftaleparterne har igennem tiderne prioriteret og forhandlet aftaler hjem i gensidig forståelse af, hvad der har været vigtigst for de enkelte grupper. Oftest er ressourcerne brugt til at kunne holde en realløn eller til tider en stigning af denne.
De aftalte reguleringsordninger har fungerer som aftalt og skabt balance imellem den private og offentlige løndannelse. Det har gjort, at der ikke er skabt et A og et B arbejdsmarked, hvor den offentlige sektor udviklingsmæssigt er sakket bagud. Samtidig har det gjort, at det private arbejdsmarked stadig er motoren, der skal kunne understøtte det offentlige arbejdsmarked, så det også samfundsmæssigt hænger sammen.
